Sudan bevæger sig fra en græsrodsrevolution til en postrevolutionær regeringsstruktur og fra militær til civilt herredømme, og det sker i en verden, hvor protester er blevet sat på pause. Får revolutionen en hård landing?

af Gilbert Achcar

Khartoum er en by, hvor mange ting mødes: Nordafrika og Afrika syd for Sahara, sorte og mere eller mindre mørke arabere, by og land, relativ velstand og stor fattigdom, ligesom de kontraster, der fortoner sig i en endeløs skala over denne kæmpestore sammensmeltning af de tre byzoner: Khartoum, Bahri (der nordlige Khartoum) og Omdurman – byen er i øvrigt så meget mere udstrakt, fordi selv moderat høje bygninger er sjældne der. I den sudanesiske hovedstad troner Hotel Corinthia, opført af Khadaffis Libyen, med sit sejlformede tårn med atten etager som et Eiffeltårn.

 

Ud over dette symbolske tårn er de eneste bygninger, der skiller sig ud, dels de bygninger som det britiske kolonistyre har efterladt, og dels de offentlige bygninger, som i de seneste år er opført af kineserne – en partner, som Omar Al-Bachirs regime har tiltrukket. Af de sidstnævnte er de mest imponerende de bygninger af tvivlsom smag, der har huset hovedkvartererne for forskellige dele af den sudanesiske hær og udgjort deres fælles kommando. Foran dette kvarter forsamlede sig en enorm menneskemængde den 6. april 2019, årsdagen for en anden militær diktator, Gaafar al-Nemeirys, fald. (Han var ved magten i seksten år frem til 1985). Dagen efter var landet lammet af en generalstrejke. Fire dage senere var det Al-Bachirs tur til at blive væltet efter 30 katastrofale år som præsident.

 

Erfaringerne fra Ægypten
Det folkelige oprør begyndte den 19. december 2018, da brødpriserne steg efter et dekret fra en regering, der var fast besluttet på at føre de neoliberale forskrifter ud i livet og fylde de offentlige kasser op igen ved at få de fattigste til at betale. Protesterne fortsatte med at tage til i styrke og radikalitet frem til deres højdepunkt fra den 6. april. Den permanente besættelse foran overkommandoens hovedkvarter havde det klare formål at få hæren til at afsætte den øverstkommanderende. De ældste og bedst uddannede sudanesere kunne huske, at de militærfolk, der i 1985 havde væltet Nemeiry, ikke havde kunne holde sig ved magten i mere end et år, før de overgav magten til en demokratisk valgt civil regering. Men næsten alle kunne huske de medrivende scener fra forsamlingen på Tahrirpladsen i Kairo i 2011, epicentret for den folkelige opstand, der den 11. februar tvang de ægyptiske officerer til at afsætte deres foresatte, præsident Hosni Mubarak, også efter 30 år som præsident.

 

Demonstranterne i Khartoum og de andre byer og områder i Sudan har lært lektien fra Ægypten godt, ligesom de algeriske demonstranter, der før dem, i februar 2019, fulgte trop og opnåede, at hæren tvang præsident Abdelaziz Bouteflika til at træde tilbage den 2. april. Denne succes opmuntrede den sudanesiske opstand til at kræve det samme af deres af hær, selv om den fungerede meget mere undertrykkende i forhold til befolkningen. Algerierne og sudaneserne ved alt for godt, at det militære herredømme over regeringsmagten er nøglen til det ”system”, som ”folket vil have fjernet”, som et af de mest kendte slagord fra opstandene i regionen lyder.

 

Hærens politiske magt
Ægypten er én af de tre stater i regionen sammen med Sudan og Algeriet, hvor hæren faktisk udgør den grundlæggende politiske institution. Alle har kunnet iagttage, at de forandringer, der fandt sted på de højeste niveauer i den ægyptiske stat, ikke grundlæggende ændrede regimet, og tre år senere er det endt med diktaturets tilbagevenden med fornyet kraft. Den folkelige bevægelse har ikke ladet sig tage ved næsen denne gang, hverken i Algeriet eller i Sudan, og er efter præsidentens tilbagetræden fortsat i fin stil med at kræve en civil regering med alle magtbeføjelser. Kontrasten er iøjnefaldende, hvis man sammenligner den entusiastiske reaktion på hærens afsættelse af Mubarak i Ægypten i 2011, hvor Det Muslimske Broderskab var den vigtigste organiserede kraft i den folkelige bevægelse, med den udfordrende og oprørske reaktion fra den folkelige bevægelse i Sudan, der – i modsætning til bevægelsen i Algeriet – rådede over officielle talspersoner. Den erklæring, som Alliancen for Frihed og Forandring (FDFC) udsendte efter hærens afsættelse af Al-Bachir, begynder således: ”Regimets myndigheder har i dag udført et militærkup, med det formål at genindsætte de samme personer og institutioner, som vores modige folk har gjort oprør imod.”

