content-picture.php

Vi har allerede set eksempler på de overgreb og andre destruktive tiltag, som det yderste højre ved magten kan sætte i værk – over for immigranter og flygtninge, mod borgerrettigheder, mod sårbare befolkningsgrupper, endda inden for et forfatningsmæssigt styres rammer. Men hvis vi ser på Europas historie, så trænger følgende spørgsmål sig uvægerligt på: Vil det yderste højre ved magten blive ved med at holde sig inden for forfatningsmæssige rammer? Kan en yderligere fremgang for det yderste højre i sidste instans føre til etableringen af fascistiske regimer i Europa?

af Peter Drucker

Et svar på dette spørgsmål kræver klarhed vedrørende fascismens natur og evne til at skelne mellem forskellige europæiske politiske kontekster.

 

Der er en udbredt tendens på venstrefløjen til at fokusere på undertrykkelsen af fagbevægelsen og af folkelige bevægelser. Men marxistiske teorier vedrørende ekstraordinære styreformer har siden Marx’ Louis Bonapartes Attende Brumaire betonet, at de også er svar på borgerskabets manglende evne til at opretholde dets direkte styre. Med Marx’ ord, ’borgerskabet forguder sablen, sablen hersker over det’ (note 1).

Bonapartisme og fascisme har i særlig grad været i stand til at ophæve spændinger mellem forskellige kapitalfraktioner, når ’den moderne stats udøvende magt, (som) et udvalg til ledelse af det samlede bourgeoisis fælles anliggender’ (2), har vist sig ude af stand til at regere effektivt ved hjælp af det borgerlige demokratis mekanismer.

 

Nicos Poulantzas forklaring på den tyske og den italienske fascismes opkomst, hvis konklusion var, at arbejderklassens definitive nederlag havde banet vejen for den fascistiske magtovertagelse, fremhævede sådanne interne kapitalistiske spændinger som afgørende forklaringer (3).

 

Der er en række begivenheder i Europa siden Brexit-afstemningen, der peger i retning af, at kapitalen i mange lande nu slås med større interne modsætninger end på noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig. De store multinationale selskaber og banker, hvis overherredømme var reelt uantastet både på højrefløjen og inden for centrum-venstre igennem 70 år, kan ikke længere regne med, at tingene kører på deres måde: Brexit-afstemningen var jo et klart nederlag for dem.

 

Flere nationalistisk indstillede kapitalfraktioner kan påregne masseopbakning fra middelklasselag og fra fraktioner i arbejderklassen, for hvem nationalisme og/eller racisme overtrumfer klasseinteresser – sådan som den tyske og den italienske fascisme kunne på deres tid. Theresa Mays kvaler som Storbritanniens premierminister viser de stadig større vanskeligheder med at forlige disse modsætninger ad traditionel forfatningsmæssig vej.

 

Afvikling af demokratiet

Det yderste højre er allerede i nogle dele af Europa gået langt ud over et egentligt borgerligt demokrati i retning af, hvad den ungarske regeringleder Viktor Orbán med stolthed kalder et ’illiberalt demokrati.’

 

I den seneste årrække har Tyrkiet og Polen ligesom Ungarn (på forskellig vis) kombineret en løselig overholdelse af forfatningsmæssigt styre og flerpartisystem med en tiltagende underordning af staten under det regerende højreekstremistiske parti. I alle tre lande er dommere blevet udrenset og erstattet af andre, der er underdanige over for landets hersker.

 

I Tyrkiet er det ene oppositionsmedie efter det andet blevet lukket eller købt ud, og universitetsledelser (og i Tyrkiet i meget omfattende grad også universitetslærere) blevet udrenset. Der er ikke nogen som helst grund til at tro, at det yderste højre, hvis det kommer til magten i et vesteuropæisk land, vil afstå fra fristelsen til at gribe til en lignende taktik. Der er allerede en skandale i Østrig, hvor højreekstremistiske ministre har grebet ind i forhold til sikkerhedstjenesten.

 

Borgerlige ideologer har på den anden side en pointe, når de argumenterer for, at et forfatningsmæssigt styre og retssikkerhed er en fordel ud fra et kapitalistisk synspunkt.

 

Den tyske og italienske fascisme bevarede kapitalens økonomiske magt, men på bekostning af kapitalistens politiske stemmeret. Ligesom det er med Putins styre i Rusland i dag, så kan det medføre en betydelig økonomisk usikkerhed for de kapitalenheder, der ikke har tætte bånd til styret.

 

Tabet af mulighed for at foretage kursændringer på baggrund af periodiske valg kan også forøge risikoen for katastrofer, sådan som den tyske og den italienske kapital oplevede det i 1945. Jo stærkere sociale rødder og ballast af politisk erfaring den pågældende kapitalistiske klasse har, desto mere sandsynligt er det at bevare visse elementer af en konstitutionel stat – især hvis den ikke er blevet rystet i sin grundvold af et større militært nederlag eller en økonomisk krise.

