content-picture.php

Det begyndte som en spansk protestbevægelse mod korruption, nedskæringer og økonomisk ulighed. Bevægelsen blev til et samlingsparti og fik stadig større opbakning. Nu er det med i regeringen. Men hvad skete der med bevægelsen? Hvad skete der med viljen til forandring? Hvad skete der egentlig med Podemos?

af Alex Merlo, Emma Lundström

Emma Lundström fra den svenske ugeavis Internationalen har talt med en af dem, der var med fra begyndelsen: Alex Merlo fra Fjerde Internationales spanske sektion, Anticapitalistas.

 

Lyset skifter i stuen i Madrid, hvor Alex Merlo sidder, mens vi taler sammen over Skype. Han taler hurtigt og intenst. Selv om han kun er 34, har han mange års politisk erfaring. Han har nået både at arbejde på Fjerde Internationales institut, IIRE, i Amsterdam, og i Europa-Parlamentet. Det er ikke første gang, han er blevet bedt om at fortælle historien om Podemos, eller Unidos Podemos, som partiet hedder nu, efter at være gået sammen med venstrepartierne inden for Izquierda Unida. Men måske første gang efter at hans egen organisation, det marxistiske Anticapitalistas, har forladt det populistiske parti, som blev dannet i januar 2014, og som siden januar i år har været med i en koalitionsregering sammen med socialdemokraterne i PSOE.

 

Det er netop regeringsdannelsen, der har fået Anticapitalistas til endelig at tage skridtet og forlade Podemos. Men der var andre anledninger. Jeg beder Alex Merlo om at fortælle hele historien.

 

Alex Merlo blev politisk engageret, da han studerede i Madrid i 2006. I forbindelse med kampen imod privatiseringen af universitetet kom han i kontakt med folk i den organisation, der senere blev til Anticapitalistas. Da Podemos blev dannet, var han med fra begyndelsen, og arbejdede først for en af frontfigurerne, Teresa Rodríguez, og derefter i Europa-Parlamentet som assistent for partiet, der fik fem mandater ved valget i 2014. Da Miguel Urbán – det parlamentsmedlem, som han arbejdede for – blev genvalgt i 2019, valgte han at vende hjem.

 

– Jeg følte, at jeg havde fået nok af Europa-Parlamentet, siger han, og tilføjer, at han nu arbejder som tolk på freelancebasis. Derefter fortæller han om, hvordan det gik til, da Podemos blev dannet. Om protestbevægelsen Indignados, som han selv var med i, og som var en del af den omfattende protestbølge i 2010-2011. Dengang da pladsbesættelserne spredtes fra den arabiske verden til Europa og USA:

 

– Det var en massebevægelse, som virkelig rystede spansk politik. Den gjorde sig gældende i alle byer og i alle dele af landet. Det var en erfaring med selvorganisering for en meget betydelig del af den spanske befolkning. Bevægelsen havde stor opbakning, og kravet om et virkeligt demokrati gik igen og igen. Den gav også stødet til flere andre sociale bevægelser omkring mere specifikke og lokale spørgsmål. Selv om bevægelsen var meget omfattende, så vandt den ingen større sejre de første år. Samtidig havde de to dominerende partier – det socialdemokratiske PSOE og højrepartiet Poder Popular – mistet en stor del af deres opbakning. Alex Merlo mener, at det gav plads for et politisk projekt, som bragte kravene fra Indignados-bevægelsen ind i den politiske arena.

 

– Det var noget, som mange i bevægelsen forstod, og der blev gjort flere forsøg på at opbygge den slags projekter. Podemos blev det forsøg, der slog igennem, siger han, og tilføjer, at den fremvoksende protestbevægelse og krisen for det politiske system utvivlsomt udsprang af den sociale og økonomiske krise mellem 2007 og 2009.

 

Podemos var resultat af et initiativ, som Anticapitalistas tog sammen med nogle uafhængige aktivister, som partiet havde gode relationer til. Den mest kendte af dem var Pablo Iglesias:

 

-Han havde skabt sit eget tv-program, og var ad den vej blevet en velkendt talsperson for radikale ideer. Det var frem for alt lykkedes for ham at komme med i højreorienterede debatprogrammer, hvor han klarede sig godt. Han havde gjort et stort stykke arbejde sammen med nogle af vores kammerater med hensyn til politisk kommunikation. Vi havde en langvarig, god relation til ham. Han forstod også, at der var plads og mulighed for at skabe et nyt politisk projekt med bred opbakning, og han gik med til at blive dette projekts ansigt udadtil.

 

I januar 2014 fremsatte Podemos en række mål. Det skulle udvikle sig til en politisk bevægelse, baseret på en række politiske krav, inspireret af de krav, der var vokset frem i bevægelsen.

