Læsetid: 15 minutterBilledtekst: Den erklærede socialist Jeremy Corbyn røg ud som leder af britiske Labour efter et valgnederlag i 2019. Sidste år genvandt han sin plads i parlamentet og spekulationerne går nu på, om han kunne tænkes at gå med i et nyt parti, der kan samle den britiske venstrefløj.
I modsætning til Frankrig, Italien og Spanien har det britiske kommunistparti, trods en opblomstring efter Anden Verdenskrig, været en meget svagere politisk kraft. Modsat situationen på kontinentet har det aldrig haft en alliance med Labour, som har ført til regeringskoalitioner.
Hvorfor Labour-partiet har været centralt i den politiske strategi
Fagforeningerne i Storbritannien har næsten alle været tilknyttet Labour. De stemmer om og beslutter politikken på Labours konferencer og har en række pladser i den nationale eksekutivkomité. Lokale fagforeninger kan sende delegerede til lokale Labour-afdelinger, som så har en stemme i de lokale ledelseskomiteer.
Fagforeningerne er ikke opdelt i forbund, der historisk har været ledet af socialistpartier, kommunister eller kristendemokrater. Selv om det britiske kommunistparti tidligere havde en betydelig indflydelse i fagforeningerne, kontrollerede de aldrig deres egne forbund på samme måde som f.eks. det franske kommunistparti-kontrollerede CGT [Confédération Générale du Travail, o.a.].
Storbritannien har et valgsystem, der er ekstremt udemokratisk. Medlemmerne af parlamentet vælges efter et »first past the post«-system [flertalsvalg i enkeltmandskredse, o.a.]. Det betyder, at et parlamentsmedlem kan blive valgt af blot 34 procent af vælgerne.
Det seneste parlamentsvalg i juli afspejlede dette. Labour vandt et jordskredsflertal med et lavere stemmetal (33 procent), end Labour-lederen Jeremy Corbyn fik i sit valgnederlag i 2017.
Partier som De Grønne fik 4 parlamentsmedlemmer, men vandt 6,7 procent af stemmerne, og hvis det var et forholdstalsvalg som i Portugal, ville det have fået over 40 pladser. Det yderste højrefløjsparti, Reform, fik 5 pladser med en stemmeandel på 14,3 procent. Derfor er det ekstremt svært for et nyt parti at etablere sig og vinde mandater. Hverken valgreglerne eller massemedierne er forpligtet til at give tid og plads til partier, der ikke allerede er repræsenteret i parlamentet. Så debatter, som vi så i Frankrig mellem præsidentkandidaterne på TV, og som inkluderede revolutionære som bilarbejderen Philippe Poutou fra Nouveau Parti Anticapitaliste, er ikke rigtig mulige her.
Der findes et politisk rum til venstre for Labour
Ikke desto mindre er britisk politik blevet meget mere ustabil, og de to mainstream-partiers, Labour og de konservatives, greb om vælgerne er blevet svagere. For eksempel kontrollerer Scottish National Party selvstyreparlamentet og havde indtil sidste valg et overvældende flertal af skotske parlamentsmedlemmer i Underhuset. Både De Grønne og Reform har små parlamentsgrupper, men en betydelig stemmeandel. De Grønne har over 800 byrådsmedlemmer og er blevet den største udfordrer til Labour-partiet i 40 valgkredse. Reform udfordrer Labour som det andet parti i 89 valgkredse.
Indflydelsen fra pro-Brexit-partiet, det indvandringskritiske Reform var i første omgang et betydeligt bidrag til de konservatives flertal i 2019, da Reforms forgænger [Brexit Party, o.a.] trak sig i mange konservative kredse efter aftale med Boris Johnson. I anden omgang resulterede partiets opstilling i 2024 til et større Labour-flertal, da partiets kandidater stillede op over for de konservative og åbnede døren for en større gevinst til Labour.
Folk er mere åbne over for at stemme på andre partier end de konservative, Labour eller det liberale parti. Strukturforandringer og svækkelse af den britiske industri har betydet, at arbejderområder er splittet op, og stammetilhørsforholdet til altid at stemme på Labour er blevet meget mindre. De sociale medier spiller også en meget større rolle i forhold til at forstyrre de traditionelle stemmemønstre. Vælgerne har en mere individualistisk og resultatorienteret holdning.
