De Radikale tror, de kan få mere indflydelse ved at satse på blå blok. Indtil nu har partiets forholdsvis humane asyl- og flygtningepolitik blokeret for et tættere samarbejde. Men den ofrer partiets ledelse gerne for at komme tættere på magten.  

af Arne Lund

Det Radikale Venstre (RV) er én stor selvmodsigelse. Ikke nogen nyhed, vil læseren måske sige. For partiet fører valgkamp på klima, en human asyl- og indvandrerpolitik, bedre normeringer mv. Når så forhandlingerne om en ny regering begynder, så forlanger RV, at Mette Frederiksen skal videreføre Løkkes økonomiske politik, åbne op for billigere udenlandsk arbejdskraft og afvise en progressiv beskatning. Ganske som Vestager gjorde i Det Sorte Tårn i 2011 forud for dannelsen af S-R-SF-regeringen.

 

Partiet krævede store lempelser i udlændingepolitikken, “ellers støtter vi ikke Mette Frederiksen som statsminister,” erklærede Morten Østergaard. Det gjorde RV nu alligevel, og tog til takke med, at integrationsydelsen forsvandt, og at flygtningefamilierne flyttede fra Sandholm til Avnstrup.

 

Slingrekursen afspejler sig i vælgertilslutningen. I 2001 fik RV 9 mandater, det steg til 17 i 2005, men faldt så til 9 i 2009. I 2012 blev det atter til 17 mandater, og det halve i 2015. Junivalget i 2019 gav 16 mandater, så mon ikke partiet ved næste valg ryger ned på 7-9 mandater.

 

I 2019 fik de Radikale mange nye stemmer fra vælgere med ikke-vestlig baggrund, der stemte radikalt i tiltro til, at den humane flygtninge- og integrationspolitik var partiets vigtigste ærinde – ikke destruktive arbejdsmarkedsreformer.

 

Sådan var linjen, mens først Vestager, og siden Østergård, sad for bordenden. Nu er de begge fortid, og da de Radikale næsten er lige så meget ude i kulden, som de har været siden DF blev kongemagere i dansk politik, så drømmer den nye ledelse under Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegård om, hvordan man atter kan afgøre, hvem der er statsminister.

 

Vi har været naive

I de sidste års tid er tilnærmelsen til blå blok blevet stedse tydeligere, især når det gælder økonomi og arbejdsmarkedet. Mere bemærkelsesværdigt er det, at ledende MF’ere omtaler partiets hidtidige asyl- og flygtningepolitik som “naiv” og gør sig til talsmænd for et Fort Europa med grænsemure mod flygtninge og migranter.

 

Klarest i mælet er politisk ordfører, Andreas Steenberg, med bogen Forbudt kærlighed – Historien om, hvordan dansk udlændingepolitik kørte af sporet (og hvordan vi kan genfinde fornuften). Heri skriver han bl.a., “at de Radikale i for mange år har været naive om de negative konsekvenser, der fulgte med indvandringen,” samt at partiet har været moraliserende, og derved været med til at undertrykke den nødvendige debat om indvandring og integration.

 

Han vil ikke rulle alle stramninger tilbage, kun de mest symbolske, fx smykkeloven. Til gengæld vil han bløde op på familiesammenføringer for dem, der er blevet danske statsborgere, uddannelse bør tælle som beskæftigelse, og permanent ophold kan fås efter seks år, mod otte år i dag.

 

Bogen skal bringe “udlændingepolitikken et nyt sted hen, hvor skellet ikke længere går mellem slap og stram.” Til Altinget siger Steenberg, at han er “frustreret over, at folk tror, vi mener det, vi mente engang. Det gør vi ikke mere. Fx er der kommet alt for mange ind i landet efter vedtagelsen af udlændingeloven i 1983 (som de Radikale stemte for).”

 

Mure og hegn rundt om Europa er nødvendige. “Vi kan ikke tage alle dem i Mellemøsten og i Afrika, der gerne vil herop… lejrene (i nærområderne) skal fungere ordentligt. At der er mad og medicin osv. Og at dem, der har et reelt beskyttelseskrav – fx homoseksuelle eller kristne… det er derfor, vi har kvotesystemet.”

