Læsetid: 11 minutter

 

Zarah Sultana og Jeremy Corbyn. Foto: https://members.parliament.uk/

 

Hver gang jeg begynder på denne artikel, må jeg opdatere antallet af medlemmer på Your Party-webstedet. Ifølge Zarah Sultanas Twitter feed har vi allerede nået 500.000 på mindre end en uge, og folk bliver ved med at melde sig ind. Det er det emne, alle taler om ved demonstrationer og blokader for Palæstina eller til forsvar for migranter.

 

Ja, sammenligningen med registrerede medlemmer af Labour og Reform er ikke fair, da man endnu ikke skal betale for at melde sig ind, men det ville være interessant at se, hvor mange der allerede har doneret et støttebeløb.

 

Vi husker også de 300.000, der meldte sig til Enough is Enough-kampagnen, som blev lanceret af fagforeningsledere under de store strejker i den offentlige sektor for nogle år siden. Initiativtagerne til den kampagne havde intet projekt, der var et par enkeltstående demonstrationer med talere, og så forsvandt det hele hurtigt igen. Det her er noget andet.

 

Folk tilslutter sig en erklæring, som indeholder en række generelle politiske holdninger, der afspejler det projekt, Corbyn stod for, og en forpligtelse til at støtte Palæstina. Erklæringen kunne være meget bedre i forhold til økologi, selv om den indeholder kritik af fossile brændselsvirksomheder, der ødelægger planeten.

 

Erklæringen indeholder også en klar angivelse af, at der vil blive afholdt en stiftende konference, hvor medlemmerne vil træffe beslutninger om politik og ledere. Her tilmelder man sig en helt anden proces end Enough is Enough-kampagnen. Selv hvis kun halvdelen af den halve million tilslutter sig, vil det stadig være et pænt tal i forhold til Labour-partiets medlemstal.

 

Starmer og hans team har været tilbageholdende med at offentliggøre medlemstal. Forretningsudvalget plejer at offentliggøre det, men er holdt op med det på de seneste møder. Folk, der stadig er i Labour, fortæller, at der er få aktive medlemmer. Blandt medlemmerne er der mange, der bare betaler og ikke er aktive.

 

Labours tilbagegang er ikke overraskende i betragtning af den fortsatte afvisning af at anerkende folkemordet i Gaza, partiets indvandrerfjendske politik og nedskæringerne i velfærden. Møderne reducerer bevidst den politiske diskussion til et minimum. De har endda ændret reglerne, så der er færre møder i valgkredsene. Byrådsmedlemmer og politiske karrierefolk holder de grundlæggende strukturer i gang.

 

Flere medlemmer vil allerede forlade partiet, når Corbyn/Sultana-processen kommer i gang. Det enorme antal tilmeldinger vil fokusere folks opmærksomhed og få dem, der venter på at træffe et valg, med om bord.

 

Hvordan Labour og mainstream-medierne har reageret

Sammenlignet med mediernes detaljerede dækning af den seneste fremgang for Farages Reformparti har der været langt mindre omtale af den eksplosive tilstrømning til det nye venstreparti. Ikke desto mindre har det været umuligt at ignorere flere meningsmålinger, der viser, at det nye parti ligger på mellem 10 og 15 procent. Det vil tage stemmer fra Labour, De Grønne og sofavælgerne (ca. en tredjedel fra hver).

 

Pro-Starmer-journalister fremfører modstridende holdninger. Nogle fremhæver de interne vanskeligheder og overdriver forskellene mellem Sultana-lejren og Corbyns tilhængere. De forudsiger, at det hele vil ende i tårer og splittelse. Samtidig siger andre, at det nye parti er uansvarligt og splitter stemmerne på venstrefløjen – med andre ord, at det vil være effektivt og få et betydeligt antal stemmer.

 

En journalist, Sean O’Grady, skriver i Independent, at partiet har seks måneder til at splitte sig i en Sultana- og en Corbyn-fløj. Han mener endda, at det vil styrke Starmer ved at skabe klarhed, og at han på en eller anden måde vil vinde de progressive stemmer tilbage til sit lederskab for at blokere Farage. Rådgiverne prøver at sælge dette Macron-lignende scenario som Labour-partiets fremtid. Held og lykke!

