I diskussionen er det endda blevet foreslået, at man skal opgive Karl Marx’ idé om, at det socialistiske samfund ville fjerne de kapitalistiske barrierer for produktivkræfternes udvikling [note 1].

Kapitalistisk vækst
Kapitalismen er afhængig af stadig økonomisk vækst. Det ligger simpelt hen i selve kapitalens natur som værdi, der bliver til mere værdi. Den yderligere værdi skal for ikke at gå til grunde nødvendigvis investeres, så kredsløbet er nødt til at fortsætte i det uendelige for at opretholde kapitalen. Måden, hvorpå værdi bliver til mere værdi, kan som bekendt kun være ved at købe arbejdskraft, der når den bliver forbrugt, altså i produktionen, skaber mere værdi end det, der skal til, for at arbejderen selv kan opretholde sin eksistens. Denne merværdi bliver så gennem kapitalens kredsløb fordelt som profit i den produktive sektor, profit af handel, rente af kapital i finanssektoren og grundrente (samt til løsning af den offentlige sektors opgaver) – en lang og indviklet historie, som jeg ikke vil gøre mere ud af her. Det korte af det lange er, at selve merværdien kun kan skabes i produktionen.

Det medfører nødvendigvis, at der skal produceres flere og flere ting, lige meget hvilke ting, bare de kan sælges; altså at nogen kan bruge dem til et eller andet. Den produktion kan ikke finde sted uden brug af energi, og for kapitalen er de fossile brændstoffer – især olie og gas – de helt ideelle energikilder [2] , fordi de ikke er afhængige af naturens luner som f.eks. vindkraft, vandkraft eller solenergi er. De kan altså bruges til tiden i den tid, kapitalisten har købt arbejderens arbejdskraft. Det er altså ikke, fordi det er bedre energikilder eller billigere, men fordi de sikrer en pålidelig skabelse af merværdi.

Det er en af de vigtigste årsager til, at klimakrisen ikke kan løses under kapitalismen. Vores planet kan ikke tåle den brug af fossile brændstoffer, og kapitalisterne kan simpelt hen ikke lade være. Vi har set det meget tydeligt demonstreret under den forsyningskrise, der startede før Ukraine-krigen, men som blev betydeligt skærpet af den. Hvad gjorde de kapitalistiske regeringer? Brugte de det til en anledning til at satse på vedvarende energi i stedet for? Nej! Trods alle advarsler fra klimaforskere og miljøforkæmpere kastede de sig over udbygningen af fossil infrastruktur – især gasinfrastruktur – og intensiverede udvindingen, hvor det kunne lade sig gøre. Bl.a. ved at sætte yderligere gang i plyndringen af Afrika.

Det handler ikke om kapitalisternes gode vilje, eller – som Pelle Dragsted foreslår i ”Nordisk Socialisme” – at vi bare skal have dem til at opføre sig mindre ”oligarkisk” og mere demokratisk. [3] De er nødt til at følge med, der hvor pengene tjenes. De, der ikke gør det, bliver udkonkurreret og går fallit.

Den kapitalistisk vækst er hovedløs i den forstand, at der ikke foreligger nogen plan for, om det, der produceres, kan bruges til noget; altså om nogen vil købe det. De enkelte kapitalistiske producenter producerer løs, og finder først ud af, at der er lavet for meget, når de ikke længere kan sælge det. Det er også ligegyldigt, om det, der bliver produceret, er nyttigt, ligegyldigt eller ligefrem skadeligt. Om det er korn, kød, kokain eller kanoner er ligegyldigt, så længe det kan sælges.

Den form for vækst skal naturligvis standses hurtigst muligt, fordi vores klima absolut ikke kan tåle det energiforbrug og dertil hørende CO2-udledning (m.m.), den medfører – rent bortset fra de menneskelige lidelser, dette produktionsvanvid i øvrigt medfører.

