Det er en banal kendsgerning, at vi regeres af politikere, der har ringe viden om den nyere Danmarkshistorie. En sådan viden ville ellers være nyttig i sagen om de danske IS-mødre og deres børn, der sidder fast i de syriske lejre.

af Arne Lund

Under besættelsen var Tysklandsarbejde et massefænomen. Ca.130.000 rejste derned, hvoraf kvinder udgjorde ca. 10 procent. De fandt arbejde i serviceerhverv, på rustningsfabrikker og som sygeplejersker. Desuden var der en del kvinder, der her i landet fik ansættelse hos tyskerne som kontorister, tolke eller i andre serviceerhverv.

 

For tusindvis af kvinder betød besættelsestiden også varme følelser for værnemagtens soldater. Det var ikke var uden omkostninger i en bornert tid, hvor der ikke blev set med milde øjne på tætte seksuelle relationer til fjenden, og som bl.a. resulterede i ca. 12.000 krigsbørn, der havde danske mødre og tyske fædre.

 

Kun få “tyskerpiger” udgjorde en sikkerhedsrisiko for modstandsbevægelsen, skriver historikeren Anette Warring i Tyskerpiger. Deres provokation bestod i, at de følelsesmæssige og/eller seksuelle forbindelser til de tyske soldater blev opfattet som unationalt. “Hvad er der galt med danske mænd,” var holdningen. Og det er den også i dag, hvor det nu gælder de kvinder, der rejste til IS-kalifatet, og slog sig sammen med en IS-kriger.

 

At forstå hvorfor danske kvinder havde intime forhold til tyske soldater, er ikke det samme som at synes, det var i orden. Men det er nyttigt at se på hvad der bevægede dem – og hvordan myndig-hederne tog imod kvinderne efter Tysklands kapitulation.

 

Det kan lære os, at IS-kvinderne har træk til fælles med de danske kvinder, der gik i tysk tjeneste, om end forholdene ikke kan sammenlignes 1:1.

 

Sparsom litteratur

De fleste danske sygeplejersker, der gik i tysk tjeneste, ville gøre en humanitær indsats, andre var tiltrukket af eventyret. Nogle havde en soldaterkæreste, de ville være i nærheden af, og de søgte om at blive placeret i nærheden af det frontafsnit, hvor kæresten befandt sig. Flere var nazister, eller havde sympati for kampen mod bolsjevismen, var medlem af nazistiske organisationer i Danmark, mens andre kom fra nazi-familier.

 

Litteraturen er sparsom med beretninger om de danske kvinder, der enten gik i tysk tjeneste, eller på anden måde kollaborerede med tyskerne. Især tre bøger skiller sig ud:

 

Kirsten Thorups Indtil vanvid – indtil døden – om en enke efter en dansk pilot, der blev skudt ned på Østfronten, og hendes mareridtsrejse til München i 1942 for at besøge sin mands flyverkollega.

 

Signe af Lars Johansson er fiktion baseret på virkelige hændelser, om en ung kvinde, der i vinteren 1945 rejste ned til kæresten, en tysk officer i Prag.

 

Endelig har Peter Tudvad skrevet Sygeplejerske i Det Tredje Rige – om Ebba, der var sygeplejerske i Tyskland fra 1943 til maj 1945. Bogen skildrer, hvordan den unge kvinde, der, som så mange andre uddannede sygeplejersker på det tidspunkt var arbejdsløs, gennemgik en raceren uddannelse, og indoktrineres af SS i arisk ideologi. Selvom hun ikke er tysk, så skal også hun aflægge troskabseden til Hitler.
Ved hjemkomsten til Danmark i 1945 anklages Ebba for landsskadelig virksomhed, men får tiltalefrafald, fordi hendes gerning blev anset for at være humanitær. Peter Tudvad skriver, at Ebba var som et prisme, der reflekterer en ung kvindes liv i 1940’erne, og som med sit medlemskab af det danske nazistparti, og siden i Det Tredje Riges tjeneste, endte på den forkerte side.

