content-picture.php

Den vigtigste nøgle til sociale forandringer og genopbygning af en helhedsverden, og af livet og samfundet, er at starte der, hvor undertrykkelsen begynder, siger Jiyan, en tysk internationalist i Nordsyrien, i dette interview.

af Interview med sundhedsarbejder i Nordsyrien

Jiyan er en tysk internationalist, der efter massakren i Sinjar og angrebet på Kobane i 2015 besluttede at rejse til Nordsyrien for at slutte sig til den konføderalistiske demokratiske revolution, der blev igangsat af den kurdiske befrielsesbevægelse.

 

Hun udfører for tiden sundhedsarbejde på frontlinien ved Tel Temir mellem Heseke og Serê Kaniyê. Den spanske blog Buen Camino har for nyligt talt med hende om indflydelsen fra Coronavirus på Rojava, begrebet sundhed i revolutionen, forandringsstyrken af kvindebevægelsen, og vanskelighederne ved at opbygge et alternativ til kapitalismen i Europa.

 

Kan du sætte os lidt ind i konteksten? Hvordan er situationen her ved fronten, hvordan påvirker det besættelsen, og hvor står krigen nu?

 

Det her er den seneste frontlinje siden starten af den tyrkiske offensiv sidste år. Her er der f.eks. et nærområde, der tilhører Çete (en jihadist-bande), og der er stadigvæk tilbagevendende angreb, det meste af tiden med tunge våben, men også med lette. Mere generelt er der for øjeblikket en omfattende militær bevægelse. Der er overflyvning af krigsfly, der er bevægelser på den anden side af fronten, vi ved, at tyrkiske soldater opbygger flere positioner, omgrupperer styrkerne, og gennemfører recognoseringsoperationer.

 

Der flyver droner, russerne gennemfører patruljeringer med de tyrkiske soldater, og det gør amerikanerne også. En stor del af alt det drejer sig om indsamling af information. Så vi tror, at efter den nuværende situation med Coronavirus vil vi atter en gang få en opblussen af krigen. Samtidigt reorganiserer Islamisk Stat sig igen, især i Deir ez Zor regionen, hvor angreb og trusler igen er en del af hverdagen. Og samtidigt bliver deres sovende celler fortsat indfanget i Cizire og Kobane kantonerne. De krige vi står overfor, har alle disse forskellige komponenter.

 

Regner du så med, at Tyrkiet vil fortsætte med at besætte nye territorier?

 

For Tyrkiet er spørgsmålet ikke, om de skal angribe eller ej, men et spørgsmål om, hvornår de vil gøre det. Er betingelserne lovende, så gør de det. Det afhænger også af forholdet mellem dem og deres politiske og militære partnere. Men det er helt klart, at står det til Tyrkiet, så bliver der krig igen.

 

Hvordan virker pandemien ind på alt det her?

 

Tja, på den ene side, hvis vi ser på situationen ude i verden, så er alle lige nu helt fokuseret på Corona; når du ser nyheder, er det corona, corona, corona, så selv hvis hele Rojava (eller et hvilket som helst andet sted i verden) skulle gå op i flammer, så ville der desværre ikke være nogen, der ville være interesserede i det. På den anden side, når de bomber elektricitets- eller vandforsyningens infrastrukturer, drejer det sig så virkelig om disse rettigheder? Nej, det drejer sig om at påvirke folks moral, gøre dem bange, lægge pres på deres daglige behov, gøre dem vrede. Jeg mener, forestil dig en by så stor som Heseke (En af Syriens 10 største byer, med ca. ¼ mill. indbyggere, beliggende i det nedbørsfattige øst-Syrien, jb-kommentar) bare en enkelt dag uden vand, ikke mindst under en epidemi, hvor du, oven i dit behov for drikkevand, er nødt til at rengøre alt hver eneste dag; det er en tydelig krigsstrategi, der føres mod befolkningen i Nord- og Øst Syrien (Se også https://www.nudem.dk/nord-og-oest-syriens-corona-forsvar/).

 

Hvad har generelt været reaktionen i Rojava på truslen om opblomstring af en pandemi?

