Hvis der skal sættes en stopper for den stærkt foruroligende udvikling henimod, at USA går i direkte krig mod Iran, så kræver det på samme tid modstand mod USA-imperialismen og mod det undertrykkende iranske regime. Det kræver solidaritet med faglige, feministiske og antiracistiske kampe både i det øvrige Mellemøsten og internationalt.

af Frieda Afary

Det kræver, at der bliver givet forklaringer på den gensidigt nødvendige sammenhæng mellem kapitalisme og krig, og at der bliver peget på et klart humanistisk alternativ til kapitalismen.

 

Trump-administrationen forbereder sig helt åbenlyst på en militær konfrontation med Iran ved at sende et hangarskib, B52-bombefly og et batteri til Patriot-luftværnsraketter, samt yderligere flådebaseret ildkraft til Golf-regionen. Ifølge rapporter fremlagde den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, en af hjernerne bag USA’s katastrofale invasion af Irak i 2013, på et møde for præsident Trumps øverste nationale sikkerhedsmedarbejdere en plan, der indeholdt et forlangende om, at der blev sendt 120.000 tropper til Mellemøsten for at angribe Iran. (1)

 

USA hævder, at Iran, ifølge nylige efterretningsoplysninger, mobiliserer stedfortrædergrupperinger i Irak og Syrien, for at de kan angribe USA-styrker. Og det på trods af, at der endda er tilhængere af republikanerne samt højtstående britiske officerer, der siger, at de ikke har set rapporter, der peger i den retning.

 

Den iranske regering har på den anden side meddelt, at de på baggrund af USA’s ensidige opsigelse af den kernevåbenaftale, som de indgik med Iran i 2015, ikke længere føler sig forpligtet af alle aftalens bestemmelser.

 

Da USA’s administration i april betegnede den iranske revolutionsgarde som en terroristorganisation, erklærede den iranske præsident Hassan Rouhani i en tale på Nuklearteknologiens Dag, at ’Hvis målet for jeres sanktioner var at svække vores militære styrke, så vil vi lade jer vide, at vi i løbet af det seneste år har anskaffet os missiler og våben i et omfang, som I slet ikke kan forestille jer. I kan ikke sætte en stopper for vores militære styrke.’ Det iranske parlament underskrev efterfølgende en erklæring, der betegner USA’s sikkerheds- og efterretningstjenester i det vestlige Asien som terroristiske.

 

Samtidig med dette blev adskillige olietankere (herunder to, der var ejet af Saudi-Arabien) saboteret ud for de Forenede Arabiske Emiraters kyst. Der er hverken nogen organisation eller noget land, der har taget ansvar for disse eksplosioner. Kilder fra den amerikanske hær hævder imidlertid, at Iran bliver holdt ansvarlig. De iransk-støttede houthi-oprørere har også brugt droner til angreb på saudi-arabiske olieinstallationer.

 

Muligheden for en eller anden hurtigt accellerende begivenhedskæde eller konfrontation, der fører til luftangreb fra USA’s side eller total krig, er meget sandsynlig. Det er en krig.som Saudi-Arabien og Israel bakker stærkt op om, og de har ikke holdt sig tilbage for at komme med påstande om, at Iran har planer om at angribe USA-styrker i området.

 

Hvorfor har Trump-administrationen så travlt med at gå i krig med Iran?

Selv om Trump-administrationen ikke ser ud til at have nogen sammenhængende politik i Mellemøsten, så har dens politik over for Iran langt hen ad vejen været bestemt af deres ønske om at styrke de vigtigste regionale allierede, Israels Benjamin Netanyahu og Saudi-Arabiens Mohammad Bin Salman, to magter, der har stået side ved side i bestræbelserne på at komme i krig med Iran, der opfattes som en regional rival. Trump-administrationen har også presset på for at få dannet et ’arabisk NATO’, hvis vigtigste medlemmer skulle være Golf-staterne og Jordan som et bolværk mod Iran og en pålidelig støtte over for Rusland og Kina.

 

En anden hensigt fra Trump-administrationens side er at bruge en mulig krig som en bekvem måde til at vende opmærksomheden væk fra dens egne angreb på arbejderklassen, borgerrettigheder og kvinders rettigheder i USA, og trumfe en autoritær politik inden for egne grænser igennem i den nationale sikkerheds navn.

