En bølge af strejker og demonstrationer ruller over Portugal et år efter, at det socialdemokratiske Partido Socialista vandt et absolut flertal i parlamentet.

af Jorge Costa

Læsetid: 6 minutter

Partiets leder Antonio Costa afviste i slutningen af 2021, da han stadig var leder af en socialdemokratisk mindretalsregering, kravene fra de to partier på venstrefløjen – Venstreblokken og Kommunistpartiet, om reformer på arbejdsmarkedet og investeringer på sundhedsområdet. Det førte til valget i januar 2022, hvor han med et løfte om at skabe politisk stabilitet lykkedes at opnå et absolut flertal, men et år senere er det endt i et parlamentarisk dødvande og en regering, som er lammet af konstante interne stridigheder og ikke har et svar på de voksende problemer.

 

I løbet af det første år er tre elementer gået op i en højere enhed: en underminering af de politiske standarder for regeringsførelse, en alliance med arbejdsgiverne om en social pagt om lønninger (underskrevet af arbejdsgivernes sammenslutning og den socialdemokratiske landsorganisation UGT) og et løfte om at beskytte den økonomiske elites ekstraordinære profitter i en tid med voksende inflation. Det har ramt særlig hårdt for en befolkning, hvor næsten 40 procent lever i fattigdom, hvis man ikke medregner de sociale ydelser. [I 2021 levede 1.9 millioner under fattigdomsgrænsen, dvs. med mindre end 554 euro netto om måneden, og situationen er forværret i 2022].

 

En række skandaler har rystet regeringen, selv om nogle af dem ikke har haft juridiske konsekvenser. På kun 9 måneder er 13 topfolk i regeringen trådt tilbage (11 statssekretærer [politisk udpegede ”departementschefer”, o.a.] og to ministre). Når premierministeren beslutter at udnævne en tidligere borgmester [Miguel Alves] til statssekretær, selv om han har været anklaget i to retssager, uden at bede om nogen forklaringer og ender med at måtte acceptere hans opsigelse (i november 2022), så bliver det en politisk sag.

 

Det var ikke en kriminel handling af udpege Alexandra Reis til statssekretær, efter af hun forlod det portugisiske (overvejende statsejede) luftfartsselskab TAP med en kompensation på en halv million euro. Finansministeren, som valgte hende, var ikke villig til at forholde sig til milliongaven, som regeringen selv havde godkendt. Det er måske ikke en forbrydelse, men det er en åbenlys overtrædelse af de etiske standarder, der burde vejlede regeringen.

 

Dette er symptomer på en råddenskab hos et absolut flertal, som efter kun et år ved magten, udstiller den samme arrogante og fordækte kultur, som kendetegnede tidligere flertal af samme type, også dem fra Partido Socialista.

 

I 2022 var inflationen højere end på noget tidspunkt de sidste 30 år (7,8 procent), og de seneste prognoser for 2023 om et langsomt fald i tempoet (5,4 procent) bekræfter, at købekraften for lønninger og pensioner vil blive ved med at udhules. Priserne fortsætter med at stige, især på fødevarer, hvor inflationen er på mere end 20 procent, med de værste konsekvenser for de fattigste.

 

Regeringen insisterer på den tese, som også støttes af EU, at en inflationsdækning af lønninger og pensioner vil sætte yderligere fart på inflationen. Den gennemsnitlige lønstigning for offentlige embedsfolk er kun 3,6 procent (og mindre for de lavest lønnede). Og aftalen mellem regeringen/arbejdsgivere/UGT fastlagde en grænse på 5 procent for lønstigninger, som bliver aftalt på det private arbejdsmarked. Reelt er det en del mindre end inflationen, og samtidig forgylder man virksomhederne med skattenedsættelser. I praksis fastfryser de fleste virksomheder lønningerne eller giver lønstigninger under dette niveau.