 

– Disse krav var temmelig radikale. Vi krævede f.eks. en nationalisering af banksektoren og af nøgleindustrierne, samt udtræden af NATO. Vi krævede også radikaldemokratiske og socioøkonomiske tiltag. Det var simpelthen et program, et manifest, som vi kom med, og det var tydeligt fra begyndelsen, at vi havde trykket på de rigtige knapper. Projektet blev enormt populært, meget hurtigt, fortæller Alex Merlo, og siger videre, at det blev foreslået at stille op til valget til Europa-Parlamentet, og der opfordredes til at organisere sig omkring det:

 

– De første måneder frem mod valget i 2014, var der en meget interessant proces i form af selvorganisering på masseniveau. Det var et ekko af Indignados-bevægelsen, og vi organiserede fremlæggelser af det politiske projekt i forskellige byer. Der var enorm opbakning overalt. I de fleste tilfælde rakte lokalerne slet ikke til, og vi var nødt til at flytte møderne ud på torve og lignende. Vi opfordrede også folk til at organisere sig selv. Det blev en slags massebevægelse.

 

Visionen var, at Podemos skulle blive et bevægelsesparti. En selvorganiseret bevægelse, som tog de politiske og parlamentariske værktøjer i brug for at foreslå forandring. Folkene omkring Pablo Iglesias var vigtige for at gøre dette muligt.

 

– De havde meget værdifulde erfaringer med hensyn til politisk kommunikation. Veludviklede ideer om, hvordan politisk kommunikation skal praktiseres i dag. De indså, at venstrefløjen tit er havnet i en rutinemæssig måde at kommunikere på. At vi er blevet vant til kun at kommunikere til dem, som står vores ideer nærmest, og som allerede er mere eller mindre overbeviste. De forstod, at vi må anstrenge os for at kommunikere meget bredere, fordi vi stod over for en historisk mulighed for at få en enorm gennemslagskraft, fortæller Alex Merlo, der mener, at Pablo Iglesias’ erfaringer med at arbejde med tv-mediet var utrolig vigtige:

 

– De fleste mennesker får deres politiske synspunkter fra tv, og de har nemmere ved at identificere sig med enkeltpersoner: ’han virker hæderlig, jeg synes om det, han står for.’ Mennesker identificerer sig med politiske personligheder. Det har betydning, når du udbreder dine ideer.

 

Det betød i praksis, at Podemos ikke fremstillede sig som en venstreorienteret organisation. Det byggede også på, at det ikke så sig selv som et parti, men som et værktøj for folket til at organisere sig og udtrykke sig politisk.

 

Den første Podemos-kampagne blev en stor succes. Især fordi der var så mange, der var involveret i organiseringen. Det var en stor overraskelse, at partiet fik fem mandater i Europa-Parlamentet.

 

– Vi havde oprindelig håbet på, at Pablo Iglesias blev valgt, men det blev meget mere succesfuldt, end vi havde forventet. Som en lille venstrefløjsgruppe var vi slet ikke vant til det, så det var virkelig stort, siger Alex Merlo, og fortæller, at Podemos fik ca. 11 procent af stemmerne. Noget, der vakte genklang i medierne, både nationalt og internationalt:

 

– Efter den valgnat blev det endnu nemmere at organisere. Folk indså, at det var en ny politisk organisation. Pablo Iglesias holdt en virkelig god tale den nat. Han sagde ikke, at vi var tilfredse. I stedet for sagde han, at det slet ikke var nok, for i morgen ville folk blive ved med at blive smidt ud af deres hjem, millioner ville blive arbejdsløse, der ville blive ved med at være korruption. Det her er ikke godt nok. Vi vil have mere. Vores mål er magten.

 

Han mener, at det var hovedpunkt for Podemos, det med at det ikke bare var en platform for ideer og krav, men også en vej til magten:

 

-Jeg tror, at det var stærkt medvirkende til den fortsat store opbakning. Folk vil have noget, som de kan se virkelig kan forandre deres liv, ikke bare noget, som er ærligt og på linje med deres ideologi. Det her førte til, at partiet opbyggede sig selv.

 

Podemos fik en særlig rolle i spansk politik. Bevægelsespartiet rystede hele partisystemet, og nogle måneder efter, at det var blevet dannet, sagde dem, der ejede bankerne, og andre af de store økonomiske spillere, at de havde brug for et højreorienteret Podemos. Det førte til, at partiet Ciudadanos blev dannet. Senere er også Vox kommet til på den yderste højrefløj.

