Det brasilianske Parti for Socialisme og Frihed (PSOL) har netop afholdt sin 7. nationalkongres. PSOL har siden dannelsen afspejlet bestræbelserne på at opbygge et politisk parti hos en vigtig del - vi kan sige flertallet - af de aktivister, der er dukket op gennem de seneste 15 år.

af Roberto Robaina

PSOL (note 1) afspejler styrken og begrænsningerne hos denne avantgarde og klassekampen i landet. Under alle omstændigheder er partiet vokset år for år.

 

Der var næsten 50.000 deltagere ved denne kongres. Resultatet af kongressen var modsætningsfyldt. På den ene side, så vokser partiet. På den anden side er det stadig langt fra at være et redskab for en gennemslagskraftig politisering. Diskussionerne er tynde, hvis de overhovedet er der. Der var 5000, der deltog i de virtuelle diskussioner. Det er lykkedes for partiet at give progressive sociale krav et parlamentarisk udtryk og at være en støtte for sociale bevægelser, men meget sjældent at indtage en ledende rolle i arbejdernes og de brede massers kampe.

 

Der er dog én ting, der tjener kongressen til ære: Det har som et samlet parti stillet sig bag den mobilisering, hvis mål er at styrte Bolsonaro. At stå sammen i et handlingsfællesskab med alle dem, der ønsker en rigsretssag mod ham, er noget, som alle i partiet er enige om. Det er kommet til udtryk ved viljen til at lægge alle kræfter bag opfordringen til en landsdækkende kampdag den 2. oktober. Det er en enighed, der må understreges. Denne enighed kom også til udtryk med hensyn til præsidentvalget, hvor PSOL, hvis der bliver en anden runde, på forhånd har gjort det klaret, at det vil støtte enhver kandidat, der står over for Bolsonaro, hvad der helt konkret betyder opbakning bag Lulas kandidatur.

 

Ingen opstilling til præsidentvalget

Men det var nu ellers på dette punkt, at der var den største uenighed på kongressen: 44 procent mente, at partiet skulle stille med sin egen kandidat, og navnet Glauber Braga (2) blev bragt i forslag. Det blev begrundet med, at Lula og PT allerede havde gjort det klart, at de var indstillede på at regere sammen med dele af borgerskabet. PSOL blev grundlagt for at opbygge et antikapitalistisk og socialistisk parti, ikke for at deltage i en regering med kapitalisterne. Og så var der alligevel mange på kongressen, der havde travlt med at tilpasse sig den mulighed.

 

Et borgerligt politisk regime i krise fortsætter med at se sig om efter ledere fra andre klasser, og denne måde at holde at holde sig ved magten på giver mere rum og garanti for, at nye lederskaber kan gøre sig synlige, så længe de går med til reelt at forsvare borgerskabets regime. PSOL har tidligere gjort sig erfaringer med et pres i den retning, som vi så det i tilfældet med Randolfe Rodrigues og Marcelo Freixo (den første forlod partiet for at slutte sig til Marina Silvas parti, og Freixo for at slutte sig til det Brasilianske Socialistiske Parti, et parti i stil med de europæiske socialdemokratiske partier). Fra at være militante medlemmer af PSOL, hvis vigtigste programpunkt er eksproprieringen af de store kapitalister og den revolutionære mobilisering af massebevægelsen, er de blevet politikere, hvis program er forsvaret af det liberale demokrati. Det er sket igennem de seneste 5 år, for Freixos vedkommende for nylig. Det er dog indirekte, via PT, at dette pres bliver lagt særligt tungt på PSOL. Og det skinnede, endnu en gang, klart igennem på denne kongres.

 

Dette pres kom også til udtryk ved, at 56 procent stemte for beslutningen om ikke selv at stille med en kandidat. Dem, der stemte for den, foreslog en konference i april for at tage stilling til, om partiet skulle stille med sin egen kandidat eller bakke op om Lula allerede i første runde. De fleste i denne del af ledelsen hælder til at bakke op om Lula, selv hvis PT-lederen forsvarer et borgerligt liberalt program og opstiller en liste med direkte repræsentation af de store kapitalister.

 

Det største pres på PSOL fra det politiske regimes side ligger i, at en del af partiets ledelse ønsker at være med i valgkampen netop for, under mere gunstige betingelser, at kunne forhandle om at deltage i en eventuel ny regering. Vores standpunkt har været at tage afstand fra denne politik, som vi betragter som udtryk for opportunisme. 44 procent havde allerede indset det opportunistiske i denne linje med først at vente, og så springe til.

 

Stærkt mindretal

I et parti som PSOL er et velorganiseret mindretal på 44 procent en stærk strømning. Denne styrke skal organisatorisk komme til udtryk i en stærk ledelse til forsvar af en selvstændig arbejderklasse og opbygge PSOL, hvis fællesnævner aktuelt er at styrte Bolsonaro, men som også stiller op med egne faner og en uafhængig organisation. Organiseringen af de 44 procent i en fast blok, hvis sammenhold kom frem på kongressen, kan endda komme til at betyde, at standpunktet om støtte til Lulas valgkamp kommer i mindretal.