 

Jeg hørte splittelsesargumentet blandt lokale Labour-partimedlemmer, da vi diskuterede det nye parti. Men det er Starmers politik og kovendinger, der har ført til splittelse, når Labour-stemmer går til De Grønne og venstrefløjskandidater. Man kan ikke kynisk bruge vores valgsystems antidemokratiske karakter til at argumentere imod, at folk opretter et nyt parti. Det er ironisk, når et stort flertal stemte for proportional repræsentation på partiets kongresser. Som en person kommenterede på sociale medier forleden, da han så, hvor mange der har tilmeldt sig, handler det ikke så meget om at splitte stemmerne som om at genvinde dem.

 

Faktisk argumenterer mange tilhængere af det nye parti kraftigt imod at splitte stemmerne mellem progressive grønne kandidater og kandidater fra det nye venstreparti. Samtidig vil vi række hånden ud til de Labour-parlamentsmedlemmer, der har talt for Palæstina eller stemt imod nedskæringer på velfærd – det ville være dumt at stille en kandidat fra et venstreparti op mod en John McDonnell eller Diane Abbott.

 

Hvordan har maxisterne og den radikale venstrefløj reageret?

I modsætning til nogle tidligere alternative projekter har næsten alle venstrefløjsgrupper, såsom Socialist Party, Counterfire og Socialist Workers Party, støttet det nye projekt og vil være med til at opbygge det. Nogle uafhængige aktivister og socialister mener på en eller anden måde, at dette er en dårlig ting, og at disse grupper uundgåeligt vil gribe ind på en negativ måde.

 

Hvis man er et åbent, inkluderende parti, kan man ikke nedlægge veto mod at flere tusinde erfarne og engagerede aktivister deltager. Nogle gange fremmedgør leninistiske grupper folk ved den grove måde, de arbejder på i massebevægelsen. For eksempel har Revolutionary Communist Party allerede sagt, at det vil tilslutte sig for at omdanne partiet til et revolutionært marxistisk avantgardeparti. Farage, som ikke er dum, inviterede endda en af dem med i sit GB-nyhedsprogram.

 

Hvis bare en fjerdedel eller en tredjedel af dem, der tilmelder sig, melder sig ind og opbygger partiet, bør vi være i stand til at forhindre, at man vedtager en venstreradikal politik. Nøglen til at afvæbne frugtesløs propaganda er at have faste regler for diskussion og opbygge partiet gennem masseaktiviteter til forsvar for arbejdende og undertrykte mennesker.

 

Seriøse folk forstår, at et Corbyn/Sultana-parti vil stå klart til venstre for Labour og give mulighed for at opbygge et alternativ til labourismen. Dets program vil være uacceptabelt for kapitalen, som vil iværksætte en større modoffensiv end den, vi så med Corbyn i første omgang. At bruge tid i dag – i en ikke-revolutionær situation – på at presse det til at vedtage en klar linje om at ødelægge den kapitalistiske stat er tåbeligt. Marxistiske strømninger kan rejse sådanne spørgsmål på passende måder – det er vigtigt, at der kan udvikle sig en revolutionær pol eller strømning.

 

Nogle kammerater har en tendens til på en grov måde at sætte valgkamp i modsætning til kampen på gaden og på arbejdspladserne. Enhver opbygning af et socialistisk alternativ virker utopisk uden en radikal tilstedeværelse på alle niveauer. Selv en bølge af selvorganiserede kampe kræver en politisk strategi og resultater, hvis der skal opnås reelle forandringer.

 

Vi ønsker ikke et Labour-parti nr. 2

På den anden side ønsker vi ikke, at partiet gentager det fejlslagne Corbyn-lederskab i Labour-partiet. Nogle af medlemmerne vil se det som en chance for at genoprette det Labour-parti, som de føler, at Blair og Starmer har ødelagt. Nogle vil måske se det som en aktivistgruppe, der kan lægge pres på Labour-ledelsen, måske endda tvinge Starmer og højrefløjen ud og derefter genforene sig med moderskibet.

 

James Schneider kommer med relevante kommentarer om disse spørgsmål i sit nylige interview på hjemmesiden Sidecar.

 

Hvis det nye parti bruger al sin tid på at udarbejde den perfekte socialpolitik for vores imaginære venstre-teknokratiske fremtid, når vi styrer staten, kommer det ingen vegne. Hvis det ser sig selv som et Labour Party 2.0 med bedre politik end det nuværende, men uden muligheder for reel folkelig deltagelse, vil det blive ødelagt af modsatrettede kræfter. Under Corbyn-perioden var vi fanget i en situation, hvor Labour-medlemmerne ofte sad fast og ventede på, at en håndfuld mennesker i toppen skulle træffe beslutningerne, i stedet for selv at blive aktører og ledere. Den fejl må vi ikke gentage.