Produktivkræfternes udvikling under kapitalismen
At produktivkræfterne udvikler sig betyder, at nye produktionsmetoder, f.eks. ny teknologi, gør det muligt at fremstille flere genstande med den samme mængde arbejdskraft. [4] Altså hvis en arbejder kan fremstille to stole i løbet af en arbejdsdag, gør en ny og smart maskine det muligt for hende at lave ti på en dag. Udviklingen af produktivkræfterne behøver ikke at betyde, at der produceres mere. Det kommer helt an på, hvad man bruger det til. Man kunne f.eks. forestille sig, at vores snedker så kun behøvede at arbejde en femtedel af den tid, hun før skulle. Men da hun arbejder for en kapitalist, bliver det i stedet brugt til, at den enkelte kapitalist sender fem gange så mange stole på markedet, og snedkeren arbejder lige så mange timer som før. Når man taler om produktivkræfter, der kan udvikles, kan det både dreje sig om selve arbejdskraftens måde at fungere på, produktionsbygninger og deres indretning, maskiner og udstyr, der bruges kontinuerligt i produktionsprocessen, råmaterialer og energiformer.

Hvis én kapitalist indfører ny teknologi, bliver hans konkurrenter nødt til at følge med for ikke at blive udkonkurreret. På den måde ligger der indbygget i kapitalismens funktion en tendens til at udvikle produktivkræfterne. I tidligere tiders noget stive og skematiske opfattelse af den historiske materialisme, talte man om, at kapitalismen på et tidspunkt ville nå en grænse for, hvor meget den kunne udvikle produktivkræfterne, og at det ville udløse overgangen til en ny produktionsmåde, socialismen, hvor produktivkræfterne så igen ville kunne udvikles. Denne deterministiske opfattelse af historiens udvikling har helt tydeligt vist sig at være forkert. Man kan også finde formuleringer, der kan misforstås i den retning, hos Marx selv; f.eks. denne passage i Grundrisse: ”Ud over et vist punkt bliver udviklingen af produktionskræfterne en barriere for kapitalen; derfor er kapitalforholdet en barriere for udviklingen af arbejdets produktivkræfter. Når den har nået dette punkt, indtræder kapitalen, dvs. lønarbejdet, i det samme forhold til udviklingen af den samfundsmæssige rigdom og produktionskræfterne som laugssystemet, livegenskabet, slaveriet, og den bliver nødvendigvis fjernet som en lænke.” [5] Det skal imidlertid ikke forstås, som om Marx mente, at det ville ske automatisk, når produktivkræfterne var tilstrækkeligt udviklet. Både Marx, Lenin og Trotskij var fuldstændig klar over, at det var en bevidst kamp, der også kunne ende i fortsat kapitalistisk ødelæggelse. Når Rosa Luxemburg advarede om ”socialisme eller barbari” – en advarsel, der stadig er sørgeligt aktuel – var hun helt klar over, at barbariet også var et muligt udfald.

Kapitalismen fortsætter med at udvikle produktivkræfterne. Lenin skrev om borgerskabet: “Der er ikke noget, der hedder en absolut håbløs situation.” Ganske vist følges udviklingen af kriser udløst af for stor produktionskapacitet eller forstyrrelser af cirkulationsprocessen. Kriserne fører enten til destruktion af værdi – altså at de producerede varer bliver værdiløse – eller til fysisk destruktion af dele af produktionsapparatet, og de kan også føre til social uro og opstande, men de fører ikke af sig selv til selve det kapitalistiske systems sammenbrud. Tværtimod fører de i stedet til, at kapitalismen får en ny mulighed for at genetablere betingelserne for produktion af merværdi. [6]

Når man alligevel kan tale om, at kapitalismen hæmmer produktivkræfternes udvikling, skyldes det, at den kapitalistiske produktion kun finder sted med et formål: skabelsen af profit. Det har flere konsekvenser.

Profitmotivet gør, at idéer til udvikling af produktionsmetoder eller produkter, der ikke skaber profit, men som kunne være særdeles nyttige, straks bliver skrinlagt. Det begrænser muligheden for udvikling af produktivkræfterne. Det kunne være udvikling af nye eller bedre vedvarende energiformer, opbygning af et offentligt trafiksystem, måske med helt nye metoder, for at slippe af med den klimaskadelige privatbilisme og sanseløse transport af varer rundt om hele kloden. Eller det kunne være nye, diversificerede landbrugsmetoder tilpasset lokale behov og muligheder til at afløse den industrielle monokultur, der gør, at fødevarer skal fragtes over lange afstande.

