Læsetid: 20 minutter

Hvad er formålet med jeres initiativ om en Covid-skat på europæisk plan og på enkeltstatsplan?

 

Vi har i de seneste ti år set, hvordan banker er blevet reddet af de europæiske institutioner og de nationale regeringer. Mens millioner af familier blev dømt til at gå til grunde, blev de sydeuropæiske befolkninger underkastet en vaskeægte neoliberalistisk chokdoktrin og indgreb i deres økonomier, der indebar en regulær tilsidesættelse af deres suverænitet. Ti år, der har været et spildt årti for den brede befolkning, men en yderst udbytterig tid for de store selskaber, der er blevet ved og ved med at forøge deres profitter og deres magt. En tid, der har været kendetegnet af kombinationen af knaphed og ulighed, hvor indkomsten ved arbejde er sakket stadig længere bagud til fordel for kapitalen på en måde, der ikke er til at misforstå. En tid, hvor magten samles på stadig færre hænder, et fænomen, der på én og samme tid er virkning, årsag og midterakse i den nye historiske cyklus, som Europa i almindelighed og Spanien i særdeleshed befinder sig i.

 

De store formueejeres og de multinationales skatteunddragelse og skattetænkning er af helt afgørende betydning for den svimlende vækst i ulighed overalt i verden og de enkelte staters voksende underskud. EU’s egen økonomiske opbygning tilskynder, inden for rammerne af fri bevægelighed for kapitalen og i fraværet af skattemæssig harmonisering, til etableringen af internt uforenelige skattelovgivninger, og holder på den måde gang i et permanent underskud på statsbudgettet. Den har på tilsvarende måde et regelsæt gældende i forhold til verden uden for EU, hvis ujævne, løse karakter og incitamenter sætter ekstra skub i skatteunddragelse og skattetænkning, hvad der reelt kun er til gavn for storkapitalen, kuponklippere og de allerrigeste familier, og som så går ud over den brede befolkning. Et europæisk projekt for ulighed, som millionærer nyder godt af på millioner af fattiges bekostning.

 

Men som en yderligere konsekvens, så var den tiltagende koncentration af indkomst og vækst også årsag og drivkraft bag den krise, som vi ikke var kommet ud af, før vi fik den næste krise. Den økonomiske politik, som føres af Fællesskabets institutioner og medlemsstaternes regeringer har skabt en omfattende overførsel af ressourcer nedefra og op. En samfundsmæssiggørelse af de tab, der fremkommer før, under og efter krisen. Og hvad så nu, med den krise, der kommer?

 

Hvis det skal være anderledes denne gang, så må vi stå sammen i modstanden mod de privilegeredes oprør: at en håndfuld milliardærer og multinationale firmaer, der nægter at betale skat, og udøver en økonomisk terrorisme i ledtog med regeringer og de store partier, mens de sætter al energi ind på at fordømme eller direkte true dem, der fordømmer deres misbrug af offentlige midler.

 

Når vi vil forholde os til den sociale pandemis overvældende trussel, så må det nødvendigvis indebære kampen mod ulighed, mod alle de voksende, mangfoldige og gensidigt forbundne uligheder, så man aktionerer imod de realiteter, der både er årsag til og resultat af denne ulighed, f.eks. beskatning, prekaritet, nedskæringer eller de store selskabers magt. Det vil sige, at vi skal igen gøre omfordelingen af rigdom og ressourcer til det, som diskussionen skal dreje sig om som midteraksen i et økosocialistisk program. Det er hovedformålet med Covid-skatten: at intervenere i den offentlige debat om genopbygningen efter corona med et konkret forslag, der gør fordelingen af rigdom til det vigtigste, i modsætning til den fremherskende neoliberalistiske logik, der kun diskuterer gældsmodellen som den eneste vej til at forøge udgifterne. I en europæisk sammenhæng er Covid-skatten sat præcist ind i denne debat om gæld som et fælles, gensidigt anliggende, om finansieringen af genopbygningsfonden, hvor den foreslår et konkret initiativ på europæisk plan, der kolliderer med EU’s egen opbygning ud fra et internationalistisk perspektiv, centreret omkring omfordeling og støtteordninger. En måde at udfordre EU på, der ikke bør stoppe op der, men udvikle sig i retning af et socialt nødprogram over for krisen.

