Læsetid: 10 minutter

Udsigten til det, sammen med Trumps retssager og Bidens politiske slingrekurs, kan bidrage til en forklaring på en mærkelig stemning i befolkningen af politisk agitation og apati på én gang. Millioner af vælgere, herunder fra arbejderklassen (bortset fra ukritiske beundrere af Trump), må affinde sig med at stemme på den præsidentkandidat og det parti, som de foragter mindst, og ikke den, som de synes bedst om. Det er denne underliggende utilfredshed, der kan forklare, hvordan en anti-vaccinations-, notorisk racistisk farcekandidat som Robert F. Kennedy, Jr. kan score så meget som 24 procent i meningsmålingerne som uafhængig, eller hvorfor den højreorienterede demokratiske senator Joe Manchin kan kaste sig ud i en ’uden etiket’-valgkamp for at ’mobilisere midten’, der kan få valget til at tippe både den ene og den anden vej.

 

Man skal ikke undervurdere, hvad det vil betyde, hvis Trump igen bliver præsident, med de kz-/deportationslejre, han har stillet i udsigt at indrette for asylansøgere, bortvisning af studerende for pro-palæstinensisk aktivisme, målrettede indskrænkninger af pressens ytringsfrihed, massefyringer af regeringsansatte for at erstatte dem med regimetro væbnere, benådninger en masse af 6. januar-oprørerne, samt guderne må vide hvilket kaos, hans ledelse af en imperialistisk magt med ambitioner om verdensherredømme, vil afstedkomme.

 

Den valgkamp, der bliver ført af hans største republikanske rival, Nikki Haley, bliver støttet af de stenrige Koch-brødre, der repræsenterer et forsøg på at konsolidere et lodret reaktionært, men mere establishment-agtigt neokonservativt alternativ til Trumps galoperende kriminalitet og udsigterne til hans anden præsidentperiode. Det vil helt sikkert appellere til en stor del af USA’s kapitalistiske herskende klasse.

 

Aktivisme og ironier

For at undgå et énsidigt, alt for trist og dystert billede af tingenes tilstand, vil vi trække nogle eksempler frem på tiltag for at trække samfundet i en progressiv retning, og som har gjort en forskel. For det første er der opsvinget i faglig aktivisme, kulminerende med store indrømmelser til bil- og postarbejdere, og fremskridt med hensyn til at organisere arbejdssteder som Tesla og Amazon.

 

For det andet, at gaderne, på et ekstremt vigtigt tidspunkt, fyldes af menneskemængder, der kræver våbenhvile i Israels krig imod Gaza og Palæstina.

 

For det tredje er der den vedvarende væmmelse i den brede befolkning over højrefløjens kyniske og modbydelige anti-abort-ekstremisme, der er parat til at ofre kvinders liv i ’pro-life’-sagens navn, sammen med bogforbud og undertrykkelse af vælgergrupper på enkeltstatsbasis.

 

Den slags eksempler viser, at der bliver ved med at være klassekamp og sociale bevægelser, som det også kommer til udtryk i utallige enkeltstatslige og lokale kampe, herunder bl.a. vedrørende abort, LGBT+ og boligretfærdighed. Den kendsgerning, at alle disse kampe ikke skaber megen positiv energi på den nationale valgkamps niveau, er en af mange indikationer af et forkrøblet og dysfunktionelt politisk system.

 

Vi vil ikke her kaste os ud i at forudsige eller tygge drøv på meningsmålinger, eller lige nu seriøst overveje mulighederne for et uafhængigt progressivt alternativ, men se nærmere på nogle af mange ironier i begyndelsen af valgkampen.

 

Hvis der er ét politisk område, hvor Biden-Harris-administrationen har sat milepæle og vundet anerkendelse, er det i den generelle håndtering af økonomien efter pandemien. Og så er det lige netop dér, hvor opinionsmålinger viser ’større tillid til republikanerne’, hvis initiativer har været de mest skamløse i retning af at gøre de rige rigere, og de fattige fattigere.

 

Det er en forbløffende pr-triumf for plutokrati klædt ud som populisme. Demokratiske eksperter og rådgivere er slået helt ud af, at ’Bidenomics’ ikke har fået den påskønnelse, som den havde fortjent.

 

Det er rigtigt, at Biden-Harris-administrationen fremsatte et Build Back Better-program, der havde forandringspotentiale, selv om en del af det fremtrådte i en nationalistisk retorik for at imødegå Kinas fremgang. Da det kom fra Bernie Sanders’- skrivebord og Green New Deal’ernes ambitioner, indeholdt det seriøs føderal finansiering af infrastruktur og energiomstilling, op til noget i retning af halvdelen af det årlige militære budget.

