Eric Zemmour lancerer sit kandidatur 5. december 2021. Foto: Illian Derex - Wikimedia - CC BY-SA 4.0

 

Siden finanskrisen har en ny type politikere fået betydelig indflydelse. Fællesnævneren for Trump, Boris Johnson, Beppe Grillo, Bolsonaro og Eric Zemmour er: 1) De er veltalende folkeforførere, bruger ofte verbale, vulgære provokationer. 2) De ignorer viden og fakta. 3) De appellerer til fordomme, frygt og uvidenhed. 4) De "ser og hører" dem, der er blevet kørt over af globaliseringen og af det centraliserede samfund. 4) De udpeger syndebukke, der er skyld i den enkeltes elendighed og samfundets og sædernes forfald. 7) De opfører sig som klovne. 8) Sensationslystne medier overeksponerer dem

 

Naturligvis er der lokalkolorit. Trump pralede af, at han ikke læser bøger. Den går ikke i Frankrig, hvor Oplysningstiden blev født. Derfor lancerer Zemmour sig som en intellektuel Trump. Belæst, det er han. Har gået på ét af landets fineste universiteter. Skriver bøger, der kommer i store oplag. Har været journalist ved den borgerlige avis Le Figaro. Optræder på højrefløjens TV-stationer, hvor han fremsætter nationalistiske og radikale synspunkter, hvilket har gjort ham populær.

 

Utilsløret racisme

Zemmour slår løs på den stigende ulighed, og på de rige. Uligheden skyldes dog ikke de rige, men at kriminelle indvandrere stjæler pengene fra pensionister og det arbejdende franske folk. Han bruger ord, vendinger og begreber fra den historiske fascisme. Når han ser det som en ære "at være de liberales og venstrefløjens foretrukne offer… det er som at hænge en medalje om halsen på mig"… så minder det om Mussolinis "Mange fjender - stor ære".

 

Nu og da bløder han op og fortæller, at "flere af mine forslag har jeg lånt fra Danmark, hvor regeringen ikke svigter befolkningen, men gennemfører en effektiv hjemsendelse af migranter, begrænser de sociale ydelser, samt undgår en koncentration af udlændinge i socialt boligbyggeri." Han har vist også læst Nye Borgerliges program, for han vil stoppe familiesammenføringer, udvise kriminelle og/eller arbejdsløse indvandrere, der ikke får et job inden et halvt år, og de, der har dobbelt statsborgerskab, fratages det franske pas.

 

Muslimerne skal ud, og indtil da skal de tage navneforandring, så Mohammed bliver til Jules og Ali til Alec. I Det 3. Rige skulle mandlige jøder hedde "Israel," mens jødiske kvinder fik tilføjet "Sarah".

 

Zemmour propaganderer ivrigt for teorien om den store udskiftning, hvor Europas oprindelige befolkninger udskiftes med nordafrikanere og muslimer. Hans alternativ er Reconquete - generobring - sådan som det skete i 1400-tallet, da katolske konger smed muslimer og jøder ud af Spanien.

 

"Flere og flere føler sig hjemløse i deres eget land," lyder Zemmours diagnose. "Vi kan ikke holde til at have to forskellige civilisationer på samme jord. Integrationen er skyld i, at selv fjerdegenerations-indvandrere vender landet ryggen….dødsstraffen genindføres… ud af NATO osv." Undervejs er der de sædvanlige slag til EU, feminister og woke-kulturen.

 

Det er ikke kapitalismen eller det overdrevne forbrug, der er årsag til klimaforandringerne. Nej, det er de demografiske eksplosioner i det globale Syd - og vupti! får Zemmour kædet miljøbevægelsernes grønne farve sammen med islams.

 

Le Pen og Zemmour appellerer til protestbevægelserne: Vaccinemodstandere, fyringstruede sundheds-arbejdere, der ikke vil vaccineres, konspirationsteoretikerne, antikapitalister, antisemitter, katolske fundamentalister, abortmodstandere, homofober, fascister, de gule veste, de, der hader Macron, og de, der er imod det hele. Bevægelser uden ledere og uden en samlende ide. Fælles for dem er frustrationerne over de forringede levevilkår, der især rammer dem, der bor i landområder, i områder med høj arbejdsløshed, fx i Nord- og Østfrankrigs rustbælte, og som især skyldes globaliseringen.

