En af de største strejker i Nordamerikas historie fandt sted denne vinter, og kampen fortsætter. 420.000 offentligt ansatte i Québec inden for sundhedspleje og uddannelser strejkede i syv dage fra 8. til 14. december.

af Shannon Ikebe

Læsetid: 6 minutter

Offentligt ansatte i den faglige alliance Front Commun demonstrarede i Montréal, Québec den 23. november. Foto: CCMM-CSN.

 

De strejkende var forenet i en ’Fælles Front’, bestående af fire store fagforbund, og strejken kom efter arbejdsnedlæggelser på mellem en halv dag og tre dage i november.

 

Ud over Fælles Front, strejkede 66.500 fra et af lærerforbundene, FAE, i mere end en måned, og mere end 80.000 sygeplejersker fra deres forbund, FIQ, fra 11. til 14, december.

 

Så alt i alt strejkede 570.000 ud af Québecs befolkning på 8,5 millioner, imod deres arbejdsgiver, Quebécs regering, ledet af centrum-venstre premierminister Francois Legault.

 

I slutningen af december meddelte Fælles Front og FAE, at de havde indgået en foreløbig aftale. Indholdet af den vil blive drøftet af medlemmerne i de kommende uger. Forhandlinger for andre offentlige sektorer, herunder FIQ (sygeplejerskerne) er stadigvæk i gang, og flere strejker kan blive nødvendige.

 

Strejkekrav

Lønkrav har været i centrum, fordi inflationen har ført til en stigning i leveomkostningerne. Fælles Front kræver lønstigninger i forhold til inflationsraten + 2 procent for 2023 (eller 100 canadiske dollar (ca. 500 kroner) pr. uge, hvis den er højere), inflationsraten + 3 procent i 2024, og 4 procent i 2025.

 

Gennemsnitslønnen for offentligt ansatte er mindre end 44.000 dollar (ca. 223.000 kroner) – mindre end den løn, som det anses for muligt at leve af. Regeringen tilbød til at begynde med 9 procent nominal lønstigning over 5 år, og lidt mere efter flere dage med strejke, men stadigvæk mindre i realløn, når man tæller inflationen med.

 

De strejkendes krav vedrørende arbejdsforholdene er også af offentlig interesse: nedskæringer af normeringer for patienter eller studerende eller medarbejdere, tilstrækkelige støtteressourcer og mindre overarbejde. Québec lider under en enorm mangel på sygeplejersker og lærere.

 

På uddannelsesstederne presser fagforbundene på for CO2-neutralitet dér, hvor man arbejder, bakket op af en mobilisering af menige ansatte, der er optaget af klimaretfærdighed.

 

Den feministiske dimension af strejken er meget markant: 78 procent af Fælles Front-ansatte er kvinder. De er så underbetalte og belastede af overarbejde, at halvdelen af lærerne siger op inden for fem år, og sygeplejersker arbejder på tvunget overtid for at dække manglen på personale ind.

 

Kun tre år efter, at sundhedsarbejdere blev hyldet som ’skytsengle’, træder hykleriet frem i al sin nøgenhed: Québecs offentlige og private arbejdsgivere er afhængige af læreres og sygeplejerskers arbejdskraft, men vil ikke betale for den.

 

I Nationalforsamlingen har Christine Labrie fra det venstreorienterede parti Québec Solidaire kritiseret regeringen for at ’udnytte kvinderne’, en måde at sige det på, der hurtigt blev forbudt i parlamentet. ’En skam, det ikke blev forbudt at udnytte dem i stedet for’, var Labries kommentar, som derpå efterspurgte på Facebook, ’hvilke ord, man så skulle bruge, når man blev tvunget til at arbejde over, når man skulle arbejde timer uden løn, når man permanent var løst ansat, når man var totalt udkørt af en alt for stor arbejdsbyrde, og så videre.’

 

Generalstrejke?

