I dette interview diskuterer Mellemøst-eksperten Gilbert Achcar med den amerikanske journalist Ashley Smith, hvordan priskrigen mellem de olieeksporterende lande i Mellemøsten har påvirket verden, de aktuelle revolutionære aktiviteter, som vil kunne føre frem til et nyt "arabisk forår” samt hvordan venstrefløjen i USA er nødt til genoplive den sande betydning af internationalisme.

af Gilbert Achcar, Ashley Smith

Ashley Smith (AS): Hvad vil virkningen af epidemien og det globale økonomiske tilbageslag blive på Mellemøsten og Nordafrika?

 

Gilbert Achcar (GA): Der er én type af virkning som regionen vil dele med resten af verden. Det er, selvfølgelig, den store økonomiske krise, som er under udvikling, og som allerede har nået et niveau, der er langt større end noget verden har set siden den store depression i 1930´erne.

 

Men der noget, som er specielt for regionen og det er olie og naturgas. Regionen er grundlæggende økonomisk afhængig af disse ressourcer.  Priserne på olie og gas er brudt sammen i en sådan grad, at de lå under nul i USA i en kort periode; sælgerne af olie betalte kunderne for at aftage deres olie, fordi disse ikke selv havde plads til at opbevare den.

 

Ledere i Saudi Arabien bidrog til at skabe denne ulykke, da de kastede sig ud i deres såkaldte oliepriskrig i begyndelsen af marts, netop som coronakrisen ramte. Kombinationen af deres overproduktion og faldet i efterspørgsel på grund af pandemien og den økonomiske nedgang skabte denne enorme overflod af olie og det deraf følgende sammenbrud i prisen.

 

Den melleøstlige og nordafrikanske region er i en revolutionær konjunktur på grund af verdensomspændende nyliberalisme, den specielle enevældige karakter af mange af regionens stater og disses økonomiske afhængighed af olie.

 

Naturligvis vil prisen hen af vejen hæve sig fra det bundniveau, som den nåede, men den vil forblive lav fordi efterspørgslen er lav som følge af nedlukningen af økonomien under pandemien. Dette vil have en ødelæggende økonomisk indvirkning på alle landene i regionen.

 

Dette gælder ikke blot for olieeksporterende lande, men også andre lande i regionen. De er også afhængige af olieindtægterne i form af bevillinger og investeringer i deres økonomier fra de olierige lande.

 

Men virkningen vil ikke blive den samme på alle lande. De olierige lande med små befolkninger eller høje indkomster per indbygger som Saudi Arabien vil indføre visse nedskærings tiltag, men de har store finansielle ressourcer at trække på.

 

De olieeksporterende lande med store befolkninger som Iran, Irak og Algeriet vil stå overfor langt større problemer. Deres økonomier er langt svagere, de har langt mindre finansielle reserver, og de vil blive tvunget til at gennemføre langt mere alvorlige nedskæringer, og dermed yderligere skabe vrede i befolkninger, der har gennemført masseoprør gennem det sidste år.

 

Alle de øvrige lande i regionen som er afhængige af olieproducenterne vil blive kastet ud i dyb krise. De vil pludselig blive afskåret fra pengene fra Golfen, som har hjulpet økonomier som Egyptens med at holde sig oven vande, og således øge nedskæringer og fattigdommen. Så hele regionen står over for en endnu dybere social og økonomisk krise end den har gennemgået i det sidste tiår.

 

AS: Hvad har effekten af pandemien i regionen været indtil nu?

 

GA: Den har ikke været så dommedagsagtig, som mange frygtede, i hvert tilfælde ikke indtil nu. Nogle rige lande som De Forenede Arabiske Emirater og Qatar har midlerne til at håndtere pandemien. De tager hånd om dele af befolkningen, men ikke alle, specielt ikke de indvandrede manuelle arbejdere.

 

Disse emigranter lever under kummerlige vilkår, og pandemien ville kunne blive helt ødelæggende, hvis virussen bryder ud blandt dem. Men resten af befolkningen vil være mere beskyttet, da de lever under vilkår, der svarer til dem, der findes i landene i det Globale Nord, eller de er endog bedre.

 

I modsætning hertil vil virussen, hvis den spreder sig i lande som Egypten eller Irak, for ikke at tale om Yemen, hvor vilkårene for størstedelen af befolkningen er meget dårlige, kunne få en frygtelig virkning. Iran er allerede blevet alvorligt ramt, og Tyrkiet er godt på vej.

 

AS: Hvad vil pandemien og sammenbruddet af oliepriserne betyde for den geopolitiske magtbalance i regionen?

