Læsetid: 13 minutter

Philippe Poutou til valgmøde på Paris Universitet 8 den 10. februar 2022. Photothèque Rouge /Martin Noda / Hans Lucas.

 

Nu, fem år efter, er den hyppigste reaktion på kampagnen, at Philippe er ”en, der taler vores sprog”. Hans afvisning af at lade sig fotografere sammen med de andre kandidater før tv-debatter, hans evne til at markere sig på svære spørgsmål som f.eks. politiets rolle og støtten til kampen mod undertrykkelsen har gjort ham til en skikkelse, som masserne kan identificere sig med.

 

I 2017 lykkedes det os ikke at komme videre. Det var nærmest umuligt at få udbredt de politiske perspektiver, der var nødvendige for kampene og for opbygningen af et alternativ og et parti, på et bare nogenlunde bredt niveau. Rekrutteringen var meget beskeden, og NPA’s krise var endnu ikke overstået.

 

Poutous tredje kampagne må sætte sig nogle mål, der hænger sammen med dette udgangspunkt, i en situation med en skærpet krise for systemet. De vellykkede møder de seneste dage, særligt i Toulouse og Strasbourg, viser, hvor stort kampagnens potentiale er.

 

Klassekampen på et ustabilt balancepunkt

Det er ikke meningen med denne tekst at gå tilbage og analysere fortiden med dens økologiske, sundhedsmæssige, sociale og politiske dimensioner, men vi kan konstatere dens virkninger på det politiske og institutionelle plan. Frankrig befinder sig lige som mange andre europæiske lande i en krise for den politiske repræsentation, for de partier, der forvalter kapitalismen. Den klassiske højrefløj, der bygger på det traditionelle borgerskab, Les Républicains, er stadig i miskredit. Den etablerede venstrefløj er stadig ikke i stand til at reetablere sig. Den yderste højrefløj bliver stadig stærkere, med Marine Le Pens Rassemblement National, der kæmper for at komme i stilling til kampen om magten, men som stadig er et samlingspunkt på den yderste højrefløj, og Éric Zemmour, der åbenlyst står for en fascistisk fløj med støtte fra milliardæren Bolloré og med en populistisk retorik, der skal tale til de mest reaktionære elementer, især blandt småborgerskabet og dem, der er skuffet over Le Pens nu mindre ”diabolske” image.

 

Venstrefløjen – hvad der er tilbage af den organiserede arbejderbevægelse, er splittet. Parti Socialiste (PS) betaler prisen for sin administration af kapitalismen og sine angreb på de sociale rettigheder, og det samme gælder deres allierede, som De Grønne, Parti Communiste Français (PCF) og Génération.s. – Le Mouvement. La France Insoumise under ledelse af Jean-Luc Mélenchon lægger afstand til den traditionelle arbejderbevægelses og venstrefløjens traditioner og ignorerer den store kløft, der er mellem en institutionel strategi med mangel på internt demokrati på den ene side, og et forsøg på at genopbygge en strømning, der kan tage kampen op med de dominerende politiske partier, på den anden side. Disse problemer – og mange andre, for eksempel med hensyn til imperialismen eller analysen af kampene – er bare ikke nok til at forklare, hvorfor der til dato ikke findes noget politisk udtryk for arbejderklassen eller en organisation – ikke engang en reformistisk organisation -der kan afvise regeringens eller arbejdsgivernes politik.

 

Arbejderbevægelsens svaghed og det samlende politiske udtryk for arbejderklassens interesser er centrale spørgsmål i denne situation.

 

Det er alle disse faktorer – venstrefløjens svaghed, den stadig skrøbelige højrefløj og væksten i den yderste højrefløj – der gør det muligt for Macron at blive ved magten i en ustabil balanceakt. Hans legitimitet er svækket, men hans magt er stærk, som en Bonaparte, der støtter sig til den 5. Republiks institutioner med deres evne til at skabe en stærk magt på trods af en indsnævret social basis.

