Læsetid: 12 minutterBarrikaden på Place Blanche, som kvinder forsvarede under “den blodige uge”. Illustration af Moloch fra udstillingen i Paris om Pariserkommunen i 2009. Wikimedia
Yohann Emmanuel: Hvad kan man sige om kvindernes rolle i begivenhederne den 18. marts, der markerer Pariserkommunens start? Kan man trække paralleller til andre revolutionære mærkedage, hvor kvinderne spillede en central rolle, som for eksempel Marchen mod Versailles den 5. og 6. oktober 1789 eller demonstrationen på kvindernes internationale kampdag den 8. marts 1917, der blev starten på den russiske revolution? [”Februarrevolutionen” i Rusland har sit navn efter den gamle russiske kalender, ifølge hvilken kvindedemonstrationen fandt sted den 23. februar].
Mathilde Larrère: Den 18. marts forsamlede mange kvinder sig på Montmartrehøjen for at forhindre soldaterne i at bemægtige sig kanonerne der, hvilket simpelthen skyldtes, at det var tidligt om morgenen, og kvinderne var stået op som de første for at hente vand, brænde osv. Men der var også mænd til stede – fordi kvinderne slog alarm – og især soldater fra Pariserkommunens hær, les fédérés, som kun bestod af mænd, fordi Nationalgarden var lukket for kvinder. Så fra det øjeblik, hvor soldaterne og befolkningen fraterniserede på Champ des Polonais, var det en blandet flok.
Den 5. og 6. oktober 1789 [under den franske revolution, o.a.] var kvinderne drivkraften (det var en sammenslutning af kvinder, ”les Dames de la Halle”, der startede bevægelsen), før de fik tilslutning fra Nationalgarden; og den 8. marts 1917 var det kvindernes internationale kampdag (siden dengang har dagen ligget fast på den 8. marts).
Men opmærksomheden på kvindernes rolle bliver i alle disse tilfælde indsnævret til bestemte datoer, mens de er usynlige resten af tiden, selv om de også var med den 10. august 1792, under de efterfølgende begivenheder i Pariserkommunen i 1871, i den russiske revolution osv. Man lægger således mærke til deres tilstedeværelse i sammenhæng med deres sociale og huslige rolle, specielt opgaven med at skaffe fødevarer: Den 5. oktober 1789 var der en korn-opstand, hvor kvinderne gik til Versailles for at hente brød, men endte med at tage kongen med til Paris. For en stor del af kvinderne i Sankt Petersborg, dem fra arbejderkvartererne, handlede det i mindre grad om en markering af kvindernes rettigheder, men mere om en demonstration for brød og fred. Man bør altså ikke indskrænke kvindernes deltagelse i de revolutionære begivenheder til disse bestemte dage, selv om det var der, det begyndte.
Yohann Emmanuel: Bagefter blev de ikke repræsenteret i Pariserkommunens officielle institutioner. Havde de ikke stillet krav om det?
Mathilde Larrère: Kvinderne havde ikke stemmeret ved valget til Kommunen den 26. marts, og de stillede faktisk dårligt nok krav om det. Valgretten var ikke kvindernes primære krav på den tid: De havde masser af andre krav, og det gælder i endnu højere grad for Kommunens kvinder, hvoraf de fleste var socialister eller ”Montagnardes” (socialdemokrater), men vi vender senere tilbage til deres krav. Det var i øvrigt det samme under den franske revolution: Man taler meget om Olympe de Gouges og hendes Erklæring om Kvindernes og de Kvindelige Borgeres Rettigheder, som var en måde at kræve kvindernes valgret på (uden nogensinde eksplicit at nævne det), men Dominique Godineaus undersøgelse af de revolutionære kvinder viser, at kravet om at kunne blive optaget i Nationalgarden fyldte mere end kravet om valgret.
Yohann Emmanuel: Er kvindernes deltagelse i kampene noget særligt for Pariserkommunen?
