Hjemvendte syriske flygtninge udsættes ofte for chikane, fængsling, bortførelse, tortur og/eller drab. Fælles for dem er, at de i Syrien må kæmpe for at dække de mest basale behov i et borgerkrigshærget land. Selvom situationen i de nabolande, hvor de fleste flygtninge opholder sig, er blevet værre, tør kun få vende hjem.

af Arne Lund

Human Rights Watch har udsendt rapporten Our Lives Are Like Death” – Syrian Refugee Returns from Lebanon and Jordan og har interviewet 65 flygtninge samt deres familier, hjemvendt fra Libanon og Jordan. Alle interviews skete i foråret, enten pr. telefon eller personligt, og efter at de pågældende var flygtet til Libanon igen.

 

De hjemvendte flygtninge tog til Damaskus og omegn, samt amter i landets vestlige del. HRW har desuden talt med advokater fra Syrien, Jordan og Libanon, forskere, ngo’ere, FN og humanitære organisationer. Der indgår tillige rapporter om returnering af flygtninge, og HRW har analyseret nationale og internationale love, direktiver mv.

 

Efter ti års borgerkrig udgør de syriske flygtninge verdens største flygtningegruppe, fordelt i 127 lande, flest i Tyrkiet (3,7 mio.), Libanon (850.000) og Jordan (670.000). I takt med at flygtningestrømmen fortsatte, indførtes diskriminerende spærretider, restriktioner for opholdstilladelser, bosættelse, arbejde, skoler, sundhed mv. Libanons økonomiske kollaps, forstærket af Covid og eksplosionen i Beirut, har ført til, at 90 procent af flygtningene lever i yderste fattigdom og er afhængig af kreditter for at kunne overleve.

 

I Jordan kan blot 2 procent af flygtningefamilierne dække egne fornødenheder. I 2020 måtte FN’s kontorer i området klare sig med halvdelen af, hvad man skulle bruge

 

Atter er Danmark i dårligt selskab

Ud over de tre lande, nævner HRW Danmark, som eneste land udenfor Mellemøsten, der forbryder sig mod det grundlæggende princip i folkeretten, der er indskrevet i Geneve-konventionen om flygtninges sikkerhed, og som forbyder “værtslande” at sende flygtninge tilbage. Alligevel sker dette, både når flygtninge afvises ved grænsen til et naboland, eller udvises (fra Danmark), men også på grund af pres, der kan være så kraftigt, at flygtningene ikke har andet valg end at vende tilbage. Danmark sætter, skriver HRW, en farlig præcedens i EU ved at fjerne flygtningenes midlertidige beskyttelsesstatus.

 

Både Libanon og Jordan udviser syrere, især de, der tidligere har opholdt sig i ét af de to lande, har været hjemme i Syrien og atter er flygtet til ét af nabolandene.

 

Selvom de værste fjendtligheder er stilnet af, så er situationen fortsat flydende. Perioder med relativ stabilitet veksler med en genopblussen af kamphandlingerne. Syrien lever ikke op til betingelserne for, at flygtningene kan få en sikker, værdig og varig tilbagekomst.

 

Den syriske regering er den samme som for ti år siden, den har begået forbrydelser mod sit eget folk, forfulgt personer med afvigende meninger og forårsaget, at millioner af syrere flygtede.

 

Fra 2016 til i år er ca. 280.000 flygtninge vendt hjem. Om end begrundelserne er forskellige, så er især de manglende jobmuligheder udslagsgivende Da coronaen var værst, fik flygtningene kun i ringe grad del i de knappe vacciner og adgang til et underdimensioneret hospitalsvæsen i Libanon og Jordan. UNHCR understøtter flygtninges medicinudgifter, men har ikke midler til at dække kroniske sygdomme.

 

Adnan, 36: “I Jordan var det let at få arbejde… jeg sendte penge hjem til familien. Da coronaen kom, lukkede alt, og jeg mistede jobbet som frisør. Der var ikke mad nok til familien, mine forældre rådede os til at vende hjem, og det gjorde vi.”

 

Hvem kan flygtningene stole på?

Uden pålidelige informationer om forholdene tør flygtningene ikke vende hjem. Oplysningerne kan de enten få fra de humanitære organisationer, der virker i Syrien, og som overvåges af regeringen, hvilket påvirker informationernes værdi. De humanitære organisationer har tillige svært ved at overvåge genbosættelsen i Syrien.

