Belejring af “La Madelaine” under Pariserkommunen. Foto: Wikipedia

De undertryktes tradition

Der er en mur ved kirkegården Père Lachaise i Paris, kendt som ”Le Mur des Fédérés”. Det var her, at de sidste af Pariserkommunens kæmpere blev skudt i maj 1871 af Versailles-tropperne. Hvert år bliver dette ophøjede mindested for arbejderbevægelsen besøgt af tusinder – og somme tider, som i 1971, titusinder af franskmænd, men også folk fra hele verden. De kommer alene eller i demonstrationer, med røde flag eller blomster, og synger undertiden en gammel kærlighedssang: ”Le Temps des Cerises”, som blev Kommunardernes sang. Vi hylder ikke en mand, en helt eller en stor tænker, men en mængde af anonyme mennesker, som vi nægter at glemme.

Som Walter Benjamin sagde i sine Teser ”Über den Begriff der Geschichte” (Om Historiebegrebet) fra 1940, så bliver kampen for frigørelse ikke kun ført i fremtidens navn; men også i de besejrede generationers navn, Erindringen om slavegjorte forfædre og deres kampe er en af de største kilder til moralsk og politisk inspiration for revolutionær tanke og handling. Pariserkommunen er derfor en del af det, Benjamin kalder ”de undertryktes tradition”, det vil sige af de privilegerede (”messianske”) øjeblikke i historien, hvor de lavere klasser har haft held til, for en tid, at bryde historiens kontinuitet, kontinuiteten af undertrykkelse; korte – for korte – perioder med frihed, frigørelse og retfærdighed, som hver eneste gang vil tjene som målestok og eksempler for nye slag. Siden 1871 har Kommunen forsat med at nære revolutionæres refleksioner og deres praksis, startende med Marx selv – såvel som Bakunin – og så, i det 20. århundrede, Trotskij og Lenin.

Marx og Kommunen i 1871

Trods deres uenigheder indenfor Første Internationale arbejdede marxister og libertære broderligt sammen til støtte for Pariserkommunen, dette første store forsøg på ”proletarisk magt” i moderne historie. Marx og Bakunins analyser af denne revolutionære begivenhed var ganske vist hinandens modpoler. Vi kan opsummere den enes teser i de følgende udtryk: ”Den lille gruppe af overbeviste socialister, som deltog i Kommunen, var i en meget vanskelig position… De var nødt til at danne en revolutionær regering og hær imod Versailles-regeringen og dens hær”. I denne forståelse af borgerkrigen i Frankrig bliver der stillet to regeringer og to hære overfor hinanden, mens anti-stats-synspunktet er helt tydeligt i den anden forståelse: ”Pariserkommunen var en revolution mod staten som sådan, dette overnaturlige stedbarn af samfundet”.

Opmærksomme og vidende læsere vil allerede have gennemskuet dette: Det første synspunkt er fra… Bakunin i hans essay ”Pariserkommunen og Ideen om Staten”. Medens det andet er et citat fra … Marx, i hans første version af ”Borgerkrigen i Frankrig, 1871”. Vi har med vilje mudret vandene for at vise, at forskellene – skønt meget virkelige – mellem Marx og Bakunin, marxister og libertære, ikke er så enkle og åbenlyse som ofte antaget.

Desuden frydede Marx sig over den kendsgerning, at under begivenhederne i Kommunen glemte Proudhons [ledende anarkist, o.a.] tilhængere deres mesters teser, medens visse libertære med glæde bemærkede, at Marx skriverier om Kommunen forlod centralisme til fordel for føderalisme.

Marx havde foreslået som det centrale slogan for Den Internationale Arbejderforening – Første Internationale – denne formulering, som han indskrev i stiftelsesdokumentet for 1. Internationale i 1864 [kendt som Inauguraladressen, o.a.]: ”Befrielsen af de arbejdende klasser må erobres af de arbejdende klasser selv”. Hvis 1871-Kommunen var så vigtig i hans øjne, er det netop, fordi det var den første revolutionære manifestation af dette grundlæggende princip for den moderne arbejderklasse og socialistiske bevægelse.