 

De danske sygeplejersker

Fagbladet Sygeplejersken bragte i 1997 artikler om de 2-300 danske sygeplejersker i tysk tjeneste, hvoraf nogle muligvis fik pålagt arbejdsfunktioner, der kan trækker paralleller til IS-kvinderne.

 

Kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev tysk Røde Kors integreret i nazisystemet. I 1937 blev de tyske sygeplejersker indlemmet i NS-Reichsbund deutscher Schwestern, og underlagt hærens overkommando, samt organiseret, så de var klar til indsats i de kommende krige.

 

De danske sygeplejersker opdagede, at deres professionelle omsorg og pleje ikke var en absolut størrelse. I Det Tredje Rige blev det defineret med afsæt i nazismen. I praksis betød det, at fokus blev forskudt fra individ til kollektiv, fra forsorg til forebyggelse, fra den svage til den stærke.

 

Til forebyggelse hørte fx tvangssterilisationer eller eutanasi dvs. udryddelse af handicappede, åndssvage m.fl., mens en satsning på de stærke betød nedprioritering af de svageste patienter. Hertil kom ubetinget lydighed overfor et hospitalshierarki, der var opbygget efter førerstatens principper.

 

Da de fleste af datidens vidner enten er døde eller tavse, kan ingen vide, hvad danske sygeplejersker blev sat til. Det gælder især de ca. 100, der arbejdede på de civile hospitaler. Teoretisk set kan de have medvirket til nazistisk “forebyggelse” – ganske som IS-kvinderne også kan have deltaget i krigs-/terrorhandlinger, eller været en del af IS’ kvindepoliti. Og det er jo det dilemma, den danske regering står med, i forhold til en hjemtagelse af IS-kvinderne og deres børn.

 

De omkring 200 danske kvinder, der arbejdede på feltlazaretter, skulle redde, passe og pleje de sårede soldater, så de hurtigst muligt kunne komme tilbage til fronten.

 

Hjemkomsten

Da Tyskland kapitulerede i maj 1945, vendte de danske kvinder hjem til Danmark, bortset fra de få, der troede, at nazismen kunne genrejses. Et ukendt antal kom i russisk fangenskab, men vendte drypvis hjem frem til 1947.

 

De fleste blev fængslet da de ankom til Padborg, mens andre slap fri. I løbet af sommeren 1945 fik alle tiltalefrafald – det var jo en humanitær gerning, de havde udøvet. Selvom de havde aflagt førereden, så var der ingen, der blev af-nazificeret.

 

Danmark var i øvrigt det eneste besatte land, der ikke straffede de kvinder, der havde arbejdet i Tyskland. I Norge, Holland og Belgien blev “frontsøstrene” dømt som landssvigere.

 

Dansk Sygeplejeråd nedsatte i 1945 et udrensningsudvalg. Det resulterede i eksklusion af flere medlemmer. Værre gik det med den håndfuld danske læger, der havde været i tysk tjeneste. De havde båret militæruniform, så det gav op til ét års fængsel.

 

Lægerne blev dømt efter det såkaldte Straffelovstillæg, en særlov, der var blevet vedtaget i huj og hast i maj 1945, og som med tilbagevirkende kraft kriminaliserede handlinger, der ikke var ulovlige, da de blev begået. En ret problematisk lovgivning, men hvad pokker skulle man ellers gøre – landssvigere, stikkere og Gestapo-håndlangere skulle jo straffes.

 

“Tyskerpigerne” blev dømt af den folkelige lynchjustits: Tæv, kronragning, skamfering og udskamning længe efter krigen. Her var endelig nogen, den folkelige indignation risikofrit kunne hævne sig på, når det nu ikke kunne lade sig gøre på de tyske soldater.

 

Åndelig renhed

Én af lighederne mellem nogle af de kvinder, der tog til Tyskland, og danske IS-kvinder, er bl.a. en stræben efter religiøs/åndelig og samfundsmæssig renhed. Hvor absurd en sådan renhed end er, når den opnås ved at fjerne det degenererede og vantro fra folkelegemet og fællesskabet.

