Belejring af “La Madelaine” under Pariserkommunen. Foto: Wikipedia

 

Kommunen var hverken planlagt på forhånd eller (fuldt ud) resultatet af en skærpet klassekamp. Snarere var Kommunen et svar på den franske og preussiske belejring af Paris ved afslutningen af den fransk-preussiske krig.

 

Forholdsregler taget af Kommunen Arbejderne fritages for at betale husleje for terminerne oktober, januar og april. Forbud mod at sælge de sager, som er pantsat på Assistenthuset. (Pantelånerkontoret, o.a.) Kirkens adskillelse fra staten, afskaffelse af kultusbudgettet. (Kirke- og Undervisningsministeriet) Konfiskering af legater til kirken til fordel for det almindelige vel. Der bevilliges enhver kommunekæmper, som er blevet såret I kampen for den kommunale frihed, en sum på 300-1200 Franc. Der bevilliges de faldne kommunekæmperes enker (legitime eller ej) en årlig pension på 600 franc og 365 franc for hvert barn til dets 18. år. Adoption af familierne efter ofrene fra den 22. og 18. marts. Forbud mod, at en person har flere kommunale embeder samtidigt. Fastsættelse af den højeste løn for nationale og kommunale embedsmænd til 6.000 franc. Skolen frigøres såvel fra statens som statens indblanding. Lærerne såvel som lærerindernes løn fastsættes til 2000 franc, hjælpelærere af begge køn til 1500 franc. Nedrivelse af Vendome-søjlen. Afskaffelse af edsaflæggelsen. Lov, hvorefter alle arbejderforeninger, såvel som Industri- og handelskamre opfordres til at indsende lovforslag angående vareomsætningen. Fastlæggelse af arbejdslønnen ved alle offentlige arbejder. Frigivelse af alle genstande, som var pantsat på Assistenthuset. Fabrikker og værksteder, som var blevet forladt af deres ejere, bliver genåbnet og overdraget til arbejderforeningerne til afbenyttelse. Fremlæggelsen af en protokol for arbejdssøgende og arbejdskøbere på alle magistratens kontorer tillige med de gensidige betingelser. Forbud mod natarbejde I bagerierne. Ophævelse af alle private arbejds- og fæstekontorer. Ophævelse af Æreslegionen og lignende ærestitler og dermed forbudne pensioner. Nedsættelse af en permanent komite’ til at undersøge de sociale spørgsmål. For at vise broderlig og menneskelige sindelag sendte kommunen understøttelse til nogle kvinder, hvis mænd var I Versailles-hæren, og skrev i en opfordring til frivillige gaver: “Kommunen har sendt brød til 92 kvinder, hvis mænd kæmper mod os. Enker hører ikke til nogen fane. Republikken har brød til alle ulykkelige og et kys til alle faderløse”. Fra Nicolaj L. Petersen: Pariserkommunen, dens årsag og følger. 1891. Her citeret fra: Uffe Østergaard: Den materialistiske historieopfattelse I Danmark før 1945. Udgivet 1973.

Den preussiske hær, som gik gennem Frankrig, undgik at gå ind i Paris. Pariserne vidste, hvordan man skulle bygge barrikader og udkæmpe en bykrig. De havde gjort det før. Paris var epicenteret for den franske revolution i 1972 og revolutionerne i 1848.

 

Den 2. september 1870 blev den franske kejser Napoleon den Tredje besejret ved Sedan af preusserne. To dage senere invaderede de parisiske arbejdere, anført af Auguste Blanqui, Nationalforsamlingen og krævede en afslutning på kejserrige Om aftenen var den Tredje Republik udråbt.

 

Mens to preussiske hære belejrede Paris, overgav det meste af den tilbageværende franske hær sig i Metz. Den franske regering indledte forhandlinger om en fredsaftale, og i januar 1871 blev Paris overgivet til preusserne. Den almindelige hær blev opløst og overlod det til Nationalgarden at forsvare Paris.

 

Nationalgarden var nu en borgermilits. Voldelige demonstrationer og oprør fra basis havde fjernet officerer med borgerlige sympatier. Denne hær af ”arbejdsmænd i uniformer” bar ”Frankrigs sjæl”, som Jules Valles skrev i Le cri du Peuple. Det franske borgerskab og de preussiske generaler lagde, som forudset af Karl Marx, deres uenigheder til side for at sætte en stopper ”de røde” i Paris.

 

Den 18. marts beordrede Thiers [Frankrigs præsident 1871-73, o.a.] den franske hær tilbage til Paris for at afvæbne Nationalgarden. Da tropperne forsøgte at erobre kanonerne i det nordlige Paris, fraterniserede parisiske kvinder med tropperne, som så nægtede at parere ordrer. Generalerne Claude Lecomte og Jacques Thomas blev dræbt af deres egne soldater. En borgerkrig var begyndt.