 

– Podemos indledte en omstrukturering af partisystemet. Partiet er blevet forandret siden dengang, og nu er det et af de regerende koalitionspartier, siger Alex Merlo, og beskriver, hvordan bevægelsen var modsigelsesfuld lige fra begyndelsen:

 

– Det var til syvende og sidst dem, der var bedst organiseret, som det lykkedes at påvirke mest, og vi havde tidligt den første konflikt med Pablo Iglesias. Han ville ikke have, at Anticapitalistas’ kandidat, Teresa Rodríguez, skulle vælges, men begyndte at føre sine egne kandidater frem. Det lykkedes alligevel at få hende valgt ind, siger Alex Merlo, og forklarer, at det med, at man bare kan melde sig ind, har gjort, at der er enormt mange, der stemmer med om Podemos, men som ikke har deltaget i møder og lignende:

 

– Der opstår mange forskellige grupperinger, og vi var stærkere blandt de organiserede, fordi vi var til stede over hele landet og havde organisationserfaring. Pablo Iglesias og dem omkring ham, troede, at vi havde kontrol over græsrodscirklerne, men de var for omfattende til, at det ville være muligt for os. Vi var dog relativt stærkere der, mens Pablo Iglesias stod stærkere i den bredere gruppering, blandt dem, der stemte online. De kendte mere til ham, end de kendte til Podemos. De havde hørt ham, og de kunne godt lide ham.

 

På kongressen blev der stor kamp om organisationsmodellen. Anticapitalistas og mange lokale grupper gik ind for, at Podemos skulle være en radikaldemokratisk græsrodsorganisation, mens Pablo Iglesias ikke mente, at græsrodscirklerne skulle have indflydelse.

 

-Det blev ham, som vandt. Alle ledelser, lokalt, regionalt og nationalt, blev valgt i kraft af online-stemmerne. Det blev sagt, at Podemos var organiseret fra græsrodsniveau, men i virkeligheden var det online-stemmerne, der bestemte. Selvorganiseringen blev helt irrelevant, siger Alex Merlo, og fortsætter:

 

– Det var så den organisation, der blev sat i søen. Der blev afholdt valg til de lokale, regionale og nationale ledelser, og Pablo Iglesias og dem omkring ham, offentliggjorde officielle Pablo Iglesias-lister. Vi troede på ham som talsperson, men han udnyttede sin magt til at få dem ind, som var loyale over for ham på alle beslutningsniveauer i partistrukturen. Det var en meget vanskelig periode for os, for vi oplevede, at vi var blevet forrådt. At vi blev skubbet ud.

 

De ledelser, der blev valgt, savnede på mange måder relation til græsrodscirklerne, og Alex Merlo fortæller, at en del af dem ligefrem var fjendtlige over for dem, og derudover fjendtligt indstillede over for Anticapitalistas:

 

-Det var en organisatorisk kamp mellem dem, der ville have en topstyret organisation, og os, der ville have en græsrodsstyret organisation. Der var også politiske aspekter involveret. Vores modstandere motiverede deres modstand med, at ’trotskisterne vil have kontrol over organisationen, de vil stjæle organisationen fra os.’ De skabte en form for paranoia, der gik ud på, at vi skulle have været en intern fraktion, at selvorganiseringen var fraktionsdannelse.

 

Alex Merlo mener, at dem, som var imod Anticapitalistas, udnyttede heksejagten mod dem til at sætte fart i udviklingen væk fra græsrødderne. I de senere år har Pablo Iglesias indrømmet, at det var en fejltagelse. At græsrodscirklerne var Podemos’ styrke.

 

– Men når de distancerede sig fra cirklerne, var det yderst bevidst. De ville have frihed til selv at definere det politiske projekt. Det indebar, at alle former for deliberativt demokrati [et system af politiske beslutninger baseret på en udveksling mellem konsensusbeslutningstagning og repræsentativt demokrati, o.a.] , med samtaler for at skabe konsensus, var et irritationsmoment og en hindring, siger han, og fortsætter:

 

– De havde den idé, at venstrefløjen alt for længe har været fokuseret på den demokratiske proces, og at det ikke er effektivt, men at det i stedet for er effektivt med et stærkt lederskab. Det satte vi os imod, og jeg tror, at udviklingen har givet os ret. De sagde, at ’vi nærmer os et valg, og et valg kræver et stærkt lederskab, et krigsmaskineri for en valgkampsbevægelse’, hvormed de mente en hær med en stærk ledelse. Sådan gik det til, da Podemos blev dannet. Det var en meget modsigelsesfyldt proces.

 

Trods kritikken mod Iglesias synes Alex Merlo ikke, at man kan sige, at Podemos var udemokratisk de første år. Selv om ledelsen blev valgt på en udemokratisk måde, så var processen meget åben.