 

GA: Olierige golfstater som Saudi Arabien har kolossale finansielle reserver. Så de vil ikke opleve ret meget nedgang i deres regionale indflydelse. Iran og dets indflydelse derimod vil blive alvorligt reduceret. Landet lider allerede under de amerikanske sanktioner, og disse har alvorligt forstærket virkningerne af pandemien og sammenbruddet af oliepriserne. Når det drejer sig om et progressivt alternativ, er Sudan det lysende eksempel for resten af regionen. Det har opnået de største fremskridt blandt de 10 lande, som er oplevet større opstande.

 

Den saudiske oliekrig bankede Irans økonomi ned, hvilke også var Riyadhs hensigt. Kombinationen af alt dette er katastrofalt for Iran. Landets mulighed for at konsolidere sin regionale indflydelse i dets udposter i Irak, Syrien og Libanon vil være alvorlig beskårne.

 

Bag Saudi Arabien står USA, og deres forenede evne til at forme regionen i geopolitisk henseende er langt større end Irans og landets halvhjertede venner, Rusland og Kina, som i langt mindre grad er i stand til at påvirke begivenhederne.

 

Men alle magterne, både de store og de regionale, står overfor omfattende problemer, som er skabt af krisen. Og hvis de sociale kampe blusser op igen i takt med, at pandemien aftager, vil initiativet igen kunne blive grebet af de folkelige kræfter.

 

AS: Lad os diskutere tilstanden i disse kampe, der føres fra neden. Vi har gennem det seneste år været vidne til en ny bølge af opstande, som mange kalder for et ”Nyt Arabisk Forår”. Hvordan er den øjeblikkelige situation i disse kampe?

 

GA: Sidste år var vi vidne til en verdensomspændende bølge af modstand fra Latinamerika til Mellemøsten og Nordafrika og til Hong Kong. Alle disse kampe er blevet fastfrosne af pandemien.

 

I Hong Kong har lokalregeringen, og bag den Beijing, udnyttet situationen til at slå ned på bevægelsen. I Mellemøsten og Nordafrika er billedet det samme. I Algeriet er de ugentlige massive demonstrationer stoppet, og der har fundet arrestationer sted. I Sudan, Libanon og Irak er kampene også blevet sat på pause.

 

Pandemien har gjort det muligt for stater at indføre nedlukninger- ikke af sundhedsmæssige, men af politiske grunde. De var glade for at kunne gøre dette, i modsætning til Donald Trump i USA eller Jair Bolsonaro i Brasilien – ikke fordi de bekymrer sig mere om folks sundhed, men fordi de greb muligheden for at standse sociale protester.

 

Efter at pandemien er overstået, bør vi forvente en genoptagelse af kampene i et endnu større omfang på grund af forværringen af den sociale krise. Bevægelserne i både Libanon og Irak er allerede startet op igen. Folk i Libanon er blevet tvunget til at gøre dette på grund af sammenbruddet af økonomien. De har ikke længere råd til deres mest basale fornødenheder som mad.

 

AS: Sudan har været et af de vigtigste lande i dette sidste år med oprør. Hvordan er situationen der i dag?

 

GA: Den er meget flydende, som den har været siden juli sidste år, hvor bevægelsen opnåede et kompromis om en overgangsordning med militæret. Denne aftale skabte, hvad jeg vil beskrive som en dobbeltmagtssituation mellem den folkelige bevægelse og militæret, der i øjeblikket eksisterer side om side inden for den samme stat. Men det er blot en midlertidig og spændingsfyldt tilstand; den må nødvendigvis ende med en sejr for en af de to parter, militæret eller bevægelsen.

 

Militæret har forsøgt at udnytte fastfrysningen af kampen til at blokere nogle centrale indrømmelser, de var blevet aftvunget. Og de kan selvfølgelig også forsøge at gennemføre et kup. Men den folkelige bevægelse ville udfordre ethvert forsøg på noget sådant, hvilket ville få landet til at vende tilbage til en åben konfrontation mellem masserne og militæret.

 

AS: Hvad er rødderne til de vedvarende bølger af kampe i regionen? Hvilke er del af det generelle mønster af globalt oprør, som vi har været vidne til og hvad er specielt for den politiske økonomi i Mellemøsten og Nordafrika?

 

GA: Nyliberalismen har haft et ensartet gennemslag over hele verden, men der er også særlige regionale og nationale omstændigheder. Globalt har den nyliberale offensiv med at privatisere, deregulere og internationalisere øget den sociale ulighed og demonteret sociale sikkerhedsnet. Alt dette har fremprovokeret ujævn, men verdensomspændende modstand.