Kommunen, skrev Marx i Inauguraladressen i Første Internationales navn i 1871, ”Borgerkrigen i Frankrig” (og i den forberedende notits), var ikke et parti eller en gruppes regime, men ”grundlæggende arbejderklassens regering”, ”en regering af folket og for folket”, det vil sige, ”at tage den tilbage af folket og for folket gennem deres eget sociale kald”. For at gøre dette var det ikke tilstrækkeligt at ”erobre” det eksisterende statsapparat: Det var nødvendigt at ”knuse” det og erstatte det med en anden form for politisk magt, som Kommunarderne gjorde det, fra deres første dekret – afskaffelsen af den stående hær og dens afløsning med det bevæbnede folk. Her er, hvad Marx skrev i et brev til sin ven Kugelman den 17. april 1871, altså under de første uger af Kommunen: ” Hvis du slår op på sidste kapitel af min “Attende brumaire” vil du finde, at jeg udtaler, at den franske revolutions næste forsøg ikke mere som hidtil vil være at overføre det bureaukratiske militære maskineri fra den ene hånd til den anden, men at sønderbryde det, og dette er forudsætningen for enhver virkelig folkerevolution på kontinentet. Det er også det, vore heroiske partifæller i Paris forsøger.”

Det, som syntes afgørende for Marx, var ikke blot Kommunens sociale lovgivning – hvoraf visse tiltag, såsom forvandlingen af fabrikker, som deres ejere havde forladt, til arbejderkooperativer, havde en socialistisk dynamik – men frem for alt dens politiske betydning som arbejdermagt. Som han skrev i Inauguraladressen i 1871: ”Denne nye Kommune, der bryder den moderne statsmagt,” var resultatet af ”simple mænds” arbejde, som ”for første gang vovede at antaste deres “naturlige overordnedes”, de besiddendes, regeringsprivilegium.”

Kommunen var hverken en sammensværgelse eller et pludseligt overraskelsesangreb, det var ”mennesker, der handlede for sig selv og gennem sig selv”. Korrespondenten fra The Daily News fandt, at der ikke var nogen leder, der udøvede ”overordnet autoritet”, hvilket fremkaldte en ironisk kommentar fra Marx: ”Dette chokerer borgeren, der har et umådeligt behov for politiske idoler og ”store mænd”.

Skønt aktivister fra Første Internationale spillede en vigtig rolle i begivenhederne, kan Kommunen ikke forklares som intervention fra en fortropsgruppe. Som svar på reaktionens bagvaskelser, der fremstillede opstanden som en sammensværgelse udklækket af Første Internationale, skrev Marx: ”Den politifarvede bourgeoisforstand forestiller sig naturligvis Den internationale arbejderassociation som en slags hemmelig sammensværgelse, hvis centralledelse fra tid til anden befaler oprør i forskellige lande. Men vor association er faktisk kun det internationale bånd, der forener de mest fremskredne arbejdere i den civiliserede verdens lande. Hvor og i hvilken skikkelse og under hvilke betingelser klassekampen end giver sig blot nogenlunde håndgribeligt udtryk, dér er det også naturligt, at medlemmer af vor association står i forgrunden.”

Når Marx undertiden taler om arbejdere og andre gange om ”folk”, er det, fordi han var bevidst om, at Kommunen ikke kun var et resultat af den proletariske klasses indsats i snæver forstand, men også af dele af de forarmede middelklasser, intellektuelle, kvinder fra forskellige sociale lag, studenter og soldater, alle forenede under det røde flag og af drømmen om en social republik. For ikke at glemme bønderne, fraværende fra bevægelsen, men uden hvis støtte opstanden i Paris var dømt til at slå fejl.

Et andet aspekt af Kommunen, som Marx insisterer på, er dens internationalistiske karakter. Helt sikkert rejste befolkningen i Paris sig i 1871 mod de kapitulerende borgerlige politikere, som forsonede sig med Bismarck og Den Preussiske Hær. Men dette nationale spring antog ikke på nogen måde en nationalistisk form; ikke blot på grund af de militante fra den franske sektion af Første Internationale, men også fordi Kommunen appellerede til kæmpende fra alle nationer. Den Internationale Arbejderforenings solidaritet, og møderne til støtte for Kommunen afholdt i Breslau og andre tyske byer, på initiativ fra socialistiske arbejdere, er udtryk for den internationalistiske betydning af den parisiske befolknings opstand. Som Marx skrev i en resolution, der blev vedtaget på et møde for årsdagen for Kommunen i marts 1872, var kommunarderne ”den heroiske fortrop … for det universelle proletariats truende hær”.