 

– Hvem som helst kunne melde sig ind og stemme. Det var ikke som i de traditionelle partier, hvor det blev klaret internt. De kampagner, som vi havde, var virkelig bevægelseskampagner. Vi agiterede for vores synspunkter på gader og torve, ikke bare på lukkede møder, siger han, og beskriver, hvordan det var en måde, der førte til øget politisering i befolkningen. Samtidig med det har han indtryk af, at den politiske logik, som Pablo Iglesias og andre benyttede sig af – ledelsen har ret, du må stole på ledelsen – førte til et tilbageslag for andre politiske ideer, som for eksempel den demokratiske bevidsthed:

 

– De gjorde det for at få fuld kontrol over organisationen, og det skabte en kultur, som ikke var særlig positiv. Stridigheder kammerater imellem. Personangreb, paranoia, mistænksomhed, krav om at adlyde. Der skete samtidig med det en udbredelse af politiske ideer i den brede befolkning, og det fik til følge, at det liberale system ikke længere havde legitimitet på samme måde som for ti år siden. Folk er mere kritiske nu, og med alle de kriser, der er, så forstår folk, at det er systemet, der er problemet.

 

Han tror desværre, at den vej, som Podemos er slået ind på, har gjort folk mere skeptiske med hensyn til mulighederne for virkelig forandring:

 

-Det er svært at bedømme. Der er mange, som organiseringen har givet gode erfaringer, men mange er også blevet frustrerede. Nu har vi en ny generation af unge mennesker, der organiserer sig omkring miljø- og kønsspørgsmål, og som ikke har nogen erfaringer med Podemos. De er yngre og ser Podemos som et etableret parti.

 

At selvorganiseringen er blevet svækket, tror Alex Merlo er meget vigtigt for det, som er sket med Podemos de senere år. I februar 2015 havde partiet sin største opbakning i meningsmålingerne. Det var til dels en hype, fordi partiet var nyt, og ikke havde begået nogen fejl. Bortset fra den fejl, det var, at lægge låg på græsrodsorganiseringen.

 

-Som jeg ser det, så har et parti, der er kritisk over for det bestående, sin største styrke i græsrodsorganiseringen, når det drejer sig om at gå imod de herskende tanker og de etablerede organisationer. Da Podemos droppede græsrødderne, blev de enormt afhængige af politiske udspil, for at sige det ligeud. Det er meget svært, når du er med i et spil, der er helt imod dine interesser, og hvor det, du siger, altid kan vendes imod dig. Den mindste fejltagelse kan blive brugt imod dig, og hvis du bare satser på den slags politisk aktivitet, så er der en tendens til at tilpasse sig og til at moderere sit budskab, siger Alex Merlo, der mener, at det var det, der skete med Podemos.

 

Noget andet, der skabte problemer var de interne konflikter. Især dem mellem Pablo Iglesias og Iñigo Errejón.

 

-Jeg tror, at Pablo Iglesias i højere grad havde en vision om at skabe opbakning hos arbejderklassen. Det var den vigtigste skillelinje mellem dem. De havde også organisatoriske konflikter. Det førte til et brud, og i forbindelse med den anden kongres gik de hver sin vej.

 

Anticapitalistas ville også gå i en anden retning end Pablo Iglesias, der nu ville samarbejde igen. Marxisterne i Anticapitalistas præsenterede i stedet deres egen plan, og Alex Merlo mener, at det i sammenhæng med den anden kongres stod klart, at Anticapitalistas var en vigtig og værdsat del af Podemos:

 

-Vi kritiserede organisationskonflikten mellem Pablo Iglesias og Iñigo Errejón, og forsøgte hele tiden at få mere konkret politik på bordet. Det gjorde, at vi blev opfattet som mere konsekvente og mindre destruktive end de to andre, der bare angreb hinanden. Vi fik 13 procent af stemmerne, hvad der næsten var det samme som ved den første kongres, men samlet set var den anden kongres mere vellykket for os. Vi kom igennem med et mere klarere budskab.

 

Det stod hurtigt klart, at Podemos’ plan om selv at danne regering var uigennemførlig, og der opstod diskussion om mulige alliancer med PSOE. Iglesias foreslog en koalition med PSOE.

 

-I den strategiske diskussion fremførte vi den portugisiske model: vi vil ikke lade højrefløjen få regeringsmagten, og derfor er det bedre, at Socialistpartiet danner regering. Vi opstiller en række krav, som vi kan forhandle om, så vi kan vise, hvad vi har opnået, men går ikke med i regeringen, fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan holde fast ved at være en uafhængig stemme, en stemme for den virkelige forandring, som vi vil skabe. Det kan vi ikke gøre i et regeringssamarbejde med Socialistpartiet. Det var vores standpunkt, siger Alex Merlo, og fortæller, at Pablo Iglesias for sit eget vedkommende var tydelig med hensyn til, at målet altid havde været regeringsmagten, og at det kun var på den måde, der kunne ske forandring.

 

Pablo Iglesias har siden januar i år kunnet titulære sig som vicepremierminister. Det er resultatet af endnu et valg, hvor PSOE mistede opbakning, og indså, at det ikke havde råd til at vægre sig mod at samarbejde med andre partier. Det var derfor, at en koalition mellem PSOE og Unidas Podemos blev til virkelighed forrige år. En mindretalsregering med støtte fra en række nationalistiske grupperinger, bl.a. baskiske og catalanske.

