Foto: Demonstration mod pensionsreformen 6. april 2023. Teksten lyder: “Macron er affald”. Copyright : Photothèque Rouge /Martin Noda / Hans Lucas

På den 11. aktionsdag torsdag den 6. april, til forsvar for pensionerne og mod Macron, var der igen millioner på gaden og hundredtusinder i strejke i en opstemt, festlig atmosfære. Det på trods af politiets undertrykkelse og på trods af de nationale fagforeningsledelsers afvisning af både at organisere en generalstrejke på ubestemt tid eller at give reel støtte til de mere yderligtgående dele af arbejderne, som f.eks. arbejderne på olieraffinaderierne der blokerer olielagre med massestrejker (i mellemtiden sendte regeringen urobetjente ind og pålagde nogle arbejdere at gå tilbage til arbejdet).

Konflikternes niveau

Torsdagens aktionsdag tiltrak færre demonstranter, men stadig millioner, i 370 demonstrationer over hele Frankrig. Arbejdsgivernes repræsentanter klagede i denne uge over, at hver aktionsdag “koster halvanden milliard euro”. I Italien og Belgien har der været nogle solidaritetsstrejker. Unge mennesker er langt mere til stede ved demonstrationerne i denne uge, hundredvis af gymnasier og snesevis af universiteter blokeres regelmæssigt, og parolerne er mere radikale end tidligere. Torsdag råbte hundredvis af unge i Paris “vi er unge, tændte og revolutionære”, mens en barrikaderet gymnasieskole i det centrale Frankrig genlød af råbet: “Ned med staten, strisserne og fascisterne!”. I Paris bad en forvirret norsk popsangerinde, Girl in Red [Marie Ulven Ringheim, o.a.], i sidste uge sødt sit koncertpublikum om at lære hende lidt fransk. Salen brød ud i en af sangene: “Macron, démission!” (“Macron, gå af!”).

Der er igangværende strejker inden for olie, luftfart, havne og energisektoren, selv om renovationsarbejderne og flere vigtige jernbanestationer har suspenderet strejkerne, fordi de føler sig isolerede efter tre eller fire ugers strejke. Og hver dag er der lokale demonstrationer eller blokader af motorveje eller engroscentre. For et par dage siden diskuterede over tusind studerende på universitetet i Tolbiac i Paris sammen, hvordan vi skal komme videre.

Konflikten med Macron befinder sig på et højt niveau. Ingen af parterne er villige til at give efter, og bevægelsen hverken accelererer eller kollapser. I takt med at oprøret fortsætter, er det vigtigt at overveje en politisk strategi. Hvordan klarer venstreorganisationerne sig, når de står over for et enormt oprør med stor folkelig opbakning og en strategi fra de nationale fagforeningsledelser, der ikke fører til sejr?

Venstrefløjens organisationer sat på prøve

En historisk social eksplosion er altid en test for enhver venstrefløjsorganisation. I denne artikel vil jeg kort evaluere den franske venstrefløjs forskellige fløje af i lyset af krisen. Det er en vanskelig øvelse. Mange tusinde aktivister fra alle venstrefløjspartierne (og mange uden for partierne) har gjort et fremragende stykke arbejde med at organisere strejker og protester, med at uddele flyveblade og afholde valgmøder, med at opmuntre til kreativitet og oprør. De fleste af dem har gjort mere end jeg, så jeg ønsker ikke at fremstå som en rød professor, der giver dem karakterer ud fra en skala. Men vi er nødt til at vinde denne kamp og mange flere, for at forsvare os selv og i sidste ende slippe af med kapitalismen, så strategierne skal analyseres og kritiseres åbent.

Frankrigs politiske landskab i dag er formet af årtiers neoliberalisme og den stærke kamp mod den. I 1995, i 2006 og i 2019 lykkedes det enorme strejkebevægelser at vinde defensive kampe mod angreb på pensionen eller mod angreb på arbejdstagernes aftalevilkår. I 2003, 2010 og 2016 de blev massive bevægelser slået ned af regeringen, og der blev gennemført love, der reducerede pensionerne og gjorde det meget lettere at afskedige arbejdstagere.