 

Vores internationalisme har aldrig gået ud på at støtte en imperialisme mod en anden. Det har altid handlet om solidaritet mellem de undertrykte mennesker og arbejderklasserne på tværs af grænserne.

 

Men som jeg har fremført siden det Arabiske Forår i 2011, så er Mellemøsten og Nordafrika i en særlig, klar og revolutioner konjunktur på grund af sammenhængen mellem global nyliberalisme, mange af regionens staters enevældige natur og deres økonomiske afhængighed af olie.

 

Denne kombination har frembragt en strukturel blokering af den økonomiske udvikling. Regimerne nægter deres befolkninger frihed, de hviler på indtægterne fra olie og gas, og private midler bruges ikke på økonomisk udvikling, men på spekulative investeringer.

 

Alt dette har gjort virkningerne af nyliberalismen langt mere alvorlige end andre steder i verden. For eksempel har regionen gennem mange år haft verdensrekord i ungdomsarbejdsløshed. Veje til at komme ud af denne knibe gennem demokratiske valg har været spærret.

 

Man kan ikke stemme en regering væk, ændre administrationen og politikken, som man ville kunne i Europa eller USA. Det er derfor, at opstandene er gået langt videre end protesterne i lande som Chile, Spanien eller Grækenland.

 

Mellemøsten og Nordafrika er trådt ind i en langvarig revolutionær proces. Med mindre der sker en radikal forvandling af hele den sociale, økonomiske og politiske struktur, vil området forblive i en dyb krise.

 

AS: Vi har gennemgået to bølger af oprør i regionen. Hvad er status indtil videre? Og hvad er læren af den revolutionære proces?

 

GA: I denne periode har 10 lande i regionen gennemgået store opstande. Seks i 2011, fire mere i 2019 – næsten halvdelen af landene i regionen har oplevet massive og vedvarende revolter.

 

Det er en revolutionær chokbølge på det regionale niveau, der er sammenlignelig med det, som Europa oplevede ved afslutningen af Første Verdenskrig. Omfanget af disse processer beviser, at disse revolter ikke blot er den sædvanlige modstand mod nyliberalisme.

 

Bevægelsen er modnet politisk fra den første bølge af opstande til den anden. Dette er typisk for langvarige revolutionære processer tilsvarende alle andre, vi har set i historien. De gennemløber en læringskurve – både de dominerende klasser og folkelige bevægelser tager ved lære.

 

I det Arabiske Forår i 2011 var islamistiske fundamentalistiske kræfter nøglespillere. De udgjorde en stor del af oppositionen mod diktaturerne, og da oprejsningerne begyndte, hoppede de med på vognen og forsøgte at kidnappe revolterne for at opnå deres reaktionære mål.

 

Uheldigvis havde de held til dette i adskillige lande, hvor de marginaliserede de progressive kræfter, som ikke var tilstrækkeligt organiserede og uafhængige til at udgøre et politisk alternativ. Som følge heraf endte det med, at vi blev vidne til et sammenstød mellem to kontrarevolutionære poler – på den ene side de gamle regimer og på den anden de islamiske fundamentalister.

 

I nogle lande antog dette tragiske blodige former – borgerkrige. På det regionale niveau slog den oprindelige revolutionære fase om til en kontrarevolutionær fase, der begyndte i 2013. Siden da har de gamle regimer i regionen haft held til at genoprette deres magt i Syrien og Egypten og delvist i Tunesien.

 

AS: Hvordan kom bevægelsen tilbage? Hvordan adskiller den nye bølge af revolter sig fra den første?

 

GA: Bevægelsen forsvandt aldrig helt. Trods tilbageslaget i 2013 fortsatte den revolutionære proces med spredte sociale eksplosioner, fra Marokko til Tunesien, Sudan, Irak og Jordan. Så begyndte der i december 2018 i Sudan en ny bølge af opstande, der spredte sig til Algeriet, Irak og Libanon. Medierne døbte denne ”det Andet Arabiske Forår”.

 

I denne nye fase spillede de islamiske fundamentalistiske kræfter, der havde været så fremtrædende i den første fase, overhovedet ingen rolle. I Sudan var de oprindeligt allieret med diktaturet. I Irak og Libanon var de fundamentalistiske kræfter, der står i alliance med Iran, faktisk hovedmålet for disse opstande.

 

I Algeriet samarbejdede dele af fundamentalisterne med regimet, og bevægelsen tillod dem ikke at spille nogen rolle. Uheldigvis var der her ikke nogen progressiv kraft, der var i stand til at træde ind og vise en landsdækkende vej fremad.

