Læsetid: 12 minutter

Medlemmer af Antarsya ved en demonstration på Syntagmapladsen i Athen, juni 2021. Foto: Pavlos1988, Wikimedia – CC BY-SA 4.0

 

Samlingskongressen (note 1) var planlagt til første weekend i januar (note 2) på grundlag af en praktisk radikalisme, der især afviser at blive fanget i selvhævdende proklamationer og skråsikkerhed, og som anser det for afgørende at skabe en ikke bare organisatorisk, men også programmatisk omgruppering af det 21. århundredes venstrefløj – i Grækenland såvel som internationalt. Her prøver vi at præsentere en aktuel vurdering af de græske erfaringer.

 

***

 

Vi lever i en overgangsperiode, som – nogle gange – synes statisk i et hverdagsperspektiv. Det 20. århundredes verden, der definerede de sociale, politiske og ideologiske grænser, ligger bag os, og vi er gået ind i det 21. århundrede med markedets almægtighed, Vestens dominans og kapitalismen på en piedestal med betegnelsen ”historiens afslutning”. Status quo er blevet rystet af krisedynamikker, af klassekampens genkomst og sociale revolutioner. Fra anti-globaliseringsbevægelsen, bevægelserne, som opstod efter den strukturelle krise i 2008, til COVID’s pandemiske realitet, er spøgelserne vendt tilbage til Europa, til det besatte Wall Street, til den arabiske verden.

 

Kapitalismen har oplevet flere kriser og konflikter, end dens teoretikere havde forudset. I sådan en grad, at spørgsmålet “hvad kommer efter kapitalismen?” nu betyder noget for hele det politiske spektrum – og ikke kun socialt marginaliserede og radikale. Stater vælger at beskytte sig selv med oprørsbekæmpelse, ved at skærpe den interne konkurrence blandt de fattige, ved i stigende grad at bruge sin magt til at beskytte de rigdommene for de få. Højrefløjen bevæger sig enten i retning af fascistiske og racistiske positioner ved at opfinde interne fjender, eller de forsøger at skabe en ny fortælling om integration. I mange tilfælde påtager den sig socialdemokratismens parasitiske rolle: Den optager nogle af bevægelsernes krav, kun delvist og kun inden for liberalismens rammer, som ikke anfægter de politiske forhold og produktionsforholdene.

 

Så vidtgående er den ændring i det politiske spektrum, at socialdemokratiernes historiske positioner er blevet beskrevet som radikalisme, nogle gange endda som socialisme. Et typisk eksempel er reaktionerne fra det amerikanske Alt-Right og fra Trump over for Biden. Det står nu klart, at forsvaret for borgerskabets fortælling om, at ”alt går fint med få undtagelser” er brudt sammen på trappen til Capitol i Washington.

 

Bevægelserne rundt om i verden, der er ofte er i mindretal, forstår tilsyneladende kilderne til ulighed, identificerer den kapitalistiske udbytning som den grundlæggende forklaring på de mange kriser og forudser, at antikapitalisme vil vinde frem i den nærmeste fremtid. Men fremtiden kommer ikke af sig selv. Vi tror på, at en radikal og social indgriben fra bevægelserne og venstrefløjen er nødvendig, hvis bevægelserne skal blive i stand til at konfrontere mathaverne.

 

I denne globale sammenhæng, hvad er så venstrefløjens situation i Grækenland, efter at ”venstre-regeringen” i form af Syriza kollapsede med katastrofale konsekvenser? I bredere sociopolitiske termer fortsatte Syriza-regeringen den nyliberale politik og udvidede den til stor skade for arbejderne, studenterne og de unge, og regeringen led et klart nederlag ved valget i 2019. Dermed gjorde de det muligt for det nu dominerende og hævntørstige parti Nyt Demokrati parti at vende tilbage – efter at partiet de foregående år var blevet hårdt ramt, fordi de gennemførte EU-memorandaerne.