 

Da denne her situation med Covid-19 startede, var reaktionen: Vi må stoppe alt, alle militære strukturer er nødt til at stoppe deres ”aktive” opgaver, fordi vi først og fremmest er konfronteret med truslen fra denne virus, som i dag er en ”fjende”, og hvor det ikke er særligt klart, hvordan den er det. Så af hensyn til sikkerhed og beskyttelse, stopper vi op og prøver at få alle til at forstå, hvor vigtigt det er at følge nogle procedurer for beskyttelse af sig selv. For eksempel henvendte vi os i vores region til alle enhederne og forklarede situationen, truslen, hvordan man skal beskytte sig, proceduren, hvis der viser sig at være folk med symptomer, osv. Dernæst drejer det sig om at organisere medicinsk udstyr og også give information om gør-det-selv rensningsmateriale og om beskyttelse. Der er stadigvæk embargo mod os, vi har ikke så mange leveringskilder, så bare at få ansigtsmasker og handsker til alle er umuligt.

 

Hvad vi også oplevede var, at det drejer sig om at overbevise et højt socialiseret samfund om at handle fuldstændigt asocialt (ingen håndtryk, knus, kys, afstand, ingen møder eller besøg, en anden måde at spise og drikke på). At forklare det vigtige i at implementere alt det var ganske vanskeligt. For hvis du ser på intensiv-afdelingerne her, de pladser, der står til rådighed. Vi har 40 respiratorer, hvilket gør, at vi kun kan behandle 40 tilfælde, der er så alvorlige, så de har behov for vejrtrækningshjælp. Det betyder, at de øvrige patienter ikke kan få den nødvendige behandling før en respirator er frigjort, hvilket sandsynligvis ikke sker, før en person er død.  Så der er meget konkrete grunde til disse beskyttelsesprotokoller og til nedlukningen.

 

Er forholdsreglerne så lige som i Europa?

 

Ja. Her er der også karantæne og de eneste åbne etablissementer er de, der sælger ting, som folk har brug for, som fødevarebutikker, apoteker, salg af landbrugsredskaber. Vi har også sikkerhedsstyrker, der sørger for, at folk følger karantænebestemmelserne, så hvis du ser lidt klassisk på det, så udfolder alt sig selvfølgelig på den samme måde, men på den anden side har du anderledes strukturer indenfor samfundet. Vand og elektricitet er gratis, og mad og basale fornødenheder bliver stillet til rådighed for folk gennem kommunerne, hvad jeg tror er anderledes end i Europa, fordi det er blevet indbygget i systemet her, i samfunds- og sundhedsideerne. Der er en struktur, som er grundlæggende for livet her, og der er mennesker, der påtager sig denne ansvarlighed. Det er ikke sådan, at nogle folk beslutter sig for at være et godt menneske, og derfor bruger deres penge på at støtte andre mennesker, hvad der i et kapitalistisk system er en god beslutning. Men det er anderledes, når grundlaget for systemet er at støtte hinanden gennem kommunerne. Så man er ikke afhængig af staten, men af det ansvar, som alle tager på sig overfor hinanden. I Europa har du staterne, der begår fejl under denne krise. Du har brug for penge til at skaffe det til veje, som samfundet burde have stillet til rådighed som et grundlæggende niveau for at kunne leve sammen; sundhed, socialt fællesskab, ansvarlighed osv.

 

Da den Autonome Adminiistration startede offentliggørelsen af forholdsreglerne, havde vi en fornemmelse af, at folk måske ikke tog det særligt alvorligt.

 

Det her er et land, der har været i krig gennem lang tid. Folk har set megen elendighed, et stort antal døde, og har haft mange tab. Nu står de overfor en fjende, som man ikke kan se. Du ser ikke, hvordan den spreder sig, du ser ikke hvad der sker, eller hvordan folk bliver syge. Så du tænker ”Okay, når vi ikke engang kan få fat i de ting, vi har brug for, hvordan skal så virussen komme ind?”. Folk tager en gang imellem for let på det, fordi de allerede har set alt for meget. Men det ser nu ud til, at efter at nogle tilfælde er blevet bekræftet, så tager folk det mere alvorligt, og bliver mere villige til at følge de nødvendige procedurer.

 

Tidligere nævnte du sundhedsaspektet. Hvad er perspektivet for sundhedsrevolutionen? For det vi ser under den nuværende situation i Europa, er at det at være sund først og fremmest betyder …

 

at fungere. At være i stand til at fungere.

 

Netop.

 

Ideen er at skabe et samfund, der baserer sig på de værdier, der knytter sig til demokrati, økologi og kvindefrigørelse. Når det så kommer til stykket, så er spørgsmålet; hvor starter sundheden? Måske starter den et andet sted end dér, hvor vi regner med. Vi har brug for denne verden og naturen. Vi har brug for verden for at kunne leve, men naturen har ikke brug for os. Det er noget, som vi ser nu, er det ikke? Luften er blevet renere, havet er renere, der er bevægelse, dyrene ”farer vild”, som om de var glade, de dukker op overalt (latter).