Strejkerne nyder en ekstraordinært høj grad af opbakning fra medlemmer og i offentligheden. Fælles Front og FIQ-ansatte stemte for mandat til at fortsætte strejken, med 95 procent flertal – helt frem til en ubegrænset generalstrejke. Opinionsundersøgelser har også vist stor tilslutning fra offentligheden, 70 procent af Québecs befolkning støttede strejken.

 

Strejkevagter over hele Québec får opmuntringer fra forbipasserende og dyt fra bilisterne, og støttegrupper blandt lærerne blomstrer også. Grundlaget for Legaults regering smuldrer. Selv om regeringspartiet CAQ i 2022 vandt en jordskredssejr, så er den nu i frit fald i meningsmålingerne, og ligger under Parti Québecois, et oppositionsparti, der går ind for, at Québec skal være uafhængigt.

 

Fælles Front-forbundene var i en gunstig situation til at gå videre til en ubegrænset generalstrejke, da de allerede havde meldt ud, at det kunne blive i januar. Hvis delegerede eller medlemmer stemmer den foreløbige aftale ned, er det stadigvæk en mulighed.

 

I Québec og Canada er en strejke altid truet af ’særlovens’ spøgelse, den såkaldte ’tilbage-til-arbejde’-lov, der kan gennemtvinge en afslutning af strejken. Som historikerne Martin Petitclerc og Martin Robert har dokumenteret, så har Québecs regering ført an i Canada med at skærpe dette juridiske våben imod en forholdsvis militant arbejderklasse i denne stat, ved at gribe til stadig hårdere straffe, herunder bøder, tab af anciennitet for organiserede arbejdere og faglige rettigheder, hvis de fortsætter strejken. Strejker inden for den offentlige sektor i Québec er på den måde blevet brudt af en sådan politisk undertrykkelse, blandt andet i 1972 og 1983.

 

Er den nuværende strejkebølge i fare for at lide samme skæbne, især hvis den udvikler sig til en ubegrænset generalstrejke? Siden Canadas Højesteret i 2015 anerkende den forfatningsmæssige ret til at strejke, er to tilbage-til-arbejde-love kendt forfatningsstridige af Québecs domstole.

 

Men det lovgivningsmæssige landskab forbliver usikkert, fordi regeringer kan få lovgivning igennem, der underkender forfatningsmæssige bestemmelser, og domstolene har ikke kendt alle tilbage-til-arbejder-love forfatningsstridige. Så vi kan kun tvinge regeringen til tilbagetog, hvis vi fastholder og udvider vores kamp, og skærper vores beslutsomhed og øger vores offentlige støtte endnu mere. Det bliver yderst vigtigt, at arbejderne mobiliserer for at forhindre forbundsledelserne i at ophøje en forhastet aftale til en utilstrækkelig og mangelfuld overenskomst, som det skete i 2015. Lige nu er det os, der har momentum.

 

Historiske muligheder

I Québec vækker Fælles Front minderne fra den skelsættende strejke i 1972, hvor arbejdere høstede meget betydelige gevinster på trods af den undertrykkelse, der satte en stropper for strejken efter 11 dage og bragte tre forbundsledere i fængsel.

 

Meget af det, der blev vundet – herunder opjusteringer af leveomkostninger, så de svarede til inflationen – er smuldret efter årtiers indrømmelser fra arbejderbevægelsens side. Den nuværende strejke åbner ikke bare en mulighed for at rulle disse indrømmelser tilbage, men også en chance for at udvide kampen til hele samfundet og lægge grundstenene til en periode med grøn og social omstilling..

 

Hvis den foreløbige aftale ikke imødekommer de behov og forventninger, som de menige arbejdere har vakt undervejs i kampen, så er det vigtigt, at vi udøver vores ret og magt som arbejdere til at fortsætte mobiliseringerne.

 

9. januar 2024

 

Shannon Ikebe er akademiker i Montreal, Québec, og medlem af FNEE-CSN (en del af Fælles Front).

 

Oversat fra Labor Notes af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com