 

Grækenlands højrefløjs-regering har under dække af pandemien gennemført en hel stribe initiativer til fordel for de rige på bekostning af arbejderne, samtidig med at de har udvidet politiets magt som en  forholdsregel overfor muligheden for en ny runde af opstand. Der eksisterer en åbenlys opgave med at forsvare samfundet og faglige rettigheder, men de organiserede kampe svinger i omfang og styrke. Vi har kampe, der kan kaldes marginale, som udvikler sig til centrale bevægelser, som f.eks. kampen til støtte for den politiske fange Dimitris Kounfondinas. Samtidig har vi afgørende sager som den nylige reaktionære arbejdsmarkedslov, der bliver gennemført næsten uden modstand.

 

Dette paradoks leder os tilbage til den spontanitet i udviklingen af klassekamp og sociale kampe, som udspringer af de multidimensionale aspekter af hverdagslivet, kollektive alternativer (eller fraværet af dem) og deres evne til at forbinde sig med bevægelser og sociale initiativer. Den revolutionære venstrefløj er betydeligt svagere, end den var i begyndelsen af det foregående årti, hvor stærke sociale dynamikker udviklede sig til kampe mod nedskæringspolitik, IMF og nyliberale angreb på det store flertal af befolkningen. Vores kollektive svagheder blev tydelige, da Syriza integrerede sig totalt med den politiske mainstream i 2015 og fremkomsten af TINA-dogmet (There Is No Alternative, oprindeligt et Margaret Thatcher-citat, o.a.) Venstrefløjen befandt sig i en betydelig intern krise, som førte til splittelser eller til selvisolerede grupper, som gjorde revolution til deres vigtigste ”taktik” og ”strategi”, og de var ikke i stand til at pege på redskaberne og tempoet i disse sociale omvæltninger. Vi var og er en del af denne venstrefløj, vi har del i dens fejl og svagheder, og vi har bekymringer og spørgsmål.

 

Men ud over spørgsmål, vil vi også gerne have svar. Vi mener ikke, at det 21. århundredes venstrefløj skal kappe båndene til sin historie, men den skal udvikle en kritisk teori om fortiden – for at kunne genopbygge den på en måde, som giver mening i nutiden og særligt i afgørende øjeblikke og farlige situationer. I denne situation, hvor kapitalismen understøtter en dyb udmattelse i samfundet, kan vi se to tendenser.

 

Enten drejer samfundet mod det yderste højre, som altid genudskriver gamle recepter: jagten efter indre fjender, halvstatslige aktioner, autoritære tiltag, krig og nationalistisk retorik. I sådan et reaktionært, fremmedfjendsk og racistisk klima er den revolutionære venstrefløj ofte marginaliseret og opfattes som en anti-folkelig kraft, selv i sager, som den ønsker at gøre noget ved.

 

Eller også forstår venstrefløjen den aktuelle bevægelse og flertallets ønsker. De bevægelser, som har udviklet sig i de seneste ti år, har i deres kerne direkte demokrati som kendetegn – noget, der var marginaliseret i det foregående århundredes traditioner. I praksis er der et globalt ønske hos bevægelserne om at afvise bureaukratiske modeller, at støtte direkte demokrati, for ”nye former for kollektive liv”, for etableringen af nye modeller for politisk arbejde som resultat af en overvældende mistillid til politisk repræsentation, for at identificere og prioritere de radikale behov, der udspringer af race, sex, sociale og politiske rettigheder.

 

Hvis vi skal handle efter disse retningslinjer, må vi vende tilbage til Lenins glemte ord: ”Sejren tilfalder kun dem, som har tillid til folket, dem som har kastet sig ud i den sociale kreativitets livgivende kilde.” Vi ønsker ikke at lede, vi ønsker ikke at opfatte os selv som en organiseret avantgarde. Vi ønsker at lære, at vise omsorg, at deltage i mødet med og styrkelsen af bevægelser og arbejderorganiseringer. Vi ønsker at tage gøre op med vores begrænsninger og udvikle en ny identitet, som taler til den sociale mistillid for at kunne omforme den til social kreativitet. Kostis Palamas, en berømt græsk digter, skrev: ”Lyt, jeg er en nedriver, for jeg er også en murer”, og på den måde må vi også rive nedog bygge op.