 

For så vidt som administrationen ønsker et ’systemskifte’ i Iran, så lader de ikke engang, som om det skulle være demokrati, de tænker på. Mike Pompeo var meget klar i mælet i Washington 24. april, da han i en tale til en gruppe iranske tilhængere udtalte, at USA’s mål er at sørge for en ’overførelse af magten’ til ’et lederskab af ikke-revolutionære’. John Bolton, den nationale sikkerhedsrådgiver, har også arbejdet tæt sammen med Mojahedin-e Khalq (MEK), en iransk militaristisk kult af islamistisk observans, der finansieres af USA, og bakker op om en militær intervention fra USA’s side, på trods af, at de i årevis var pot og pande med Saddam Husseins rædselsregime, som de modtog våben og støtte fra.

 

Hvor bevæger den progressive og revolutionære opposition i Iran sig hen?

Med den iranske journalist Rahman Bouzaris ord: ’Det er ganske almindelige mennesker, der er kommet livsfarligt i klemme mellem Trump-administrationen og de hjemlige undertrykkere. De har valget mellem imperialisme eller autoritært styre. Selv om situationen ser helt håbløs ud, bliver de ved med at sige nej til begge dele.’ (2)

 

De iranske masser bliver i disse tider hårdt presset af såvel USA’s sanktioner som af et militaristisk, autoritært statskapitalistisk regime, og desuden af eftervirkningerne af de enorme oversvømmelser, der fandt sted for nylig, og som har ført til, at millioner har måttet tage flugten for vand- og muddermasserne.

 

Samtidig med, at de er dødsens bange for et militært angreb fra USA’s side, bliver de ved med at give udtryk for deres modstand mod regimet på forskellige måder:

 

  • De fortsatte arbejdskampe og strejker har ført til fængsling af næsten alle lederne af de eksisterende uafhængige fagforeninger og lærernes forbund, bl.a. Esmail Bakshi fra sukkerrørsarbejdernes fagforening på Haft Tapeh-værket, Jafar Azimzaeh fra De Iranske Arbejderes Frie Forbund og Esmail Abdi fra Lærerforbundet, for bare at nævne nogen af dem.
  • Der er også fremtrædende kvindesagsaktivister, der for tiden er i fængsel og er blevet idømt langvarige straffe eller afventer rettergang på grund af deres aktivisme, og hvad de har skrevet. Det gælder Nasrin Sotudeh, en menneskerettighedsadvokat, der forsvarede Pigerne fra Revolutionsgaden (kvinder, der tog deres chador af offentligt, og som følge af det blev arresteret og sat i fængsel), Narges Mohammadi, leder af en kampagne mod dødsstraffen, og Parvin Mohammadi, leder af De Iranske Arbejderes Frie Forbund sammen med Jafar Azimzaeh, også her for bare at nævne nogen af dem.
  • Kurdiske politiske fanger, der afsoner fængselsstraffe for at gå til modstand mod diskrimination af Irans kurdiske nationale mindretal. Over 1000 arabiske menneskerettighedsaktivister er blevet interneret i den sydlige provins Khuzestan. Bahai- og sufi-aktivister er blevet sat i fængsel som tilhørende religiøse mindretal.
  • Fængslede miljøaktivister risikerer dødsstraf for at være ’til fare for den nationale sikkerhed’.
  • Mange studenteraktivister og systemkritiske intellektuelle er enten tilbageholdt eller er blevet løsladt mod meget store kautionsbeløb, men hvor regimet kan sende dem tilbage i fængsel når som helst.

 

Det er de kræfter, der kunne stå i spidsen for en landsdækkende progressiv og potentielt revolutionær bevægelse, der kunne styrte den islamiske republik, og gå til modstand mod krig og imperialisme i regionen. Det iransk regime har imidlertid under indtryk af det ødelæggende pres, som USA’s økonomiske sanktioner har skabt, samt de overhængende krigstrusler fra USA’s side, været i stand til at styrke sit undertrykkelsesapparat og slå ned på ethvert forsøg på at gå til modstand mod regimet ud fra et progressivt ståsted.

 

En 1. maj-demonstration, arrangeret af feminister, studenter og arbejderaktivister i Teheran, blev brutalt angrebet af sikkerhedstyrker, der arresterede mange af demonstranterne.

 

En anden demonstration fandt sted den 13. maj 2019, hvor hundredvis af studenteraktivister ved Teheran Universitet viste deres modstand mod det tvungne slør og ’moralpolitiet’. De fortrængte medlemmer af Basj (en ’frivillig’ styrke inden for den islamiske revolutionsgarde) fra tribunen, før de blev angrebet af Basji og sikkerhedspolitiet.

 

Der er et desperat behov for international solidaritet fra progressive og venstreorienterede kræfter over hele verden for at støtte de fortsatte kampe og gå til modstand mod, at USA går i krig mod Iran. Det er kampe, der nødvendigvis må rette sig imod både USA’s imperialisme og Irans subimperialistiske interventioner i Syrien, Irak og Libanon.