Labour under Tony Blair, som var britisk premierminister fra 1997 til 2007, brød afgørende med partiets i forvejen lunkne socialdemokratiske positioner. Han insisterede faktisk på, at Labours mål om fælles ejerskab, som stod skrevet på alle medlemskort, blev fjernet. Han undlod at rulle næsten alle Margaret Thatchers arbejderfjendtlige politikker tilbage – de fagforeningsfjendtlige love, privatiseringen af praktisk talt alle offentligt ejede sektorer i økonomien som telekommunikation, energi, vand, transport osv. og ødelæggelsen af de lokale myndigheders tilbud, især boligområdet.
Corbynismens storhed og fald – og Palæstina-effekten
Efter den enorme modstand mod Blairs krig i Irak og en Labour-leder som Ed Milibands [2010-2015, o.a.] manglende modstand mod de konservatives nedskæringer, var der en massiv støttekampagne for en ægte venstresocialdemokratisk leder som Jeremy Corbyn. Corbyns sejr blev sikret ved, at tusindvis af aktivister og andre sluttede sig til Labour for at stemme på ham i valget af leder.
Efter et ondskabsfuldt modangreb fra ”the establishment”, højrefløjen og midten af Labour, som omfattede de fleste af dets parlamentsmedlemmer, og det splittende spørgsmål om Brexit og antisemitisme, røg Corbyn imidlertid ud igen.
Keir Starmer, Labours nuværende premierminister, fuldendte udrensningen af Corbyns venstreorienterede tilhængere og vandt det seneste valg på et meget moderat program.
Langt over 250.000 medlemmer har forladt partiet i afsky, og det interne demokrati er blevet knust. Den venstreorienterede gruppe af Labour-parlamentarikere (Socialist Campaign Group) er en skygge af sig selv, og meget få af dem sætter sig virkelig op imod ledelsen. Når de gør det, bliver de ekskluderet fra det parlamentariske Labour-parti – syv led denne skæbne, fordi de stemte imod en nedskæring af velfærdsydelserne.
Uden for parlamentet har vi set den største solidaritetsbevægelse med det palæstinensiske folk noget sted i verden. Der har været 21 nationale demonstrationer siden 7. oktober 2023, og politiet anslår, at 2.700 protester har fundet sted. De nationale demonstrationer svinger mellem 100.000 og 500.000 deltagere. Lokale initiativer finder stadig sted over hele landet. De mennesker, der er mobiliseret, kommer fra langt uden for den radikale venstrefløjs normale publikum. Især de muslimske samfund er kommet på gaden – især de unge, men hele familier deltager i disse protester.
Fire uafhængige parlamentsmedlemmer fra disse grupper blev valgt ind, og de mobiliserede i valgkampen omkring solidaritet med Palæstina. Andre venstreorienterede pro-palæstinensiske kandidater fik også nogle meget respektindgydende stemmetal, meget større end venstreorienterede kandidater tidligere har fået. Stigningen i de grønne stemmer, som resulterede i en gruppe på 4 parlamentsmedlemmer sammenlignet med deres tidligere ene, skyldtes også til dels deres konsekvente støtte til Palæstina. Læg mærke til at Starmer hele tiden har stået side om side med Biden og notorisk har sagt i et radiointerview, at det var fint, at Israel belejrede Gazastriben. Labour opfordrede kun til en betinget våbenhvile, da de fik grønt lys fra USA.
Et andet træk ved det sidste valg var Jeremy Corbyns succes med at bevare sit sæde i London. Nu ser det ud til, at han sent erkender, at der ikke er nogen vej tilbage for ham i Labour. Han har oprettet sin Peace and Justice Campaign og er begyndt at organisere lokale møder for sine tilhængere. Som reaktion på Labours første store budget i oktober stod han bag en kritisk erklæring, som blev underskrevet af de uafhængige pro-palæstinensiske parlamentsmedlemmer, De Grønne, nogle walisiske nationalister og hundredvis af lokale venstreorienterede byrådsmedlemmer. En venstreorienteret/grøn parlamentarisk mindretalsopposition er ved at opstå.