 

Le Pens vælgere er lavtlønnede og små erhvervsdrivende i provinsen, mens Zemmour samler en broget skare af katolske velhavere, hipsters, nynazister, akademikere og officerer fra byerne.

 

Zemmours bagland

Som kampagneleder har Zemmour ansat en pensioneret faldskærmsgeneral og fået fat i Tik-Tok-influencere, som den højreradikale Estelle Redpill, der påvirker tusindvis af unge med fake news og hetz mod indvandrere og venstreorienterede, og opfordrer franskmændene til at ’hælde indvandrere ud’ og slutte sig til kampen for den hvide races overlevelse. (Politiken 14.10.2021.)

 

På YouTube opfordrer nazi-rapperen Kron Blancs til at stemme på Zemmour. Le Pen og Zemmour bruger den populære YouTube Liberté - en kanal med russiske relationer, der som et af få vestlige medier fik tilladelse til at dække en valghandling i Donetsk

 

Zemmour har ikke problemer med at bruge nynazister som vagtværn og tæve de demonstranter, der hyppigt er til stede, når Zemmour holder møder.

 

Dele af den franske elite mener, at Macron ikke har indfriet forventningerne om større profitter, lavere skatter og øget social kontrol med protestbevægelserne. Oveni kommer skrappe Corona-restriktioner, der har ramt indtjeningen.

 

Fascismens genkomst skyldes en krise i den herskende klasse, der i dag ikke kan få befolkningen til at adlyde, og acceptere den neoliberale politik, skriver Ugo Palheta i International Viewpoint. De borgerlige Republikanere er optaget af egne skandaler og af at kopiere Macron og Le Pen. I Zemmour har dele af overklassen fundet en politiker, der måske kan indfri ønsket om et åbent samfund, fri for restriktioner, og som, om muligt, er endnu mere neoliberal end Macron

 

Eliten tror, at Zemmour kan tæmme såvel de protestbevægelser, der truer stabiliteten, som de ikke-integrerede indvandrere, der angiveligt skaber så megen uro, at borgerlige kredse frygter, at landet står på randen af sammenbrud og borgerkrig. Zemmours tale om den store udskiftning er sød musik for finanseliten, der vil have ro til at tjene penge og ikke vil se demonstranter slås mod politiet, ødelægge banker og butikker, og genere trafikken.

 

I april 2021 skrev en gruppe aktive og pensionerede officerer i højrefløjstidsskriftet Valeurs, hvor de gav tilsagn om at ville gå ind i en borgerkrig for at beskytte den franske civilisation.

 

Hyppigt gæster Zemmour elitens klubber, hvor han møder sponsorer, bl.a. en af klodens rigeste mænd, Vincent Bolloré, der ejer en af landets største tv-stationer, TF1 og CNews - en europæisk pendant til Fox. Her optræder Zemmour med tårnhøje seertal, hvilket genererer store annonce-indtægter. Bollore ejer desuden forlag, PR-bureauer, fabrikker, miner, rederier og har interesser i de tidligere franske kolonier i Afrika. Alt dette giver ham rige muligheder for at præge den offentlige debat - og samtidig tjene på det.

 

Andre prominente støtter er tidligere ministre i Sarkozys regeringer, en højtplaceret embedsmand i EU-Kommissionens økonomiafdeling. I London har tilhængere lavet en venskabsforening, der indsamler penge til Zemmour. Førhen var det ikke godt for forretningen, hvis man blev koblet sammen med politiske partier. Le Pen gik forgæves da hun bad sine støtter i finansverden om bidrag, og hun var derfor nødt til at henvende sig Putin-relaterede banker i Tjekkiet om et "lån" på 50 mio kr. Med Zemmour er det anderledes.