 

Ud over den lære, de har draget af de ægyptiske erfaringer, er det faktisk i kraft af sine organisationsformer, at den sudanesiske bevægelses radikalitet er blevet opretholdt. Den rolle, som Sudanese Professionals Association (SPA) og FDFC spillede, er velkendt. SPA er dannet trinvis siden 2010 på baggrund af faglige gruppers kamp: læger, journalister, sagførere, dyrlæger, ingeniører, skolelærere og universitetslærere. Den blev formelt oprettet i 2016, hvor læger, journalister og sagførere vedtog et grundlag, men uden at blive anerkendt af regeringen. Det er et produkt af den uddannede middelklasse, forklarer Ammar al-Bagir, der er medlem af SPA’s ledelse, selv om han medgiver, at det er unøjagtigt at tale om skolelærere som et liberalt erhverv eller som middelklasse. Det samme kan man sige om en del af journalisterne.

 

Som andre lande, der kommer ud af mange års diktatur med statskontrollerede fagforeninger, har Sudan siden sidste år oplevet en omfattende genopbygning af arbejderbevægelsen og bøndernes sammenslutninger. Venstrefløjen har presset på for en lovgivning, der kunne skabe egentlige fagforeninger til erstatning for de korporative, virksomhedsbaserede forbund, som Bachirs regime gennemtvang. En anden debat går mellem fortalerne for en pluralistisk fagbevægelse og dem, der ønsker en enhedsfagbevægelse, hvor ledelsen står demokratisk til ansvar på generalforsamlinger. Under alle omstændigheder blev arbejderklassen svækket betydeligt af den omfattende afvikling af landets industri under et regime, der var forfaldet til en rentier-økonomi baseret på udvinding af råstoffer (indtil Sydsudans løsrivelse i 2011 af olie, og desuden af guld, andre metaller og mineraler), af afviklingen af den offentlige sektor og udliciteringen af alle dens opgaver, alt sammen noget der førte til en kraftig vækst af den uformelle sektor.

 

SPA udmærkede sig hurtigt ved sin evne til at samle information om kampene ved en intensiv brug af internettet og de sociale medier. Fra december 2018 blev den det foretrukne talerør for de mange kampe og for genopbygningen af fagbevægelsen. I juni 2019 lukkede hærens ledelse for internettet, mens den forsøgte at undertrykke protesterne voldeligt, men åbnede det igen en måned senere, da forsøget var slået fejl. I mellemtiden var aktivister fra den sudanske diaspora trådt til for at sikre SPA’s kommunikation.

 

Ved dannelsen af FDFC med en resolution, der blev vedtaget den 1. januar 2019, allierede SPA sig med en bred vifte af politiske sammenslutninger og civile organisationer, der gjorde modstand mod Bachir-regimet, fra verdslige eller moderate islamister, såsom Sudanese Congress Party og Sadiq al-Mahdis National Umma Party, til kommunister, arabiske nationalister og lokalpatrioter.

 

Traditionens vægt
Asha Elkarib, en militant feminist og aktivist, er en typisk repræsentant for ”den veluddannede middelklasse”, som SPA repræsenterer. Hun fortryder, at SPA har tilsluttet sid FDFC på samme vilkår som de andre medlemmer. Hun ville have foretrukket, at de var fortsat som en samlende kraft i fagbevægelsen parallelt med sammenslutningen af de politiske kræfter, hvilket ville have givet SPA en større vægt i fastlæggelsen af bevægelsens retning. Desuden er magtbalancen mellem de forskellige politiske strømninger i SPA, om end man ikke er repræsenteret politisk som sådan, ikke den samme som i FDFC, hvor traditionen vejer tungere end den fornyelse, som oprøret fører med sig.

 

Den dobbelte kløft mellem generationerne og mellem mænd og kvinder mærkes kraftigst i det politiske og sociale aktionsfelt i Sudan, hvor unge og kvinder – og netop især unge kvinder – klager over den patriarkalske dominans både i partierne og i det politiske liv i almindelighed. Kvinderne og ungdommen har ganske stor politiske vægt i Sudan, og de ser sig selv som demokratiske kræfter, der kan holde et kritisk øje med den politiske proces, hvor det er de traditionelle oppositionspartier, der dominerer.