Den nuværende asyl- og indvandrerpolitik, der støttes af 80 procent af Folketinget, er “kørt af sporet,” er “grotesk,” “krænkende” og “uden mening.” Så det er så radikalt, som det kan være. På den ene side og på den anden side, og sammen med katten om den varme grød. Vi er både hårde og bløde, når det gælder “alle dem fra Mellemøsten og Afrika,” men det er vi så ikke alligevel. Vistnok i dag, men ring ellers i morgen og spørg om, hvad vi mener.

 

Uanset hvad, så er det da sigende, at bogen får rosende ord fra Socialdemokratiets integrations-ordfører, Rasmus Stoklund.

 

Jorden gødes for et kursskifte                                                                                                   Kursskiftet har været længe undervejs, men er sket i det dulgte. Under Thorning-regeringen stemte partiet for en midlertidig beskyttelsesstatus og opholdstilladelse for flygtninge. Ophævelsen heraf kunne ske med afsæt i en vurdering af de generelle forhold i flygtningenes hjemlande, når/hvis situationen blev forbedret, også selvom denne ikke var varig.

 

Det er det, der sker i dag for flygtninge fra Syrien. Ifølge Refugees Welcome har 620 flygtninge og familiesammenførte mistet deres opholdstilladelse. Flere hundrede sager venter på at blive afgjort.

 

Set i det lys er Zenia Stampes tale imod fremmedhadet ikke noget værd. At Sofie Carsten Nielsen kalder regeringens politik for “hjerteløs” er korrekt, men tom snak, for hun har jo selv været med til at bane vejen for denne politik. På ægte radikal vis åbner hun dog op for, at de syriske flygtninge på et tidspunkt kan sendes hjem, “hvis hele Europa beslutter, at der er fred i Syrien”.

 

I Midtjyllands Avis 17.09. 2019 vil Steenberg, “dele udlændinge op i kriminelle, migranter, flygt-ninge, danskeres familier og folk, der kommer for at arbejde. Kriminelle skal ud, migranter skal blive i deres hjemlande, og flygtninge skal vi via EU sørge for at holde styr på antallet af. Her er vi enige med Socialdemokraterne.”

 

I februar i år skrev 22 medlemmer af Radikal Ungdom i Altinget om partiets tradition for at rykke sig realpolitisk, og “at ultimative krav skal lægges til side, for at øve indflydelse på flere centrale områder, det gælder måske også i udlændingepolitikken. For er det virkelig dét værd at stå fast på krav om udlændingepolitiske omkalfatringer, hvis det fraholder os muligheden for at være med til at drive Danmark i en grønnere, friere og stærkere retning? Det mener vi ikke, det er.”

De unge talte ikke for døve øren. Få dage efter fortalte Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegård til Frederiksborg Amts Avis, at “kursen justeres en smule…vi redefinerer en del af vores politik, dog ikke efter, hvad andre partier gør og tænker. Vi går ind for en stram udlændingepolitik, men de mennesker, der kommer hertil, skal behandles ordentligt.” Det sidste er et ekko af, hvad alle partier, på nær DF og Nye Borgerlige, mener.

 

I kommunerne følger radikale byrådsmedlemmer flertallet fx. i forbindelse med “ghettopakkens”, krav om nedrivning af boliger. Mens folketingsgruppe skælder ud på “ghettopakken,” så stemmer de Radikale for nedrivninger i bl.a. Aarhus og Helsingør.

 

Partiledelsens “justeringer” deler vandene, både i folketingsgruppen og blandt de menige medlemmer. Fx fortæller EU-ordfører Kathrine Olldag, at hun og de Radikale ikke går ind for pigtråd. Sofie Carsten Nielsen tog afstand fra Steenbergs bog i DR’s orientering: “Radikale Venstre bakker ikke op om, at Danmark sender pigtråd til Litauen.”

 

Her er hun imidlertid i klemme, for næstformand Lidegård, støttede Steenberg, da Lidegaard i DR’s Debat, udtrykte en vis forståelse for Viktor Orbans mure.