Mathilde Larrère: Nej, kvinderne har altid deltaget i kampene, men det er nødvendigt at præcisere, hvad det drejer sig om. I de opstande, der var før Pariserkommunen, var det mere usædvanligt, at kvinderne kæmpede med våben i hånd, både fordi kvinder ikke i så høj grad vidste, hvordan man betjente våbnene, men også fordi den almindelige forestilling var, at det ikke passede sig for en kvinde på samme tid at forvolde død og samtidig give liv. Derfor holdt man dem på afstand af våbnene.
Derimod deltog de i kampene på barrikaderne (særligt i 1830 og 1848). Barrikaden bliver bygget for at spærre en gade, soldaterne stormer ind i gaden og bliver blokeret. Så foregår kampen på to niveauer: Den ene del er en kamp ansigt til ansigt mellem soldaterne og de bevæbnede mænd på barrikaden, og for det andet smider befolkningen forskellige genstande ud af vinduerne – og det er i høj grad noget, kvinderne gør. Denne anden dimension er også meget vigtig (blandt dem, der arbejdede for ordensmagten under opstandene mod Juli-monarkiet, var der flere kraniebrud end skudsår), men det glemmer man ofte. Desuden lader kvinderne geværerne, de hjælper de sårede og genopbygger barrikaderne osv. Det særlige ved Pariserkommunen var, at kvinderne oftere deltog i væbnede kampe, især på de barrikader, der var blevet opgivet af de mandlige kæmpere.
Yohann Emmanuel: En af de vigtigste kvindeorganisationer under Pariserkommunen havde i øvrigt forbindelse til kampene: ”Unionen til Forsvar for Paris og Pleje af de Sårede”. Kan du sige noget om den? Og hvilke andre sammenhænge kunne kvinderne organisere sig i?
Mathilde Larrère: Ja, det er en organisation grundlagt af Élisabeth Dmitrieff, der var udsendt fra London til Paris af IAA (Den Internationale Arbejderassociation, Første Internationales officielle navn). Det var i øvrigt to mænd, der skulle have været af sted, men den ene af dem kunne ikke, fordi han blev syg, og hun erstattede ham med kort varsel. Denne organisation er interessant på grund af sine to funktioner: forsvaret af Paris, hvor kvinderne brød tabuet om ikke at bære våben; og omsorgen for de sårede, som omvendt fremhæver kvindernes klassiske rolle i den kønsopdelte fordeling af opgaverne. Det er den mest strukturerede og meget centralistiske organisation med tre niveauer: lokalkomitéer i hvert arrondissement, som vælger repræsentanter til en centralkomité, og endelig et forretningsudvalg ledet af Élisabeth Dmitrieff.
Der fandtes også andre organisationer, især klubberne, som Montmartre-klubben, hvor André Léo deltog. Der var i øvrigt nogle spændinger mellem disse organisationer: For eksempel da André også sluttede sig til Unionen til Forsvar for Paris og Pleje af de Sårede, blev Élisabeth Dmitrieff stærkt irriteret over dette dobbeltmedlemskab. Disse forskellige organisationer var ”ikke-blandede” (selv om betegnelsen er gammeldags), ledet og organiseret af kvinder, ligesom kvindeklubberne under den franske revolution eller i 1848 (som også aviserne i 1848), selv om mændene i visse tilfælde kunne tilbyde deres hjælp. Kvinderne havde forstået, at de måtte organisere sig sådan for at kunne handle og blive hørt!
Yohann Emmanuel: Hvilke andre fremtrædende berømte kvinder fra Kommunen kan man nævne?
