Når vi i Enhedslisten i disse måneder diskuterer strategi og organisationsudvikling, er der al mulig grund til også at kigge på andre europæiske venstrefløjspartiers udvikling. Men når det handler om Podemos’ organisationsopbygning og politiske strategi, ser der lige nu desværre ud til at være flere negative end positive erfaringer at tage ved lære af.

af SAPs Forretningsudvalg

Mandag den 12. januar blev den nye spanske regering indsat. Den består af det spanske socialdemokrati, PSOE, og Enhedslistens spanske samarbejdspartnere i Unidas Podemos – et valgforbund mellem Izquierda Unida og Podemos. Det betyder, at vi for anden gang siden den økonomiske krise i 2008 ser en europæisk regering, hvor en af Enhedslistens samarbejdspartnere deltager. Det andet eksempel var Syriza/ANEL-regeringen, der indtil i sommers regerede i Grækenland.

 

At Podemos indtræder i regering markerer på en og samme tid opnåelsen af partiets højeste mål og undergravelsen af dets raison d’etre. Podemos blev dannet i kølvandet på den spanske Indignados-bevægelse, der opstod i 2011. Bevægelsen opstod i protest mod usikre livsforhold og et fastlåst politisk system. Den krævede et opgør med finansmarkedets indflydelse på politikken og med det indspiste politiske system i Spanien, der er præget af korruption og nepotisme.

 

Podemos’  organisation
Podemos opstod som et forsøg på at give politisk udtryk til den energi, som de store folkelige bevægelser udtrykte. Det betød et opgør med den klassiske forståelse af politik, som indlejret i fastlåste rammer i magtpartierne. Organisatorisk betød det en organiseringen omkring såkaldte ‘cirkler’, der fungerede som en slags lokale grupper kombineret med et avanceret elektronisk valg- og debatsystem, der skulle give alle medlemmer indflydelse.

 

I dag fungerer cirklerne ikke så dynamisk som ved dannelsen, til gengæld har en anseelig succes på den parlamentariske bane ført til, at Podemos’ apparat, lokalt, regionalt og på statsligt plan, har fået tilført mange ressourcer. Det har omformet Podemos til et parti, der domineres af forskellige valgcykler – lokale, regionale og statslige. Det har samtidig betydet, at det aktive lag omkring udformningen af Podemos’ politik og kampagner er blevet meget direkte afhængige af pengene fra disse valg. Sidst, men ikke mindst, har det placeret magten over partiets politiske udvikling hos de parlamentariske ledere, der er mest kendte i offentligheden. Dette er blevet forstærket af det elektroniske afstemningssystem og det forhold, at der i de snart 9 år, siden Podemos blev stiftet, kun er afholdt 2 kongresser.

 

Regeringsprojektet
Hvor Podemos blev dannet som reaktion på en massiv folkelig bevægelse, så har partiet ikke formået at spille en afgørende rolle i forhold til de bevægelser, der er opstået siden dets stiftelse. Særligt bemærkelsesværdigt er partiets valne holdning til spørgsmålet om catalonernes ret til uafhængighed. En holdning, der åbenbart også muliggør, at man nu træder ind i en regering, der opretholder de politiske fængslinger af catalanske parlamentarikere og aktivister. Ligeledes dets passivt støttende rolle i den omfattende kvindebevægelse, der er opstået i Spanien.

 

I stedet for at samle den kreative energi fra de imponerende bevægelser i 2011, har Podemos udviklet sig til en organisering, der har bundet denne energi til et projekt, der har underordnet de politiske spørgsmål til målet om at kunne indgå i en regering. Det har betydet en stigende spænding mellem partiet og de bevægelser, der skulle have været dets grundlag – bevægelsernes mål og krav bliver simpelthen underlagt den taktiske overvejelse over, hvad det betyder for regeringsdueligheden. Et yderligere eksempel på dette er, at kravet om at tilbagerulle den arbejdsmarkedsreform, som det konservative Partido Popular har gennemført, er blevet til et krav om at ”bekæmpe dens værste elementer”.

 

Mere overordnet ses denne strategiske tilpasning ved, at Unidas Podemos nu er indtrådt i en regering, der har accepteret at regere efter diktaterne i EU’s budgetregler og under styring af den såkaldte ‘Budgetzar’ (EU’s budgetkommissær). I praksis vil dette umuliggøre afgørende reformer af det spanske samfund. Selv om det vil være muligt med en begrænset omfordeling, og der indgår sådanne elementer i regeringsgrundlagets skattepolitik (finansskat, nedsat moms på visse varer), så har man dermed accepteret ikke at ændre grundlæggende på den økonomiske politik, der fortsat vil være dikteret af Bruxelles.

 

Den græske venstrefløjs totale politiske, organisatoriske og valgmæssige nederlag er et sørgeligt eksempel på, hvad accepten af den slags rammer betyder i praksis. Herunder at et knæfald for disse rammer snarere baner vejen for højrefløjen end det modsatte.

 

Hvad kan vi lære af Podemos?
Perioden siden krisen i ’08 åbnede en vej for en ny type populisme på venstrefløjen inspireret i lige dele af ‘den lyserøde bølge’ i Latinamerika og ’pladsbevægelserne’ i Mellemøsten og Nordafrika. Denne periode lader til at begynde at lukke sig igen. Hvad der opstod som politiske udtryk for folkelige protester og forsøg på at oversætte bevægelse til politik, ender med at genskabe de problemer, der førte til afvisning af de politiske partier i første omgang. Podemos’ indtræden i regering og centraliseringen af den interne magt i partiet omkring den parlamentariske ledelse er et sørgeligt eksempel på denne udvikling.

 

Der er mere grund til at advare mod end til at kopiere Podemos’ organisationsopbygning og politiske strategi. Lad os f.eks. sammenligne Enhedslistens metode til med ”forståelsespapiret” på en gang at lægge spor ud for et pres på en socialdemokratisk regering og hjælpe den til magten – med Podemos’ tilsyneladende næsten SF-agtige stræben efter at få direkte del i regeringsansvaret på et i sidste ende mere eller mindre socialdemokratisk grundlag. Her vil det nok være bedre, at de spanske kammerater søger inspiration hos Enhedslisten, end det modsatte…

 

SAP’s forretningsudvalg, den 27. januar 2020

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com