 

Den 26.marts blev der valgt et byråd, Pariserkommunen, af borgerne i Paris. Kommunen bestod af arbejdere, heriblandt medlemmer af Første Internationale og sympatisører til Proudhon og Blanqui.

 

Kommunen var aldrig ”kommunistisk”. Og alligevel, især for Marx og senere for de bolsjevikiske ledere i Rusland, viste den muligheden for at skabe et fremtidigt kommunistisk samfund.

 

For at vurdere Kommunens resultater er det nødvendigt at forstå lidt om, hvad de var oppe imod.

 

Det Andet Kejserrige

I 1851 tog Louis Napoleon Bonaparte [Napoleon den Tredje], nevø til kejser Napoleon og præsident for den Anden republik [1848-1852], magten ved et statskup og udråbte sig selv til kejser.

 

Dette Andet Kejserrige havde ganske meget til fælles med neoliberalismen i dag. Det er blevet beskrevet som et “fornyende diktatur”. Under Louis Bonaparte forsøgte den franske kapitalisme at indhente sin vigtigste økonomiske rival Storbritannien. For at gøre det var den udøvende magt nødt til at forsvare sig mod demokrati.

 

I 1850’erne voksede produktionen af stål og kul massivt, og tusindvis af kilometer jernbane blev anlagt. Bankerne koncentrerede sig om at udlåne til virksomheder. Penge strømmede ud til en borgerlig, industriel elite.

 

Bonapartes magt hvilede på et spirende bureaukrati, der kunne kontrollere og modernisere. Han erklærede at stå over de politiske partier.

 

De politiske lejre i Frankrig, som Bonaparte forsøgte at spille ud mod hinanden, var mange. I 1860’erne sloges katolikker og ikke-religiøse om uddannelserne; traditionelle, monarkistiske konservative, som dominerede på landet, protesterede mod den bureaukratiske centralisering; borgerskabet genopfandt republikanske idealer og håbede, at det kunne bortlede arbejdernes opmærksomhed fra deres egne klasseinteresser. Den fremvoksende industrielle arbejderklasse fandt sin stemme i den hurtige vækst af socialistiske klubber.

 

Arbejdsuroligheder brød ud over hele Frankrig og nåede et højdepunkt i 1869-70. Fælles strejkeaktioner med minearbejdere og tekstilarbejdere brød ud i Lyon. Men arbejderuroligheder var både politiske og økonomiske.

 

I Paris blev der i årene 1869-70 afholdt 1300 politiske møder. Møder med deltagelse af 6000 blev gentagne gange afholdt i Folies Belleville. Her optrådte de senere ledere af Kommunen, blanquister og internationalister.

 

Den liberale Molinari beklagede, at 90 procent af alle “tænkende arbejdere” enten var socialister eller var ved at blive det. Møderne anbefalede ofte omstyrtelse af den kapitalistiske bonapartistiske stat, som satte tropper ind mod strejkende, fiflede med loven og brugte religiøse skoler til at holde arbejderne i uvidenhed. Midt på året i 1869 var optøjer almindeligt udbredt i Paris med over 900 arrestationer alene i Belleville. Regeringen brugte militærmagt og retsforfølgelser for at skræmme arbejderne.

 

Det er denne kamp mod en uretfærdig økonomi og et kapitalistisk diktatur, som formede Pariserkommunen.

 

Pariserkommunen

I Kommunen var der en bred vifte af politiske holdninger. Socialister dominerede ofte i de forskellige organer, selvom de ikke nødvendigvis talte på vegne af et flertal. Antalsmæssigt er det sandsynligt, at de fleste parisere så sig selv som republikanere, men det samme var Thiers – manden, som belejrede Paris.

 

Som Roger McGraw har skrevet:

 

“Græsrods-arbejderklubberne havde en udmærket forståelse for nødvendigheden af at ødelægge den eksisterende statsmaskine, snarere end at prøve på at bruge den. De lagde vægt på nødvendigheden af direkte demokrati, folkelig kontrol med militsen, skabelsen af nye, alternative regeringskadrer som erstatning for hæren, politiet og bureaukratiet. De forestillede sig en folkelig kontrol med en stat, som var valgt for at tilvejebringe en social orden baseret på lighed.” (Roger McGraw, France 1815-1914: Bourgeois Century, side 201.)

 

Hertil kommer, at idealismen blomstrede, når først den borgerlige statsmagt var fjernet med dens påtvungne begrænsninger og forvridninger det menneskelige potentiale for at opnå den maksimale produktion til den laveste pris. Arbejderklassens lederskab kom ikke fra Gud eller markedet, men fra de behov, som pariserne havde på den tid.

 

Den 30. marts afskaffede Kommunen den tvungne værnepligt og den stående hær. Alle borgere, som var i stand til at bære våben, skulle indrulleres i Nationalgarden, som skulle være den eneste væbnede enhed. Sådan ser et bevæbnet demokrati ud: Styret af evner snarere end status, og mobiliseret af idealer snarere end terror – på den måde var arbejdernes milits til at holde den franske hær ude indtil maj. Og det til trods for vedvarende bombardementer fra Thiers’ hær.

