Læsetid: 12 minutter

 

[Valget gjaldt 1641 pladser i 24 regions- og byråd (counties/councils), 6 direkte borgmestervalg samt et suppleringsvalg.]

 

Resultatet betyder, at Reform

> har vundet et suppleringsvalg og frataget Labour et parlamentsmedlem

> har vundet 650 nye regionsrådsmedlemmer

> for første gang kontrollerer ti regionsråd

> har vundet to borgmesterposter

> og ifølge en  BBC-analyse ville kunne vinde 30 procent af stemmerne på nationalt plan og dermed have chancen for at være del af en højreorienteret koalitionsregering.

 

Alle de meningsmålinger, der i løbet af de seneste måneder har vist Reform side om side med eller foran Labour og de konservative (Tory) er blevet bekræftet, og det har sågar vist sig at være en stærkere tendens end forventet. Deres medlemstal på over 120.000 er allerede større end de konservatives. Velhavende donorer – inklusiv fra Trumpland – har fået pengekassen til at bugne. Hundredvis af pladser i regionerne giver ikke bare en profil og materielle ressourcer, men også en lokal forankring. Hvilket igen gør det nemmere at føre kampagne næste gang.

 

Journalister har kommenteret, at Reform har bevæget sig i retning af et mere professionelt set up. Mere end 80 valgte og ansatte hos de konservative er “hoppet af”. Forandringen bliver også afspejlet i den måde, Reform har lagt afstand til Tommy Robinsons folk [fascister, o.a.], til trods for visse medlemmers tætte bånd til hans politik. De mest ekstreme røster i partiet blev i det store hele holdt ude fra medierne under kampagnen. Det næste mål for Farage – Reforms leder, er valgene til det walisiske og den skotske parlament.

 

Både Tory og Labour hårdt ramt

Det sidste lokalvalg fandt sted i 2021 under Boris Johnsons storhedstid, og derfor tabte de konservative (Tory) mere end Labour – i alt 676 pladser. Deres lederskab er presset – ligesom Labours – fra både højre og venstre. F.eks. slog De Liberale Demokrater dem i South West og i Shropshire, ligesom de tog kontrol med Oxfordshire og Gloucestershire.

 

Mange Tory-vælgere -især “Remainers” [folk der var imod Brexit] – satte ikke pris på, at ledelsen lænede sig over mod Reforms politik. På den anden fløj skubber folk som Robert Jenrick, der tabte formandsvalget hos de konservative i 2024, på for at lave aftaler med Reform.

 

Rees Mogg (tidligere MP for Tory) mente sågar, at det var “ a good night for the right” (en god aften for højrefløjen). En omstrukturering af højrefløjen, hvor Reform er en ligestillet eller dominerende partner, er en oplagt mulighed for disse folk. Den traditionelle italienske højrefløj er gået sammen i en succesfuld politisk koalition med det post-fascistiske Italiens Brødre anført af premierminister Giorgia Meloni.

 

Labours talspersoner virkede forbløffede over resultaterne. Åbenbart er uviljen fra deres traditionelle bagland til enten at stemme på partiet eller overhovedet at stemme noget, der skulle stamme fra det rod, de konservative har efterladt efter fjorten år ved magten. Labour er nødt til at tage nogle “svære beslutninger” på grund af de konservative, ”så det er virkelig ikke vores egen skyld”.

 

Mediernes udlægning har været, at nedskæringerne i vinterens varmetilskud og bevillingerne til handicappede spillede ind. Andre politiske valg kunne være taget, når det gælder børnepenge, nedskæringer i vinterens varmetilskud, voldsomme reduktioner i handicaphjælp og sygepenge eller nedskalering af grøn om stilling. Når først man har udelukket beskatning af de rige, ændre tilfældige skatteregler eller lade fællesskabet tage kontrol med ressourcerne, har man afskåret dig selv fra at handle. Specielt hvis man ønsker at gennemføre bare nogle moderate socialdemokratiske tiltag.

 

Labours ledelse lader også til at mene, at en grusom politik i forhold til Palæstina, international hjælp, Waspi-kvinder [pension til kvinder, o.a.] eller transrettigheder ikke har en negativ effekt på vælgerne. Normalt nyder nye regeringer godt af en honeymoon, hvor vælgerne forventer en eller anden form for forandring og er glade for de første tiltag. [Finansminister Rachel] Reeves jernhårde finanspolitik har begrænset, hvor mange godbidder hun kan kaste ud til vælgerne.

 

Det voldsomt faldende medlemstal som følge af offensiven mod venstrefløjen har ganske givet også ført til en udhuling af partiet, der selvfølgelig påvirker græsrodsaktiviteter ved vigtige valg. Reform var på dette område i stand til at matche Labour ved suppleringsvalget i Runcorn, og man kan godt forestille sig, at det samme var tilfældet i mange af de andre slag.

 

Hvad nu med Labour?