Der er to vigtige punkter her. Den ene er, at alle disse kampe, lige som den kamp der foregår lige nu, er defensive kampe for at forhindre de neoliberale i at tage noget fra os. De er inspirerende, men ikke desto mindre er de defensive. For det andet er de præget af et højt niveau af politisk klassebevidsthed. Millioner af ældre arbejdstagere strejkede og protesterede i 2006, da regeringen truede med en dårligere overenskomst for ansatte under 26 år. Millioner af arbejdstagere, der ikke er personligt berørt af det nuværende Macron-angreb på pensionerne, deltager alligevel begejstret i bevægelsen. Tanken om, at “en skade for den ene er en skade for alle” og forståelsen af, at hvis de slår os i denne kamp, vil de være endnu stærkere til den næste, er ekstremt udbredt.

Endelig må vi forstå, at selv når de eksplosive bevægelser ikke fik gennemført deres umiddelbare defensive krav, blev regeringerne generelt tvunget til at skrinlægge en lang række andre angreb, som de havde planlagt (som i denne måned, hvor de skrinlagde en racistisk indvandringslov og også suspenderede en plan om at genindføre to ugers national værnepligt for alle unge).

Efter Socialistpartiets selvdestruktion

Det er denne energiske klassekamp, der har formet det politiske landskab i dag. Socialistpartiet mistede vælgernes tilslutning, efter at den socialdemokratiske regering i 2016 indførte nye arbejdsmarkedslove, der smadrede de nationale overenskomster, reducerede betalingen for overarbejde osv. Ved valget i 2022 fik partiet 32 medlemmer af parlamentet – ti gange færre end i 2012!

Men de millioner af mennesker, der deltog i de massebevægelser, som jeg har nævnt, og som somme tider vandt, somme tider tabte, søgte et politisk udtryk for deres modstand mod neoliberalismen. De blev ikke til millioner af marxister, fordi marxismen stadig var meget fast forbundet med stalinisme og sovjetisk imperialisme i folks bevidsthed, og fordi de marxistiske organisationer ikke var store nok eller kloge nok til at vokse meget. Men folk søgte efter en mulighed for radikale venstrefløjsoprørs, og det var det, der gjorde France Insoumise (FI – Det Ukuelige Frankrig) muligt. Hvis man forestiller sig, at Jeremy Corbyn i Storbritannien havde forladt Labourpartiet og opbygget et radikalt venstrealternativ, som så fik syv millioner stemmer, så er det France Insoumise.

France Insoumise opfordrer til “en borgerrevolution”, som skal ske ved at feje den femte republik, hvor præsidenten har stor magt, væk og sætte en sjette republik i stedet, samtidig med at der gennemføres et meget radikalt program: Pensionering ved 60 år, overgang til 100 % vedvarende energi, 100 % økologisk landbrug, en kraftig forhøjelse af mindstelønnen, en milliard euro til foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder osv.

FI-bevægelsen og dens 74 parlamentsmedlemmer har spillet en positiv rolle i det nuværende oprør. Da premierminister Borne meddelte, at angrebet på pensionerne ville blive gennemført ved dekret, holdt alle FI’s parlamentsmedlemmer skilte op mod kameraerne med teksten “Vi ses i gaderne!”. Da de nationale fagforeningsledere indkaldte til en aktionsdag ti lange dage efter den foregående, indkaldte FI til demonstrationer foran alle de regionale regeringskontorer i mellemtiden. FI’s strejkekasse har indsamlet 900.000 euro. Og i denne uge er FI-lederen Mélenchon blevet stillet for retten af politichefen i Paris for “fornærmelse af politiet”. Han havde erklæret, at en særlig voldelig politipatrulje burde opløses, og at “de unge mænd burde have psykologhjælp”, fordi “normale mennesker ikke frivilligt sætter sig op på en motorcykel og slår folk med stave, mens de passerer forbi”. Disse få symbolske eksempler viser FI’s radikalisme.

