På overfladen ligner forårets overenskomstforhandlinger måske dem, vi har set så mange gange før på det private område. Fagtoppens køreplan er lagt frem, ren copy paste fra tidligere år. Avisartiklerne indeholder de sædvanlige historier om nedgang i omsætningen, truende stagnation osv. Men bag kulissen er der alligevel noget, som ikke er som før... En bevægelse pibler frem.

af SAPs Forretningsudvalg

En bevægelse, der bør få alle venstreorienterede – som siden valget i sommers har ventet og ventet på at klasseopgøret og spørgsmålet om økonomisk omfordeling kom på dagsorden – til at spidse øren og finde energien frem igen.

 

OK20: Økonomisk omfordeling
Grundlaget er klart: Siden kriseårene har kapitalen hevet milliarder og atter milliarder hjem, overskuddet er steget med 100% siden 2010, 280 milliarder alene i 2018. Mens reallønnen i samme periode i gennemsnit kun er steget med 0,7% om året. Lønmodtagernes andel af værditilvæksten er dermed faldet fra 66% til 50%, mens virksomhedernes konkurrenceevne er forbedret med 20%.

 

Essensen af overenskomstforhandlingerne er, at der skal rykkes ved løn- og arbejdsvilkårene, så der sikres en omfordeling fra firmaernes overskud til lønmodtagerne. Den fordobling af “fritvalgskontoen”  (frit valg mellem løn, ferie eller pension) fra 4% til 8%, som er et gennemgående krav, er en langt større økonomisk omfordeling fra top til bund, end den nye, “røde” regering ellers har været nærheden af. En omfordeling, der via satsreguleringer (trods de store mangler ved disse) også vil betyde lidt flere penge til offentligt ansatte, pensionister og andre på overførselsindkomst.

 

Så banen til klassekampen er kridtet op. Og det er kapitalisterne mod alle os andre.

 

Noget er nyt…

I 2017 rystede en bevægelse af medlemmer på gulvet, primært i byggeriet, pludselig de faglige ledere. Da alt var klappet og forhandlet på plads, og mens medlemmerne skulle gøre deres pligt og stemme forliget igennem, opstod bevægelsen “Nej til 42 timer”. Pludselig rystede denne bevægelse hele fundamentet, og i de lukkede kontorlokaler bredte panikken sig: Måske medlemmerne faktisk ikke blot stemte som de fik besked på, og måske de faktisk kunne finde på at underkende et resultat, som alle faglige ledere – i hovedtræk – ellers havde anbefalet? Det endte som bekendt med, at 40% af medlemmerne stemte nej til forliget, herunder et flertal i 3F (mest markant 85% i deres Byggegruppe), hvilket har givet stof til eftertanke hos de faglige ledere. Der synes tydeligt at være en konklusion om, at de ikke overlever en gentagelse af dette forløb. Selv hos arbejdsgiverne har man måttet erkende, at det er begrænset, hvor hårdt man kan gå til lønmodtagerne, uden at der kommer en modreaktion.

 

På det offentlige område så vi en musketered og en OK18-bevægelse blomstre op og vise, at OK-forhandlinger kunne foregå aktivistisk, og at man kunne stå skulder ved skulder med andre faggrupper. Denne musketered på tværs af medlemsgrupper udviklede sig, også langt videre end forhandlerne ellers havde aftalt, så medlemmerne pludselig krævede solidarisk kamp for flere krav, end dem fagtoppen faktisk havde aftalt.

 

Disse begivenheder har dannet baggrunden for, at forhandlingerne alligevel har fået et twist. På trods af, at fagtoppen har anlagt samme forhandlingsforløb som tidligere, og tonedøve topfolk i Dansk Metal fremturer med deres opfattelse af, at forhandlinger foregår bedst i lukkede lokaler, at medlemmerne helst ikke skal mobiliseres for meget, og at kravene helst ikke må skrues op.
På trods af det, er der alligevel noget nyt. Allerede ved de indledende forhandlinger så man aktiviteter, mest markant da byggeriet indkaldte til en større manifestation foran Dansk Byggeri. Men også da industrien indledte forhandlingerne var der faneborg, og det samme gjorde sig gældende ved elektrikerne og blikkenslagerne. I Aarhus er der den 24. indkaldt til demonstration, og langt flere end sidst har indsendt krav til fagforeningerne og deltaget i industriens opstartsmøder. Alt dette har haft en mobiliserende effekt – som ikke alle dele af fagtoppen er lige tilfredse med.

 

Det tidligere initiativ “Nej til 42 timer” har skiftet navn til “Arbejder i bevægelse” og spiller stadigvæk en afgørende rolle i at mobilisere og danne modpol i den faglige debat. Spørgsmålet om social dumping er kørt så højt op, at det faktisk kan risikere at blive udslagsgivende for et forlig i byggeriet – og dermed risikere at vælte en hel mæglingsskitse. Og seneste nyhed fra grupper i byggeriet er, at kravet om højere mindsteløn ikke blot skal gælde i byggeriet, men i alle brancher, og udgøre et løft i bunden på tværs af fag. Netop kravet om en høj mindsteløn er et slagkraftigt og farveblindt våben mod social dumping – som i masser af fag jo handler lige så meget om underbetaling af unge, løstansatte og marginaliserede, som om immigrantarbejdere.

 

Handling gi’r forvandling
Alt i alt har historien, også den nyere, vist os, at gennem aktiv handling kan folk radikaliseres lynhurtigt. Så hvad enten det ender i forlig eller forlis, vil det være en afgørende begivenhed for forårets politiske kampe, at der sker en mobilisering i forbindelse med OK20. Denne mobilisering kan også spille ind i senforårets forhandlinger om pensionsalder, klimaplaner og i det generelle pres på den nye, “røde” regering for at rykke i den rigtige retning.

 

SUF har allerede gang i at planlægge lokale aktioner. I disse dage, hvor vi i Enhedslisten diskuterer hvilken type parti, vi skal være, er OK20 en god anledning til at huske på, hvad den helt afgørende opgave er for et socialistisk parti, der vil lave samfundet om: At mobilisere, at aktivere kollegaerne på arbejdspladsen, i branchen og på tværs af fag. At opbygge den stærke arbejderbevægelse, der sammen med alle andre undertrykte grupper har styrken til for alvor at gøre drømmene om en bedre verden til virkelighed.

 

SAPs forretningsudvalg, den 20. januar 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com