To muligheder tegner sig. Inden de tabte Runcorn, talte man allerede på partiets højrefløj og helt sikkert også centralt i apparatet om muligheden for, at et nederlag kunne gøre det naturligt for Labour at læne sige endnu mere op ad Reforms indvandrerfjendske politik og kopiere deres såkaldte anti-woke dagsorden. Jonathan Hinder, MP for Pendle and Clitheroe, udtalte for nylig:

 

“for mange mennesker i arbejderklassen ser Labour som et parti for indvandrere, minoriteter, dem på overførselsindkomster”. (Storbritannien havde brug for) “drastisk at reducere indvandringen – meget hurtigt – og det kunne betyde, somme tider, en prioritering af demokratiske beslutninger over internationale juridiske bindinger”. Om den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), der ofte er blevet kritiseret af højrefløjen for kendelser, der standser udvisninger sagde Hinder: “Jeg tror, det er ret tydeligt, at den ikke fungerer”.

 

Andre i ledelsen tænker, at det ikke er nødvendigt at rette særlig meget op på kursen, eftersom der ved udsigten til en Reform eller en Reform/Tory-regering vil være en progressiv “panik”-refleks hen mod Labour for at afværge den “neo-fascistiske” trussel. Vi kunne døbe dette Macron-manøvren efter den franske præsident, der blev valgt to gange, fordi venstrefløjen og progressive kræfter samlede sig om ham for at forhindre Marine Le Pen i at blive præsident. Problemet er, at det britiske valgsystem ikke fungerer med to runder, hvilket betyder, at der skabes mindre panik – indtil efter det endelige resultat.

 

Som vi har set i torsdags, er hele systemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse voldsomt diskriminerende mod de mindre partier – indtil de bryder igennem to-partigrænsen. Reform vandt en hel masse pladser på langt mindre end 50 procent af stemmerne. Ligesom Labour vandt sin berømte jordskredssejr [ved parlamentsvalget i 2024] med 34 procent af stemmerne, er der ikke noget til hinder for, at Reform gentager bedriften – især hvis de indgår en aftale med de konservative.

 

På den anden side argumenterer selv folk udenfor den socialistiske kampagnegruppe, såsom Rachael Maskell, MP fra York Central, for, at [Labour-leder Keith] Starmer skal lave en u-vending med hensyn til pensionisternes varmetilskud og hjælpen til mennesker med handicap. Der kan måske endda være et vist pres i selve regeringen for i det mindste at lave mindre ændringer, som kan vise, at man reagerer på sådanne bekymringer.

 

Diane Abott er mere tydelig, når hun siger at Starmers mantra efter valgresultatet om, at man skal arbejde hurtigere og stærkere med “Plan for Change”, bør ændres. En af de få sejrende kandidater, borgmesteren i Doncaster, Ros Jones rev partiets manifest i stykker og angreb Starmers politik mod pensionister og mennesker med handicap. Hun kørte ovenikøbet kampagne imod disse forringelser og organiserede en politik i sin kreds for at mindske konsekvenserne af dem. Sandsynligvis har hendes indsats for at stå selvstændigt hjulpet med at fastholde borgmesterposten til trods for Reforms hidsige angreb.

 

Hvordan Labour fejler i deres forsøg på at tackle Reform

For venstrefløjen er det klart at kosmetiske ændringer ikke kan slå Reform. Ligesom abstrakte fordømmelser af dem som racistiske eller endda endnu mere klodset som nazistiske ej heller gør det. Hvis folk er vrede og desillusionerede over den politiske proces og leveomkostningerne, må man overbevise dem om, at man vil forbedre deres liv – ikke skære i deres ydelser eller forholde sig passiv i forhold til forbedring af lokale offentlige ydelser.

 

Man er nødt til at vise folk, hvor pengene til at forbedre deres liv skal hentes. De ved, at der er rigeligt med velstand i samfundet til at dække deres regninger. Man er nødt til at være ærlig og fortælle, at man kan lave konkrete planer for en velhaverskat og højere selskabsskatter. Hvis Starmers svar bare er at pille lidt ved tingene og tale vækst op, så fortsætter han med at fodre Reform-monsteret.

 

Ved parlamentsvalget sidste år gjorde Labour det let for Reform. De fjernede sågar en troværdig, dynamisk kandidat, der stillede op mod Farage i Clacton. Meget lidt materiale, som angreb Reform, kom ud. De store strateger, som f.eks. Morgan McSweeney, troede, at Reform ville ramme Tory hårdere og åbne op for en jordskredssejr til Labour.

 

Det gjorde de, men det var meget kortsigtet. Knap 9 måneder efter det kærlighedsløse jordskred, ser vi allerede konsekvenserne. Siden Reforms stigende tilslutning i meningsmålingerne er Labour gået fra at ignorere til at efterabe deres politik. Derfor kan man se [indenrigsminister] Yvette Cooper igen og igen prale med, hvor mange udvisninger hun er i gang med og slå på tromme for registrering af etniske minoriteters/indvandreres lovovertrædelser.