 

”December-revolutionen”, som den igangværende opstand bliver kaldt, viser hvor meget de nye kommunikationsteknologier, især de sociale medier, kan styrke den sociale og politiske basis’ indflydelse. En slående illustration af dettte er den bølge af protester, der kom over den delegation, FDFC havde udpeget til forhandlingerne med hæren efter afsættelsen af Al-Bachir. FDFC måtte offentligt undskylde for kun at have taget én enkelt kvinde med, selv om kvinderne udgjorde flertallet i den folkelige mobilisering.

 

I første række er de med i bevægelsen gennem de Civile og Politiske Feministiske Grupper (det arabiske navn er Mansam). Det er en koalition, der opstod under oprøret, og som reorganiserer de feministiske organisationer tilknyttet de politiske oppositionsgrupper (herunder det vigtige og ældgamle Sudanesiske Kvindeforbund, tæt forbundet med det Sudanesiske Kommunistparti) og forskellige foreninger. Også her er helheden mere end summen af de enkelte dele. Den dynamik, der er opstået ved sammenslutningen af kvinder fra forskellige politiske grupper og foreninger, sætter mere kraft bag de feministiske krav, end hvis det var sket inden for rammerne af hvert enkelt parti. Mansam og initiativet Nej til Undertrykkelse af Kvinder, en dynamisk feministisk gruppe grundlagt i 2009 og også repræsenteret i FDFC, har sikret en garanteret kvindekvote på 40 procent i den lovgivende forsamling, der endnu ikke har set dagens lys. Samtidig er feministerne forarget over, at der kun er fire kvinder blandt de atten regeringsmedlemmer, FDFC har udnævnt – to yderligere ministerier, forsvarsministeriet og indenrigsministeriet, er forbeholdt hæren – og de har krævet ligestilling på alle niveauer.

 

Mens udenlandske observatører ofte beretter om disse aspekter af ”Decemberrevolutionen”, bliver en anden dynamisk kraft sjældent nævnt uden for landets grænser: modstandskomitéerne. De er på én gang spydspidsen i processen og dens mest ihærdige kritikere. De er den organiserede styrke af oprørske unge af begge køn, der stod i spidsen for oprøret, og som udgør dets mest radikale element, de der opretholder den revolutionære energi. ”Decemberrevolutionen” har mobiliseret ungdommen, som oprør og revolutioner altid har gjort (udtrykket ”ungdommens oprør” der er blevet brugt af de førende medier siden 2011 er dobbeltkonfekt), men som man for tiden kan se det i alle de store ungdomsmobiliseringer på globalt plan, er det er det især den høje grad af selvorganisering, som de nye kommunikationsteknologier muliggør, der udgør det fornyende i de bevægelser, der har kendetegnet regionen siden det ”arabiske forår”.

 

Håbet om en flad organisation
Gennem flere år har guruerne inden for virksomhedsledelse, med en slags elementær materialisme, forklaret os, at disse teknologier kommer til at erstatte de centraliserede, pyramideformede strukturer med et horisontalt netværk. Det gælder især for revolutionære organisationer. Den teknologiske revolution er kommet i rette tid til at hjælpe mobiliseringen af en generation, der er stærkt mistænksomme over for den centraliserede (og mandschauvinistiske) partiform, der har været fremherskende gennem venstrefløjens katastrofer i det tyvende århundrede. Det gælder endnu mere for en del af verden, hvor denne partiforms mangler har været drevet ud i det ekstreme. I alle det ”arabiske forårs” scenarier siden 2011 og under det ”andet forår”, der startede i Sudan, har millioner af unge kunnet mobilisere sig ved at benytte sig af et selvorganiseret netværk, uafhængigt af de politiske partier (som de ”gule veste” i Frankrig har gjort det). Et begreb, der har trængt sig på i modsætning til tidligere tiders centralisering, er ”koordinering” (i betydningen koordinationskomitéer). Det var en stærk faktor i det syriske oprør i dets indledende fase, ligesom det nu er i Sudan. De lokale koordinationskomitéer forbinder områdernes modstandskomitéer i et landsdækkende netværk.