 

Som fx den unge jyske kvinde, Politiken beskriver 20.03.2021. Også hun er en slags prisme for unge kvinder, der søger det spirituelle i et samfund, hvor materielle værdier dominerer.

 

Efter at hun konverterede til islam, forelsker hun sig i en somalier. De gifter sig og får børn, men vil ikke leve i et samfund, der mobber. Kvinden på grund af tørklædet, manden og børnene på grund af deres hudfarve. Så de beslutter sig for at rejse til kalifattet for der at leve blandt ligesindede.

 

En brat opvågnen i Kalifatet

Opholdet var en brat opvågnen, for den spiritualitet de søgte, fandtes ikke. I stedet kom de til et brutalt diktatur, og en voldsom kvindeundertrykkelse. Flugt var udelukket, det var livsfarligt, så de blev. Manden fik job som parkeringsvagt, og hun passede hjemmet og de fire børn. I 2018, da kalifatet brød sammen, flygtede familien, men blev fanget af de kurdiske styrker. Manden røg i fængsel, kvinden og børnene i Al-Hol-lejren.

 

Kvinden bagatelliserer opholdet i kalifatet, og hvem ville ikke det i hendes situation. Hun og manden har ikke deltaget i IS’ forbrydelser, ej heller hun har overværet offentlige henrettelser. Ganske som de danske sygeplejersker i Tyskland heller ikke ville fortælle, hvis de fx havde medvirket til nazisternes euthanasi-programmer. Ingen vidner kan modsige hende, men heller ingen kan bakke hende op. Og onde mennesker har jo ikke horn i panden.

 

Belgien henter børn og mødre

Det er indlysende, at den danske regering ikke kan lade IS-kvinderne og deres børn sidde i de syriske lejre i al evighed. På et tidspunkt kræver kurderne, der bevogter lejrene, at landene hjemtager deres statsborgere, hvad bl.a. Tyskland, Frankrig, England, USA og Belgien er i gang med.

 

Belgien er her bemærkelsesværdig, fordi landet har været mål for flere IS-inspirerede terroranslag – og alligevel henter man IS-kvinder og børn hjem. Her i landet har vi “kun” haft Krudttønden, og alligevel agerer Mette Frederiksen som den mest frygtsommelige af alle.

 

I Politiken den 22. marts fortæller den belgiske psykologiprofessor, Gerrit Loots, om arbejdet med IS-kvinderne og børnene, og hvordan han medvirket til at hente flere af dem hjem.

 

Om børnene: “Der er ingen problemer med radikalisering…de er ikke farlige, men lider af fejl-ernæring, og elendige sanitære forhold… børnene har muligheder for at udvikle sig, så det er om at få dem hjem snart.”

 

Mødrene, siger Loots, “kan sættes i fængsel for at være rejst ind i en krigszone, og tilsluttet sig en krigsførende part, mens børnene enten anbringes hos bedsteforældre, eller i familiepleje eller lignende. Det vigtigste er at børnene får trygge og tillidsskabende rammer, og at der bliver taget ånd om den angst, de fleste af børnene naturligt lider under.” (Straffen for ulovlig indrejse i en krigszone kan, her i landet, give op til 16 års fængsel).

 

“Er der IS-kvinder, der er så ekstreme, at de fortsat støtter Islamisk Stat, og vil skade deres tidligere hjemland?” spørger journalisten.

 

Gerrit Loots: “Ingen af dem, jeg har mødt, forlod Belgien, fordi de var imod landet. Nogle fulgte deres partner eller venner. Andre havde personlige problemer. Andre var blevet bildt ind, at kalifatet var deres chance for at leve som muslimer uden at blive stigmatiseret. Andre igen tog afsted for at kæmpe mod Assad… De fleste IS-kvinder er ofre for Islamisk Stat, der undertrykte kvinder med vold, voldtægter og drab. Kvindernes liv i Islamisk Stat var overlevelse.”

 

Måske skulle Mette Frederiksen ringe til Gerrit Loots – hun kan kun blive klogere.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com