 

Flygtningene får desuden oplysninger fra familie og venner, men de er ofte ukorrekte. Telefoner og internettet aflyttes, og kun få har klarhed over, hvordan forholdene reelt er. De regeringstro medier og myndighederne pynter systematisk på forholdene.

 

Bedre står det ikke til i Libanon og Jordan, der gør hvad de kan for at slippe af med flygtningene I 2018 udstedte Libanons myndigheder – i samarbejde med de syriske – en “sikkerhedsgodkendelse” til flygtninge, der ville hjem.

 

Yasser, 32, fra Homs: ”Jeg var blevet lovet, at jeg ikke ville lide overlast ved hjemkomsten. Allerede dagen efter blev jeg tilbageholdt af syrisk politi i fire månederog udsat for tortur.”

 

“Vi kan ikke stole på de libanesiske eller syriske myndigheder,” sagde en syrisk advokat til HRW. ”Enten ved de libanesiske myndigheder ikke, hvad der sker i Syrien, eller også skjuler de bevidst, hvordan forholdene er for at komme af med flygtningene.”

 

Allerede ved grænsen bliver det farligt

Flygtninge bruger lovlige og ulovlige ruter for at komme ind i Syrien. ”Næsten alle hjemvendte vil blive forhørt ved indrejsen. Måske begynder det med en kop te med politiet, måske ender det med tortur,” fortæller Suhail al-Ghazi, forsker i hjemsendelsesdynamikker

 

HRW kan dokumentere 21 anholdelser, 13 tilfælde af tortur, 3 bortførelser, 5 drab, 17 forsvindinger samt 1 tilfælde af seksuel vold. Yderligere 28 fra byen Daraa beskriver, hvor usikker hverdagen er: bortførelser, afpresning, bestikkelse, snigmord, en generel lovløshed og mangel på tryghed. Mænd i den værnepligtige alder arresteres for at have deserteret, eller genindkaldes til fornyet tjeneste – det gælder også handicappede flygtninge.

 

Dette stemmer overens med, hvad journalister og FN’s undersøgelseskommission for Syrien har observeret. Alt sammen som et led i en systematisk kampagne, der skal knække al modstand. Heri støttes Assad-styret af regeringstro militser og løst organiserede bander.

 

HRW skønner, at ca. 150.000 personer har været vilkårligt tilbageholdt, og at 15.000 er døde under tortur.

 

International Crisis Group beskrev i år uforudsigeligheden: Hvem der er opponent, og dét er ikke entydigt, men skifter over tid. Før konflikten begyndte, vidste syrerne, hvor regimets røde linjer lå. Efter 10 års konflikt kan intet i dag tages for givet.

 

Hverdagen er ikke sikker

En hjemvendt kan tage fat på hverdagens gøremål og efterhånden tro, at myndighederne vil lade ham/hende være i fred. Pludselig kommer anholdelsen, torturen, og så løsladelse. Så fortsætter hverdagen derhjemme – indtil det hele måske begynder forfra.

 

Ofte tortureres fanger for at få tilståelse eller angive andre. Hyppigt for at skræmme folk fra at modsætte sig regeringen, i tale såvel som i handling.

 

Andre fanger mishandles 3-4 gange om dagen, i op til flere timer, tvinges til at underskrive fiktive tilståelser, hvorefter torturen begynder forfra. Elektrisk tortur i ti dage uden pauser, bødlerne stiller ingen spørgsmål. “De fortsatte indtil jeg besvimede, så smed de vand på mig, og så snart jeg kom til bevidsthed igen, fortsatte torturen…”

 

Selvom for eksempel politiet har “frikendt” en hjemvendt flygtning, der har været tvunget til at underskrive en “forsoningsaftale” for at kunne vende tilbage, så er det ikke sikkert, at alle i sikkerhedssystemet er indstillet derpå. Syrien har fire efterretningstjenester, hver med sin dagsorden, og derfor kan den samme flygtning godt blive anholdt flere gange, af forskellige instanser.

 

Flere af de familier og venner til forsvundne hjemvendte flygtninge, som HRW har talt med, aner ikke, hvad der er sket med den forsvundne, og myndighederne tillader ikke, at de fængslede har kontakter uden for fængslet.