 

Den uligevægt kan løses på mange forskellige måder. Det afhænger af, hvad der lykkes for Macron, af det sociale og politiske styrkeforhold og af borgerskabets behov over for den internationale konkurrence. Der har i flere måneder været mobiliseringer i mindre målestok i sundhedsvæsnet, for lønforhøjelser, mod arbejdsløshed og især massemobiliseringer som i Guadeloupe og Martinique, som et ekko af De Gule Vestes demonstrationer, og – med al deres tvetydighed – også mod Coronapasset. De viser arbejderklassens mulighed for at ændre styrkeforholdet, også selv om reaktionerne mod Coronapasset og dets indskrænkninger af frihedsrettighederne har været begrænsede og ikke har stillet krav om ophævelse af patenterne på vacciner eller flere midler til sundhedsvæsnet.

 

På dette stadium er det den herskende klasse, der har de stærkeste kort og sætter tempoet for angrebene på de sociale rettigheder. Det er situationens andet centrale element: Der er et påtrængende behov for at opbygge en stærk opposition til regeringen og tilføje den et større nederlag. Det hænger fuldstændig sammen med muligheden for at genopbygge arbejderklassens politiske udtryk. En klasse, der kan tage initiativet og er i stand til at blive repræsenteret og kan opstille en politik – og som vinder kampe – bliver styrket. Macron er borgerskabets dominerende politiske repræsentant, mens proletariatet mangler politisk lederskab og en virkelig aktionsenhed – eller bare aktioner i det hele taget.

 

Forudsætningerne for en genopbygning af venstrefløjen

Situationen på venstrefløjen er låst: De partier, der er mest knyttet til institutionerne – PS, De Grønne og PCF – har ikke andre perspektiver end at forsøge at køre sig i stilling som et rimeligt alternativ til højrefløjen og Macron. Men det er svært at få øje på, hvordan det skulle fungere, siden de ikke lader til at kunne give noget håb ud over at få et system, som befolkningen ikke længere tror på, til at virke.

 

La France Insoumise prøver på den anden side at formulere en mulighed for et radikalt alternativ til de etablerede politikere og deres politik. Men Mélenchons system har nået sin grænse: Den tvetydige retorik angående nogle af de vigtige samlingspunkter for de politisk bevidste dele af de folkelige klasser (om indvandring, venstrefløjens splittelse osv.) er ikke noget, der begejstrer, mens hans fremtræden som en mand, der er sendt fra Himlen, er blevet vraget ved de sidste to præsidentvalg. Det bliver ikke bedre af, at han ytrer sig sekterisk over for resten af arbejderbevægelsen, og nægter at medvirke til en samling af venstrefløjen eller konkret støtte fagbevægelsen. Initiativer som ”Primaire Populaire” [et forsøg på at samles om en fælles præsidentkandidat for venstrefløjen, o.a.] viser, at dele af ”folk på venstrefløjen” er godt trætte af splittelsen.

 

Det ser altså ud til, at en betydelig del af arbejderklassen leder efter noget nyt, der kan komme med et svar på systemets globale krise og de etablerede partiers opløsning, nogen der kan sprede håb på venstrefløjen.

 

Det er håb, der er fuldt af modsætninger. Mange unge og mange lønmodtagere har en nostalgisk længsel efter en venstrefløj, der bringer sociale fremskridt, som er tæt på dem og ikke løber fra deres løfter, men som skrider til handling i institutionerne, i den sociale dialog og for den nationale sammenhængskraft. Der er ikke nogen revolutionær bevidsthed eller noget bevidst alternativ til kapitalismen i disse forhåbninger. Hvem ud over vores egen strømning kan tilbyde sådan en venstrefløj, der er ærlig, kampvillig, samlende og radikal, der ikke løber fra sine løfter, både hvad angår forholdet mellem kapital og arbejde, og hvad angår de internationalistiske og demokratiske spørgsmål, især i kampen mod undertrykkelse? Bestemt ikke organisationerne på den yderste venstrefløj, Lutte Ouvrière, POID (Lambertisterne) eller Revolution Permanente, da det er organisationer, der er karakteriseret ved deres sekterisme over for andre strømninger i arbejderbevægelsen og derfor nægter at diskutere med folk, der oprigtigt ønske at genopbygge venstrefløjen, men som ikke har en strategi for dette.