Mathilde Larrère: Bortset fra Louise Michel er de alle stort set glemt… Og hvis man husker Michel og – i mindre grad – [Victorine] Brocher, er det først og fremmest på grund af deres skrifter. Der er dog en hel del andre mindeværdige kvinder. For eksempel André Léo, forfatter til den storartede tekst La Guerre Sociale, hvor hun kritiserer det, at man gennem et århundrede har villet ”lave revolution uden kvinderne”; Dmitrieff, som man ikke ved så meget om i tiden efter Kommunen; Paule Minck; eller også Nathalie Lemel, der er lidt mere kendt og stod Eugène Varlin nær, og som før Kommunen havde grundlagt et kooperativt folkekøkken for det jævne folk og arbejderne (La Marmite). Men for hovedparten af de kvindelige kommunarder findes der sparsom dokumentation, bortset fra nogle navne på plakater eller i retsakterne fra deres retssager i Versailles. Når det er sagt, så er der heller ikke megen dokumentation om de mandlige kommunarder, bortset fra Vallès, Courbet, Pottier og enkelte andre – selv om der findes lidt mere end for kvindernes vedkommende.
Yohann Emmanuel: Ud over retten til at indtræde i Nationalgarden og retten til at bære våben, hvilke andre vigtige krav stillede kvinderne så under Kommunen?
Mathilde Larrère: De krævede det samme som kvinderne fra 1848, som de var tæt på både socialt og politisk: retten til arbejde, retten til ligeløn og til den samme anerkendelse af deres kvalifikationer, som mændene fik. De krævede også ret til uddannelse, ret til skilsmisse, anerkendelse af ”illegitime” eller ”uægte” børn, anerkendelse af elskerinder (altså at de fik de samme rettigheder som gifte kvinder), og nogle af dem, specielt Louise Michel, krævede afskaffelse af prostitutionen.
Yohann Emmanuel: Hvilke af deres krav blev opfyldt?
Mathilde Larrère: I Unionen til Forsvar for Paris og Pleje af de Sårede var der stor opmærksomhed på kvindernes arbejde, og det lykkedes Élisabeth Dmitrieff at få et løfte om ligeløn, og der kom endda et dekret, der garanterede ligeløn inden for én bestemt profession; de grundlagde ligefrem produktionskooperativer for kvinder. Der blev åbnet talrige skoler for drenge og piger. Elskerinder (konkubiner) blev anerkendt, efter at Kommunen havde dekreteret, at ægtefællerne eller konkubinerne til de dræbte eller sårede nationalgardister kunne få en pension; og der var også anerkendelse af børn uden for ægteskabet. Derimod blev kvinderne ikke accepteret i Nationalgarden: Det var dem selv, der greb til våben under ”den Blodige Uge”.
Yohann Emmanuel: Hvilken rolle spillede kvinderne dengang i arbejderbevægelsen?
Mathilde Larrère: Det var ret vanskeligt. Arbejderbevægelsen var ikke blot domineret af mændene, men flere af strømningerne var også modstandere af kvinders ret til arbejde, idet de anså dem for at være illoyale, fordi de fik mindre i løn. De begyndte også at se dem som strejkebrydere – senere blev det endnu mere almindeligt – hvilket der ikke er historisk belæg for, da arbejdsdelingen var så kønsbestemt, at en kvinde ikke kunne udføre en mands arbejde.
De betragtede også arbejdet i fabrikkerne som umoralsk, og mange i arbejderbevægelsen og Internationalen ønskede, at kvinderne, så snart de var gift, skulle vende tilbage til husholdningen og arbejde hjemme, og det under forhold, der var endnu værre end på fabrikkerne. I den franske arbejderbevægelse kom dertil proudhonismens indflydelse og Proudhons dybe foragt for kvinder.
Det var naturligvis ikke tilfældet for alle, som var aktive i arbejderbevægelsen. For eksempel var Eugène Varlin en stor fortaler for lighed mellem kvinder og mænd og især for ligeløn, og da han grundlagde La Marmite sammen med Nathalie Lemel, fik hun de samme organisatoriske opgaver som ham. Men det drejede sig om et mindretal: Der var mange kongresser eller konferencer i Internationalen før Kommunen – især under verdensudstillingerne – der blev afsluttet med tekster, som var dybt kvindefjendske og imod kvinders arbejde. Det var det, som Dmitrieff, André Léo og Paule Minck kæmpede mod allerede før Kommunen: De organiserede meget velbesøgte konferencer, hvor de forsvarede retten til arbejde og ligeløn. Sloganet ”lige løn for lige arbejde” er et slogan fra Pariserkommunen.