 

Påstanden om inflationsspiralen modsiges af virkeligheden: Inflationen stammer ikke fra lønningerne, men er først og fremmest et resultat af en spekulativ bevægelse, som fremmer overførsler til kapitalen fra arbejdernes indkomster i deres egenskab af forbrugere og skyldnere. I Portugal har denne fattiggørelse af arbejderklassen og denne uddybning af den sociale ulighed en nylig parallel i de nedskæringsdiktater, der blev udstukket af Trojkaen (EU-Kommissionen, Valutafonden og Den Europæiske Centralbank) i begyndelsen af sidste årti. Profitterne hos de største økonomiske grupper er skyhøje, og 15 firmaer på børsen i Lissabon udbetalte et udbytte på 2,5 milliarder euro til deres ejere – det højeste beløb nogensinde. Og samtidig påstår regeringen, at den er offer for gentagne internationale kriser.

 

Lærere i oprør

Lærerne og andet professionelt personale inden for uddannelse er i oprør af flere grunde. De er ramt lønnedgang, et kvotesystem, som blokerer for karriereforløbet, tilsidesættelse af optjening af anciennitet, usikre ansættelser og manglende kompensation for rejseudgifter til skoler langt fra hjemmet.

 

Situationen er ikke ny, men reallønsfaldet under inflationen har sat skolerne i brand. Forringelsen af karrieremulighederne som lærer har fremmedgjort unge generationer fra faget, samtidig med at tusinder går på pension. Manglen på lærere mærkes allerede i mange fag, alderstrin og områder i landet. Tusindvis af børn og unge havde allerede før strejkerne ikke adgang til undervisning på grund af lærermangel. Og situationen bliver værre for hvert år.

 

I stedet for at finde løsninger i form af en dækkende beregning af tjenestetiden, betaling af rejseudgifter eller ved at indføre bonusordninger til fattige områder (som man har gjort for politi eller læger), har regeringen valgt at angribe lærernes strejkeret. Forløbet i forhandlingerne peger på meget begrænsede og utilstrækkelige resultater og derfor også en fortsat kamp, hvor lærerne er mobiliseret på et rekordhøjt niveau.

 

Retten til en bolig

Den Europæiske Centralbank har annonceret en ny forhøjelse af referencerenten, som nu er nået op på 3 procent. Rentestigningen presser økonomien i retning af stagnation, skader beskæftigelsen og lønningerne uden at berøre hovedårsagerne til inflation – udbudsflaskehalse og spekulation. Rentestigningen har en direkte effekt på indkomsterne for folk med boliglån, som har set bankrenterne stige med op til 50 procent, uden at man har nogen effektiv mulighed for at sikre sig.

 

I Portugal er den grundlæggende ret til en bolig endnu ikke en realitet. På mindre end et årti er huspriserne fordoblet, og huslejerne er blevet 50 procent dyrere. Boligudgiften udgør en voldsom andel af indkomsten – et resultatet af en politik, der har fremmet spekulation og boliger til luksusturisme. I 2015, da socialdemokraterne kom til magten, var boliger allerede en tikkende bombe, men intet forhindrede den nye regering i at opretholde de love, der fremmer salg af fast ejendom til udenlandske kapitalinteresser. Med støtte fra højrefløjen satsede man endda på at skabe nye former for økonomisk vinding på ejendomsmarkedet. Ved at udnytte de lave (og endda negative) renter strømmede international kapital ind i den sikre fortjenester på fast ejendom.]

 

I Lissabon vokser kampagnen for en folkeafstemning om boligpolitikken med det formål at begrænse muligheden for at bruge boliger til indkvartering af turister. I de største byer er der planlagt demonstrationer for retten til en bolig den 1. april, hvor man forventer massiv deltagelse, også med krav om lønforhøjelser og klimahandling. Det bliver et varmt forår.

 

19. februar 2022

 

Oversat og bearbejdet fra International Viewpoint af Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com