 

De andre partier efterligner

Zemmour læner sig op ad den historiske fascisme, når han angriber sine sponsorer. De ved godt, at det er et spil for galleriet, og at han har brug for de utilfredses stemmer for at komme til magten.

 

Højreradikal retorik i fransk politik er ingen nyhed. Siden 90'erne har det været familien Le Pens speciale, hvilket gjorde, at de andre partier holdt sig væk. Med Zemmour er der sket et kraftigt ryk mod højre. På kort tid har han flyttet grænserne for, hvad en politiker kan sige. Ganske som der her i landet er et før og et efter Dansk Folkepartis fremkomst.

 

Republikanernes Eric Ciotti foreslår for eksempel et fransk Guantanamo til internering af islamister, "for at bevare Frankrig," samt at man skal have fransk blod for at blive fransk statsborger. Da Republikanerne skulle vælge præsidentkandidat, fik Ciotti 40 procent af stemmerne, men tabte til den pragmatiske leder af Paris-regionen, Valerie Pécresse. Hun er nu ikke mere moderat, end at hun forlanger folkeafstemning om indvandrerkvoter, vil gøre det sværere at få asyl, og at sociale ydelser først kan opnås efter fem års ophold i landet. Hun støttes af så mange borgerlige, at hun har store chancer for at gå videre til anden runde.

 

Macron behøver ikke Zemmours forslag. Siden 2017 har Macron lukket 70 moskeer, lovgivet mod "separatisme, for indenrigsministeren mener, at islamisk separatisme begynder i supermarkedet hvor mænd og kvinder ikke må stå i samme kø. I 2020 lukkede regeringen - med Forfatnings-domstolens accept - en ngo, der overvåger myndighedernes overgreb mod muslimerne. Salafister, islamister og narkohandlere giver ofte myndighederne påskud til de indgreb, der rammer flertallet af de indvandrere og deres efterkommere, der lever et almindeligt hverdagsliv.

 

End ikke kommunistpartiet, der har afvist at tilslutte sig en venstreplatform forud for valget, har holdt stand. Præsidentkandidaten Fabien Roussel vil have strengere straffe for angreb på politiet og støtter andre af højrefløjens sikkerhedsforslag. Jean-Luc Melenchon og Anne Hidalgo, borgmester i Paris, er tro mod venstrefløjens tradition om ikke at debattere med det yderste højre. Hidalgo beder medierne om at forstå, hvor ekstrem Zemmour er, og kalder ham en "racistisk klovn."

 

Arven fra nederlaget i Algier

Zemmour blev født i 1958 af jødisk-berberiske forældre fra arbejderklassen, der få år forinden havde forladt Algeriet. Han er barn af nederlaget i Algeriet i1962, og appellerer til den bitterhed, mange franskmænd stadig nærer over tilbagetrækningen. Et nederlag, der fødte Front National, med officeren Jean Marie Le Pen som medstifter

 

Ideologisk er Zemmour på linje med det paramilitære OAS (Organisation Armée Secrète), dannet i 1961 af officerer, der ville bevare Algeriet som fransk koloni. Zemmour beundrer åbenlyst general Bugeaud, fransk guvernør fra 1840'erne, der nedslagtede den algeriske modstandsbevægelse.

 

Han er påvirket af 30'ernes fascistiske Action Francaise, og Vichy-regeringen, der styrede Syd-frankrig 1940-44, og som deltog i deportationer af jøder til kz-lejrene. Det fordrejer Zemmour til, at "kun" udenlandske jøder blev deporteret, mens Vichy-regeringen frelste de franske jøder. Dem døde der dog ca. 70.000 af i kz-lejrene. Hans forsvar for Vichy-regeringen krænker mange jøder, hvortil han svarer, at han er fransk, før han er jøde - og så kan selv nynazisterne acceptere ham

 

Det afholder ikke Zemmour fra at hylde de Gaulle, der ledte modstandskampen mod tyskerne, og siden trak Frankrig ud af Algeriet. Selvmodsigende javist, men også en hyldest til stærke ledere, og til manden som familiens overhoved, mens kvinden bliver hjemme og opdrager børnene.