 

– Det er første gang siden 1930’erne, at vi har en regering, der består af flere partier, og desuden én, hvor et parti til venstre for Socialistpartiet er med. Vi har ministre fra Unidas Podemos. Men det er en barsk, skriftlig aftale, med streng disciplin, som de er gået med til. Det er ikke tilladt at kritisere regeringen. De skal bakke op om det hele, hvad der var at forvente, siger Alex Merlo, der mener, at det har betydet, at Podemos, som politisk projekt, fra at være en uafhængig stemme er blevet reduceret til kun at kunne komme igennem med noget i enkeltsager.

 

– På de vigtigste politiske områder, hvor vi gik imod de regerende partier både fra højrefløjen og venstrefløjen, er Podemos nu bragt til tavshed. Det, som vi har fået, er en regering med en venstrefløjsretorik, men samtidig med det hersker der streng disciplin med hensyn til for eksempel EU’s økonomiske politik.

 

At blive tvunget under det socialdemokratiske PSOE’s åg, var den sidste dråbe for Anticapitalistas, og organisationen valgte i maj under ordnede former at forlade Unidas Podemos. For Alex Merlo, og mange andre med ham, var allerede den første kongres et vendepunkt med hensyn til, hvordan han opfattede projektet Podemos.

 

– Det stod klart, at Podemos ikke var den slags organisation, som vi ønskede os, og at vi havde et andet politisk projekt end ledelsen. Vi indså, at organisationen ikke kunne vare evigt, når meningerne var så forskellige. Men vi følte alligevel, at det var godt at være med, selv om vi ikke anså Podemos for at være formelt demokratisk. Vi syntes, at det var frugtbart at kæmpe inden for organisationen, at bygge den op og forbedre den, siger han, og fortæller, at mange ville forlade den, når de fandt ud af, at de var blevet snydt, og at forløbet ikke var demokratisk. Samtidig med det ville Anticapitalistas ikke stikke en kæp i hjulet for, at befolkningens erfaringer med Podemos skulle blive positive. Det var derfor, organisationen ikke ville splitte partiet udelukkende på grund interne demokratiske uoverensstemmelser:

 

– Der skulle et mere betydningsfuldt anliggende til, der kunne gøre det tydeligt, hvorfor vi gik.

 

Reegeringssamarbejdet blev dette anliggende. Det viste, at vi havde udspillet vores rolle. Vi skulle have haft kongres i marts, men nedlukningen tvang os til at udskyde den. Vi stemte alligevel om det dokument, der indebar, at vi nu har forladt Podemos.

 

Alex Merlo mener, at det nu står klart, at Podemos ikke kommer til at være en uafhængig stemme for en radikal politisk forandring, og for et brud med det herskende politiske og økonomiske system. Han mener samtidig, at det politiske projekt var nødvendigt. Og at det fortsætter med at være nødvendigt.

 

– Anticapitalistas er en lille organisation, og den er ikke tilstrækkelig bred, men vi mener, at vi må opbygge en selvstændig venstrefløj for radikal politisk forandring. Det er det, som vi forsøger at gøre. Vi vil ikke skabe et nyt Podemos. For nu handler det om at opbygge Anticapitalistas. Vi har opnået en høj grad af popularitet. Vi har stadigvæk et medlem af Europa-Parlamentet og andre velkendte repræsentanter. Vi er en kendt organisation, og vi tager chancen nu. Det er dog ikke vores strategi, at vi bare skal bygge os selv op for at blive det revolutionære parti. Vi tænker ikke i den slags termer, vi tænker, at for at skabe et masseparti, må vi bygge på massernes erfaringer, siger han, og tilføjer:

 

– Vores opgave her og nu er dog at vokse, og jeg tror, vi befinder os i en god position, hvad det angår. Der er mange, der kontakter os, og vi har en position i spansk politik, der er tydelig og let at forstå for hvem som helst. Vi er dem, som var med i Podemos, men som ikke kunne acceptere samarbejdet med Socialistpartiet. Som står for det, som Podemos oprindeligt stod for: ikke at gå i regering med PSOE. Det er en konsekvent position, som er let at forstå. Krisen for det kapitalistiske system indebærer helt sikkert en øget lydhørhed for vores ideer.

 

Når det gælder begrebet venstrepopulisme – som Podemos tit bliver forbundet med – synes Alex Merlo, at det er svært at diskutere, fordi det betyder så mange forskellige ting. Det bliver undertiden brugt nedsættende, andre gange som et objektivt begreb.