 

Og det er et problem, er det ikke? Denne verden har ikke brug for os, og det vi har brug for, er vi ikke i stand til at se, og vi er ikke i stand til at værdsætte det. Vi værdsætter ikke livet og naturen. Og kun at se på naturen som noget, der skal forsyne os med de ting vi ønsker, er det første trin i starten på en meget usund forbindelse med verden, en meget pragmatisk tilknytning til verden, til livet i almindelighed, som jo alt andet er bygget på. Så den måde, du behandler naturen på, den måde mennesker behandles på, den måde, dit indre behandles på, det er dér, hvor sundhedsdebatten hører til. Den måde, som vi lærer at leve dette liv på, hvordan vi skal tænke, hvordan vi skal føle, hvad vi skal gøre, hvordan vi skal være, det er alt sammen forbundet med et sundt hjerte, følelser, sjælen, tankerne og livet.

 

Når vi ser på Europa, på de stater vil kalder højt ”industrialiserede”, er der et meget højt antal tilfælde af depressioner og såkaldte ”modernitets-” eller livsstils-sygdomme (Diabetes, etc.)… folk leder efter meningen med livet, de er søgende, de prøver på at nå målet for mainstream-billedet på det lykkelige, smukke, funktionelle individ, der er attraktivt, et billede, som faktisk blot er et billede. Det er et eksempel på, hvad sundhed netop ikke er. Så ved at starte med at forbinde alt dette med en samfundsmæssig realitet, til menneskenes virkelighed i sammenhæng med naturen, med dig selv som et menneskeligt væsen, som er en spillevende og uundværlig del af menneskeheden og samfundet, netop at tage skridt i den retning er det grundlag som der skal bygges et sundhedssystem op omkring. Vi er alle ansvarlige overfor helbredet hos os selv og alle rundt omkring os og i den verden vi lever i. At forstå dette og se det større billede og de dybere forbindelser, at komme ned på det samme niveau, kan kun betyde at gennemføre beslutninger om, hvad vi bruger, hvad vi bygger, hvad vi gør, i overensstemmelse med den viden. Så når vi taler om energi/ressourcer, tænker vi ikke bare på, hvad vi har behov for, men hvordan kan bruge det på en måde, så vi ikke forværrer naturen og livet, og uden at vi bruger ressourcerne op. Når vi taler om medicin, så starter vi der, hvor den pharmaceutiske medicin ikke er løsningen. Det drejer sig om alt muligt før Pharma-Medicinen, vores livsstil, men også at bruge forskning til at finde løsninger på alvorlige sygdomme, og behovet for alvorlig kirurgi. Det skal ikke dreje sig om penge, eller brug af pharma-medicin som en kilde til at tjene penge. Det drejer sig om at deles om det, tage sig af hinanden, hvor beslutninger er knyttet til de større sammenhænge.

 

Når man taler med mennesker her om hvad de tænker om Rojavas fremtid, siger de altid det samme: ”Det er ikke klart, ingen ved det”. Flor øjeblikket, med pandemien, ser det ud til, at de samme erfaringer udspiller sig i Europa, der er en masse usikkerhed, der er en opfattelse af, at ingen ved, hvad der vil ske. For en stund er millioner af menneskers ”normalitet” blevet forstyrret. Når man ser på det her fra, hvad tror du, at der kan komme ud af alt det?

 

Ja, der er nogle mennesker, der siger, at den her pandemiske situation er noget positivt, fordi folk er konfronteret med statens virkelighed, men det er at undervurdere normalitetens magt. Jeg tror ikke, at folks tilgang så meget drejer sig om ”hvor ondsindet staten er”, men snarere, ”i det mindste bevarer vi det eller det, og nu kan vi igen gøre dette eller hint”. For lige nu, hvad er der af alternativer? Igen og igen vil folk stole på, hvad der allerede har eksisteret, fordi der ikke opstår et nyt elskeligt og skabende samfund, og du kan måske kun mere eller mindre lide de gamle strukturer og gamle ideer, men du ved, hvad de kan give dig, på en eller anden måde ”bærer” de dig, de giver dig en vis sikkerhed. Og det er for mig den største udfordring ved nye forslag, også demokratisk konføderalisme.