Marxister ind og ud af Labour
Revolutionære marxister har været inde og ude af Labour i hvert fald siden 1930’erne. På grund af vanskelighederne med at opbygge små nye partier under »first past the post«-systemet, det faktum at fagbevægelsen er integreret i Labour og det relative fravær af sociale masseopstande, forskellige har former for entrisme været en produktiv taktik. Mindst to trotskistiske organisationer – SLL/WRP under ledelse af Gerry Healey og Militant under ledelse af Ted Grant – opbyggede partier med flere tusinde medlemmer. På et tidspunkt kontrollerede Militant Liverpool City Council, Labours ungdomsorganisation og havde 3 eller 4 parlamentsmedlemmer. Studenter- og arbejderkampene efter 1968 og op gennem 1970’erne førte til, at de fleste radikale aktivister vendte sig væk fra Labour og dannede uafhængige revolutionære organisationer som International Socialists (senere Socialists Workers Party) og International Marxist Group (en del af Fjerde Internationale). Begge disse vandt radikale unge og nogle af de nyligt radikaliserede tillidsrepræsentanter. SWP, som stadig findes i dag, organiserer flere tusinde medlemmer. Senere i 1980’erne var der en genoplivning af arbejdet i Labour omkring den radikale figur Tony Benn og det venstreorienterede Greater London Council.
Denne cyklus er sluttet igen, og den måde, hvorpå Starmer har renset ud på venstrefløjen og også ændret reglerne for valg af leder, betyder nu, at det er meget usandsynligt, at der vil ske en gentagelse af Corbyn-bølgen. Ikke mange radikale venstrefløjsaktivister tror, at der vil opstå et socialistisk alternativ inden for Labour.
Nogle grupper som Momentum bliver imidlertid i Labour og tror, at de tålmodigt kan genopbygge venstrefløjen ved at uddanne socialistiske byrådsmedlemmer og arbejde med de venstreorienterede parlamentsmedlemmer, der bliver tilbage, men deres base er skrumpet drastisk. Momentum har stadig en vis indflydelse og en profil gennem det lille apparat, det har bevaret, men det har mistet ledende kadrer og har ikke organiserede lokalgrupper. I dag er styrkeforholdet mellem venstrefløjsaktivister inden for Labour og uden for Labour skiftet til sidstnævntes fordel.
I denne politiske situation har der været en voksende diskussion om at etablere et nyt venstrefløjsparti. Debatten er i øjeblikket mest domineret af folk, der var tæt involveret i Corbyn-projektet. Andre organisationer som Transform, der oprettede sig selv for at fremme ideen om et nyt venstrefløjsparti, er involveret, ligesom nogle af de etablerede venstrefløjsgrupper, der regelmæssigt opstiller kandidater som Socialist Party (ex-Militant).
Det er uklart, præcis hvor Jeremy Corbyn står i forhold til at oprette et nyt parti, og om venstrefløjens pro-palæstinensiske parlamentsmedlemmer vil være involveret. Corbyn er notorisk ubeslutsom og ikke nogen stor strateg, hans styrke har altid været som kampagneleder og folkelig taler. Nogle af de venstreorienterede kandidater, som fik gode stemmer ved valget i juli, diskuterer det, og det samme gør de nu hundredvis af lokale venstreorienterede byrådsmedlemmer, hvoraf de fleste har forladt Labour på grund af Palæstina eller deres erhvervsvenlige vækststrategi.
Hvad er de vigtigste overvejelser i forbindelse med oprettelsen af et nyt venstrefløjsparti?
Vi har lært en del af erfaringerne fra Podemos, Bloco, Rifondazione, Respect, Left Unity og det franske NPA.