Selve den videnskab, der er basis for en systematisk udvikling af produktivkræfterne, bliver også begrænset på den måde, at det bliver den del af videnskaben, der på forholdsvis kort sigt kan omsættes i profitgivende virksomhed, der nyder fremme, får de største bevillinger osv. Den mere basale grundforskning eller mere eksperimenterende grene bliver nedprioriteret, og dermed tabes muligheder for indsigter, der kunne fremme produktivkræfterne.

Mindst lige så vigtigt er det, at kreativiteten hos de arbejdere, der har fingrene i selve den praktiske produktionsproces begrænses stærkt af, at de har solgt deres arbejdskraft til kapitalisten, der holder deres aktiviteter inden for snævre rammer, ofte med autoritære metoder inden for virksomheden. I et almindeligt lønarbejde er der ikke frihed eller tid til at overveje nye og bedre måder at udføre arbejdet på. Det er forbeholdt et lille lag, der specielt er købt og betalt til det.

Ud over disse begrænsninger i selve arbejdets produktivkraft, bliver der spildt en masse arbejde under de kapitalistiske produktionsforhold.

Dels er produktionen kun planlagt i de enkelte virksomheder hver for sig, uden en samlet plan for, hvor meget det i alt skal produceres af det pågældende produkt. Derfor produceres der med jævne mellemrum mere, end der er brug for, og det ender med, at varer og produktionsmidler går til grunde. De arbejdere har altså arbejdet til ingen verdens nytte.

Dels er det som nævnt ligegyldigt for kapitalen, hvad det er, der bliver produceret. Det skal bare kunne sælges. Mange arbejderes kommer altså til at bruge deres kræfter på at producere noget, der egentlig ikke er brug for, eller som måske er både farligt og skadeligt på forskellige måder, men som der på en eller anden måde kan skabes et marked for. Våbenproduktion er et godt eksempel. Våbenproducenterne spiller en ubehagelig rolle i skabelsen af konflikter rundt omkring i verden. Medicinalindustrien er – trods sine mange gavnlige sider – også jævnligt involveret i skabelsen af behov, som opioid-krisen i USA har vist. Livsfarlig medicin bliver pushet gennem sundhedssystemet til helt almindelige mennesker, der dør i hobetal. Modeindustrien er et tredje eksempel på, at der skabes behov langt ud over, hvad der egentlig er brug for, for at folk kan få tøj på kroppen og se smarte ud. Flere eksempler er reklameindustrien, kød, narkotika, kryptovaluta, overproduktion af emballage… – listen er næsten uendelig, hvis man sammenholder det, der bliver produceret, med, hvad mennesker egentlig har brug for, for et godt liv, altså hvor mange arbejdstimer der bliver brugt på noget overflødigt.

Krige, som er en nødvendig konsekvens af konkurrencen mellem imperialistiske magter, fører til destruktion af både produktionsanlæg, produkter og et våbenkapløb, der ikke tjener menneskehedens interesser.

Endelig er selve den klimakrise, som kapitalismen har medført, med de kolossale ødelæggelser, den bringer med sig, en enorm bremse for samfundets produktivkraft som helhed.

Produktivkræfternes udvikling under socialismen
I virkeligheden er det svært at sige noget om, hvordan et socialistisk samfund vil komme til at se ud, og hvordan det vil udvikle sig. Det kommer meget an på, hvordan overgangen til socialismen kommer til at foregå, hvilke kampe der vil være undervejs, og det vil nok også være forskelligt afhængigt af lokale forhold. Overgangen til socialisme betyder jo ikke, at alle kulturelle, religiøse eller traditionelle forskelle mellem mennesker rundt omkring på kloden kommer til at forsvinde med et trylleslag. Forskellige steder på planeten vil stadig rumme forskellige betingelser, og meget afhænger også af, hvordan oprydningen efter vores klimakatastrofe kommer til at foregå.

Det, man kan sige, er, at profitmotivet som drivende kraft kommer til at forsvinde. I stedet vil produktionen og fordelingen af produktet komme til at blive planlagt bevidst og demokratisk. Det, producenterne i fællesskab beslutter skal produceres, vil blive planlagt ud fra den helt konkrete nytte, tingene vil gøre.