 

Det er i den spanske stat, at vi, i Anticapitalistas, er kommet med ideen om en Covid-skat inden for rammerne af en bredere kampagne med navnet ’iQue Paguen los Ricos!’ (’Lad de rige betale!’), hvor vi tager fat på spørgsmålene om beskatning og fordeling af rigdom, nationalisering af strategiske økonomiske sektorer, af organseringen af beskæftigelse og nedsættelse af arbejdstiden, og af forandringer af den måde, produktionen skal bygges op på. Det at vi er begyndt med Covid-skatten, har gjort det muligt at bringe behovet for omfordeling af rigdommen ind i den offentlige debat og på den samlede venstrefløj i den spanske stat. På en måde, så den har genoptaget denne idé med andre formuleringer i en sådan udstrækning, at PSOE er blevet tvunget til offentligt at afvise de forskellige forslag om skatter på store formuer og selskabsprofitter.

 

Betydningen af at beskatte de rige og de store selskaber har vi fattet, men hvorfor gå i detaljer med hensyn til procentdelen?

 

Vi har været i defensiven i de sidste tre årtier. Vi er nødt til at flytte rundt på fanerne, fordi vi befinder os i en proces med at stille tingene op på en anden måde. Nu skal vi til at bide fra os, i stedet for at slikke sårene. Der bliver nu rokket ved meget af det, der fra en nyliberalistisk synsvinkel var indiskutable selvfølgeligheder. Det er nu, der skal en chokdoktrin på banen, der kan ryste de rige og glæde de nederste. At få fordelingen af rigdom og jobs på dagsordenen som et afgørende  vigtigt diskussionspunkt. At spørge åbent, om hvem der skal betale for den næste krise. At få de privilegeredes oprør frem i lyset – dem, der føler, at de har ret til ikke at betale skat, eller til at skjule deres rigdom i en skattekloak.

 

Men det vindue vil snart blive lukket. Vi har allerede set, hvor lang tid de løfter holdt stand, som Sarkozy og hans slæng kom med i 2008 om en ’genoprettelse af kapitalismen’, og hvordan de til sidst blev forvandlet til nye variationer af den samme politik, der førte os til katastrofen.

 

Det er derfor, vi mente, at vi havde brug for noget mere end bare paroler og manifester om krisen og alternativerne til den. Men det er også et konkret, velfunderet, nødvendigt og nyttigt redskab, et, der stiler højt: så højt, at det drager grundlaget for opbygningen af et neoliberalistisk Europa i tvivl, eller, hvad der reelt er det samme, at det drager den accelerende ragen til sig i tvivl, som et farligt mindretal foretager. I kampen for dette andet Europa, som vi taler så meget om, vil kampen imod ulighed og fordelingen af rigdom blive af afgørende betydning. Det er klart, at relevansen af disse europæiske nød-Covid-19 skatter ikke er nok i forhold til denne kamp.

 

Udfordringen er meget bredere. Men man bliver nødt til at begynde et sted. Og så er tiden måske inde til at komme med konkrete forslag. Vi må sætte kampen om en omfordeling af rigdommen i centrum for diskussionen og den politiske aktivitet. Det er kun på den måde, vi kan sikre os, at den her gang er det ikke den brede befolkning, der skal betale for krisen. Nu er det de rige, der skal til lommerne. Det er denne store idé, der kan trække alt det andet. Hvor mange procent, det er tekniske spørgsmål, uden tvivl vigtige, men man kan ikke mobilisere på dem.

 

Hvad er din position med hensyn til, hvad der skal gøres med hensyn til skattely?

 

Skattetænkning og skatteunddragelse er ikke isolerede spørgsmål eller konjunkturelle anliggender: de har at gøre med et strukturelt problem for den likvide kapitalisme i vore dage, der er tæt forbundet med den neolibralistiske offensiv, der har redet vore økonomier som en mare igennem årtier. Et netværk af skatteunddragelse og skattetænkning, der ikke kunne eksistere uden et netværk af skattely uden for de lovgivningsmæssige skatteforpligtelser. Og vi siger ’tilflugtssteder’, om ikke ligefrem ’kloakker’, for at kalde dem ’skattely’ indebærer en accept af dette farlige mindretals sprogbrug, for hvem disse steder er ’’tilflugtssteder’. Takket være disse steder, hvor lex mercatoria (’handelens love’, et middelalderligt udtryk, o.a.) står over enhver anden form for ret, kreativ bogføring og smuthuller i lovene, har en håndfuld af disse privilegerede mennesker fundet massevis af sprækker i klipperne at gemme sig i, eller hvor de kan skjule hovedparten af deres formuer. Og i vore dage lækker hele systemet vand fra disse sprækker.