1. Et topstyret parti ledet af personligheder eller et kartel af eksisterende venstrefløjsstrømninger er ikke en opskrift på succes. Her er pointerne i artiklen Revenge of the Network Left af Harry Holmes korrekte. Ethvert nyt parti skal dannes af medlemmer med base i deres lokalsamfund, og disse medlemmer skal være de mennesker, der beslutter politikken og vælger ledelsen – denne ansvarlighed bør ikke udskydes, mens en personlighedsgruppe eller strømninger sætter sig på ledelsen. Vi havde en negativ oplevelse med Respect i Storbritannien, hvor det, på trods af at det vandt et parlamentsmedlem, degenererede på grund af en kombination af en ”giftig” personlighed, George Galloway, og handlingerne fra den venstreorienterede gruppe, der drev det sammen med ham.
2. Enhver falsk demokratisk struktur, hvor ledere bruger internet/folkeafstemningssystemer, bør undgås. Det var det, Iglesias gjorde i Podemos for at sætte kritiske strømninger som Anticapitalistas på sidelinjen. De ledere, der har den største medieprofil, bør ikke have lov til at manipulere medlemmerne.
3. Særrettigheder for LGBTQ+, sorte, kvindelige og handicappede medlemmer bør anerkendes. En falsk modstilling af identitet og klassepolitik skal undgås. Et parti, der ikke er inkluderende, vil fejle.
4. Det nye partis program og politik bør afspejle et bredt klassekampsparti og ikke et revolutionært marxistisk parti. Jeg tror, at den manglende definition af denne status fik det franske NPA til at gå i stå, og det samme gælder den britiske erfaring med Left Unity. Efter min mening er Transforms ti principper et fremragende programmatisk grundlag for et bredt parti. Det er ikke nødvendigt, at alle er enige om behovet for at ødelægge staten og erstatte den med rådsdemokrati eller om behovet for bevæbnede arbejdere til at forsvare sejre mod arbejdsgiverne. Det behøver ikke at være eksplicit marxistisk eller insistere på at være en del af en Internationale. Transforms ti principper lægger dygtigt disse spørgsmål til side, mens de forbliver klart til venstre for Labour og i direkte opposition til vores herskende klasse. Jeg synes, at Harry Holmes’ artikel har en tendens til at blande et nyt bredt masseparti sammen med et revolutionært marxistisk parti. Hans ret negative kommentarer til den franske Nye Folkefront [Nouveau Front Populaire, o.a.] afspejler også dette. NPF er ikke bare en kopi af erfaringerne fra 1930’erne. Dets vellykkede oprettelse stoppede en neofascistisk sejr i Frankrig og mobiliserede tusindvis af nye aktivister på gaderne og arbejdspladserne. Selv om vi bør være opmærksomme på alle farerne ved Network Left, bør dets svagheder ikke lamme os fra at arbejde sammen med dem om at forsøge at etablere et nyt venstrefløjsparti.
5. Men det er nødvendigt med en bred accept af økosocialisme – at integrere klassekampen med den økologiske kamp. Der kan ikke være nogen socialisme på en død planet. Det grønne partis fremgang i Storbritannien afspejler radikaliseringen omkring økologiske spørgsmål. Et nyt parti skal ikke kun deltage sammen med Just Stop Oil eller Extinction Rebellion-aktivisterne, men det skal også søge fælles handling med aktivister fra det grønne parti på lokalt og nationalt plan.
6. En fleksibel tilgang til internationale spørgsmål som Ukraine eller Palæstina vil være nødvendig, hvis vi ønsker at være bredt funderet. Solidaritet med Palæstina mod den israelske stat og en ret til modstand, en afslutning af besættelsen og retten til at vende tilbage skal være et minimumsgrundlag. Men et nyt parti kunne forblive åbent over for en tostats- eller enstatsløsning. I forhold til Ukraine skal vi være enige om russisk tilbagetrækning, våbenhvile og selvbestemmelse, men lade spørgsmålet om våben være genstand for yderligere debat.
7. Ethvert nyt parti bør tillade tendenser at eksistere og have ret til at udtrykke deres meninger åbent, herunder i enhver form for presse. Vi skal dog opfordre strømningerne til ikke at fastlægge alle beslutninger og politikker på forhånd. Når der er enighed om de grundlæggende principper, skal der sættes en stopper for den slags diskussioner, som et revolutionært marxistisk parti ville have. Ellers har du en kontinuerlig debat, som vi havde i Left Unity omkring program og arbejdermilitser. Det er en af de sværeste ting at håndtere. Hvis man har et åbent demokratisk parti, er det svært at forhindre revolutionære strømninger i at melde sig ind, men hvordan stopper man deres »razziaer« og endeløse propaganda? Jeg tror, man skal sørge for, at der er en ægte massebase og sunde lokale grupper, hvor flertallet ikke allerede er medlemmer af organiserede grupper.