 

I Vesteuropa i dag, efter 70 år med relativ stabilitet og uden større militære eller økonomiske kriser lige nu, er faren for at bevæge sig væk fra det borgerlige demokrati, selv hvis og hvor det yderste højre får deres bid af magten, mindre i nogle lande frem for andre.

 

Hvis højreekstremistiske partier skulle komme med i regeringen i koalition med den traditionelle højrefløj i lande som Frankrig eller Holland, så vil det næppe være sandsynligt – selv om pludselige, drastiske forandringer i styrkeforholdene aldrig kan udelukkes – at den traditionelle højrefløj ville give slip på sine egne interesser og positioner lige så hurtigt og gennemgribende, som Mussolinis og Hitlers koalitionspartnere gjorde det i 1920’erne og 30’erne.

 

Selv om det måske lyder mærkeligt for ’Against the Current’-læsere, så vil de foreløbige erfaringer med Trumps præsidentskab i USA højst sandsynligt pege i retning af en begrænsning af mulighederne for indførelse af et autoritært styre Vesteuropa, baseret på det yderste højre. Trump har desværre fået etableret et solidt højrefløjsflertal i USA’s Højesteret, men det betyder ikke nødvendigvis, at de højreorienterede dommere lægger sig lige så fladt ned over for ham, som de tyrkiske dommere gør over for Erdogan.

 

Og hvis det ikke ser ud til at være lige om hjørnet, at Trump lukker ’New York Times’ eller køber den ud, så er det nok noget, som udgiverne af ’Le Monde’ kan hente trøst i, hvis Le Pen skulle blive præsident.

 

Den fuldbårne fascisme er, kort sagt, temmelig usandsynlig i Vesteuropa i den nærmeste fremtid. Hvis man lige nu fokuserer på denne fare, risikerer man at trække opmærksomheden væk fra de mange, yderst alvorlige farer, som det yderste højre ved magten med sikkerhed ville indebære, især for minoriteter med hensyn til race eller seksualitet, eller for faglige organisationer. De udfordringer, som vensrefløjen står over for i dens kamp imod reaktionen er skræmmende nok endda.

 

Strategiske diskussioner

Hvis man ser på den traditionelle højrefløjs og centrum-venstres konstante tilbagetog over for anti-immigrations-offensiven, så har den yderste venstrefløj en afgørende rolle at spille i modstanden mod det yderste højre, men den yderste venstrefløj er splittet. Ansigt til ansigt med en fremstormende racisme er den mest nærliggende indskydelse for mange venstreorienterede partier at give sig til at tale om noget andet.

 

Ledelsen i Socialistisk Parti (SP) i Holland, den eneste rimeligt pålidelige anti-neoliberale parlamentariske styrke i landet, er et tydeligt eksempel på denne indstilling. Når det yderste højre foretager sig noget særligt uhyrligt, så reagerer socialisterne med en værdig og mådeholden fordømmelse. Men dets ledere siger åbent, at partiet kun kan tabe til begge sider, hvis det fokuserer på racistiske temaer: Blandt vælgere med indvandrerbaggrund, som de opfatter som i stigende grad underkastet religiøse og etniske dagsordner, som SP ikke kan acceptere, og blandt hvide vælgere, der måske vil stemme på det yderste højre, hvis deres fordomme bliver direkte kritiseret.

 

Det er en selvopfyldende profeti. Mens det hollandske Arbejderparti [socialdemokrati] blev decimeret ved valget i 2017, så gik også SP, dets traditionelle rival på venstrefløjen, tilbage, mens de Grønne og liberale med en progressiv social retorik, men en højreorienteret økonomisk politik, gik frem – ligesom det yderste højre gjorde. Også i Tyskland har de Grønne for nylig stemmemæssigt holdt trit med Alternative für Deutschland, på trods af de Grønnes neoliberale økonomiske synspunkter og stadig stærkere vilje til at gå ind i centrum-højre-koalitionsregeringer, især på grund af deres liberale image i forhold til immigration. Som kontrast til det har de tyske socialdemokraters fortsatte indrømmelser til højrefløjens fremmedhad ikke bidraget noget som helst til at fastholde deres gamle arbejderklassebasis.

 

Når et valg helt klart kommer til at dreje sig om temaer vedrørende immigranter, udenomssnak og vankelmod på disse hovedpunkter, selv når det bliver forbundet med pæne holdninger til sundhedsvæsen og boligforhold, så vil det bare overbevise mange vælgere om, at partiet er uden betydning.

 

Hvis man på denne måde viser ligegyldighed over for vælgere, der oplever sig som mål for racisme, så vil den reformistiske venstrefløj dømme sig selv til en jævn og støt tilbagegang. Især i de store byer og blandt unge er immigrantsamfund ikke alene en meget vigtig styrke, når det drejer sig om at mobilisere for at besejre det yderste højre, men også for arbejderklassens fremtid. At appellere til et svindende antal hvide vælgere er opskriften på fiasko.

