Valgresultatet var et fremskrift for velfærds- og især klimabevægelsen. Men hvis det skal omsættes til konkrete fremskridt, skal kampen fortsætte. For uanset resultatet af de igangværende forhandlinger, skal man ikke have illusioner om, hvad Socialdemokratiet står for ”som regeringsbærende parti”. Derfor er det vigtigt, at EL fra starten er klar til - som en kraft i og for bevægelserne - at indtage rollen som oppositionen til venstre.

af SAPs Landsledelse

Valgkampen blev en demonstration af, at folkelige bevægelser er det, der for alvor kan flytte bevidsthed og hele den politisk dagsorden. – Endda også stemmer!

 

Selv den borgerlige presse fik øje på den umiddelbare sammenhæng: At bølgen af klimastrejker på skoler og uddannelsessteder sammen med klimademonstrationernes succes var afgørende for, at klimakampen pludselig blev det dominerende valgtema. På næsten samme måde var det demonstrationerne for minimumsnormeringer landet over, der for alvor satte kød og blod på velfærdskravene.

 

Stemmemæssigt var det afgørende resultatet et massivt nederlag for regeringen og dens støttepartier. Et resultat, der indebærer Løkke-regeringens fald og dermed er et vigtigt skridt i den rigtige retning!

 

Speget resultat på udlændingepolitik
Det er forståeligt, at mange frydes over DF’s kollaps. DF har jo i en meget lang årrække været drivende for den fremmedfjendske politik.

 

Men smilet stivner unægtelig, når undermineringen af DF især skyldes to ting: For det første, at hele blå blok samt SD har adopteret stort set hele DF’s rabiat fremmedfjendske og racistiske udlændingepolitik (selv SF har bøjet mange synspunkter i den retning). For det andet, at to højreekstremistiske partier – det ene med tydelige ideologiske referencer til nazismen – fik hhv. 2,4 og 1,8 procent af stemmerne. Begge dele er bekymrende.

 

Der er i den forbindelse grund til at ærgre sig over, at bevægelsen på netop dette område var og blev ret begrænset – selv om der lokalt blev rykket noget. I al sin afskyelighed udgjorde Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen faktisk et rigtig godt afsæt for en modbevægelse med bred opbakning.  Men man fik en fornemmelse af, at et sats på en sådan bevægelse ikke fik meget opbakning fra partierne/”valgmaskinerne” – herunder desværre heller ikke i EL.

 

Hvis dette skyldtes frygt for at hype ”udlændingetemaet” og tabe stemmer på dette, var det en alvorlig fejl. Tværtimod, også på dette område viser al erfaring, at netop folkelig bevægelse rykker folkestemningen/bevidstheden i den rigtige retning. Her spildte EL centralt en oplagt chance for højlydt at distancere sig fra det yderste højre og fra de partier, som har gødet jorden.

 

EL’s valgkamp og resultat
Hvis man kaster et selvkritisk blik på Enhedslistens valgkamp, må man erkende, at heller ikke i de andre bevægelser gav vi den fuld skrue. Der var utvivlsomt mange EL-medlemmer blandt både arrangører og involverede! Og der kom da også en opreklamerings-mail eller to ud i sidste øjeblik. Men det projekt at være med til at organisere og udvikle bevægelserne – også for at sikre deres fortsættelse efter valget – syntes ikke at blive defineret som en opgave i Enhedslistens valgkamp – i hvert fald ikke på landsplan. Til trods for, at dette er den absolut vigtigste opgave på den lange bane. Endda en så banal opgave som at sikre Enhedslistens politiske synlighed til demonstrationerne fik vi i hvert fald nogle gange løst dårligt, sammenlignet med SF og Alternativet.

 

Men det var ikke manglen på fysisk synlighed, der var det største problem. Det største problem var, at vi med vores politiske slogans og valgmaterialer faldt alt for meget i ét med tapetet.
”Beskyt naturen”. ”Fattigdom skal være fortid”. ”Ret til en grøn fremtid”. ”Tryg fremtid til flygtningebørn”. Alt sammen tamme paroler, som kunne være produceret af mange andre partier. Hvem vil erklære sig uenige?

 

Vores mere vidtgående, konkrete politiske forslag, der kunne give kant til de andre partier, dukkede i bedste fald op langt nede i teksterne. Dette betød:

 

Dels at man ikke kunne se forskel på os og de andre i ”rød blok”, da disse – som altid i valgkampe – serverede valgflæsk i tykke skiver med krav, som de var imod for få måneder siden.
Dels at SF blev ”partiet med minimumsnormeringerne” og endda sammen med S (!) i vidt omfang fik lov at løbe med velfærden. Især R løb med udlændingepolitikken – og stort set alle løb med klimapolitikken!