Ifølge Walter Benjamin i hans Teser fra 1940 eksisterer der en enestående konstellation mellem et nutidigt øjeblik i de undertryktes kamp, og en præcis fortidig begivenhed, et enestående billede af fortiden, som risikerer at forsvinde, hvis det ikke bliver genkendt. Det er, hvad der skete under den russiske revolution i 1905. Kun Leo Trotskij så konstellationen mellem Kommunen i 1871 og de russiske sovjetters kamp i 1905: I sit forord, skrevet i december 1905 til den russiske udgave af Marx’ skrifter om Kommunen; bemærker han, at eksemplet fra 1871 viser, at ”det er muligt for arbejderne at gribe magten i et økonomisk tilbagestående land tidligere end i et avanceret land”. Imidlertid vil de russiske arbejdere, når først de har taget magten, ligesom i Kommunen, blive ansporet til tiltag, som vil kombinere afskaffelsen af enevælden med den socialistiske revolution.

I 1905-06, var Trotskij helt alene om at forsvare 1871-modellen for den russiske revolution. Selv Lenin nægtede, trods sin kritik af den mensjevikiske taktik om at støtte det anti-zaristiske borgerskab, at betragte Kommunen som et eksempel for arbejderbevægelsen i Rusland. I sit værk fra 1905 ”To slags taktik for Socialdemokratiet i den demokratiske revolution”, kritiserede han Pariserkommunen for at have sammenblandet målene i kampen for republikken med målene i kampen for socialisme; af denne grund var Kommunen en form for regering, der ikke ville ligne den, som den fremtidige russiske revolutionære demokratiske regering ville antage.

Tingene skulle imidlertid blive helt anderledes i 1917. Efter Aprilteserne tog Lenin Pariserkommunen som en model for den Republik af Sovjetter, som han foreslog som et mål for de russiske revolutionære, netop fordi den havde udvirket den dialektiske fusion mellem kampen for en demokratisk republik og kampen for socialisme. Denne ide skulle også blive udviklet videre i ”Staten og Revolutionen” og alle Lenins øvrige skrifter fra året 1917. Denne identifikation med kommunarderne var så stærk, at Lenin, ifølge samtidige beretninger, stolt fejrede den dag – blot nogle få måneder efter oktober 1917 – da sovjetmagten havde haft held til at holde ud én dag længere end Kommunen i 1871.

Oktoberrevolutionen er derfor et slående eksempel på denne ide fremsat af Walter Benjamin in sine Teser: Enhver ægte revolution er ikke kun et spring frem mod fremtiden, men også ”et tigerspring ind i fortiden”, et dialektisk spring mod et øjeblik i fortiden ladet med ”nutiden” (Jetztzeit). Ligesom Marx og Engels kritiserede Lenin og Trotskij bestemte politiske eller strategiske fejl, som Kommunen begik: For eksempel ikke at tage pengene fra den franske Nationalbank, ikke at angribe Versailles, men afvente fjenden på barrikaderne i hver enkelt bydel. Ikke desto mindre anerkendte de denne begivenhed som et hidtil uset øjeblik i moderne historie, det første forsøg på at ”storme himlen”, den første erfaring med de undertrykte klassers forsøg på en social og politisk frigørelse.

Relevansen af Pariserkommunen i det 21. århundrede

Hver generation har sin egen læsning, sin egen fortolkning af Kommunen i 1871, ud fra sin egen historiske erfaring, sine behov i de aktuelle kampe og ud fra de aspirationer og utopier, som motiverer den. Hvad kunne så være Kommunens relevans i dag, ud fra holdningerne hos den radikale venstrefløj og de sociale og politiske bevægelser i starten af det 21. århundrede, fra zapatisterne i Chiapas til ”bevægelsernes bevægelse”, bevægelsen for global retfærdighed?