Det er ikke overraskende, at Macron lancerer en stor kampagne mod France Insoumise. Han beskylder den for at “ønske at delegitimere vores institutioner”. Hans hårde indenrigsminister Gérard Darmanin fordømmer den radikale venstrefløjs “intellektuelle terrorisme”. Hele venstrefløjen skal være klar til at forsvare FI mod højrefløjens angreb, uanset hvilke andre uoverensstemmelser der måtte være.

Der mangler dog stadig meget i FI’s tilgang. Organisationen er på mange måder en traditionel reformistisk organisation, der ser parlamentet som centrum for sin strategi på mellemlang sigt, og som accepterer en “arbejdsdeling”, hvorefter det er fagforeningsledelsernes rolle at lede strejkebevægelsen, og de politiske partier skal holde sig ude af strategidebatter. Dette er katastrofalt, når fagforeningsledelsens strategi er så patetisk utilstrækkelig. Desuden er mange i FI’s ledelse opsat på at vinde denne kamp, så det politiske liv kommer “tilbage til det normale”, og politikken genoptages via de traditionelle kanaler. Vi marxister håber derimod, at denne kamp vil opbygge en bevidsthed og organisatorisk kapacitet, som vil få vores klasse til at nægte at gå “tilbage til det normale” politiske liv, men i stedet begynde at udforske, hvordan kapitalismen kan styrtes.

Fremkomsten af France Insoumise og dets succes med at indtage pladsen som den radikale venstrefløj har klemt det franske Kommunistparti ud. Det har stadig 50.000 medlemmer, hvoraf næsten en tredjedel er valgte lokale eller regionale byrådsmedlemmer, og det har 12 parlamentsmedlemmer. Under ledelse af Fabien Roussel forsøger partiet at indtage en plads klart til højre for France Insoumise for at opsamle nogle af de vælgere, som Parti Socialiste mistede, men som ikke lod sig friste af Macronismen, eller endda nogle af de højreekstreme vælgere. Roussel har vist dette ved at erklære sin støtte til atomkraft, ved at deltage i demonstrationer organiseret af politiets hårde højreorienterede fagforeninger og lige nu ved at prioritere kampagnen for en folkeafstemning om pensionsloven (en proces, der vil tage måneder og kræve næsten fem millioner underskrifter).

Den revolutionære tilgang

Hvad så med den revolutionære venstrefløj? I Frankrig findes der tre revolutionære organisationer med et par tusinde medlemmer hver, en med omkring tusind og fire med et par hundrede hver. En eller to af disse sidstnævnte grupper opererer inden for France Insoumise-netværkene, da FI er en yderst løs organisation. Nogle af de mest radikale aktioner, som f.eks. at tage busfulde af studerende med til massestrejker ved olieraffinaderierne eller at organisere regelmæssige tværfaglige møder på græsrodsniveau, er blevet iværksat af revolutionære. Og nogle af de vigtigste spørgsmål, som f.eks. hvordan man kan gå fra en stærk defensiv bevægelse til en offensiv mod neoliberalisme og kapitalisme, er blevet stillet af marxisterne.

Alligevel er der en afgørende mangel. Der er ingen organisation, der arrangerer offentlige møder i alle byer med titlen “Generalstrejke: Hvorfor og hvordan?”. Der er ingen organisation, der indkalder til demonstrationer foran de nationale fagforeningsledelsers regelmæssige møder og presser dem til at indkalde til en egentlig generalstrejke. De fleste revolutionære følger en strategi, der går ud på at “skubbe bevægelsen så langt fremad som muligt”. Dette er naturligvis vigtigt, men det overlader den generelle strategi til fagforeningsledelserne. Der mangler generelt en klar analyse af fagforeningsledernes rolle som professionelle forhandlere med specifikke interesser (som hurtigt kommer i konflikt med arbejdernes interesser, når kampen eskalerer).

Den 11. aktionsdag er den 13. april, men svagheden ved den ugentlige aktionsdag som eneste nationale strategi bliver stadig mere synlig. Mindre kamplystne organisationer foreslår, at løsningen er at bruge måneder på at føre kampagne for en folkeafstemning. Men det, der er brug for, er en generalstrejke på ubestemt tid.

7. april 2023

Oversat fra The Left Berlin af Poul Bjørn Berg