 

Der har i følge en lang række videnskabelige undersøgelser aldrig været så mange penge i skattely, som der er nu. Kampen imod disse skattekloakker må være et vigtigt led i den aktuelle kamp imod ulighed og for demokrati. En kamp, som vi kan tage hul på ved at gennemføre en række konkrete forholdsregler, der går til ondets rod i forskellige sammenhænge og på forskellige politiske handlingsniveauer:

 

Inden for rammerne af EU må listen over tredjepartsretsinstanser, der ikke er koordinerede i skatteanliggender underkastes et grundigt serviceeftersyn og rettes til ud fra det (hvis vi f.eks. følger Europa-Parlamentets egne kriterier og samfundsmæssige organisationer, bl.a. Oxfam, Tax Justice Network (skatteretsnetværket, o.a.) eller Gestha, forbundet af eksperter fra den spanske statskasse). Det kunne give det første reelle overblik over skattely, der ville være fælles for hele EU, i stedet for de nuværende nationale registre, som nogle stater har oprettet, eller Europa-kommissionens aktuelle liste, der oprindeligt skulle have været en sortliste, men i stedet for blev en liste over hvidvaskerier. Ud af de 15 skattely, der bliver mest brugt af de multinationale selskaber, er der kun ét, der optræder på kommissionens liste.

 

Hvis man vil have en sandfærdig liste over skattely, der også retter sig imod dem, der opererer inden for EU’s rammer, så vil et nødvendigt første skridt være, at man handelsmæssigt og økonomisk isolerer dem, der støtter og/eller nyder godt af denne skattestruktur, sanktionerer dem, der opererer inden for den, og foretager en dybtgående efterforskning af de store banker og de medskyldige mellemmænd, der drager fordel af bankhemmeligheden – der også skal fjernes – og systematisk dropper enhver form for sædvanlig ’rettidig omhu’ med hensyn til at gøre skatteunddragelse og skattetænkning til en lukrativ forretning. Og hvis disse forholdsregler skal have en varig karakter, så må der indføres sanktioner med tilstrækkelig afskrækkende virkning, herunder tilbagetrækning af tilladelser til at drive bankvirksomhed.

 

Det er også vigtigt at indføre en ensartede krav til udformning af regnskaber, der tvinger de multinationale selskaber til at fremlægge økonomiske oplysninger, der er relevante i forhold til deres forretningsgrundlag og reelle aktiviteter i de enkelte lande, at betale skatter hvert sted med udgangspunkt i tilstedeværelsen af personale, fysisk kapital og de regulære profitter, der henhører til de pågældende lande, så man undgår misbrug i forbindelse med transfer pricing (prisfastsættelse i forbindelse med transaktioner inden for forbundne selskaber i f.eks. en koncern, o.a.).

 

Som en plan B, hvis EU nægter at sanktionere de skattefiduser, der finder sted i unionen, et desværre meget sandsynligt scenarie, så må der gennemføres samhandelssanktioner mellem de melemslande, der fungerer som skattely, hvor man kan begynde med Holland og Luxemburg og gå videre med Schweiz. Med en forpligtende alliance mellem en række lande i det sydlige Europa kunne disse disse stater blive tvunget til at opgive bankhemmeligheden og samarbejde skattepolitisk, med det argument, at de tab, som denne adfærdsændring medførte, ville blive mindre end dem, som ville følge af de samhandelssanktioner, der ville blive indført, hvis de ikke samarbejdede.

 

Vi må altså agere på det enkeltstatslige plan. Mens EU beslutter at opdatere sortlisten over skattely, så kan der gøres fremskridt i den spanske stat, hvad det angår, når de kriterier følges, der blev nævnt ovenfor, og på den måde kan der bidrages med et godt eksempel til efterfølgelse for andre stater. Det ville indebære og åbne op for udelukkelse af hjælp til selskaber der opererer eller har datterselskaber og/eller filialer i skattelylande.