 

– Det, der i almindelighed opfattes som populisme, er en bevægelse, der taler i folkets navn imod en specifikt defineret elite. Det er ikke et parti, der er baseret på ideer, eller taler for en særlig del af samfundet, men i stedet udgår fra folket. Det kan være venstrepopulisme, hvis eliten er den økonomiske elite og de herskende klasser. Det kan være højrepopulisme og reaktionært, hvis den rettes mod indvandrere, og fremfører en konspirationsteori om en elite, der skal sparkes ud, siger han, og tilføjer, at han også ser skillelinjer inden for venstrepopulistiske strømninger. Ledelsen af Podemos, især Iñigo Errejón, var inspireret af samfundsforskerne Ernesto Laclau og Chantal Mouffes teori om populisme, der indebærer, at så snart der stilles spørgsmålstegn ved magten, er der tale om populisme.

 

– Deres politiske teori er helt frakoblet den materielle basis. Politik handler bare om diskurser. Der er ingen faktuelle eksisterende krav eller klassekonflikter. Det er en politisk teori, der er adskilt fra klassekamp, og en teori, der kun handler om erobring af magt. En teori om midler, der er helt adskilt fra målene, siger Alex Merlo, der mener, at teorien er et særdeles anvendeligt værktøj i hænderne på mennesker, der stræber efter magt, og som ser magten som selve målet:

 

– Der er et brugbart element i analysen af historisk forandring. Når vi for eksempel diskuterer den russiske revolution, så har vi altid vidst, at de krav, der førte bolsjevikkerne til magten var ’fred’ og ’brød’ og ’jord’, ikke kravene om en socialistisk sovjetrepublik. Ideen er, at en organisation, for at få succes, må fremføre krav, der er på linje med, hvad folket mener, og ikke bare deres egen ideologi.

 

Mere karakteristisk for moderne populisme, som den er kommet til udtryk i Latinamerika, og senere Europa, er ifølge Alex Merlo den kendsgerning, at vi nu har samfund med en svag organisering.

 

– Det sociale og politiske net er svækket eller helt ødelagt. Nu har vi bevægelser, der vokser frem, og som har form af en direkte kobling mellem ledelsen og masserne, uden partiorganisationen som mellemled. Vi så det med Chavez-regeringen i Venezuela. Mennesker identificerede sig med en specifik person. I et samfund, der var struktureret på den måde, var det en effektiv måde, at få folk til at forenes i en specifik bevægelse. Chavez blev et symbol og en inspirationskilde. Han havde en kraftfuld måde at udvikle folket på. Han udnyttede den form for personlig relation på en positiv måde, siger han, og forklarer, at problemet med den personlige relation, uden mellemled og selvorganisering, er, at den kan udnyttes til at tilrane sig absolut magt.

 

– Podemos har haft succes, fordi det har rummet både den personlige relation og selvorganisering, deltagelse. Det sidstnævnte var en arv fra Indignados-bevægelsen, og praktiseredes også af andre aktivister. At vi havde begge dele, gjorde Podemos til et stærkt parti. I Europa har der været en række tilsvarende eksperimenter med at opbygge venstrepopulistiske bevægelser. De fleste af dem er hurtig glemt, fordi de var politiske lederes forsøg på at kopiere Podemos-modellen, men begrænset til at skabe bevægelse på nettet. Uden græsrodsbevægelsen lykkes det ikke. Det er ikke nok at være et velkendt ansigt og have dygtige eksperter på sociale medier, hvis du er i en situation, hvor alting er imod dig. Jeg tænker for eksempel på Sahra Wagenknecht i Tyskland. Hun havde ingen organisation, og så er det ikke så ligetil at opbygge et nationalt parti.

 

Alex Merlo mener, at virkelig politisk forandring kun kan ske ved, at mennesker organiserer sig politisk og socialt, og overskrider partisystemet fuldstændigt.

 

– Det er noget, som vi må genoplive fra Podemos, noget som Pablo Iglesias er gået væk fra. Podemos er nu bare et ordinært venstrefløjsparti. Anticapitalistas er godt nok en radikal venstrefløjsorganisation, men vi forstår, at forandring ikke kun sker gennem partierne. Den kommer via en massemobilisering, og ved at masserne træder ind i den politiske kamp. Det handler ikke bare om opdelingen mellem højre og venstre, men går endnu dybere, siger han, og tilføjer, at massemobilisering på en måde er populisme, hvis det drejer sig om fraværet af struktur og organisereng:

 

– Jeg vil ikke bruge populisme som et nedsættende begreb. Vi har kritiseret de negative aspekter, men jeg tror, at det var nyttigt at bruge populismen. Samtidig med det tror jeg, at det er nyttigt at fortsætte med at opbygge et marxistisk revolutionært projekt.