 

En uundgåelig betingelse for at genopbygge venstrefløjen er en status over de ophobede nederlag. Denne opgave kan vi ikke undvige. Vi bliver nødt til at finde måder, hvorpå vi kan overføre og udveksle de seneste års fragmenterede eksperimenter og de kritiske ideer, der fulgte dem. Genopbygningen må starte nedefra og må i dag påtage sig en tredobbelt opgave

 

1.

Den internationale opgave består i et perspektiv om at udbrede den sociale kreativitet og samle individuelle krav og nationale bevægelser i en bredere vision om sejr.

 

Den internationale venstrefløj, som vi vil opbygge, må – af alle de årsager, vi har nævnt – solidarisere sig med de forfulgte og folk uden rettigheder i hele verden, folkene, bevægelserne og planeten. Men solidaritet er ikke nok. Vi har også behov for international gensidig støtte, koordinering, samling og organisering, nøjagtigt som vores fjende er internationalt organiseret. Vi har derfor brug en venstrefløj, der forstår verden på den anden side af de nationale gardiner, som kapitalen har påtvunget os, og som handler efter det. Vi har brug for en international venstrefløj.

 

International som udgangspunkt, etisk, programmatisk, men også organisatorisk. Mere konkret skal vi lære af de erfaringer, som den øvrige venstrefløj, der ikke er begrænset til vores eget land, har gjort. Vi skal lære af de tanker, lærdomme og processer, der kan være med til at berige os – både fra nærliggende lande og fra fjernere. Og vi skal ikke kun lære, ikke kun støtte hinanden, men også sammen organisere vores fælles eksistens, vores fælles kampe, vores fælles fremtid.

 

2.

Den politiske opgave består både i at kæmpe for de manges sager (for arbejde, sociale rettigheder, osv.) og for de sager, som kan se ud, som om de kun relaterer sig til minoriteter og identitet, men som er nødvendige for frigørelse af den sociale kreativitet og for integrationen af dem, som er usynlige i den politiske kamp.

 

Opgaven består også i at vide, at reformer kan være nyttige og nødvendige, men at de ikke er vejen til omstyrtelse af kapitalismen og til socialisme. At sætte vores lid til en energisk reformproces, hvor ærlig ment og aktiv den end er, vil være det samme som at ignorere den kendsgerning, at sociale reformer ikke ændrer det eksisterende samfunds natur. Et århundrede med socialdemokratiske reformer i Vesten viser entydigt, at reformer ikke er nok til at ”overvinde” kapitalismen – og dens grusomheder vil vende tilbage!

 

Selv hvis reformer ser ud til at være den eneste mulige vej i øjeblikket, bliver de ikke til relevante redskaber, hvis – som zapatisterne sagde – opgaven er at skabe en ny verden. Hvis det bliver gjort på en bestemt måde, kan reformer give et uvurderligt bidrag til fremskridt i denne retning, men de er ikke i sig selv vejen, som kan føre dertil. Den nutidige verdens barbari overskrider med sikkerhed reformernes og de marginale ændringers snævre begrænsninger; den kræver vidtgående ændringer.

 

3.

Den organisatoriske opgave består i at undgå venstrefløjens melankoli, tankerne om, ”hvad der kunne være sket” i tidligere tider, bevægelser og organisatoriske modeller. I stedet må vi opbygge, hvad vi har brug for, med udgangspunkt i det, vi har. Vi har oplevet, at en ny sammenhængende indsats for at genopbygge bevægelsen og den radikale venstrefløj kan finde en grobund, især blandt yngre mennesker. Sociale bevægelser er levende, og nye mobiliseringer opstår hele tiden. Nye generationer nærmer sig venstrefløjen og ideer, som ligner kommunisme (en slags årtusindets socialisme), og det sker i stigende omfang.