 

Hvilken solidaritet?

I december 2017-januar 2018 var der demonstrationer over hele Iran, hvor der åbent blev opfordret til at styrte Den Islamiske Republik, og sætte en stopper for dens militære interventioner i regionen. Den bølge af demonstrationer blandt arbejdere, feminister og studerende, der har været siden da, har tit været uden en udtrykkelig modstand mod Irans militære interventioner i regionen.

 

Når de er blevet bragt frem sammen med Irans missilprogram og kernevåbebambitioner, har det mest været fra monarkistiske nationalisters side, der fører sig frem med gyldne løfter om en velordnet kapitalistisk og ikke-interventionistisk stat, og som også bakker op om USA’s militære intervention i Iran.

 

De reformvenlige og venstreorienterede intellektuelle, der går imod den militære intervention, er også stærkt nationalistiske, og de har ikke en anti-krigs-forestillingverden, der rækker ud over anti-USA-imperialisme.

 

Der har med meget få undtagelser ikke været gjort noget fra et progressivt og socialistisk standpunkt for at bringe Irans interventioner i Syrien, Irak, Libanon og Yemen frem i dagens lys og gå til modstand mod dem, og heller ikke det fortsatte missilprogram og prioriteringen af at udvikle kernevåben. Der har ikke engang været en egentlig diskussion af farerne ved kernevåben eller om læren fra Tjernobyl- og Fukushima-katastroferne.

 

Det, som der er et så desperat behov for inden for Irans grænser, er en uafhængig socialistisk vision, der udgør et modbillede til Irans militære interventioner, og som også tilbyder forklaringer på, hvordan kapitalismen, i privat eller statslig skikkelse, altid bærer krigen i sig.

 

De fleste venstreorienterede i USA og internationalt, der aktivt bekæmper USA’s imperialistiske sanktioner og krigstrusler mod Iran, gør det ud fra et standpunkt, der er ukritisk over for det iranske regime. Det er så også derfor, at de ikke appellererer til den brede befolkning eller kan få den til at forbinde den kritik, som de fremsætter, med de kampe, der udkæmpes af arbejdere, kvinder og undertrykte mindretal inden for Irans grænser. Det ser heller ikke ud til, at de reelt er interesserede i disse kampe. (3)

 

En meget mindre del af den internationale venstrefløj går både mod USA-imperialismen og andre globale og regionale imperialistiske magter i Mellemøsten. Denne del af venstrefløjen prøver at opbygge en aktiv solidaritet mellem de kampe, der udkæmpes af arbejdere, feminister og undertrykte mindretal i hele den mellemøstlige/nordafrikanske region og globalt. Disse bestræbelser har fået tilført ny energi af de folkelige opstande i Sudan og Algeriet, der både retter skytset mod de militaristiske kapitalistiske regimer og har en stærk faglig, feministisk og antiracistisk dimension. (4)

 

Konklusion

En direkte krig mellem USA og Iran kan få ødelæggende følger i et omfang, der er meget svært at danne sig nogen forestillinger om, og de kan kun styrke Trump-administrationens autoritære dagsorden. Selv om det iranske styre bliver væltet, vil Trump-administrationen og dens israelske og saudiske allierede gøre alt, hvad der står i deres magt for at forhindre ethvert progressivt eller revolutionært alternativ i at skyde frem. Det, der skete i Irak efter USA’s invasion i 2003, er et tænkeligt scenarie.

 

Hvis den ekstremt foruroligende drift henimod, at USA går i krig mod Iran, fortsætter, så er det tvingende nødvendigt at gå til modstand mod USA’s imperialisme og det undertrykkende iranske regime på samme tid. Vi må række hånden ud til de kampe, der lige nu udkæmpes af arbejdere, feminister, studerende og undertrykte mindretalsgrupper i Iran og forbinde dem med tilsvarende kampe i resten af regionen og internationalt. Det gør det også nødvendigt at forklare, hvordan kapitalisme og krig hænger uløseligt sammen, og vise så klart og konkret som muligt, hvad der kan være et humanistisk alternativ til kapitalismen.

 

15. maj 2019

 

Noter:

1) Se New York Times: White House Reviews Military Plans Against Iran, in Echoes of Iraq War

2) Se Aljazeera: What do the Iranian people want?

3) Se Code Pink  https://www.codepink.org/day_3  og Open Letter to Code Pink

4) Se Alliance of Middle Eastern Socialists

 

Frieda Afary skriver for Alliance of Middle East Socialists, hvor artiklen blev bragt første gang. Oversat af Niels Overgaard Hansen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com