Selvfølgelig ved det store flertal af militante og aktivister i dag kun lidt om Kommunen. Der er imidlertid nogle ligheder og genklange mellem det parisiske forår i 1871 og nutidens kampe, der fortjener at blive fremhævet:

a)      Kommunen var en bevægelse af selv-frigørelse og selvorganisering og initiativer fra neden. Intet parti forsøgte at tage de folkelige klassers plads, ingen fortrop ønskede at ”tage magten” på vegne af arbejderne. Aktivisterne i den franske sektion af Første Internationale var blandt de mest aktive til at støtte den folkelige opstand, men de tilstræbte aldrig at opkaste sig som en selvudråbt ”ledelse” af bevægelsen, de forsøgte aldrig at monopolisere magten eller at marginalisere andre politiske strømninger. Kommunens repræsentanter blev demokratisk valgt i de forskellige bydele og var løbende underkastet kontrol fra deres folkelige base.

b)     Med andre ord: Kommunen i 1871 var en pluralistisk enhedsbevægelse, i hvilken tilhængere af Proudhon eller (sjældnere) af Marx, libertære og jacobinere, blanquister og ”sociale republikanere” alle deltog. Der var selvfølgelig debatter og forskelle, undertiden politiske sammenstød i Kommunens demokratisk valgte forsamlinger. Men i praksis handlede de i fællesskab, respekterede hinanden, rettede skytset mod fjenden og ikke mod deres kammerater i kampen, med hvem de måtte have uenigheder. De enkeltes ideologiske dogmer betød mindre end de fælles mål: social frigørelse og afskaffelsen af klasseprivilegier. Som Marx selv anerkendte, så glemte jacobinerne deres autoritære centralisme og Proudhons tilhængere deres ”anti-politiske” principper.

c)      Som vi så ovenfor, var det en autentisk internationalistisk bevægelse, hvor folk fra flere forskellige lande deltog i kampen. Kommunen valgte en polsk revolutionær (Dombrowicz) til ledelsen af sin milits; en tysk-ungarsk arbejder (Leo Frankel) var arbejdskommissær. Selvfølgelig spillede modstanden mod den preussiske besættelse en afgørende rolle i oprettelsen af Kommunen, men appellen fra de franske oprørere til folket og til det tyske Socialdemokrati, inspireret af utopien om ”Europas Forenede Stater” vidner om denne internationalistiske bevidsthed.

d)     Selvom den mandlige dominans vejede tungt i den folkelige kultur, udmærkede Kommunen sig ved kvindernes aktive og kæmpende deltagelse. Den libertære aktivist Louise Michel og den russiske revolutionære Elisabeth Dmitrieff er blandt de mest kendte, men tusinder af andre kvinder – med raseri og had betegnet som ”pétroléuses” af de reaktionære i Versailles – tog del i kampene i april-maj 1871. Den 13. april sendte borgernes delegerede en henvendelse til Kommunens byråd, som slog fast, at mange kvinder var parate til at deltage i forsvaret af Paris. Heri hed det: ”Kommunen, som repræsenterer det storslåede princip om afskaffelse af alle privilegier, af alle uligheder, er samtidig forpligtet til at tage højde for de retfærdige krav fra hele befolkningen, uden skelnen til køn – en skelnen skabt og fastholdt af det behov for modsætninger, som de dominerende klassers privilegier hviler på.” Appellen var underskrevet af de delegerede, medlemmer af Centralkomitéen af Kvindelige Borgere: Adélaïde Valentin, Noëmie Colleville, Marcand, Sophie Graix, Joséphine Pratt, Céline Delvainquier, Aimée Delvainquier, Elisabeth Dmitrieff.

e)     Uden at have et præcist socialistisk program, havde Kommunens sociale tiltag – for eksempel overdragelsen til arbejderne af fabrikker, som var forladt af ejerne – en radikal antikapitalistisk dynamik.

Det er åbenlyst, at karakteren af nutidige folkelige opstand er meget anderledes end det, man så i det oprørske Paris i 1871. For eksempel zapatisternes opstand i 1994, befolkningens opstand i Buenos Aires i 2001, bevægelsen, som besejrede kupforsøget mod Chavez i Venezuela i 2002, eller oprøret mod forbryderpræsidenten Pinera i Chile i 2019 – for blot at nævne nogle få nylige eksempler fra Latinamerika. Men mange aspekter af dette første forsøg på de undertryktes forsøg på social frigørelse har stadig en forbløffende relevans, som nye generationer bør reflektere over. Uden erindring om fortiden og dens kampe kan der ikke være nogen kamp for fremtidens utopi.

Oversat fra International Viewpoint af Peter Kragelund