 

Skatteunddragelse og skattetænkning kunne på tilsvarende måde indgå i de kriterier, der ville gøre det umuligt for et selskab at deltage i offentlige udbudsprocesser, en forholdsregel, der også kunne overføres til regionalt og kommunalt plan. En anden økonomisk mulig forholdsregel ville være at forbyde skattefritagelse ved lov. Og til allersidst, i forlængelse af de forslag, der er indenfor rækkevidde for en regering, der gerne vil vil stå for ’forandring’, så der kan der indføres sanktioner for banker og økonomiske formidlere, der opererer i disse ekstraterritoriale områder som mellemmænd eller modtagere i forbindelse med skattetænkning og skatteunddragelse.

 

Men det vil være naivt og uansvarligt over for det cicile samfund, hvis man betror alting til institutionerne med hensyn til at bekæmpe skattetænkningens, skatteundragelsernes og skattelyenes svøbe. Det gælder så meget mere, når de småting, der er opnået, indtil videre er fremkommet ved journalistiske læk og skandaler, der har involveret en politisk-forretningsmæssig klasse, der ikke længere behøver svingdøre for at gå ind og ud af deres fælles lokaler. Hvis man skal spænde ben for en håndfuld kosmetiske forholdsregler, der skal forsøge at skærme for den stank, der kommer op af kloakkerne, så er det vigtigt, at det civile samfund indtager den ledende rolle i denne kamp, og beslutsomt mobiliserer for skattemæssig retfærdighed og omfordeling af rigdom, med kampagner, der udpeger og boykotter disse selskaber og milliardærer.

 

De besættelser, som Attac i Frankrig udførte mod Apple for nogle år siden, var interessante og inspirerende i den henseende. Demonstrationer imod og fordømmelse af disse firmaer, konsulenter og banker, der opererer og fungerer som nødvendige mellemled i skatteunddragelse og skattetænkning bidrager til at skade disse multinationale firmaers ansigt udadtil, ansigter, der hører til deres allervigtigste aktiver i disse tider, hvor den flydende kapitalisme fejrer sine triumfer.

 

Hvad siger appellen?

 

Vi ved, at den lægevidenskabelige, sociale og økonomiske nødsituation, som corona-pandemien har bragt os i, kræver en umiddelbar respons med påtrængende nødvendighed. Der er jo allerede blevet bragt milliarder af euro i spil til dette formål, med en gæld til følge, der ligger langt ud over de staters økonomiske evne under såkaldt normale omstændigheder, og som gør det vanskeligt at håndtere situationen i bare nogenlunde passende omfang.

 

Af den grund tror vi, at det er helt afgørende, at den europæiske centralbank (ECB) eftergiver alle medlemsstaternes gældsposter, så de kan tage kampen op mod årsagerne og følgerne af pandemien, eller, hvis det mislykkes, at de kan blive ændret til ’permanent gæld’, der ikke bliver knyttet til deres budgetter. Indtil da, og som en form for pres for at denne forholdsregel kan blive gennemført, foreslår vi unilateral ikke-betaling fra staternes side, samt en gældsrevision under borgerkontrol med henblik på en afvisning af den illegitime del af gælden. Gæld er fortsat et af nøgleelementerne med hensyn til at forstå EU’s krise. En regulær spændetrøje for de sydlige lande, som det er af den største vigtighed at få løsnet og fjernet, hvis vi vil forandre Europa.

 

Hvem har skrevet under?

 

Manifestet var oprindeligt underskrevet af 45 personer fra fagforeninger, den sociale, politiske og intellektuelle verden i forskellige europæiske lande. Blandt navnene ser man f.eks. Susan George, Éric Toussaint, Christophe Aguiton og Eleonora Forenza. Vi har siden modtaget snesevis af nye underskrifter fra forskellige lande og politiske områder.

 

Det næste skridt bliver at åbne op for støtte fra organisationer og den brede offentlighed. Og ud over disse navne og antallet af dem, så er den modtagelse, som vi har fået fra lande i det nordlige Europa vigtig, mange af dem opfattes som ’beskedne’, så vi bidrager til at bryde den falske nord-syd-opdeling af Europa, der kommer til at dække over de fælles interesser hos eliterne i alle lande, der nu bliver konfronteret med de nødvendige alliancer og den fælles dagsorden, der bliver sat af den brede befolkning og arbejderklassen fra alle fire verdenshjørner af Europa.

 

Har I en kalender?