 

Podemos er nu et regeringsparti og dets fremtid er forbundet med regeringens fremtid. Når jeg spørger Alex Merlo, hvad han tror, der vil ske med Podemos, siger han, at partiets rolle desværre er blevet at varetage den politiske kommunikation:

 

-Pablo Iglesias har fået til opgave at være den kommunikationsansvarlige i forbindelse med møder i regeringen. Den, som siger: Hvordan skal vi lave spin på det her? Det er meget uheldigt, for det betyder, at mange regeringsudspil under den seneste krise har været propagandistiske. De meddelte for eksempel, at de indførte forbud mod at afskedige folk, men det kom snart frem, at det ikke passede. De mente, at udspillet ville gøre sig godt i nyhederne. Men regeringen er bundet på hænder og fødder. Dels af EU’s økonomiske politik, og dels, i endnu højere grad, af Socialistpartiets forbindelser til den økonomiske magt i Spanien.

 

Som eksempel fremdrager han en aftale, underskrevet af regeringspartierne og det baskiske venstre om at droppe en arbejdsmarkedslov, som højrefløjen fik gennemført, og som indskrænkede arbejdernes rettigheder. Den har først og fremmest gjort det nemmere for arbejdsgiverne at afskedige ansatte:

 

-Aftalen blev offentliggjort i forbindelse med, at undtagelsestilstanden blev forlænget. Allerede samme nat meddelte Socialistpartiet imidlertid, at aftalen ikke gjaldt. Økonoministeren, Nadia María Calviño, som tidligere var ansat i Europa-Kommissionen, er de store firmaers og storbankernes repræsentant i regeringen. Hendes rolle er at sætte grænserne for, hvad regeringen kan gøre. Hun er garant for, at alt skal være godt for de økonomiske magthavere.

 

Den politiske situation i Spanien er skrøbelig lige nu. For første gang mobiliserer den yderste højrefløj i hele landet. Den har ikke massiv opbakning, men den organiserer sig. Alex Merlo mener, at Vox – som blev dannet i 2013 af medlemmer af højrepartiet Poder Popular – er drivkraft bag mobiliseringen.

 

– De er modstandere af regeringen og kritiserer den for håndteringen af Corona-krisen, men også i spørgsmålet om økonomisk frihed. De har visse træk fælles med højrefløjsdemonstranterne i USA og deres ideer imod nedlukning og andre Corona-forholdsregler. Vox er på linje med det, som den brasilianske præsident Bolsonaro står for, og partiet er inspireret af ham, siger han, og mener, at udfordringen lige nu er, at vi er på vej ind i en tid, hvor det samfundsmæssige landskab forandres grundlæggende, og konfliktlinjerne ændres:

 

– For eksempel, så har nedlukningen først og fremmest ramt de fattigste, men på forskellig måde. Mange er blevet fyret, mange projektansatte selvstændige har ikke haft mulighed for at arbejde. Mange små selvstændige er gået konkurs. Samtidig oplever de store virksomheder, at deres økonomiske frihed er begrænset, og mange føler, at en genoptagelse af økonomien er nødvendig, uanset risikoen. Se bare på turistsektoren. Situationen er ny, og kravene er derfor også nye.

 

Alex Merlo tror, at den største risiko er, at højrefløjen, der har mobiliseret imod regeringen, også får held til at opfange den vrede og frygt, som mange mennesker oplever.

 

– Hvis vi i Anticapitalistas vil være en væsentlig politisk magtfaktor, må vi blive stærke, i det mindste blandt nogle grupper i samfundet. Jeg tror f.eks., at vi har store chancer blandt ansatte inden for pleje- og sundhedssektoren, der er blevet en meget vigtig gruppe i den seneste tid, af mange grunde. De er en vigtig gruppe i kampen mod privatiseringer. Vi har også nogle faglige poster, især i Madrid, hvor vi er med i ledelsen af et af fagforbundene. Hvis det lykkes os at organisere og komme til at spille en rolle, bliver det meget vigtigt i den kommende periode, siger han, og peger på en anden vigtig gruppe: dem, der arbejder som selvstændige inden for den fremvoksende gig-økonomi (se note):

 

– Det var den første gruppe, der organiserede sig under nedlukningen. De udgør også en samfundsmæssigt vigtig gruppe. De har en afgørende betydning for, at økonomien kan fungere. Vi lægger en stor del af vores arbejde inden for denne gruppe. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi fortsætter med det arbejde ved siden af de positioner, som vi har, at vi får et solidt fodfæste inden for dele af arbejderklassen. Det er vejen fremad, ligesom det er med at fortsætte med at opbygge et projekt for en radikal samfundsforandring i samarbejde med andre grupper.

 

Med hensyn til, hvor Spanien er på vej hen politisk, fortæller Alex Merlo, at regeringen siger, at højrefløjen er ude på at begå statskup. Han tror, at det kan være en overreaktion, men mener, at der sandt, at der har været eksempler på illoyal optræden eller tilkendegivelser inden for militæret.