 

At skabe et alternativ er på den ene side noget meget praktisk: at være i stand til at skaffe eller skabe alternativer for de fødevarer og basale behov, hvor folk er direkte involveret, også ideer som folk kan identificere sig med, som får dem til at forstå deres behov og ansvarlighed overfor hinanden, og som kan skubbe dem i gang med at komme fremad. Det drejer sig om at give løsninger på de mest presserende behov, men også om at være en kilde til ideer, at formidle analyser, der kan forklare, hvordan man er nået til denne situation, og som har bragt folk frem til et fælles punkt. Dette fælles punkt drejer sig også om igen at få opbygget tillid, at folk er nødt til at kunne vise tillid, selv overfor det eller dem, som de har lært ikke at stole på. Det er også igen at tro på et håb, og på at skabe det gennem at give det. Det er måske det mest vanskelige emne, for man kan jo altid sige, okay, dét er ubrugeligt, og dé dér grupper, dén organisation, de gør alting forkert, og det kan ikke lade sig gøre at ændre noget. Der er alt for mange negative tanker om alt muligt, alt for mange fordomme og forventninger. Det sker gennem en logik, der mener at ”kende” det sikkerhedsnet, der ligger i, at ”det har altid været på den måde”, ”sådan er mennesker”, ”det er nødvendigt at være 100% fuldstændig sikker, før man kan tage nogen beslutninger” … osv. For det er man nødt til under kapitalismen, hvis man ikke vil miste alt det, som staten kan tage fra en.

 

Rojava er midt i en økonomisk og humanitær krise, en krig,  en besættelse, og nu også truslen fra en pandemi, og alligevel fortsætter modstanden. Rojava er konstant udfordret til at forsvare sig. Står det ikke i modsætning til venstrefløjen i Europa, med det umulige i at kunne tro, at vi kan vinde og ikke bliver besejret?

 

Tja, for at være ærlig, så må man se i øjnene, at der er frygt for at blive besejret, men også at mange allerede har dømt sig selv til nederlag, i deres perspektiver, i deres alternativer, idet de er blevet meget undergrundsagtige, meget liberale, meget lidt ærlige, allerede slagne i deres mentalitet. Ingen håb, ingen drømme, ingen styrke til at tilknytte sig eller alt for mange abstrakte tanker, helt udenfor samfundets realiteter, følelser og behov, abstrakte tanker uden menneskeligt indhold. Du er nødt til at se i øjnene, at vi alle i nogen grad er blevet besejret på forskellige punkter, og forstå, at det betyder, at man må sige: ”Okay, der er altså behov for flere trin”.

 

Jeg tror, at det specielt drejer sig om at stille spørgsmål ved vores metoder.  Der bliver ikke stillet spørgsmål til, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi er på den måde vi er. Og når du ikke spørger ind til det, kan du kun gentage det, du er opdraget til, det, som du er opvokset med. Der er folk, der fører sig frem som romantiske revolutionære, de ser f.eks. indenfor en guerilla eller i andre kampgrupper, i de revolutionæres kamp, at folk hyller dig, og at du giver alt lige til døden. Ja, der er mange mennesker, der gør dét, af meget forskellige grunde. De fortsætter også lige til slutningen, men hvad repræsenterer de i deres daglige liv? De værdier, som mange kammerater – med et varmt hjerte – repræsenterer, selv i vanskelige situationer, er til syvende og sidst sådanne, der knytter sig til en patriarkalsk tankegang, en voldelig tankegang, nogle gange endda en fascistisk tankegang. Hvorfor det? Det er ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi de ikke reflekterer, de analyserer ikke. De lærte at blive ligeglade. Men på den måde kommer de til at handle, til at tage beslutninger, i overensstemmelse med denne tankegang. De løsninger, de ser, de problemer, de ser, foregår alt sammen indenfor rammen af denne tankegang. Hvad er så resultatet af deres kamp? At kæmpe, indtil de er døde, udbrændte, eller forlader kampen for at finde en plads et eller andet sted indenfor det eksisterende system. Og det er ikke det, det drejer sig om, hvis vi ønsker en anden verden, og vi ønsker et andet system. Det fungerer ikke.