 

I løbet af sommeren vil vi lukke for indsamlingen i denne fase af underskrifter, hvorefter vi vil vurdere, hvordan vi skal gå videre med hensyn til den støtte, som vi har modtaget, og hvordan pandemien har udviklet sig. Det er tanken at foreslå en form for møde, fysisk eller virtuelt, til efteråret, for at fortsætte mere samstemmende og knytte bånd mellem organisationer og steder af betydning for kampen.

 

Som antikapitalistisk MEP, hvad er så din rolle i Europa-Parlamentet?

 

Vores vigtigste opgave er at observere og bidrage beskedent, men beslutsomt i retning af et brud med den enorme og kompakte konsensus, der er i parlamentet og i de europæiske institutioner i almindelighed på mange områder: Europas rolle i verden, den manglende evne til at forestille sig økonomi og samfund ud fra forskellige markedsmekanismer, eller de forudfattede værdier, som EU ’beriger’ menneskeheden med gennem sin udenrigspolitik. Den Store Koalition af socialliberale og kristelige demokrater, der traditionelt har regeret over Europa-Parlamentet i fællesskab, og som de fleste europæiske lande har udvidet til at indeholde de liberale og de Grønne, og som også har prøvet at etablere kontakt til det reaktionære højre, der er stadig mere euro-reformistiske.

 

Alt dette udgør en kerne af magt, der er meget stærk og er helt på linje med resten af de økonomiske og politiske eliter i Europa. Vores første opgave er at rive dette hegn ned, der prøver at gøre vores statistiske mindretalsstandpunkter endnu mere mindretalsagtige. Problemet er, at der, selv på venstrefløjen, er nogen, der mener, at det kan ske ved, for enhver pris, at tilpasse sig den neoliberalistiske Store Koalitions konsensus.

 

Den anden rolle, som vi kan vælge, og det er fælles for alle antikapitalister i alle institutioner, er at falde for tiltrækningen og også farerne ved en institution som Europa-Parlamentet. Ikke bare på grund af de risikomomenter, der er for at blive alt for tilpassede eller inficeret af den klasseorientering, kynisme og arrogance, der kendetegner denne institution, og som du må vaccineres for hver eneste dag, men fordi der er en reel fare for at blive indfanget af det parlamentariske spil, hvor man tror, at det er det eneste vigtige, og som derfor lægger beslag på knappe ressourcer, der må sættes ind på andre fronter. At være opmærksom på sin mindretalsposition er af afgørende betydning, hvis ikke sædet i parlamentet skal blive et mål i sig selv. Så er det bedre at opfatte det som et værksted, hvor der redskaber til at arbejde inden for, men frem for alt uden for parlamentet, med forslag og bevægelser som drivkræfter frem mod et frontalt opgør med det faktisk eksisterende EU’s logik og interesser ..

 

Hvordan forestiller du dig det?

 

Spørgsmålet, og derfor også svaret, må først og fremmest formuleres i flertal: Vi, som antikapitalister og som en international strømning, forestiller os arbejdet i institutionerne som én front mere, vigtig, men ikke uundværlig, og decideret ufrugtbar, hvis den ikke bakkes op af en kæmpende social bevægelse uden for institutionerne. At spille ind i forhold til disse kampe, give dem al mulig støtte og opbakning og lære af dem, sætte ord på social og politisk manifestationer, eller bidrage til at sætte dem i gang, er et grundlæggende princip i forbindelse med vores opfattelse af arbejdet i institutionerne og vores rolle i det. Institutioner som f.eks. Europa-Parlamentet bidrager med yderligere to interessante aspekter: et udvidet territorialt perspektiv, efter europæisk målestok, og et tidsmæssigt perspektiv, der gør det muligt for os at foregribe angreb fra kapitalens side, der hurtigt efter vil få indflydelse på nationale og lokale forhold. At være til stede i denne institution er nyttigt for at kunne spotte andre aktører og skabe alliancer, samt træffe forberedelser med hensyn til, hvor det næste slag skal stå.

 

Efter Syriza-lederskabets fejlslagne strategi i Grækenland, kan Unidas Podemos’ deltagelse i Sanchez’ regering så tages som udtryk for, at de vil følge den samme vej? Eller er det anderledes?