 

– Vi har en meget reaktionær sektor i Spanien, der stadigvæk kontrollerer dele af militæret, efterretningstjenesten og domstolene, så der er altid en risiko for, at disse sektorer radikaliseres. Især nu, hvor Vox er en selvstændig organisation. De har indflydelse på dele af den herskende klasses sektorer. Så den fare eksisterer, siger han, og fortsætter:

 

– Med hensyn til økonomien vil krisen udvikle sig i en forfærdelig retning hen over sommeren. Spanien er jo meget afhængig af turisme, og jeg tror, at den i princippet vil forsvinde. Vi får nok ikke en gang en tredjedel af de turister, som vi plejer at få hver sommer. Det bliver dødsstødet for mange menneskers muligheder for at få arbejde. Især dem, der bor ved kysten, dem, der er afhængige af barer, restauranter, hoteller osv.

 

Regeringen har indført en basisindkomst for dem, der ingen indkomst har, men Alex Merlo tror ikke, at det er den rigtige vej at gå:

 

-Djævelen er i detaljerne: Hvordan vil basisindkomsten komme til at fungere, hvilke vilkår kommer til at gælde, hvordan vil den blive distribueret? Jeg tror, at vi kommer ud af den her krise enten med en ekstremt liberalistisk og autoritær strømning, eller med en højere grad af social sikkerhed og en følelse af solidaritet, samt af behovet for organisere os selv for at kunne møde de store udfordringer: klimaforandringer, helbreds- og sundhedsfarer og behovet for at tage hånd om hinanden.

 

Jeg stiller spørgsmålet, hvilken lære det er muligt at uddrage projektet Podemos. Alex Merlo tror ikke på analogier i politiske analyser, men da vi alle er med i en international bevægelse, så mener han, at det kan være velegnet til at forstå udviklingen i andre lande, uden at drage analogier.

 

– Anticapitalistas fastholder den strategiske idé om at opbygge brede partier. Vi beklager, at Podemos udviklede sig, som det gjorde. Og så var det måske alligevel det bedste under omstændighederne. Vi fik i hvert fald et nyt venstrefløjsparti ind i parlamentet, og det er svært at pege på noget, der kunne være gjort anderledes. Vi har forsøgt at være konstruktive hele vejen igennem. Vi kan forstå, hvorfor Podemos slog fejl, og det er det, der gør, at vi ikke er slået ud af det. Det var en nyttig politisk erfaring for befolkningen og en vigtig erfaring for os som en lille radikal venstrefløjsorganisation. For at få fremgang, være effektiv, er det vigtigt at være parat til at tage initiativer, der kan være til fare for os selv. Initiativer, der ikke bare handler om at opbygge vores egen organisation, men at aflæse den politiske situation og forsøge at tage et spring fremad, siger han, og mener, at der er en form for konservatisme inden for radikale venstrefløjsorganisationer:

 

– Vi har lært, at det at opretholde os selv, er helt centralt. Viljen til at tage initiativer, der går ud over vores egen organisation for at forbinde os med bredere lag i samfundet, er risikabel, men også nødvendig. Den ånd finder vi også hos Lenin, og jeg tror, at den er nødvendig. Det er klart, at det er vigtigt at blive ved med at eksistere som en marxistisk organisation. Vores ideer er stadigvæk afgørende vigtige, men ideerne behøver en organisation.

 

Et positiv ting ved Podemos var ifølge Alex Merlo, at Anticapitalistas kunne blive ved med at arbejde som organisation. Det skyldtes blandt andet, at det var en åben krig mod dem, der var med i projektet, og de blev tvunget til at organisere sig for at stå imod.

 

– Igennem hele forløbet har vi struktureret os. Det havde været meget værre, hvis vi ikke havde gjort det. Det er en lære, som vi også har med os fra Brasilien, Italien og mange andre lande. En af de største udfordringer for venstrefløjen i dag er at opbygge politiske organisationer, som er store, effektive og demokratiske. Det er ikke noget, der er lykkedes endnu, og det er virkelig en udfordring, siger han, og fortsætter:

 

– Med hensyn til Podemos så blev organisationen meget hurtig kidnappet af ledelsen, hvad der ikke er så godt, selv om det giver en række værdifulde erfaringer. Vi har endnu ikke nogen færdig model for, hvordan en ny type politisk parti skal struktureres i den nuværende sammenhæng. Vi ved, at organisation og kommunikation har forandret sig en del i løbet af de seneste årtier. Det er svært at gennemføre, men jeg tror, at vi har værdifulde erfaringer, fra Podemos og tilsvarende initiativer i andre lande. Vi har endnu ikke en tydelig idé, kun nogle grundlæggende principper. Det er den helt store udfordring.

 

21. juni 2020

 

Note:

(1) Gig-økonomi: økonomi baseret på selvstændige freelancere, over et meget bredt uddannelses- og arbejdsfelt, der arbejder en enkelt dag, sæsonbestemt, over en længere periode eller f.eks. i forbindelse med projekter.

 

Oversat fra Internationalen (Sverige) af Niels Overgaard Hansen

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com