 

Takket være senator Manchin og andre blev den bedste del af planen rullet tilbage til det, der blev til ’Inflation Reduction Act’. For eksempel udgik de tilskud til pandemihjælp, der ville halvere børnefattigdommen – en bedrift, der taler for sig selv i dette ekstremt ulige samfund! Og på den måde steg børnefattigdommen i Manchins egen stat, West Virginia, ifølge det officielle Census Bureaus skøn, fra 20,7 til 27,0 procent mellem 2021 0g 2022, det højeste i hele landet.

 

Det allervigtigste var, at de målbare gevinster ved opsvinget landede hos højindkomst-segmenterne af befolkningen, som havde mindst brug for dem. Folk med lavere mellemindkomster, eller mindre end det, mærkede stort set ingen forskel i deres dagligliv.

 

Inflationen er et godt stykke under de 8 procent, som den var på sit højeste, men det gør stadigvæk, at priserne på basale nødvendigheder er langt højere, end de var, og samtidig stiger rentesatsen hos Centralbanken stejlt, hvad der angiveligt er nødvendigt for at bremse inflationen, og som har forværret en boligkrise, der især rammer unge, og også mange ældre borgere med lave indkomster.

 

Resultatet er, at den makroøkonomiske statistik for øjeblikket ser rimeligt god ud, men for mange millioner mennesker opleves det nære livs økonomi ikke på samme måde. Det går ud over fremtidsudsigterne for den siddende administration, det vil sige for Biden i 2024, som det gjorde for Trump i 2020.

 

Mere ironi: Demografi

Der er én faktor, der burde trænge det republikanske parti ud i permanent marginalisering, netop nu, hvor det suser afsted mod højreekstremistisk galskab, og det er, at USA ikke længere demografisk er et ’hvidt’ land, og at yngre generationer er helt anderledes end tidligere.

 

Det er lige præcis unge, afro-amerikanere og andre ikke-hvide eller immigrant-fællesskaber, og LGBT og non-binære, der er yndlingsskydeskiver for tilhængere af hvidt overherredømme, kristent-nationalistiske og højrefløjs-religiøse ideologier, der gennemsyrer det republikanske parti, herunder selvfølgelig Trump-kulten, men ikke kun den sektor.

 

Og dog er det lige så præcist blandt disse unge, færre hvide og færre rige sektorer, hvor demokraternes formodentligt overvældende flertal snævrer ind. Opinionsundersøgelser viser, at næsten en fjerdedel af afro-amerikanere foretrækker Trump frem for Biden, et forbavsende udslag af desillusionering, selv om den nok ender op med at være kortlivet.

 

Hvad er der sket? Frem for alt tror vi, at demokraterne har oversolgt og underleveret af mærkbare forandringer. Det gælder raceretfærdighed, gældssanering for studerende, immigrationsreformer, initiativer imod klimaforandringer, og meget mere. Og til dels også, fordi det kun var et spørgsmål om tid, før følelsen af befrielse fra det (første) Trump-mareridt klingede af.

 

I en vis udstrækning er det Bidens alder og urokkelighed, der får det til at se skidt ud. Men et af de temaer, der gør virkelig ondt på demokraternes 2024-muligheder, er ikke, at det er Biden, der er senil, men amerikanske politik, der er det.

 

Det træder i særlig grad frem i Israels folkemordskrig mod Gaza. Den yderst vigtige unge del af demokraternes vælgerbasis sympatiserer i stigende grad med Palæstina og er frastødt af partiets ubetingede støtte til Israel, og de lader sig ikke længere føre bag lyset af tynd snak om en for længst afdød ’tostats-løsning’. Genoptagelsen den 1. december af Israels totaloffensiv, sammen med det israelske militærs og bosætternes eskalerende morderiske vold, sætter yderligere fart i den voksende og absolut nødvendige afsky for Washingtons aktive meddelagtighed i massakren.

 

Hvad angår de arabisk-amerikanske og palæstinensiske lokalsamfund, er raseriet over for ’folkemords-Joe’ Biden svær at beskrive, hvis man ikke har været vidne til det. Ledere i lokalsamfund som Dearborn, Michigan, nøglen til den demokratiske succes i 2020, sværger helt åbent på, at ’vi vil aldrig stemme på Biden igen, selv hvis alternativet er værre’. Det er umuligt at sige lige nu, om denne følelse vil give sig udslag i stemmer eller ikke-stemmer til november – idet vi må huske på, at ’al politik er lokal’ – men demokraterne lukker bevidst øjnene, hvis de undervurderer betydningen af det.