 

Politikens tidligere chefredaktør, Bo Lidegård (Martins bror), der holdningsmæssigt er tæt på de Radikale, er mere direkte i Weekendavisen den 21.09.2021: “Vi skal bygge Fort Europa.” Samtidig undsiger han, hvad han skrev i Politiken i 2015: “Det er umuligt at forsegle Europa og forhindre flygtninge i at komme hertil, uanset hvor mange grænsebomme EU’s højrepopulister vil stille op.”

 

Nu lyder det fra Bo Lidegaard: “Op med murene og pigtrådshegn, så ingen kan komme ind. Jeg er blevet hårdere. For Europas demokratier kan ikke fungere uden en hård grænse. Derfor går det ikke, at enhver afghaner og marokkaner kan få et liv i Europa, enten fordi de har ret til asyl eller ikke kan sendes hjem. Det er derfor, det i dag er EU’s politik, at Frontex-bådene ikke sejler ud og samler folk op. Jo flere man samler op, jo flere drukner der. Vi gør ikke problemet mindre ved at være bløde. Vi gør det værre.”

 

Magtens pris

Disse “justeringer” og “frontforkortninger” tjener ét formål: At berede vejen for, at de Radikale hopper over til blå blok inden næste valg, i håb om at få større indflydelse dér, end partiet har i den nuværende situation, hvor det blot er ét af tre støttepartier. Bestemt ikke en rolle, der tilfredsstiller de Radikales selvopfattelse af egen betydning.

 

Sofie Carsten Nielsen har ikke spildt tiden, siden hun blev partileder sidste efterår. Hun er som den midterpolitiker, hun er, påvirket af Lars Løkkes stunt med sin nye backing group, Moderaterne, der, for at overleve skal have fat i nogle af de midtervælgere, de Radikale også bejler til.

 

De Radikale ved godt, at den væsentligste hindring for at indgå i et evt. regeringssamarbejde med blå blok er de radikales angiveligt humane asyl- og indvandrerpolitik.

 

På den ene side vil RV ikke have noget med Støjbergs og Løkkes udlændingestramninger. På den anden side, så er der ikke ét af de blå partier, der kunne drømme om at ændre noget som helst her.

 

Mange af dem, der stemte radikalt i 2019, gjorde det i protest mod VLAK-regeringens udlændinge-politik. Vil RV svigte alle disse vælgere i ryggen, ved at kaste sig i armene på de blå? Ja, det vil de.

 

Siden foråret har Nielsen fremlagt forslag sammen med Søren Pape, som hun gerne ser afløse Mette Frederiksen: Topskattegrænsen hæves til 589.800 kr., så 100.000 ikke længere skal betale topskat, beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft sænkes, udfasning af efterlønnen og en hurtigere stigning i pensionsalderen.

 

Ved Folketingets afslutningsdebat skød hun til Jacob Ellemann, foreslog en ny økonomisk politik, gerne med DF om bord. Sidstnævnte betakkede sig, mens Jacob Ellemann smægtende erklærede, “at det ville han da gerne.”

 

Et par uger senere gik Sofie Carsten Nielsen videre i Politikens fællesinterview sammen Alex Vanopslagh (LA). Her luftede de to tanken om et regeringssamarbejde. Nielsen kunne godt se “et regeringsgrundlag, som vi to kunne blive enige om.”  De har allerede et navn: “Reformalliancen”

 

De Radikale er, når det gælder økonomi og arbejdsmarked, lige så blå som Venstre. Klimaskeptikerne i Liberal Alliance kan vist godt sluge RV’s klimapolitik, hvis de til gengæld får afgifts- og topskattelettelser. Hermed et det slut med de Radikale som et klimaorienteret parti. Det sværeste bliver at få DF og Nye Borgerlige til at indgå i et formaliseret samarbejde med de Radikale.

 

Ugen efter sad de tre støttepartier sammen med Mette Frederiksen i et opgør med tech-giganterne. Det skal ikke hedde sig, at de Radikale er ved at skifte side. På den anden, så må folk godt vide, at muligheden er der, og måske vil blive brugt en dag, for de Radikale er klar til at lave økonomiske reformer og tænke “nogle større tanker for dansk økonomi,” sammen med blå blok.

 

Prisen for øget indflydelse, er at de Radikale om ikke helt opgiver, så dog neddæmper de rester af den borgerlige anstændighed, der måtte være tilbage. Snart lanceres fortællingen om magtens pris.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com