 

Zemmours svælger i verbale overfald på de uledsagede mindreårige migranter, der strejfer om i Paris: "… tyve, mordere, og voldtægtsmænd…." Det har han fået tre domme for, senest en bøde på 75.000 kr. Hertil kommer ex-kærester, der anklager ham for vold og seksuelle overgreb

 

Zemmour er fascisten, der kommer fra en minoritet, og bliver berømt på at hetze minoriteterne. Han er dog ikke den eneste med arabisk baggrund, der tager afstand fra sin egen herkomst. Le Pens kampagneleder i 2017 blev født i Cairo af koptere. Macrons indenrigsminister, der udfører den hårde kurs mod muslimerne, har maltesisk-algerisk rødder. I England farer indenrigsminister Priti Patel (indiske forældre) hårdt frem mod minoriteterne. Her i landet har vi Khader og Tesfaye.

 

Præsidentvalget i april

Ved præsidentvalget i 2017 fik Macron 24 procent, Le Pen 21, Republikanerne og Melenchon 19 procent. Prognoserne for i år kårer Macon som vinder med 24 procent, mens Le Pen, Zemmour og Pécresse ligger på hver 14-18 procent. Melenchon får 10 og Hidalgo 3 procent

 

Zemmour er uden politisk erfaring, og har ikke et parti eller en bevægelse bag sig. Han håber at kunne gøre Macron kunsten efter fra 2017, hvor Macron heller ikke havde et parti bag sig, men skabte En Marche under valgkampen - og vandt. Hvor Macron gik efter den talrige, velstillede middelklasse, så ser det ud til, at Zemmour har svært nå længere end til de mest højredrejede og katolske kredse.

 

Trods de mange protester, så er de fleste moderat tilfredse med Macron. Han har styrket politiet, skabt nye jobs, og økonomien er, trods coronaen, i vækst - den højeste i G7-landene. Vælgernes og Macrons største udfordring er de voksende leveomkostningerne, der især ramme folk mindre-bemidlede, og der er derfor lagt låg på de stigende energipriser..

 

Den fragmenterede venstrefløj har ikke kunnet opsamle den sociale vrede. og dens indflydelse er ringe. Det var dumt af Melenchon at bakke op om det yderste højres coronaprotester. Den franske venstrefløj kan åbenbart ikke formulere sine egne angreb på regeringens autoritære tiltag, og samtidig holde fast i nødvendigheden af at blive vaccineret. Autoritære tendenser bekæmpes ikke ved at gøre fælles sag med bevægelser, der er endnu mere autoritære end Macron.

 

Der er fortsat mange ubekendte faktorer i valgkampen. Hvordan vil det påvirke udfaldet, hvis fx Le Pen og Zemmour slår sig sammen for at udkonkurrere Pécresse, og dermed sikre sig adgang til anden runde? Og selvom Macron vinder, fordi centrum-venstres vælgere stemmer på ham som det mindst onde, så har det yderste højre - ikke det moderate højre - fået placeret sig så stærkt, at det vil være svært at komme udenom dem i andre sammenhænge.

 

Præsidentvalget handler om andet og mere end blot at slå Le Pen og Zemmour, det stikker langt dybere. Siden Macron kom til i 2017, er diskriminationen blevet stedse mere institutionaliseret. Den politiske debat bagatelliserer overgreb og vilkårlig behandling af især muslimer. Den generelle de-humanisering af indvandrerne er blevet værre.

 

Alt dette er åbenbart mere, end den splittede venstrefløj magter. Melenchos parti, France Insoumise, fokuserer på sociale og miljømæssige emner, som han håber kan skabe en bredere platform - det har han gjort siden 1992, uden at det har givet den forventede tilslutning.

 

Melenchon bør se på, hvad der gav Jeremy Corbyn, Sanders og Podemos fremgang, samt fokusere på at fjerne de økonomiske, sociale og kulturelle betingelser for højrefløjens fremgang.