 

En anden faktor, der må holdes nøje opmærksomhed med, er strømmen af penge fra AIPAC (American Israel Public Affairs Commitee) og andre højreorienterede kilder for at slå progressive, pro-palæstinensiske medlemmer af Repræsentanternes Hus som Rashida Tlaib, Cori Bush og Ilhan Omar i primærvalgene. AIPAC har lovet at smide 20 millioner dollar efter enhver kandidat, der vil udfordre Rashida Tlaib. Hvis der er nogen i den demokratiske ledelse, der kunne finde på at fifle med den slags, kan det få fatale konsekvenser for valget.

 

Indvandringskrise

Et andet tema, der plager Biden-administrationen, er tydeligvis indvandrings- og asylkrisen. Det er er et meget stærkt eksempel på en imperialisme, der skaber et problem, som den ikke kan løse. Antallet af desperate flygtninge og asylansøgere, der søger at krydse grænsen mod syd, og presser store og små byer i USA og det nordlige Mexico og støttenetværk, der forsøger at sørge for husly og mad til dem.

 

Flygtningekrisen er helt igennem skabt af årtiers destruktive tiltag: årtier med ’frihandel’, der har gjort det af med det meste familielandbrug i Mexico, folkemordsagtige kontrarevolutionære krige i Centralamerika, økonomiske sanktioner, der er den primære årsag til opløsningstendenser i Venezuela og Cuba, den ene katastrofale intervention i Haiti efter den anden, og mere til.

 

Og værst af alt, 50 års vanvittig ’krig mod narko’ i USA, der ikke kunne være mere perfekt udført til at overdrage handelen med narko til voldelige forbryderkarteller, samtidig med, at det koster liv og smadrer lokalsamfund i Nordamerika. Og oven i alt dette de eskalerende indvirkninger på klimaforandringerne, der fjerner folks eksistensgrundlag, som for eksempel kaffedyrkning i Honduras. Vi har tidligere bemærket, at den desperate immigrationstrafik og de uundgåelige katastrofer, der er knyttet til den, har et globalt omfang, ligesom ulykkerne i Middelhavet, og de grusomheder, som de italienske, britiske og andre europæiske regeringer begår.

 

Det er en krise, der gnaver sig ind i den hjemlige tillid til Biden-administrationens greb om politik, selv om den ikke har skabt den – og selv om ’alternativet’ er republikanernes utilslørede sadisme.

 

En nyligt vedtaget lov i Texas tillader det lokale politi at arrestere mistænkelige ’illegale’ med ethvert påskud, eller helt uden, og lokale domstole at sætte gang i anholdelser og deportationer. Ved at tilrane sig føderal jurisdiktion over immigration er denne lov så åbenlyst forfatningsstridig i sin anvendelse, og så fascistisk i sine implikationer, så det fremherskende White Supremacy Court of the United States (WSCOTUS)-flertal sikkert vil lade den stå ved magt. ACLU (American Civil Rights Union) vil rejse sag, før den træder i kraft i februar.

 

Der er ét område tilbage, hvor det republikanske parti ser ud til at være fast besluttet på at ødelægge sig selv: deres fremstød for at føre forbuddet og kriminaliseringen af abort over hele USA.I den ene stat efter den anden, hvor vælgerne har skullet træffe afgørelse om retten til abort, har den vundet. De gruopvækkende implikationer af et republikansk indtog i Det Hvide Hus og flertal i Kongressen, vil fastholde ikke bare kvinder, men en stor del af det samlede vælgerkorps, på demokraternes side. Republikanernes mål om at fortsætte et kuldsejlet anti-abort-korstog er rodfæstet i denne sags centrale placering i den altomfattende ’kulturkrig’ mod litteratur om køn, race og samfundet – på biblioteker, skoler, højere uddannelsessteder, og hvor som helst ellers.

 

Dette spøgelse kan kun med nød og næppe bevare demokraternes greb om magten efter et 2024-præsidentvalg, som næppe nogen uden for Trump-dyrkelsen reelt ønsker. Det er et meget tyndt strå at klamre sig til, og i hvert fald ikke noget, som en progressiv venstrefløj vil sætte sin lid til. Kampen for et alternativ må vi søge andre steder, til en begyndelse i den voksende aktivisme for retfærdighed på arbejdspladsen, for Palæstina, for immigration og for reproduktion!

 

1. januar, 2024

 

Oversat fra Against The Current af Niels Overgaard Hansen