 

Uenigheder i oppositionen
Dette netværk har vokset sig stærkt og har draget fordel af, at undertrykkelsesapparatet var lammet i opstandens første måneder, og af konsolideringen af de nye friheder, især siden det mislykkede forsøg på undertrykkelse i juni 2019. Der er dannet modstandskomitéer i de store byers kvarterer og i de små landsbysamfund, og de har samlet folk i stort tal, ofte unge og folk der ikke før har været politisk organiseret. Således har man talt omkring 80 modstandskomitéer i Bahri (der nordlige Khartoum), hver med flere hundrede medlemmer. Disse græsrodskomitéer har dannet lokale koordinationskomitéer, mens de afviser enhver form for centralisering og ethvert angreb på deres autonomi, som de har tænkt sig at forsvare. Det er derfor, de har overladt FDFC retten til at tale på vegne af den folkelige bevægelses, som de hurtigt er blevet spydspidsen af. Samtidig ser de ud til at ville holde et vågent øje med de politiske partier, der i øjeblikket er involveret i en usikker overgang på baggrund af et kompromis med hæren.

 

Ud over denne politiske rolle har modstandskomitéerne hurtigt udfyldt det tomrum, de korrupte ”folkekomitéer” fra Bachir-regimets tid har efterladt, med en kombination af kommunale opgaver og overvågning af kvartererne. De har erstattet dem med service-komitéer, der organiserer en hel serie af lokale tjenester og ikke mindst en retfærdig fordeling af forbrugsgoder som brød og brændstof. Sidste november kom der derfor en skarp reaktion, da den nye minister i den føderale regering prøvede at institutionalisere modstandskomitéerne og omdøbe dem til ”komitéer for forandring og service” og sætte dem under FDFC’s kontrol. Det fik et skarpt modsvar. En erklæring underskrevet af 40 koordinationskomitéer og individuelle medlemmer af modstandskomitéerne advarede ministeren og FDFC mod ethvert forsøg på at underminere modstandskomitéernes uafhængighed, deres funktion som ”modstandsbevægelse” mod det gamle regimes styrker og den mission, de har tildelt sig selv i overvågningen af den løbende politiske proces.

 

I samme grad som modstandskomitéerne har udgjort spydspidsen i den revolutionære dynamik siden 2018, vil tæmningen eller undertrykkelsen af dem være en nødvendig forudsætning for et kompromis med det gamle regimes styrker. Det er det, sudaneserne kalder ”en blød landing” for deres revolution. De andre mulige scenarier ville være enten en fortsættelse af rejsen eller en katastrofal hård landing. Siden aftalen fra den 17. juli 2019 mellem hæren og FDFC, som etablerede en dobbeltmagtssituation mellem de væbnede styrker og den folkelige bevægelse, har ”Decemberrevolutionen” befundet sig ved en korsvej mellem de tre muligheder.

 

Revolutionens succes
Denne aftale har fremkaldt en uenighed i oppositionens rækker mellem, på den ene side, de liberale og reformistiske partier i FDFC og, på den anden side, Kommunistpartiet, der under indflydelse af det radikale pres fra dets egne unge medlemmer, har taget afstand fra den. Al-Shafi Khodr Saïd, et fremtrædende forhenværende medlem af Kommunistpartiets ledelse, ekskluderet i 2019 på grund af brud på disciplinen, er moderat optimistisk med hensyn til en succes for den revolutionære proces. Han regnes for at være en ”grå eminence” for premierministeren i overgangsregeringen, Abdallah Hamdok, tidligere generalsekretær for FN’s Økonomiske Kommission for Afrika og også et tidligere medlem af Kommunistpartiet.

 

Fremtiden for den revolutionære proces i Sudan beror på to nøglespørgsmål: den økonomiske politik og overdragelsen af magten til civilsamfundet. Ligesom de magthavere, der kom ud af det ”arabiske forår” i Tunesien og Ægypten, har overgangsregeringen indtil nu forsøgt at indordne sig under de neoliberale forskrifter, der førte til Al-Bachirs fald. Ibrahim Elbadwi var tidligere økonom i Verdensbanken før han overtog stillingen som leder af forskningscentre i Dubai og i Cairo, og han er nu økonomi- og finansminister. Han har sidste december bekendtgjort, at brændstofpriserne gradvis vil blive hævet i løbet af 2020. Efter folkelige protester har FDFC fået ham til at trække det tilbage. Han måtte også forsikre befolkningen om, at andre offentlige tilskudsordninger vil blive opretholdt, herunder prisen på brød.

 

Den økonomiske situation bliver synligt forværret: Der er en galopperende inflation, på det sorte marked er værdien af det sudanesiske pund kun det halve af den officielle kurs, ungdomsarbejdsløsheden er over 30 procent, og det er uden at medregne de mange, der søger at opretholde eksistensen i den uformelle sektor eller ved prekære ansættelser (Sudan lider også under Uber-bølgen) – alt dette er blevet endnu værre under den nuværende pandemi, der har lammet landet ligesom resten af verden. Selv om overgangsregeringen har reageret hurtigt og energisk på spredningen af Coronavirus, er det forudsigeligt, at økonomien hastigt vil gå ned ad bakke.