 

Endnu værre end at krybe udenom racisme-temaer er det, hvis man kommer racismen i møde. Det hollandske SP har gjort dette på det seneste, især ved at gå med på ideen om, at asylansøgere skal have deres sager behandlet i centre et eller andet sted i Afrika frem for europæisk grund.

 

Enhver, der har set billeder af slaveauktioner og grusomheder mod immigranter i Libyen, må uden videre tage afstand fra sådanne forslag. Og dog har den tyske Die Linke-leder Sahra Wagenknecht fremsat lignende forslag vedrørende yderligere restriktioner for immigranter i programmet for en bevægelse ved siden af, Aufstehen, som hun lige har grundlagt.

 

I Frankrig bliver Jean-Luc Mélenchon, leder af den største kraft på den yderste venstrefløj, Det Ukuelige Frankrig, ved med fra tid til anden at flirte med støtte til franske imperialistiske interventioner og indgreb over for offentlige manifestationer af tilhørsforhold til islam, i den franske sekulære, republikanske traditions navn. Med den slags tilgange risikerer partier fra den yderste venstrefløj at vinke farvel til at spille nogen som helst rolle i kampen mod det yderste højre.

 

Et andet emne, der deler det yderste venstre, er spørgsmålet om alliancer med andre partier imod det yderste højre. I mange lande bliver store demonstrationer imod det yderste højre brugt til at fremhæve talere på tværs af det politiske spektrum, herunder den ikke-fascistiske højrefløj. Tilbage i 1980’erne og starten af 90’erne gjorde den traditionelle højrefløj meget ud af at fremtræde med et anti-fascistisk ansigt. Sådan er det i langt mindre grad i dag, når disse partier ser sig selv som det yderste højres rivaler ved valgene, for ikke at sige mulige regeringspartnere.

 

De socialdemokratiske partier konkurrerer rent faktisk i stigende grad med det yderste højre om vælgere ved at kæmpe for restriktioner i forhold til immigration og komme med opfordringer til at slå hårdt ned på forbrydelser, der sigter mod unge, der oplever sig selv som udsat for racisme. Og værre endnu – med det næste valg i sigte antyder de danske socialdemokrater, at de foretrækker at danne regering med støtte fra det højreekstremistiske Dansk Folkeparti frem for at alliere sig med andre venstrefløjspartier.

 

Under disse omstændigheder giver det ingen mening for det yderste venstre at indgå i topstyrede koalitioner imod det yderste højre med ledere fra højrefløjen og centrum-venstre. Det, der giver mening er den århundredgamle marxistiske enhedsfronttaktik: at appellere primært til det reformistiske venstres tilhængere på græsrodsniveau, der har anstændige anti-racistiske grundholdninger, og kun at arbejde sammen med de reformistiske ledere, når de kan presses til at indgå i praktiske, aktivistiske initiativer.

 

I praksis er livet indviklet, det må erkendes. Aktivister på det britiske Labour-partis venstrefløj må for eksempel bakse med den virkelighed, at deres eneste håb om på kort sigt at blokere for et reaktionært konservativt Brexit er at sikre valget af en Labour-regering, der uundgåeligt vil være propfyldt med stålsatte tilhængere af den pro-neoliberale, pro-EU-højrefløj i Labour.

 

Der er dog nogle kompromiser, der er absolut no-go. Labour-ledelsens nylige beslutning om at acceptere, at den ide, at en grundlæggende kritik af staten Israel er anti-semitisk, er et klassisk eksempel på en taktik, der svækker det yderste venstre, demoraliserer solidaritetsaktivister, støder mange tilhængere i immigrantsamfundene fra sig, og i sin yderste konsekvens går det yderste højres ærinde.

 

Nøglen til at besejre det yderste højre er ikke fortænkte institutionelle krumspring, men udenomsparlamentarisk mobilisering. Kun aktivitet på arbejdspladser og i gaderne kan sikre, at hvis Europas centrum ikke kan holde stand, så bliver det ikke det reaktionære højre, men det yderste venstre, der kommer til at træde frem med sejrens palmer.

 

Peter Drucker er med i redaktionen af det hollandske website Grenzeloos.

 

Første del af denne artikel blev bragt i Socialistisk Information den 17. november. Oversat af Niels Overgaard Hansen

 

Noter:

1. Karl Marx, The Eighteenth Brumaire of Louis Bonaparte (1852),

2. Karl Marx and Friedrich Engels, Det kommunistiske manifest (1848),

3. Nicos Poulantzas, Fascism and Dictatorship: The Third International and the Problem of Fascism, translated by Judith White, London: Verso, 1979, 139, 172-3, 199, 71-2

 

 

single.php