 

Den græske erfaring er, eller burde være, den allervigtigste lære af den nyligt overståede periode. Vi kan sætte et klart skel inden for den europæiske venstrefløj ud fra, hvordan man fortolkede og positionerede sig i henseende til Syrizas erfaring med at regere. De grundlæggende strategiske forskelle, der udkrystalliserede sig i vores udtræden som Anticapitalistas fra Podemos er intimt forbundet med de diskussioner, som vi allerede havde under forløbet i Grækenland i 2015.

 

Hvad angår situationen i Spanien, så var Anticapitalistas meget bevidst om, at det at det gå ind i en regering, under en social-liberalistisk ledestjerne, rummede mange risikomomenter, først og fremmest disse tre: 1) at forsøge at puste nyt liv i PSOE som instrument for forandring på trods af den kendsgerning, at et af hovedpunkter i 15M-perioden var at angribe topartisystemet, hvor PSOE er en af grundpillerne og det store ’statsparti’ i den spanske stat, 2) at skrælle alt det unge og nye væk og deaktivere Podemos som en magtfaktor for forandring, begrænse det til den institutionelle sfære, underkastet flertallet i den socialliberale regering, og 3) give højrefløjen og det yderste højre monopol på at være opposition, og den potentielle kanal for den frygt og uro, der kommer af den måde, som den nye krise, der allerede er her, bliver håndteret på.

 

Det ville have været nemmere at støtte dannelsen af en PSOE-mindretalsregering udefra, og blive ved med at gøre modstand inden for og uden for det spanske parlament, sammen med bevægelserne og uden de bindinger, der følger af at være med i regeringen.

 

I har også sat en kampagne i gang for nationalisering af forskellige strategiske sektorer? Som f.eks de store medicinalfirmaer? Energi? Banker? Andre?

 

Pandemien har udstillet kapitalismens skam. Dens utilstrækkelighed med hensyn til at beskytte den brede befolkning og beskytte liv er blevet klart bevist. Det er på høje tid at analysere følgerne af så mange års nedskæringer for offentligheden. Retten til sundhed er blevet stærkt beskåret af neoliberalistiske politiske tiltag. Og omkostningerne ved pandemien er ikke bare økonomiske, men løber frem for alt andet op i hundredtusinder af liv.

 

Pandemien har også udstillet den europæiske neolibealistiske ’kejsers’ nøgenhed. Midt under en virus-kris var vi i Europa vidner til, at det ikke kunne lade sig gøre at producere det nød- og beskyttelsesudstyr, der var så stærkt brug for i kampen mod Covid-19, som følge af mange års flytninger og nedlæggelse af industrier. Europa har brug for en reindustrialisering på linje med en forandring til en socialt og økologisk retfærdig produktionsmodel. Økonomien skal være i livets tjeneste, og ikke bare opfede private profitter. Det er uden tvivl noget af det vigtigste, som man kan lære af denne krise.

 

Vi har af den grund brug for en nationalisering af strategiske sektorer under samfundsmæssig kontrol til fælles bedste. Derfor har vi også, som Anticapitalistas, sat en kampagne i gang, hvor vi agiterer og propaganderer for behovet for en nationalisering af strategiske sektorer og en forandring af produktionsmodellen, med forskellige konkrete forslag, som for eksempel i forbindelse med de fabrikker, som Nissan påtænker at lukke i Catalonien.

 

Kapitalismen befinder sig i en lang depressionsbølge, forårsaget af en profitabilitetskrise, hvis hovedårsag er profitratens nedadgående tendens. Over for de vedvarende problemer med hensyn til at genstarte økonomien, har kapitalismen ledt efter en udvej, som den har gjort systematisk, gennem en intensiveret udbytning af mennesker og naturen i et forløb kendetegnet ved vedvarende forringelser af arbejdet og nedbrydning af biosfæren. Det vil på måde være den økologiske krise, der, som den altid gør, viser grænserne for den kapitalistiske udviklingstankegang, men også nye grænser for perioder med forandring, og strategierne for dem. Det er derfor afgørende at opbygge en ny militant solidaritetsbaseret internationalisme, der kan udvikle et økosocialistisk projekt, der korresponderer mellem forskellige sammenhænge og regionale særegenheder til de fælles udfordring over for et post-kapitalistisk scenarie.

 

 

 

Miguel Urbán er ledende medlem af Anticapitalistas og MEP, valgt for Podemos.

 

Èric Toussaint er historiker og politisk forsker, samt talsperson for CADTM (Komiteen for ophævelse af illegitim gæld) og medlem ATTAC-Frankrigs videnskabelige råd.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen