”Er Tyrkiet parat til perioden efter Erdogan?” Med de næste valg til parlamentet og præsidentposten – kun to år ude i fremtiden efter planen, bliver dette spørgsmål allerede debatteret blandt forskellige politiske kommentatorer og analytikere.

af Uraz Aydin

Recep Tayyip Erdoğan 2018. Foto: Адміністрація Президента України, CC BY 4.0, Wikimedia 

 

Hvis vi ser bort fra ønsketænkningen, så er er det rigtigt, at en voksende del af befolkningen har mener, at Erdogans regime trækker økonomien, samfundet og hele landet hen mod en hidtil uset fallit, der ikke vil lade nogen gå fri. Begyndende med håndteringen af sundhedskrisen, som er en reel katastrofe. Det ”strenge” udgangsforbud, som blev erklæret gennem 17 dage indtil afslutningen af Ramadanen [og dermed kun frem til Eid-festen o. a.] har kun bestået i det tilfældige forbud mod salg af alkohol og nedlukningen af forretninger, barer, restauranter (de sidstnævnte var blevet genåbnede kun halvanden måned tidligere).

 

Det såkaldte ”totale” udgangsforbud omfatter ikke størstedelen af arbejderne, idet alle fabrikker, byggepladser, offentlige transportmidler, hoteller, kontorer… med andre ord næsten alt andet, fungerer normalt. Så for at reducere antallet af smittetilfælde – nummer fire i verden efter Indien, Brasilien og USA – og for at forberede turistsæsonen (grundlæggende for økonomien), er nedlukningen blevet fulgt af et fald i antallet af… coronatest! Antallet af test faldt fra 318.000 til 204.000 på en måned uden nogen fornuftig forklaring; antallet af smittede faldt fra 60.000 til 15.000, og antallet af dødsfald, efter at være stagneret gennem lang tid på omkring 350 om dagen, faldt omsider til omkring 250.

 

Afsløringer af mafiaen

Medens korruptionen inden for Erdogans partistat bliver mere og mere åbenlys, ikke mindst med de 780 mia. kroner, der er forsvundet fra Nationalbanken, afslører tilståelsen fra en flygtet mafiaboss regimets sammenfiltring med organiseret kriminalitet. Sedat Peker, en af hovedsponsorerne for den ultranationalistiske tyrkiske mafia, havde været en højlydt støtte af Erdogan gennem adskillige år. Blandt hans mest fremstående handlinger var de møder, han organiserede til støtte for inderkredsen omkring Erdogan og afsendelsen af militær udrustning (droner, skudsikre veste, osv.) og dusinvis af firehjulstrukne køretøjer til jihadister tilknyttet Den Frie Syriske Hær, hvilket ikke kunne være gennemført uden statslig godkendelse. Men efter løsladelsen af en anden tyrkisk mafioso, Alaatin Cakici, blev Peker tvunget til at forlade landet i februar 2020. Efter adskillige måneder på flugt rundt om på Balkan og et ophold i Marokko, har Peker fra sit nye hjem – tilsyneladende – gennem de sidste ti dage eller deromkring offentliggjort videoer på YouTube, hvor han er begyndt at tage et opgør med de tyrkiske statslige mafiakredse, der har svigtet ham.

 

Blandt hans hovedmål – som i øjeblikket ikke medtager Erdogan selv, sandsynligvis for at fastholde muligheden for at slå en handel af – er Mehmet Agar, indenrigsminister i 1990´erne og hovedfiguren i den ”dybe stat”, som regimet var nødt til at forny sin alliance med efter udrensningen af Gülen-tilhængerne fra statsapparatet efter det mislykkede kup i 2016. Med udgangspunkt i forskellige kendsgerninger hævder Peker, at Agar har en vigtig rolle i den internationale kokainhandel og understreger dennes ubestridte rolle i politiet og blandt militæret.

 

Post-Erdogan æraen?

Et andet vigtigt mål for Peker er den nuværende indenrigsminister Süleyman Soylu, som med en superaggressiv stil ikke er bleg for at gå til modangreb mod enhver kritik af regimet. Han har utvivlsomt planer om at vinde Erdogans tillid og at efterfølge ham som leder af partiet (og staten?) i fremtiden. Peker hævder blandt andet, at det var Soylu, som havde informeret ham om den undersøgelse, der blev forberedt mod ham, og at Soylu foreslog ham at forlade landet og samtidigt lovede at bringe ham tilbage i april 2021. Denne mafioso gør imidlertid opmærksom på, at han ligger inde med mange yderligere oplysninger, han kan afsløre, og at han vil ødelægge alle dem, der bragte ham til fald, om det så skal koste ham livet…

 

Perioden efter Erdogan vil ikke komme rent mekanisk. Det er vigtigt at mobilisere og kræve retfærdighed og demokrati imod denne korrupte stat. Men for at opnå en periode efter Erdogan hvor de undertrykte vil blive hørt, og hvor arbejderklassen kan få mere vægt i magtbalancen, er det også vigtigt at støtte og vinde de forskellige arbejdskampe, der i øjeblikket foregår i landet. Det handler blandt andet om at støtte bønderne i Rize-İkizdere, der kæmper mod åbningen af en mine under deres landsby, metalarbejderne i Baldur, som har strejket i de sidste fem måneder mod deres spanske chef, og at hæve vore stemmer mod den tyrkiske kapitalismes ”normale” massakrer, der har dræbt 735 arbejdere i de sidste fire måneder.

 

23. maj 2021

 

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com