 

Men også, at vi ikke lagde nok vægt på konkrete og markante krav, der kunne begejstre og mobilisere og tydeliggøre, hvad vi vil – og de andre i praksis ikke vil! Det kunne for eksempel være krav om brandbeskatning af de rige, om stop for stigende pensionsalder, om tilbagerulning af ghettopakken, om at tage Nordsøolien fra koncernerne og lade den blive i jorden, om momsfri økologi, om at aflyse købene af nye jagerfly, om en statsbank og om genopretning af dagpenge og kontanthjælp, osv. osv.

 

At EL ikke høstede den fremgang, vi i årevis har stået til i meningsmålingerne, men helt usædvanligt tabte terræn i valgkampen, kan skyldes mange forhold. Men én grund kan meget vel være den afblegede, SF-agtige profil.

 

EL’s opgaver og regeringsforhandlingerne
I disse dage forhandler EL med Mette Frederiksen for at sikre, at der kommer konkrete resultater, der gør det tydeligt, at der kommer i det mindste nogle resultater ud af at vælte Løkke-regeringen. Så vidt, så godt (hvis det da lykkes!).

 

Men uanset resultatet af disse forhandlinger er der – desværre – absolut ingen grund til at nære illusioner om, hvilken politik en socialdemokratisk ledet regering vil føre. Det er umuligt at forhandle det blå ud af Socialdemokratiet. Senest under Thorning-regeringen så vi, hvordan en S-R regering gennemførte en dybt asocial politik, som på mange områder måske endda ville have været vanskeligere for en borgerlig regering at komme igennem med, fordi den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse så ikke ville have lagt sig ned…

 

At Socialdemokraterne igen kan bruge de radikale som undskyldning, gør ikke udsigten kønnere. ”De økonomiske eksperter” (læs: kapitalens ideologiske korsfarere) har allerede gang i en anti-velfærds-udgifts-kampagne: ”Der er ikke råd til at indfri alle de dyre valgløfte”, ”En ny krise truer” osv. Og historien giver solidt grundlag for at forudse, at SD vil rette ind om fem minutter, så snart kapitalen råber op og rasler lidt med sablerne. – Hvis SD da overhovedet nogensinde når til antydningsvis at gøre noget andet.

 

Derfor bliver det Enhedslistens absolutte hovedopgave i den kommende tid at løfte de eksisterende bevægelser videre, så de kan fastholde og gennemtvinge deres krav. Og at bruge det positive momentum, som valgresultatet har skabt, til at være med til at styrke fagbevægelsen og at opbygge eller genopbygge bevægelser på andre vigtige områder. For eksempel blandt lejere, uddannelsessøgende og andre, der har lidt under den borgerlige politik.  Vores opgave er også at sikre demokratiet i bevægelserne, at bekæmpe pamperi og topstyring – så der faktisk kæmpes videre, også hvis og når S og måske også SF pludselig går i bakgear.

 

Det er naturligvis vores opgave i de igangværende forhandlinger at presse på for flest mulige indrømmelser – og ultimativt kræve konkrete tiltag her og nu, der gør det muligt at se forskel på Løkke og den nye regering. Men det allervigtigste i denne proces – især når indrømmelserne ender med at blive beskedne og mangelfulde – er, at vi ikke kommer ud fra forhandlingslokalet og fremstår som begejstrede støtter og måske næsten en integreret del af den nye regering.
Det er helt afgørende at fastholde EL’s uafhængige rolle. Rollen som en ”venstrefløj i sin egen ret”, med et helt andet politisk projekt end S og R.  Som ”oppositionen til venstre for regeringen”, der netop ikke er ”støtteparti” til Mette Frederiksens regering, men som selvfølgelig vil kæmpe for alle de fremskridt, der kan opnås – og kæmpe imod alt, hvad der går i den forkerte retning.

 

Det er i den position, Enhedslisten kan være den bedste motor for udvikling af stærke og demokratiske massebevægelser for progressive krav. Og det er disse bevægelser, der er helt afgørende for at flytte den politiske dagsorden, når det handler om at forsvare de umiddelbare interesser for den brede befolkning. Men også når det handler om Enhedslistens overordnede projekt: At få brudt med det kapitalistiske system, hvis profitstyring skaber klimakatastrofer, undertrykkelse og nød over hele kloden, og få erstattet det med et reelt folkestyre: et økosocialistisk demokrati.

 

SAP’s Landsledelse, den 23. juni 2019

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com