 

Schneider fortsætter med at understrege, at vi er nødt til at udvikle det, han kalder folkelig magt, i stedet for snæver valgkamp – partiet bør investere i at udvikle selvorganisering på vores arbejdspladser og i civilsamfundet

 

Jeg kan godt lide hans formulering – klassekamp med et smil. Med andre ord har vi brug for et parti, der bryder ny grund og udvikler en bedre politisk kultur. Det skal være frimodigt og kamplystent og udfordre mainstream-mediers fortælling. Vi har én gang fejlet i at fastholde de tusinder af nye aktivister, der meldte sig ind i Labour. De var ikke interesserede i, hvordan Labour Party fungerede, og de forsvandt. Den fordel, vi har denne gang, er, at vi ikke bringer folk ind i en eksisterende, lammende institution. Vi har i det mindste en chance for at gøre noget anderledes.

 

Og De Grønne?

Jeg synes, Schneider er ret negativ over for De Grønne. Han antyder, at de har en matematisk valgstrategisk tilgang, og at grupper som Extinction Rebellion har haft større indflydelse. Jeg synes, at 10 procent i meningsmålingerne og muligheden for at få omkring 800 byrådsmedlemmer og firedoble antallet af parlamentsmedlemmer er bevis på en vis indflydelse.

 

De mere radikale grupper kan vokse og svinde ind ret hurtigt. De Grønne er heterogene – de er forskellige i Nordlondon, Bristol eller det landlige Norfolk. Hvis Zack Polanski vinder lederskabet, vil det styrke den radikale fløj og åbne vejen for valgalliancer i områder som byerne, hvor Labour er sårbar.

 

I lyset af meningsmålingerne har der været tale om, at et nyt venstrefløjsparti med et dusin eller flere parlamentsmedlemmer sammen med De Grønne kunne komme til at spille en afgørende rolle, hvis der blev et parlament uden absolut flertal. I betragtning af den britiske politiks ustabilitet kan dette ikke udelukkes.

 

Det, vi ved, er, at nye venstrefløjspartier i Grækenland, Spanien og Italien er blevet ødelagt på grund af spørgsmålet om regeringsalliancer med Labour-lignende partier. Det må være muligt at støtte dannelsen af en regering, der er forpligtet til en progressiv politik, uden at indgå i en koalition og uden at tage ministerposter.

 

Det var, hvad Venstreblokken og kommunispartiet gjorde i Portugal for nogle år siden. Det er forståeligt, hvis dette forhindrer dannelsen af en højreekstrem eller nyfascistisk regering. Men denne diskussion om et parlament uden absolut flertal bør ikke dominere.

 

Sultanas afgørende træk

Det, alle kan se i dag med antallet af tilmeldinger, er, at vi ikke bare kan afskrive situationen som en gentagelse af gamle venstrefløjsprojekter som Respect, Socialist Alliance eller Left Unity. Det er af en anden karakter. Folk synes overraskede over, at processen ikke har været let, men når indsatsen er så høj, og vi har en historisk mulighed, vil folk være passionerede og kæmpe for deres sag.

 

Vi bør ikke undervurdere Zarah Sultanas bidrag. Hun var lidt som den nye ven, der tog på ferie med en veletableret gruppe, der altid var evigheder om at vælge restaurant om aftenen. Der var gået mindst en halv time, og hun satte sig bare ned, og de fulgte alle modvilligt efter.

 

Der var selvfølgelig brok blandt den etablerede gruppe over den nye vens frækhed. Det var tydeligt, at Corbyns rådgivere og stab blev taget på sengen af Sultana og blev sat ud af spillet. Men i det mindste fik hun tingene i gang. Mere vigtigt er det, at hun udvider den nye gruppering. Hun er fra en anden generation, en kvinde og af sydasiatisk afstamning. Zarah er indbegrebet af den generation, Labour har mistet på grund af Palæstina.

 

Samtidig ser det ud til, at ideen om en løs føderation nu er blevet overhalet af planer om en konference og folk, der melder sig ind i et rigtigt parti. Schneider selv, der står Corbyn nær, argumenterer for en demokratisk struktur og kollektivt lederskab. Detaljerne kan være afgørende, men der er gode chancer for, at partiet bliver demokratisk opbygget og bliver et nationalt fokus for de millioner, der søger et alternativ til venstre for Starmer.

 

29. juli 2025

 

Dave Kellaway medlem af Socialist Resistance og Fjerde Internationale.

 

Oversat fra Anti*Capitalist Resistance. Af Poul Bjørn Berg.