 

Derfor er det vores ansvar at bygge en bro mellem dette håb om et politisk projekt, der bryder med den vante politik, og vores revolutionære projekt.

 

Der er ingen tvivl om, at der vil dukke nye vanskeligheder op efter præsidentvalget. PS kan ikke fortsætte i samme spor, og La France Insoumise vil blive hårdt ramt af et nyt nederlag til Mélenchon. Der vil finde omgrupperinger sted på den organiserede venstrefløj, og det vil for millioner af aktivister, der mere end nogensinde mangler et klart politisk perspektiv, rejse spørgsmålet om partiet. I denne nye periode må vi prøve at pege på de afgørende spørgsmål: behovet for at genopbygge en forenet arbejderbevægelse, der kan få indflydelse på den politiske arena, og et parti, hvis eksistensberettigelse er at have en strategi for at vælte kapitalismen – et revolutionært projekt – og at opbygge et socialistisk samfund.

 

I bund og grund er meningen med Poutous kandidatur at rejse spørgsmålet om et parti for de udbyttede, hvordan man opbygger det i opposition til de borgerlige politikere, og hvad dets strategi skal være i en periode, hvor både kapitalismen og klassebevidstheden er i en dyb krise. Spørgsmålet bliver stillet, selv om det på dette stadie ikke lader sig besvare. At stemme på Poutou er at bakke op om dette projekt.

 

Fire politiske punkter skal fremhæves:

Ud af disse problemstillinger kan vi fremhæve nogle nøglepunkter i vores kampagne:

 

1.    Vi deltager i (gen)opbygningen af arbejderbevægelsen. Vi vil af med Macron og alle dem, der fører den form for politik.

2.    Den yderste højrefløj er vores hovedfjende. Den skal bekæmpes og bringes til tavshed, og alle folkelige klasser og alle, der tror på demokratiske rettigheder, må forenes mod den uden at have nogen illusioner om løsninger fra de etablerede institutioner.

3.    Vi vil afskaffe kapitalismen. Dette system er i en dyb krise og styres af jagten på profit. Vi vil bygge et andet samfund. Vi vil opbygge et parti, der kan forberede denne konfrontation, denne sociale revolution. Vi vil organisere alle dem, der vil arbejde med på dette projekt.

4.    Vi vil allerede nu gøre os nyttige for dem, der ikke vil vente på revolutionen ved at fremsætte vigtige krav, der bryder med den kapitalistiske logik.

 

Periodens vigtigste programpunkter

1.    Over for truslen mod menneskeheden: en revolutionær økologi 

Rapporten fra FN’s Klimapanel, den fejlslagne COP-proces og pandemien viser, at der ikke er nogen fremgang i den globale politik, og at menneskeheden styrer mod en katastrofe. Macrons svar er at fremme atomkraften; det vil sige en trussel om en endnu hurtigere ødelæggelse af verden.

 

Vores løsning omfatter planlægning under lønmodtagernes kontrol på alle niveauer, specielt i energisektoren. Det vil gøre energiforbrug og -produktion mere intelligent, og føre til et stop for brug af fossile brændstoffer og massive investeringer i de offentlige tjenester, f.eks. inden for transport, sundhedsvæsen, forskning og uddannelse.

 

2.    Over for den voksende fattigdom: tag de penge arbejdsgiverne har stjålet tilbage

Millioner af mennesker arbejder hårdere og hårdere, mens andre millioner rammes af fattigdom eller prekære ansættelsesforhold. Lønnen skal stige med 400 euro med en mindsteløn på 1800 euro, arbejdstiden skal fordeles, indtil arbejdsløsheden er afskaffet, afskedigelser og indskrænkninger i arbejdsstyrken skal forbydes, alle unge mennesker skal have en ydelse, der frit giver dem mulighed for at studere, gå i praktik eller lede efter deres første job. I lyset af krisen må vi nationalisere bankerne, eftergive gælden og standse alle subsidier af de store virksomheder (skattefritagelse osv.) og skatteunddragelser.

 

3.    Over for krisen i demokratiet: mod undertrykkelsen

Det borgerlige demokrati er i krise. Den yderste højrefløjs fremgang og den mere autoritære politik betyder mere udbytning, disciplinering og undertrykkelse. Borgerskabets og småborgerskabets mest reaktionære strømninger organiserer sig. Vi på vores side må også organisere os. Vi må forene alle de undertrykte og udbyttede for at gøre front mod dem. For en verden baseret på lighed og solidaritet!

 

Vi kræver lighed for alle, mod diskriminering på arbejdspladsen, hvad enten det handler om ligeløn, om udlændinges ret til arbejde, for frihed til at flytte og til at slå sig ned et sted. Vi vil have frihed for de undertrykte folkeslag, både i de afhængige lande og de franske kolonier. Vi kræver deres ret til selvbestemmelse, til offentlige tjenester og anstændige lønninger; stop for undertrykkelsen. Vi vil opløse den 5. Republiks antidemokratiske institutioner, præsidentembedet, Senatet og dets undertrykkende politistyrke. Vi vil begrænse valgte embedsmænds løn til gennemsnitslønnen og sørge for, at en ansættelse kan ophæves.

 

Overgangsprogrammets metode, et parti der kan bringe det til live

I en valgperiode ser mange lønmodtagere og mange unge mennesker i vores retning, fordi de leder efter en løsning og tror, at ærlige aktivister som os kan sætte noget i værk. Det er folk, der ikke nødvendigvis tror på vores plan med samfundet, men som ikke længere kan holde kapitalismen ud.

 

Alle disse mennesker foreslår vi fælles aktioner fra nu af, for at forsvare parolen om et definitivt brud med den herskende politik, for at arbejde for genopbygningen af en stærk, forenet og aktiv arbejderbevægelse med forbindelse til de seneste års kampe, De Gule Veste, strejker for pensioner, lønninger og mod arbejdsløshed, feministiske og LGBTI-kampe, demonstrationer mod racisme og politivold.

 

Fra vores position som en lille organisation kan vi paradoksalt nok spille en positiv rolle: Vi sælger ikke luftkasteller. At stemme på Philippe Poutou vil ikke løse problemer, der skal et skift i styrkeforholdet til. At være aktive sammen med os, at tale for hans kampagne og arbejde for det højest mulige stemmetal, at være til stede ved valgene til de lovgivende forsamlinger for at opbygge et nationalt netværk og en samling af aktivister fra hele landet, det hjælper alt sammen med at fremme vores idéer, at forberede de forestående kampe, der vil ændre styrkeforholdet mellem klasserne. Vi er en lille organisation i forhold til, hvad der står på spil i denne periode, men vi må opbygge et masseparti. Vi opfordrer alle, der kan se sig selv i vores projekt, til at slutte sig til os for at bidrage til det.

 

Det parti, vi ønsker, er den konkrete virkeliggørelse af dette politiske projekt. Vi vil også danne brede støttekomitéer for Poutou, for at inddrage de tusindvis af mennesker, der kan se sig selv i denne kampagnes hovedtemaer. Når vi deler løbesedler ud, møder vi alle en betydelig entusiasme for Poutou-kampagnen i boligkvartererne. Det er vores opgave at forvandle den til en aktivistisk styrke. Mødet på universitetet Toulouse Le Mirail, der samlede mere end 500 unge mennesker, og hvor hundrede af dem tog kontakt til os, viser, hvor stort potentialet er. Muligheden er der for at virkeliggøre en oplevelse af politisk handling med tusinder af lønmodtagere, unge mennesker og prekært ansatte. Når kampagnen er forbi, kan en stor del af den sagtens være blevet interesseret i regulær aktivisme, i partiopbygning, mens andre, der ikke ønsker det, vil være styrket af en aktiv oplevelse, der vil være med til at bidrage til genopbygningen af arbejderbevægelsen på længere sigt.

 

19. december 2022

 

Oversat fra L’anticapitaliste af Poul Bjørn Berg