 

Under kampagnen til suppleringsvalget i Runcorn [valgkreds mellem Liverpool og Manchester, o.a.] blev den lokale kandidat foranlediget af partiapparatet til at lancere en appel om at lukke det lokale asylcenter, til trods for hendes tidligere imødekommende kommentarer om asylansøgere. Selv hun følte (senere), at det sprog, der blev brugt, gav bagslag. Og som altid er der gang i spindoktor-maskinen, så da Labour tabte Runcorn, lagde den officielle udtalelse vægt på, at det kun var nogle få stemmer, der afgjorde det – hvad med de andre 15.000? [Reform vandt med 6 stemmer over Labour, som gik fra 53 til 39 procent af stemmerne, o.a.].

 

Labour står nu overfor en modstander, der ikke er tynget af mange års Tory-stramninger eller inkompetencen og den hårdhændede håndtering under pandemien. Lige nu er det også en modstander, der ligner forandring og nye tider for mange vælgere.

 

Rum til venstre for Labour

Imens Labour tabte 186 byrådsmedlemmer og den 45.-sikreste plads i parlamentet, holdt De Grønne godt på deres stemmer og fik indvalgt flere nye byrådsmedlemmer. Jessica Elgot, som ikke er modstander af Starmers regering, forklarer i The Guardian, at Labour vil fortsætte med at tabe flere stemmer til venstrefløjen end til Reform. Der er rum for progressive til venstre for Labour.

 

I Preston blev Michael Lavalette og to andre uafhængige kandidater valgt ved at stå for en platform, der var pro-palæstinensisk og imod nedskæringer. De lokale muslimske samfund er som de fleste andre steder, hvor de er en betydelig minoritet, ikke vendt tilbage til deres traditionelle ståsted i Labour.

 

De evigt-kloge strateger tror, at Palæstina er en slags “her-i dag-og-væk-i-morgen” online appel, og at disse vælgere ikke har andre steder at gå hen. De ser ikke, at den nærmest totale stilhed – eller værre medskyldighed – fra regeringen i folkedrab, blokeringen af nødhjælp og leveringen af britiske våben vil betyde, at der ikke er nogen vej tilbage.

 

Erfaringen fra Preston peger også på en tabt mulighed for de politiske kræfter til venstre for Labour. En fortsat debat om, hvorvidt et nyt bredt venstreorienteret parti først skal lanceres på lokalt niveau før et nationalt initiativ, betød, at der dårligt nok fandt en koordineret intervention fra venstrefløjen sted ved disse valg. Sådan en udvikling ville gøre en forskel også i forhold til, hvor god en oppositionel bevægelse, vi kan opbygge mod Reform og deres racisme mod indvandrere.

 

Reforms Andrea Jenkins spildte ikke tiden, når det gjaldt om at slå sin indvandrerfjendtlige retorik an. I sin sejrstale som ny borgmester i Lincolnshire, sagde hun, at det skulle være slut med hoteller til asylansøgere – så hellere lade dem leve i telte, som i Frankrig.

Professor John Curtice og andre har ret, når de erklærer, at to-partisystemet ikke fungerer lige nu. I nogle tilfælde har vi et fem-partisystem og mange pladser bliver vundet af kandidater, som ikke engang er tæt på et flertal på 50 procent plus 1. Vi kan ikke udelukke en tilbagevenden til to partier, især hvis Tory dør eller smelter sammen med Reform, men som det ser ud nu, er den politiske ustabilitet kommer for at blive.

 

Og denne nye realitet skaber en mere gunstig mulighed for et nyt massebaseret venstreorienteret alternativ. Når først folk har flyttet deres stemme, kan de gøre det igen for et andet mere progressivt parti. Ikke desto mindre skal venstrefløjen stadig argumentere for et egentligt proportionalt valgsystem), som Labours kongres selv har godkendt. I princippet og i praksis er det mere demokratisk og kunne reducere den massive fremmedgørelse fra det politiske system. Det ville give De Grønne og eventuelle nye venstreorienterede alternativer en fair repræsentation.

 

Labour vil ikke rigtig udfordre Reform. Det er venstrefløjens ansvar at sørge for opposition til Farage og hans parti såvel i gaderne som i kampagner og valg. Vi er nødt til at afsløre løgnene og modsigelserne i Reforms politik. Der vil være et umiddelbart fokus i de kommunalbestyrelser, de nu har vundet. Farage har lovet Doge-agtige nedskæringer og angreb på lige muligheder og mangfoldigheds-praksis. Lokale kampagner med de offentligt ansattes fagforeningerne vil blive nødvendige.

 

Når vi organiserer et modsvar til Reform, vil de fleste aktivister ikke komme fra Labour, men alligevel skal vi stadig søge støtte fra ethvert venstreorienteret eller bare let venstreorienteret parlamentsmedlem, som er klar til at sige fra overfor Farage og den regeringspolitik, der fodrer hans støtter. Reforms succes gør diskussionen om et nyt venstreorienteret parti endnu mere presserende.

 

5. maj 2025

 

Dave Kellaway er medlem af Socialist Resistance – Fjerde Internationales organisation i Storbritannien

 

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Bodil Olsen