 

Blandt de 56 procent er der, når alt kommer til alt, mange, der ikke er med på at være med i en liste, der går til præsidentvalg på et borgerligt program, og som en logisk konsekvens går med i en borgerlig regering. Beslutningen på PSOL’s kongres var af den grund ikke definitiv, og klassekampen vil blive ved med at have en betydelig indflydelse på partiets linje.

 

Et punkt, hvor der var enighed i partiet, udover kampen mod Bolsonaro, var støtte til kampagnen om at få Claudemir og  sat på fri fod. De er begge ledere af Frente Nacional de Lutas (FNL, en bevægelse af jordløse, der er den næstvigtigste kraft efter Movimento dos Trabalhadores Rurais Sem Terra (Bevægelsen af Jordløse Landarbejdere, MST).

 

For vores tendens, MES, Movimento Esquerda Socialista (støttet af mere end 20 procent af de delegerede og med i venstreoppositionen, er denne kampagne meget vigtig. Vi har en strategisk alliance med FNL, der består af sociale aktivister, der har en lang historie bag sig, og stadigvæk organiserer de fattige og jordløse. Og der er ikke noget nyt i forfølgelsen af disse ledere. Zé Rainha blev forfulgt af Cardosos regering i 1997, da PT startede kampagnen ’Zé Rainha er uskyldig, forbrydelsen er, at jordreformen ikke bliver gennemført’.

 

År senere fortsatte forfølgelsen desværre i Lulas og Dilmas regeringsperioder. De såkaldt radikale deputerede, førte kampagne med samme parole som PT, da partiet var i opposition. Og under Bolsonaros regering vejer jordbesidderne endnu mere til, og Claudemir og Zé Rainha trues med lange fængselsstraffe. Disse to ledere, der hele tiden har kæmpet for retten til brød, jord, bolig og frihed, er folkets ledere og ledere af kampen for en jordreform. Det er derfor, kongressens beslutning var så vigtig. Til forsvar for disse livsvigtige anliggender gennemfører vi, i kølvandet på demonstrationen den 2. oktober, en march for FNL, fra Sorocaba til São Paulo.

 

Valget af partiledelse

Flertalslisten, anført af Guilherme Castro Boulos (leder i MST og PSOLs præsidentkandidat i 2018, o.a.), fik 228 stemmer. Venstreoppositionens liste fik 173 stemmer. Der var én, der undlod. Partiets kasserer blev nomineret af mindretallets liste. Mariana Riscali, der har haft jobbet siden sidste kongres, er med sin urokkelige konsekvens og principfasthed, en garanti for, at partiapparatet er gennemskueligt, ikke bureaukratisk, og slet ikke til fals for en opportunistisk politik.

 

Partilederen Juliano Medeiros blev også genvalgt. Hans genvalg er også udtryk for, at partiledelsen fortsat er er mødested for modsætningerne i partiet, og ikke en stabil ledelse med en klar politisk linje. Juliano er ikke en leder, der står frem i offentligheden, men han indtager en central rolle bag kulisserne og prøver at organisere – ikke hele partiet og ikke hele ledelsen, men sin egen tendens, Primavera, der repræsenterede godt 25 procent af de delegerede. Når valget af ham primært er udtryk for en magtbalance, tjener det ham dog til ære, som det indtil videre gælder for alle de centrale ledere, at partiet holder sammen, på trods af markante og strategiske uoverensstemmelser.

 

Vores optimisme, hvad det angår, er også en tillidserklæring til PSOL i det hele taget. Partiet er, når alt kommer til alt, et af de få partier i Brasilien, hvis ledelse repræsenterer medlemmerne. Så på trods af alle de begrænsninger og problemer, der i partiets strukturer, så er det et parti, der holder urokkeligt fast ved sit varemærke, det interne demokrati, lige meget hvad der sker.

 

28. september 2021

 

Roberto Robaina er med i ledelsen af PSOL og Movimento Esquerda Socialista (MES), redaktør af Revista Movimento, og bosiddende i Porto Alegre.

 

NOTER:

(1) PSOL (Partiet for Socialisme og Frihed) blev dannet i 2004, efter at 4 deputerede var blevet ekskluderet af PT, fordi de stemt imod en pensionsreform, der var fremsat af Lula, og i øvrigt var imod PT’s politiske alliance med politiske repræsentanter for højrefløjen.

Der er tendensfrihed i PSOL, det vil sige, at interne grupperinger er selvstændige inden for rammerne af partiets vedtægter og program. Der er ca. 18 tendenser, hvoraf 5 er med i Fjerde Internationale (o.a.)

 

(2) Glauber Braga er leder af PSOL’s gruppe i Deputeretkammeret (o.a.)

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com