Dermed slippes produktivkræfterne fri af de bånd, den kapitalistiske produktionsmåde har holdt dem i. Der bliver grundlag for en udvikling, der i meget højere grad også engagerer dem, der er involveret i produktionen, og det i sig selv muliggør en udvikling af arbejdets produktivkraft. Fokus vil også kunne rettes mod at producere det, der virkelig er nyttigt og nødvendigt for at leve godt, mens alt det, der kun blev produceret med profit for øje, kan blive sløjfet. Ny viden og idéer kan udvikles ud fra, om de er nyttige, og ikke ud fra, om der er nogen, der kan tjene penge på dem. Alle de før nævnte aspekter af produktivkræfterne vil kunne udvikle sig: Arbejderne ville være sundere, bedre uddannede, mindre overbebyrdede, mindre stressede, mere produktive, mere kreative, mere tilfredse. Bygninger og udstyr ville være præget af mere effektiv og mindre destruktiv teknologi. Råmaterialer og energi ville blive brugt effektivt og skaffet til veje på miljømæssigt forsvarlige måder, herunder en drastisk reduktion af CO2-udledningerne og en indsats for effektivt at fjerne CO2.

At produktivkræfterne udvikler sig betyder ikke, at væksten fra tiden under kapitalisme (og det dertil hørende energiforbrug) bare fortsætter i endnu højere gear. Det kan i øvrigt heller ikke lade sig gøre. Livsbetingelserne her på Jorden ville bukke fuldstændig under.

Strengt taget betyder en udvikling i arbejdets produktivkraft kun, at en arbejder kan lave den samme mængde brugsgenstande på kortere tid. Der er ingen, der siger, at hun så skal lave flere ting. Det betyder bare, at hendes arbejdstid kan sættes ned, at der bliver tid til at beskæftige sig med andre ting, udvikle sig kulturelt og åndeligt og ikke mindst få tid til at deltage i den demokratiske planlægningsproces, der er nødvendig i et socialistisk samfund. Derfor er et krav om en radikal forkortelse af arbejdstiden også stadig et af de vigtigste overgangskrav.

Der vil være helt konkrete og meget presserende opgaver med at få planlagt, hvordan produktionen af de nødvendige ting kan fortsætte, samtidig med at energien til det er uden fossile brændstoffer, at beslutte hvilke produktionsgrene, der skal nedlægges eller omstilles – man kan for min skyld godt kalde det ”degrowth, men det skal være de rigtige steder – samtidig med, at milliarder af fattige mennesker på kloden sikres livsbetingelser på samme niveau som dem, der nu er mere privilegerede -kort sagt: klimaretfærdighed i praksis – og der sættes ind på at opbygge nye og bedre strukturer til erstatning for de kapitalistiske.

Der er med andre ord rigeligt brug for en udvikling af arbejdets produktivkraft, men den skal ikke bruges til fortsat blind og hovedløs vækst.

9. oktober 2023

Noter:

[1] Det findes f.eks. i et oplæg til Fjerde Internationales Internationale Komite fra 2022: ”Det gamle perspektiv om at “fjerne de kapitalistiske barrierer for produktivkræfternes (kvantitative) udvikling” må derfor udtrykkeligt opgives. I den antropocæne ramme er det nødvendigt for antikapitalismen at bryde den kapitalistiske produktivismes destruktive kraft, dens ekstraktivisme, dens kolonialisme og dens patriarkalske ideologi om ’herredømme over naturen’.”
[2] Søren Mau: ”Stum Tvang”, 2021, side 234 & 247
[3] Pelle Dragsted: ”Nordisk Socialisme”, 2021, side 41 og 60 – 61
[4] ”Produktivkraften er naturligvis altid produktivkraften af nyttigt, konkret arbejde og bestemmer faktisk kun graden af effektivitet af hensigtsmæssig produktiv aktivitet i en given tidsperiode.”, Karl Marx, Das Kapital Bd. 1, MEW Bd. 23, side 60 (min oversættelse).
[5] MEW Bd. 42, side 641 – 642 (min oversættelse)
[6] Søren Mau: ”Stum Tvang”, 2021, side 290