 

Hvis vi tænker over revolutionen her, tror jeg, at et vigtigt punkt at holde sig for øje helt afgjort er, at der er en meget, meget konkret fjende, der også truer os på en meget konkret måde. Så tingene fungerer, fordi  du har et meget praktisk behov for at forsvare dig selv. Et andet punkt fungerer på grund af eksistensen af en stærkt organiseret kvindebevægelse. For på alle trin og i alle lag af samfundet er der kvinder, der taget ansvar, igangsætter de relevante analyser og lægger redskaber i hænderne på folk. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det vigtigt? Fordi en af analyserne her er, at grundlaget for ”civilisationen” og det moderne samfund er en patriarkalsk, statsbaseret, undertrykkende tankegang, som i praksis betyder, at kvinders eksistens ikke tages alvorligt i betragtning. Et samfund med denne realitet er usundt, ulige, groft, voldeligt, udbyttende. Og at starte der, hvor undertrykkelsen begynder, er den vigtigste nøgle til sociale ændringer og genopbygning af værdierne for en holistisk verden og for livet og samfundet.

 

I hvilken forstand?

 

En gang imellem opfatter folk en revolution som et BANG!, hvorefter alt er anderledes. Men det drejer sig meget mere om små ting. Jeg tænker 40 år tilbage, hvor den første kvinde i  guerillaen trådte ind i huset hos en familie, og der er dén pige, og der er også en dreng, som ser på hende og tænker: ”Wow, sådan en kvinde har jeg aldrig set! En kvinde, der gør den slag ting!”. Og det skaber et indtryk af disse piger, hvor mange af dem 20 år senere deltager i kampen, fordi de havde andre rollemodeller, de kunne følge, andre forklaringer på årsagerne  til de problemer de så og følte. De så, at andre udveje er mulige, og de besluttede at følge dem, i stedet for at være fanget af familiepresset. Og den slags er trin, som folk ikke ser. De siger ”Åh, prøv at se den YPJ’er eller den YPG’er med deres våben!”, men  hver eneste af dem har været nødt til at gennemføre en masse, lange og ofte pinefulde kampe helt til stregen, det gælder især kvinderne. Og det vigtigste ved kampen har ikke blot været at være i besiddelse af det våben, men at følge den vej, de har valgt, den beslutning, at forfølge håbet for en anden virkelighed, mens de mennesker du kender, familien, du blev født ind i, vennerne, der respekterede dig, ikke længere støtter dig, fordi deres traditioner og grænser ikke er baseret på frihed for et helt samfund, men kun på at holde dig fanget i forsvaret og  overlevelsen af den lille ”klan”.

 

Enhver, der gav dig identitet, gav dig et hjem, et sikkert sted under deres regler, det være sig patriarkalske/kapitalistiske/fascistiske/hvilke som helst voldelige regler, vil måske angribe dig. At forlade disse giftige forbindelser, er det hårdeste trin for en masse mennesker. At du selv kan blive i tvivl om det og hvad du slås for, hvad du tror på, hvad du håber på, hvad det er for en nutid og fremtid vi har brug for, netop  det er garantien for, at du ikke bare følger en destruktiv ”ødelæg det hele”-tankegang. Det er netop tidspunktet for at forstå, endnu engang, at det er alle disse mennesker, du slås for. Fordi det drejer sig om det, der binder samfundet og dig sammen. Efter en masse kampe for det, oplever du indimellem at fortsætte, mens dine venner dør, mens dit samfund fortsat er under embargo, under pres, mens der sker ting som i Afrin, eller som nu Serê Kaniyê. Alt muligt kan ske i disse situationer, der er så mange voldsomme historier her, i enhver familie, og om enhver kammerat. De skridt som alle har taget indtil i dag, førte til revolutionen og til alle ændringerne indenfor samfundet og systemet/strukturen.

 

Så det er ikke et BANG, det er en kamp, der foregår hver eneste dag, hvor du er nødt til at tage stilling til, hvilke værdier du repræsenterer. Det er revolutionært. At udleve håbet, forandringerne, de værdier, du ønsker at skabe, for et kærligt, demokratisk, økologisk samfund, med frie kvinder. Og at beslutte sig for at forsvare alle disse værdier under hvilke som helst betingelser. Og for at forsvare noget, er der brug for kærlighed, værdier, støtte, skabelse, ansvar, et stort hjerte og en bred tankegang. Når vi så, med alt dette som en grundlæggende og generel tilgang, er nødt til at slås bevæbnede som her, under det meget praktiske forsvar mod trusler som Islamisk Stat, den tyrkiske stat, eller en hvilken som helst fascistisk stat, så bliver det en revolutionær kamp, hvor den væbnede kamp er et trin og ikke formålet.

 

Interviewet er også bragt på nudem.dk

 

Kilde: Anonymous, 2020: Interview with an internationalist health worker in Rojava. ANF, 17. May 2020. Interviewet er oprindeligt bragt på den spanske blog Buen Camino., den 10 maj 2020. Oversat af Jesper Brandt.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com