 

Med denne orientering vil vi skabe en ny revolutionær venstrefløjsorganisation i januar (Note 2) med en åben, kollektiv og meningsfuld kongres. En ny organisation, som vokser i medlemstal, og som styrker de fronter og bevægelser, den deltager i, men som også har evnen til at genopbygge traditioner og ideer. Dette initiativ er blevet taget primært af to organisationer. Den ene hedder Synantisi (groft oversat Samling) og Anametrisi (groft oversat Konfrontation). Deres medlemmer består blandt andet af folk, der har deltaget i Syriza, det radikale flertal i Syrizas ungdomsorganisation, som brød med partiet i 2015, folk, som har spillet en aktiv rolle i Antarsya (Den Antikapitalistiske Koalition) og andre organisationer på den yderste venstrefløj, unge mennesker, som kom med i kampen i 2015 og medlemmer af Fjerde Internationale.

 

De ideer og værdier, som dominerer i det kapitalistiske samfund, påvirker også venstrefløjen. Derfor er skabelsen af den venstrefløj, vi har brug for, en ustandselig kamp for en ny praksis inden for radikal venstrefløjspolitik. Med en ærlig og permanent vilje til at komme andre strømninger, organisationer og radikale venstrefløjsaktivister i møde forsøger vi at bidrage til en ny kultur på venstrefløjen, som bryder med fortidens onde ånder. Vi ønsker at påtage os de opgaver, der tilkommer os, og dele ansvaret med andre kræfter på venstrefløjen med det succeskriterium, at det skal være til fælles gavn for bevægelserne. Vi ønsker at bidrage til, at venstrefløjen i fællesskab forsøger at gå til modangreb, bruger sin forankring på arbejdspladser og i boligkvarterer og udvikler en strategisk kommunikation, som vil anvende digitale medier til at bryde med modvirke, at samfundskritiske røster bliver udelukket fra den offentlige debat.

 

Med det formål opfordrer vi aktivister og bevægelser overalt i verden: Bliv ved med at diskutere Grækenland, og bliv ved med at tale om et radikalt alternativ i Grækenland.

 

Som vi har set med opstanden i Chile og det chilenske folks aktuelle kamp, er vi ikke på vej tilbage til normaliteten, for normaliteten var netop problemet.

 

24. december 2021

 

Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Michael Voss.

 

Antonis Faras er medlem af Synantisis koordinationskomite. Tassos Anastassiadis er aktivist i TPT (den græske sektion af 4. Internationale), som deltager i dannelsen af den nye organisation.

 

Noter:

1) I 2018 foregik der en begyndende samling, som især udviklede sig omkring den del af Syrizas ungdomsorganisation, der allerede havde forladt partiet i 2015 (ONRA) og andre grupper, hvor de fleste stammede fra splittelser i Syriza. Dertil kom et stort antal aktivister, som især bestod af studenter, der blevet politisk aktive i 2015 og ikke var belastede af erfaringerne med splittelser. Denne samling brugte det beskrivende navn ”Samling for en antikapitalistisk og internationalistisk venstrefløj”. Men samtidig havde grupper, der stammede fra ANTARSYA, de samme overvejelser. ANTARSYA havde eksisteret i 12 år, men var blevet fanget i deres medlemsorganisationers tilbagegang. En udsplitning fra NAR’s ungdomsorganisation (den største organisation i ANTARSYA) etablerede sig som ”Anametrisi” (Konfrontation). Den aktuelle samling omfatter især disse to organisationer, men der er også mindre grupper med, blandt en splittelse fra ARAN (en organisation, som tilhørte ANTARSYA og senere LAE) og TPT (den græske sektion af 4. Internationale) samt uafhængige aktivister.

 

2) Eftersom Grækenland var hårdt ramt af “omikron”-varianten i starten af 2022, er samlingskongressen udskudt til midten af marts.