 

Kommunens internationalisme kom også fra arbejderklassen. Fra starten blev det dekreteret, at alle udlændinge, som var valgt til Kommunen skulle anerkendes på deres poster, fordi ”Kommunens flag er Verdensrepublikkens flag.”

 

Den 16. Maj blev Vendôme-søjlen, som var rejst til minde om Napoleons sejre, pillet ned i den samme internationale ånd.

 

Arbejderne tog sig beslutsomt af spørgsmålet om uddannelse. Arbejderne hadede de ”sorte krager”, hvis undervisning ikke bestod af meget andet end læren fra katekismus. Uddannelser i det Andet Kejserrige var beregnet til at få arbejderklassen til at adlyde, den herskende klasse til at bestemme og give middelklassen tekniske færdigheder.

 

Kommunens revolutionære uddannelsespolitik tilbød gratis, sekulær uddannelse til alle børn. Det betød, at der for første gang var undervisning for piger, som medborgere. For arbejderklassen blev uddannelser indrettet, så de tjente dens målsætninger.

 

Der blev gennemført en revolutionær tilgang til uddannelse. Målet var at skabe en selvstændig borger/arbejder. En polyteknisk uddannelse, som både underviste i håndværksfag og udviklede de intellektuelle kundskaber blev grundlagt.

 

På mange andre områder gennemførte Kommunen vidtgående reformer. Disse reformer afspejlede de krav, som arbejderne havde rejst gennem mange år. For eksempel skulle bagerne ikke arbejde om natten. Der blev dannet kooperativer, som for eksempel et tekstil-kooperativ for kvinder i det 18. arrondissement, som leverede uniformer til Nationalgarden. Gæld blev annulleret, og renter suspenderet.

 

Kommunen tog ansvar for enker og forældreløse børn og stoppede stigmatiseringen af illegitime børn.

 

Og mens Kommunens bystyre var optaget af de militære nødvendigheder i arbejderkvartererne, så affødte en eksplosiv kreativitet en ”undertrykkernes festival”. Der var gadeteater, kunstværker og offentlige talerstole – et socialt eksperiment, som liberale historikere er blinde for.

 

Det var et forsøg fra den arbejdende befolkning på at ændre deres liv, leve på en anden måde og gå efter nye muligheder. Aviser og tegneserier blomstrede. Paris var kort fortalt en arbejderby.

 

Lærdomme

I slutningen af maj erobrede den franske hær under general McMahon kontrollen over Paris. Han brugte otte dage til at lade sine tropper slagte kommunarder og civile. Kommunens rene menneskelige skønhed skulle udslettes. Arbejderne kunne tænke, styre, passe og trives bedre uden kapitalismen, og terroren handlede om at slå denne kendsgerning ihjel.

 

En engelsk journalist så en officer spørge en fange om hans erhverv. Da han fik svaret, skød officeren ham i ansigtet og sagde: ”Jaså, det er stenhuggerne, som vil regere nu?”

 

Karl Marx forudså korrekt fra starten af Kommunen, at den aldrig ville kunne indtage statsmagten. Den var belejret og isoleret. Den europæiske kapitalisme var ikke i en liv-eller-død-krise. Arbejderklassen havde ikke udkæmpet de første slag, som var nødvendige for at få staten til at ryste og bryde sammen. Men da kommunarderne først havde, med Marx’ ord, ”stormet himlen”, blev han hurtigt en af de fremmeste til at forsvare og anbefale dem.

 

Marx lærte, som alle revolutionære, af kampen. Han så, at når arbejderne kæmper for deres frihed, kan de befri sig fra ”historiens mødding” – al den frygt og tvivl, som gør det kapitalistiske herredømme muligt, og blive til noget nyt. Og for at vinde, kan arbejderne ikke have tiltro til borgerlige stat og bruge den til egne formål – de må rive den stat op med rode og knuse den.

 

I Kommunen så Marx, at hvis arbejderklassen bliver befriet fra markedet og i stedet organiserer sig for at tilfredsstille de menneskelige behov, så forandrer selve arbejderklassen sig. Fra at være underkuet, fremmedgjort og underlagt en bremse på menneskehedens udvikling, så vil arbejdernes ”frie fællesskaber” skabe frigørelse og glæde.

 

Dette er værd at tænke over i den nuværende situation. Som Dave Ward, faglig leder for de britiske post- og telearbejdere, sagde det for nylig på et folkemøde: ”Når det her er overstået, må vi tænke over, hvordan vores arbejde bliver værdsat. Hvilken pris sætter vi på det arbejde, som vores ansatte i sundhedsvæsenet udfører?”

 

10. marts 2021

 

Oversat fra Counterfire af Åge Skovrind