 

Ligesom Tunesien og Ægypten synes regeringen i Sudan at vente på de rige landes godgørenhed og velvilje fra diverse centre for den globale økonomi med hovedkvarterer i Washington. Håbet om at få ophævet blokaden for den amerikanske støtte er én af de grunde, general Abdel Fatah Al-Bourhane – lederen af det militære Overgangsråd (TMC) og nuværende formand for Selvstændighedsrådet (SC) – gav for at retfærdiggøre sit møde med den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, i Uganda i februar. Det er ikke desto mindre blevet mødt med skarp kritik i Sudan. Før den globale sundhedskrise blandede alle kortene, var udsigten til international økonomisk støtte særdeles tvivlsom på grund af den sudanesiske sociale bevægelses radikalitet. På nuværende tidspunkt er det umuligt at forudse, hvordan denne radikalitet vil overleve en pandemi, men én af dens konsekvenser har været en afbrydelse af protestbevægelser over hele verden, fra Hong Kong og Chile til Algeriet og Frankrig.

 

Truslen fra hæren
Der er en anden og endnu større mulig trussel mod det kompromis, der er indgået i Sudan: Det er hæren. De liberale og reformistiske kræfter er fanget mellem den radikale basis, der kræver al udøvende magt overført til civilsamfundet, og dermed de valgte organers kontrol med de væbnede styrker, og på en anden side at hæren bevarer sin autonomi, det vil sige den kontrol, den i lang tid har udøvet over de civile institutioner. Sadiq Al-Mahdi tror, at han kan mægle mellem disse to positioner ved at trække overgangen ud over en lang periode. Denne 85-årige religiøse og politiske leder, med en kultiveret personlighed (han er uddannet på Oxford) forbløffer ved sin fysiske og intellektuelle form. Han er en af de største fortalere for en ”blød landing” og tror på mægling på alle mulige områder. Således forestiller han sig på det religiøse plan en fredelig sameksistens mellem Shariaen og de individuelle borgerrettigheder. Men at mægle i forhold til de væbnede styrker betyder at stole på deres gode intentioner…

 

Mange bygger deres tro på dette spil på den splittelse, der findes mellem på den ene side de regulære styrker, repræsenteret af general Al-Bourhane, og på den anden side de paramilitære indsatsstyrker, der var indblandet i folkemordet i Darfour og stadig er en del af den samlede væbnede styrke, ledet af general Mahamed Hamdan Dagalo, også kaldet ”Hemetti”, vicepræsident for TMC og SC. Forsøget på at myrde Hamdok den 9. marts og mytteriet i januar, udført af en del af sikkerhedsstyrkerne, der længtes tilbage til det gamle regime, mindede om de mange spredte, lokale kontrarevolutionære styrker. Disse er ikke blot begrænset til de to fraktioner af hæren, som støttes af den regionale, reaktionære triple-alliance bestående af det Saudiske Kongerige, De Forenede Arabiske Emirater og Ægypten.

 

De revolutionære har imidlertid ikke engageret sig i nogen politisk organiseret aktion rettet mod de væbnede styrkers basis. Fraterniseringen mellem soldater og den folkelige bevægelse var ganske vist en afgørende faktor i hærledelsens beslutning om at fjerne Al-Bachir, og ligeledes i beslutningen om at indstille undertrykkelsen i juni 2019.

 

Ikke desto mindre er den diffuse politiske agitation rettet mod de væbnede styrker, som viste sig fra oprørets start, for nylig blusset op i stor stil igen. I februar udløste fyringen af de unge officerer, der havde nægtet at bruge magt mod demonstranterne – blandt dem løjtnant Muhammad Sidiq Ibrahim, der er blevet en folkehelt – en enorm protestbølge, der endte i konfrontationer med ordensmagten. Den militære overkommando blev tvunget til at genoptage officererne.

 

De sudanesiske revolutionæres største styrke er deres beslutsomhed. Kacha Abdel-Salam, leder af Organisationen for Martyrernes Familier, hvis søn blev dræbt tidligt under oprøret, udtrykker det bedre end nogen anden, da han udtalte, at militæret ikke vil tøve med at dræbe for at forsvare sine priveligier: ”De er parate til at slå ihjel, men vi er parate til at dø!”

 

Gilbert Achcar er professor i Udviklingsstudier og Internationale Relationer på SOAS, University of London. Hans seneste bog er: ”Morbid Symptoms: Relapse in the Arab Uprising”, Stanford University Press/Sagi Books, 2016.

 

Oversat fra europe-solidaire.org af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com