Den var også temaet på en tredages-konference i maj med titlen Beyond Growth 2023, der fyldte Europa-Parlamentets store sal med især unge og entusiastiske folk. Den var organiseret af 20 MEP’ere af venstreorienteret observans, og den blev åbnet af Europa-Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen.

 

Ifølge referatet i Economist hujede tilhørerne og kom med andre tilkendegivelser af bifald, da det bragt i forslag, at en eller anden form for modvækst vil være nødvendig for at undgå et samfundsmæssigt sammenbrud på globalt plan.

 

I juli havde Bill McKibben, mangeårig miljøforkæmper, grundlægger af 350.org (2), en større artikel i The New Yorker, hvor han gjorde sig til fortaler for modvækst ud fra et historisk perspektiv.

 

Der er udkommet adskillige bøger, især på det seneste, der understøtter behovet for modvækst - i vekslende grad og ud fra forskellige standpunkter. Fra venstreorienteret side: The Case for Degrowth af Giorgos Kallis m.fl.; Less is More: How Degrowth Will Save the World af Jason Hickel; Towards the Idea of Degrowth Communism af Kohei Sato; og The Future is Degrowth af Matthias Schmelzer.

 

En bog, der er udkommet for nylig, Climate Change as Class War af Matt Huber, går imod modvækst, ud fra en ultra-venstre og voluntaristisk position, som jeg ser det. Huber har anmeldt sig selv i det seneste nummer af Jacobin.

 

Vækst er drivkraften bag miljøkrisen. I de seneste 60 år er den globale økonomi vokset 3 procent i gennemsnit pr. år, hvad der er fuldstændig uholdbart. John Bellamy Foster har understreget, at med 3 procent-vækst pr. år vil verdensøkonomien vokse med 250 procent i løbet af dette århundrede og det næste. I den samme periode er verdens befolkning vokset fra 3,6 mia. i 1970 til 8 mia. i 2022.

 

Vækstrater i den størrelsesorden er uforenelige med planetens naturlige grænser og vil i sidste instans spænde ben for ethvert forsøg på at løse den miljømæssige krise.

 

Et tidligt forsøg på at analysere det problem blev foretaget i 1970 af Donella Meadows og et hold venstreorienterede forskere ved Massachusetts Institute of Technology. Den blev offentliggjort i 1972 som en rapport med titlen Grænser for vækst.

 

Den blev kendt som Meadows-rapporten og mundede ud i den grænsesættende konklusion, at ’hvis den nuværende vækst i befolkning, industrialisering, forurening, produktion af fødevarer og ressourceforbrug fortsætter uforandret’, vil grænserne for vækst på planeten være nået på et tidspunkt omkring midten af det 21. århundrede. Det mest sandsynlige resultat ’vil være et meget pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkning og industriel kapacitet.’

 

Den blev solgt i 12 millioner eksemplarer på verdensplan og blev oversat til 37 sprog, og den er stadigvæk en af de største bestsellere nogensinde om miljømæssige spørgsmål. Det var også den, der satte gang i udviklingen af økologi og grønne bevægelser i 1970’erne, og også i modvækst-bevægelsen.

 

Den var uhyggeligt præcis, som Bill McKibben bemærker, og dens konklusion anbringer os lige der, hvor vi er i dag, konfronteret med hyppige samfundsmæssige forstyrrelser, der snart kan blive det almindelige billede.

 

McKibben noterede sig også, at Ursula von der Leyen henviste direkte til Meadows-rapporten i sin åbningstale i Bruxelles: ’ Vores forgængere’, sagde hun, ’valgte at holde sig tæt på de kendte kyster og ikke tabe dem af syne. De ændrede ikke kurs, men holdt sig til olie. Og de generationer, der fulgte efter, har betalt prisen.’

 

Rapporten blev imidlertid ignoreret af venstrefløjen, med få undtagelser. Tony Benns Alternative Economic Strategy fra 1980’erne gjorde f.eks. en stadigt hurtigere økonomisk vækst til sit hovedkrav. Det undrer så ikke, at fagforeningerne og Labour bliver ved med at ligge under for vækst og produktivisme, når de aldrig er blevet udfordret af venstrefløjen på det punkt.

 

William Morris, den fremtrædende miljøforkæmper i det 19. århundrede, gik også upåagtet hen, da han rasede imod unyttig og unødvendig produktion. I hans foredrag How We Live and How We Might Live, som han holdt I 1884 i Hammersmith, rejste han spørgsmålet om, hvordan vi kan leve et værdigt og tilfredsstillende liv, uden behov for masseproducerede varer og forbrugerisme, og hvilken slags samfund, der bedst kan imødekomme en sådan tilgang.

 

Det, som modvækst har at tilbyde, er en planlagt reduktion af økonomisk aktivitet inden for et anderledes økonomisk paradigme, frem for alt i de rige lande i det Globale Nord. Giorgos Kallis formulerer det på denne måde i The Case for Degrowth, side viii): ’Målet for modvækst er bevidst at sætte tempoet ned for at minimere skaderne for menneskelige væsener og jordiske systemer.’

 

Jason Hickel fortæller os i Less is More, at modvækst, er ’en planlagt reduktion af overflødig energi og ressourceforbrug for at bringe økonomien tilbage i en balance med den levende verden på en sikker og retfærdig måde.’

 

Indførelsen af en sådan tilgang vil kræve en massebevægelse, der involverer alle, der er klar til at kæmpe for at redde planeten på et progressivt grundlag, herunder miljøbevægelser, oprindelige folks bevægelser, bondebevægelser, fagforeninger og progressive politiske partier. Den må stille krav om, at de store forurenere betaler for den skade, de har forvoldt. Det betyder høje skatter på fossile brændstoffer for både at nedbringe udledninger og sikre, at forurenerne finansierer overgangen til vedvarende energi, som del af en exitstrategi fra fossile brændstoffer, der omfordeler rigdom from de rige til de fattige, og som dermed kan skabe bred opbakning.

 

En sådan tilgang må være hovedhjørnestenen i økosocialismen og en økosocialistisk strategi, udformet til at redde planeten fra økologisk tilintetgørelse og skabe et post-kapitalistisk, økologisk bæredygtigt samfund for fremtiden.

 

21. september 2023

 

Alan Thornett er medlem af Socialist Resistance, der er tilknyttet Fjerde Internationale. Hans seneste bog, ’Facing the Apocalypse: Arguments for Ecosocialism’, udkom i 2019. Endvidere ‘Militant Years: Car Workers’ Struggles in Britain in the 60s and 70s’. De kan begge købes hos Resistance Books, London.

 

Nærværende artikel blev skrevet til det nye nummer af Green Lefts tidsskrift Watermelon forud for en konference i partiet.

 

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Niels Overgaard Hansen