8. Uanset hvad der sker, er vi nødt til at være beskedne og forsigtige. At etablere et nyt bredt parti er ikke en garanti for fremtidig succes – det viser erfaringerne fra Podemos, Respect eller Syriza. Faren for, at ledere og kadrer bliver fanget af massemediernes glorie og institutionerne, er meget, meget reel. Som vi har set, er der, hvis disse partier opnår en vis succes, masser af jobs og endda karrierer, som aktivisterne kan tage. Vedtægtsmæssige mekanismer skal være på plads for at hjælpe med at forhindre dette ved at aftale, hvad der skal ske med lønninger til byrådsmedlemmer eller parlamentsmedlemmer, hvordan organisationen bemandes og selvfølgelig ledelsens overordnede ansvarlighed.
9. Selv om strategien for et nyt bredt parti er at konfrontere Labour ved valg, betyder det ikke, at man skal føre en sekterisk linje mod de tilbageværende venstreorienterede parlamentsmedlemmer fra Labour som John McDonnell, Diane Abbott eller Zarah Sultana. Ethvert nyt masseparti bliver nødt til at vinde tusindvis af socialister, der i øjeblikket er med i Labour, hvis det virkelig skal blive en udfordrer til magten. Så et nyt parti er nødt til at arbejde kreativt sammen med Labour-venstrefløjen i fælles aktioner. Det bør ikke være imod aktive venstreorienterede folk som McDonnell eller Abbott. Vi kan ikke helt udelukke fremtidige splittelser eller radikalisering inden for Labour, selv om en gentagelse af Corbynismen, hvor venstrefløjen vandt lederskabet, ser meget usandsynlig ud.
10. Hvis et nyt venstrefløjsparti skal have gennemslagskraft, skal det vinde støtte i fagforeningerne. Et modsætningsforhold mellem fagforeningerne og Starmers Labour er mere sandsynligt end en genopståen af Corbynismen. Så opbygning af klassekampsstrømninger i fagforeningerne bør være en prioritet for ethvert nyt parti.
11. En af vanskelighederne for et nyt parti vil være, at de fleste af dets initiativtagere ikke vil komme fra en yngre befolkningsgruppe. Ledelsen af den radikale venstrefløj i Storbritannien i dag er meget ældre end den vi havde i 1970’erne. Så det er en stor opgave at have fokus på at vinde yngre mennesker. Der bør træffes foranstaltninger for at få dem med i ledelsen. Propaganda- og agitationsmateriale skal også være tilgængeligt for unge mennesker.
12. Et nyt parti bør også intervenere kulturelt – det kan være en måde at nå en yngre målgruppe på. Men et nyt parti skal afvise et snævert, overpolitiseret look, det skal forholde sig til hele livet – kultur og sport. Det skal være glædeligt og sjovt at være medlem. Partiets liv og kultur bør til en vis grad afspejle den form for socialistisk samfund, vi ønsker at opbygge.
Den 17. november 2024
Super interessant artikel med overvejelser der også er relevante i en dansk kontekst. Det ville være rigtig godt hvis SAP indså at deres arbejde i Enhedslisten i øjeblikket er præget af manglende samlet strategi og på flere områder dybt kritisabel ikke mindst med nogle SAP HB medlemmers opbakning til Pelles politiske udrensning af Esben Søvang Maaløe. Det havde jeg sgu ikke lige set komme at SAP ville ændre kurs og bakke op om politiske eksklusioner !
Nu hvor eksklusionsagen mod Ulf Harbo ruller er rævekagen jo tydelig. HvivsI går med til at ekskludere Esben, går vi med til at ekskludere Ulf. Lignende blev foreslået på hovedbestyrelsesmøde uden for referat i juni 2024. Det er et vildspor for SAP, at gå ind for politiske eksklusioner. Og helt vanvittigt at handle med dem