Yohann Emmanuel: Kan man tale om en kvindebevægelse i Frankrig på den tid?
Mathilde Larrère: Det er vanskeligt, fordi det Andet Kejserrige [1852-1870, o.a.] i det store og hele havde knust den kvindebevægelse, der blevet dannet i 1848. Den var lige så stille ved at blive genfødt under indflydelse af André Léo eller Paule Minck, men også Maria Deraismes, der stod i spidsen for tidsskriftet Le Droit des Femmes, der blev grundlagt i 1869, og som spillede en vigtig rolle i l’Association pour le Droit des Femmes [Sammenslutningen for Kvindernes Rettigheder], der blev stiftet i 1870. Men det er især inden for arbejderbevægelsen, at der udviklede sig en organiseret socialistisk feminisme eller feministisk socialisme. Først derefter udviklede der sig en feministisk bevægelse uden for arbejderbevægelsen omkring suffragetterne med Hubertine Auclert og Marguerite Durand.
Yohann Emmanuel: Når man ser på afslutningen af Pariserkommunen, var der så en særlig undertrykkelse af kvinderne fra Versailles-regeringens side?
Mathilde Larrère: Ja, men den var tvetydig. På den ene side fik flere kvinder end mænd tiltalefrafald, og det har i lang været udlagt, som at retssystemet behandlede kvinderne mildere end mændene. Men hvis man på den anden side ser på dem, der blev dømt, bemærker man, at kvinderne fik de hårdeste straffe: 13 procent af de dømte kvinder blev dødsdømt mod 0,9 procent af de dømte mænd; 13 procent blev dømt til tvangsarbejde og 13 procent til deportation, hvor tallene var 2,3 og 11 for mændenes vedkommende.
Forklaringen er, fordi de havde overskredet alle grænser! I Versailles-regeringens øjne var de betydeligt mere monstrøse, fordi de var kvinder: De havde overskredet den herskende orden mellem kønnene og forladt den plads, der i den tid var reserveret til dem (køkkenet og vuggen) og blandet sig i politik – og her var de åbenlyst slået ind på den revolutionære bane. Det er sådan, man skal forstå billedet med ”petroleumsbrandstifterne”, som blev brugt til at stigmatisere de kvindelige kommunarder. Denne stereotyp finder man fra de første brande under Pariserkommunen: Man finder den i Versailles-pressen, i afbildningerne og under retssagerne, hvor man hele tiden forsøgte at bevise, at de havde antændt brandene (Versailles glemmer, at det var dem selv, der kastede de første brandbomber!).
Yohann Emmanuel: Fik Pariserkommunens nederlag negative konsekvenser for kvindernes situation og deres krav i de efterfølgende år?
Mathilde Larrère: Ikke ret meget. Versailles-regeringen gennemførte sørgede for at genoprette den ”moralske orden”, men den ramte alle, ikke kun kvinderne. Da den Tredje Republik [perioden efter Pariserkommunens nederlag frem til Anden Verdenskrig, o.a.] blev dannet, fjernede man ganske vist kvindernes valgret, men det skyldtes et overdrevent religiøst kvindesyn, uden at det havde nogen direkte forbindelse til Kommunen. Der var altså ikke et ”backlash” som efter den Franske Revolution med afskaffelsen af Code Civil (i 1804). Naturligvis blev de fremskridt, der var opnået, rullet tilbage et efter et, men det gjaldt i det hele taget for Kommunens resultater, som alle blev udraderet.
Oversat fra l’Anticapitaliste, 22. januar 2021, af Poul Bjørn Berg.