I oktober sidste år var 28 medlemmer af den fascistiske organisation CasaPound (opkaldt efter digteren Ezra Pound) på anklagebænken i byen Bari i det sydlige Italien. Da de ankom til retten blev de modtaget af demonstranter, som sang Bella Ciao.

Med sin fængende folkemelodi er sangen blevet en af Europas mest genkendelige protesthymner, især ved demonstrationer mod den yderste højrefløj. Det har også fået en genkomst efter at være brugt i den populære spanske Netflix-serie Money Heist i 2018, hvor forskellige kunstneres coverversioner blev spredt internationalt. Den spilles hele tiden i Italien: I Genova plejede en hjemløs romakvinde at spille sangen hver dag på en harmonika lige nede på gaden, hvor jeg boede.

Som med andre folkesange er der uenighed om oprindelsen af Bella Ciao. En teori siger, at det oprindeligt var en arbejdssang kendt som Una mattina appena alzata, sunget af kvinder, der i det 19. århundrede arbejdede på rismarkerne i Po-dalen i det nordlige Italien. Dette er siden blevet udfordret af etnomusikologen Roberto Leydi, der mente, at den var lånt fra en børneklappesang i den nordlige Trentino-dialekt, La me nona l’è vecchierella, som til gengæld stammer fra Fiore di tomba, en folkelig ballade om en kvinde, der ønsker at dø i stedet for at forlade sin elsker, og holder en blomst på sin grav for at vise sin kærlighed til dem, der passerer. Andre har teoretiseret, at i det mindste dens melodi stammer fra den traditionelle jiddiske folkemusik.

Hvad vi sikkert ved er, at mellem 1943 og 1945, da Mussolinis regime var trængt tilbage og kun holdt stand i den nordlige del af Italien, blev Bella Ciao optaget som en hymne af de antifascistiske modstandskæmpere eller partisaner. Teksterne blev tilpasset som et ekko til partisanernes kamp, hvor den originale blomst på graven blev en ”blomst af partisanen / som døde for frihed”.

Nyere forskning har afsløret, at andre sange faktisk var langt mere populære i modstandsbevægelsen, såsom Fischia il vento, tilpasset fra den sovjetiske folkesang Katyusha. Men det har ikke stoppet Bella Ciao fra at blive et markant symbol på modstanden i den italienske bevidsthed. Efter krigen blev det indspillet af mange af landets populære kunstnere, såsom Giorgio Gaber og Giovanna Daffini. En version blev også optaget af den flersprogede spanske sanger Manu Chao i 1999. I betragtning af, at fascistiske bevægelser fortsatte med at eksistere i Italien under dække af den italienske sociale bevægelse (MSI), blev modstandskampens sange og symboler også holdt i live for at fortsætte kampen mod denne ideologi.

For nylig er Bella Ciao blevet brugt som en modvægt til den voksende indflydelse fra det højreorienterede Lega-parti. Under valgkampen i Milano i februar 2018 blev Lega-leder Matteo Salvini efterfulgt af et hornorkester, der spillede sangens melodi. Bandet var en del af ‘Left for Lombardy’-bevægelsen, hvis medlemmer tilbød Salvini og hans medarbejdere stegt bagværk kaldet chiacchiere, et navn, der bogstaveligt talt betyder ”lille sladder”, som også var en henvisning til løgnekulturen i Salvinis kampagne. Den mest imponerende fremførsel af Bella Ciao var måske i Bologna, hvor græsrødder fra Sardinbevægelsen i 2019 samlede omkring 40.000 demonstranter og sang hymnen på byens Piazza VIII Agosto. Bevægelsen, som ikke var tilknyttet et bestemt politisk parti, blev født ud af en række flashmobs i og omkring Bologna, en traditionelt venstreorienteret højborg, hvor demonstranter fordømte racisme og nationalisme hos højreorienterede partier som Lega og Fratelli d’Italia (Italiens Brødre).

Bella Ciaos indflydelse er heller ikke begrænset til Italien. Den belgiske filminstruktør Nic Balthazar brugte også melodien til sine ”Syng for klimaet”-protester i 2012. Det anslås, at 80.000 mennesker deltog i bevægelsen over hele Belgien, hvor en samling af belgiske musikere indspillede en version af sangen. Siden da er Bella Ciao også blevet en hymne til kampagnen Fridays for Future grundlagt af Greta Thunberg og kan høres ved Extinction Rebellion-begivenheder verden over.

Protestsange afledt af folkemusik har en tendens til at være langtidsholdbare. De udnytter en mundtlig historie, gennem hvilken gamle melodier fortæller nye historier i tråd med hver generations mærkesager. Som den italienske socialhistoriker Marcella Filippa har skrevet, ligger kraften i sådanne sange ”ikke så meget i den information, den indeholder, som i de ændringer, der finder sted i dens form, i dens ord og musik.” Sådan er det også for Bella Ciao, som nu identificeres med progressive bevægelser over hele verden.

Hvad Italien angår, annoncerede Sardinbevægelsen en tilbagevenden til aktiviteter i december 2020. I lyset af regeringens ustabilitet og Legas fortsatte popularitet er det usandsynligt, at de siger ”ciao” til “Bella Ciao” i den kommende tid.

Oversat fra Tribune (UK) af Rasmus Keis Neerbek