 

Hvis officerer bestikkes, kan familien få oplysninger om den forsvundne, måske først når den anholdte er død, og når de får liget udleveret til begravelse, men lige så ofte end ikke det. Det, at en familie ikke kan begrave sine døde, er i en mellemøstlig kontekst dybt traumatisk.

 

Syrien er klodens tredje mest korrupte land, ifølge Transparency. Det mærker de hjemvendte straks, for har de penge, kan de betale sig fra mange vanskeligheder. Ved kontrolposterne, når officerer skal pacificeres, eller slippe for at være soldat, eller købe et familiemedlem fri fra fængslet.

 

Regeringen har ikke råd til at lønne en hær på 300.000 mand, der dermed kun kan skaffe til dagen og vejen ved at afpresse folk i deres varetægt eller folk, der passerer de mange kontrolposter.

 

En hjemkomst til ruinbyer

Ødelæggelser af byer og infrastrukturer og mangel på genopbygning er én af de væsentligste hindringer for at vende hjem. FN opgør antallet af beskadigede boliger til ca. 760.000.

 

Dansk Flygtningehjælps områdeleder i Syrien, Victor Velasco: “Jeg har arbejdet i den humanitære sektor i tyve lande, og har aldrig set noget lignende.” Ødelæggelserne skyldes syriske, iranske og russiske luftangreb, samt den USA-ledede anti-IS-koalition.

 

Halvdelen af de tilbagevendte, fandt deres boliger så ødelagte, og rippet for alt, at de enten måtte bo i telte i ruinerne, eller få husly hos familien, mens de genopbyggede den tidligere bolig – hvis de da havde midler dertil.

 

Der har været tilfælde, hvor myndighederne nægtede hjemvendte at flytte ind i deres tidligere bolig. Huset blev beslaglagt som straf, fordi familien flygtede. Nu kan det købes af staten – også selvom de har boet der i årtier.

 

Rasha, 57, fra Damaskus’ opland (det område, som Tesfaye vil sende syrerne hjem til) havde hørt, at situationen var blevet forbedret, så hun drog hjem. Det var langt værre end tidligere. Næsten intet fungerede, ingen butikker, skoler, og byens eneste bageri bagte dårlige brød – til tårnhøje priser. Vandet skulle koges, før det kunne drikkes. Intet arbejde, heller ikke i Damaskus, og hvis der var et, så kunne man ikke komme på arbejde, fordi ingen busser kørte.

 

Verdensbanken skønner, at økonomien er 60 procent lavere end i 2010. WHO anslår, at halvdelen af syrerne har brug for lægehjælp og en halv million børn er fejlernærede. Fattigdommen er stor overalt.

 

Samstemmende siger de flygtninge, HRW har alt med, at ingen bør rejse tilbage.

 

HRW’s anbefalinger

For de lande, der huser syriske flygtninge, anbefaler HRW:

 

  • stop for alle hjemsendelser til Syrien, samt annullér al lovgivning, der gør det lettere at hjemsende flygtninge. Indstillingen af kamphandlingerne kan ikke bruges som begrundelse for at svække beskyttelsen;
  • at de ikke forhandler med Syrien om ulovlige hjemsendelser;
  • at der gives adgang til permanent ophold for dem, der ikke ser nogen fremtid i at vende hjem;
  • at Danmark annullerer beslutningen om at fjerne beskyttelsen af de flygtninge, der kommer fra Damaskus og omegn;
  • at EU-landene ikke indfører tiltag, beslutninger eller lovgivning som den danske.

 

Dette preller af på Folketingets (og befolkningens?) flertal, der hellere lytter til den syriske general og leder af landets immigrationskontor, om at “den syriske regering vil ikke forfølge eller anholde personer for at have opnået asyl i nabolande eller vestlige lande, fordi regeringen forstår, at de er flygtet fra krig.” (Berlingske d. 21.03.21)

 

Ham lytter Tesfaye til, men ikke til Abdul, fra Daraa, der vendte hjem i september 2020: “Da jeg kom tilbage, røg jeg i fængsel i et halvt år og blev tortureret, så begge ben brækkede. Når jeg i dag ser en grøn uniform, frygter jeg, de kommer for at hente mig igen… terroren sidder i kroppen… jeg forlader aldrig min by…  jeg bliver aldrig den samme efter dette… folk skal vide, hvad der skete med mig, da jeg kom hjem til Syrien.”

 

Læs også: Ny menneskeretsdom: Ingen kan sendes tilbage til Syrien

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com