 

På dette spørgsmål om et progressivt alternativ er Sudan det lysende eksempel for resten af regionen. Landet har opnået de mest avancerede gevinster blandt de 10 lande, som har gennemgået væsentlige opstande.

 

AS: Hvad har progressive kræfter gjort i Sudan, der stikker ud?

 

GA: De har opbygget en organiseret bevægelse, der fungerer på adskillige niveauer. Helt for neden er der græsrodsorganisationer i ethvert nabolag. Disse inddrager tusinder af hovedsageligt unge mennesker som, for det meste, ikke tilhører politiske partier, men er blevet radikaliserede gennem denne revolution, hvor de udgør den drivende kraft. De er dens kritiske samvittighed, og det er derfor de er så opsatte på at bevare deres lokale autonomi og modsætter sig centralisering.

 

Disse lokale komiteer uddelegerer retten til at repræsentere den folkelige bevægelse til en koalition af foreninger af fagfolk, som blev dannet under jorden før opstandene, bestående af læger, sagførere, journalister, lærere og professorer.

 

Den Sudanesiske Forening af Fagfolk har spillet rollen med at koordinere og centralisere kampene på det nationale niveau. Den er trådt ind i en koalition med politiske partier for at skabe en enhedsfront af oppositionen mod diktaturet, og tvunget dette til en midlertidig aftale om magtdeling. Det er den øjeblikkelige situation med dobbeltmagt, som jeg beskrev ovenfor.

 

På denne måde viser Sudan hvilken form for organisation der kræves, for at en progressiv folkelig bevægelse kan opnå væsentlige gevinster. Det betyder ikke, at bevægelsen har vundet den endelige sejr; der en spændt våbenhvile mellem bevægelsen og diktaturet.

 

AS: Til sidst, hvad er de afgørende lærdomme for regionens venstrefløj? Og hvad bør holdningen hos den internationale venstrefløj være til disse kampe?

 

GA: Der er to typer af lærdomme. Først er der det generelle fra regionen for alle progressive bevægelser. Sudans eksempel om opbygning af en bred græsrods-, progressiv kamppol er nyttig for alle over hele verden. Lad os forestille os, at den bevægelse, som opstod omkring senator Bernie Sanders kunne have antaget den form, vi har set i Sudan med græsrods lokalkomiteer, der er aktive over hele landet!

 

Den anden centrale lære drejer sig om internationalisme. Det Arabiske Forår stillede den internationale venstrefløj overfor en prøve om, hvorvidt den ville stille sig på regimernes eller de folkelige bevægelsers side i lande, hvor regimerne var på dårlig fod med Washington. Dette var en udfordring for dele af venstrefløjen, som er vant til kun at se verden gennem et imperialistisk/antiimperialistisk prisme og derfor opfatter den som udelukkende beståede af to lejre.

 

Opstandene udfordrede denne forståelsesramme. Disse opstande har været rettet både mod regimer, der støttes af USA, som Egypten, Tunesien eller Bahrain, men har også ramt andre regimer, der er fjendtlige overfor USA, som Libyen eller Syrien – det sidste understøttet af Rusland, en anden imperialistisk magt.

 

Alt for mange mennesker, der hævder at tilhøre venstrefløjen i USA, støttede det syriske regime, fordi det er modstander af USA’s regering, og nægtede at udvise solidaritet med den syriske revolution, selv i dens tidlige folkelige fase. De blev ved med at forsvare regimet trods alle de grusomheder, det begik. Ironisk nok gjorde de dette i navn af anti-imperialisme, medens det syriske regime rent faktisk fik opbakning af en anden imperialistisk magt, Rusland, som blev dybt involveret i massakrerne i Syrien.

 

Dette har intet at gøre med internationalisme, som frem for alt handler om solidaritet mellem de udbyttede og undertrykte. Venstrefløjen bør altid stå side om side med de undertrykte og udbyttede, der kæmper for demokrati og social retfærdighed, uanset om den stat disse står overfor, er imod Washington eller ej.

 

Internationalisme har aldrig gået ud på at vælge side for en imperialisme mod en anden. Det handlede altid om solidaritet mellem de undertrykte mennesker og arbejderklasserne på tværs af grænserne. Vi må genoplive denne dybere betydning af begrebet internationalisme.

 

Gilbert Achcar har i mange år analyseret sociale bevægelser og politik i den arabiske verden og underviser nu på Institut for Orientalske og Afrikanske Studier på Londons Universitet.

 

Oversat fra Throuthout.org af Peter Kragelund

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com