Læsetid: 12 minutter

 

Copyright: © Photothèque Rouge / Martin Noda / Hans Lucas.

 

En resolution gjaldt Palæstina. Vi offentliggør her resolutionen, som den blev godkendt af kongressen med 116 stemmer for, 3 imod og 4 ikke-stemmer.

 

Krigen mod Palæstina åbner et nyt kapitel i historien. Det er et folkedrab udført af Israel,  aktivt støttet fra USA og med aktiv støtte eller medvirken fra mange andre stater.

 

Af Gazas 2,4 millioner palæstinensere er 1,9 millioner – eller 86 procent af befolkningen – blevet internt fordrevet. Af de mere end 47.000 identificerede dødsfald, er 40 procent kvinder og børn. Det reelle blodbad er på mellem 200.000 og 300.000 dødsfald, eller omkring 15 procent af Gazas befolkning. Gennem sin belejring af territoriets befolkning uden hverken mad eller anden hjælp og gennem sine mange andre krænkelser af international lov, sine drab på hundredvis af journalister og læger og sin blokering af ​​humanitær bistand, har Israel klart demonstreret sit mål om at genvinde total kontrol over Gaza-striben. I mellemtiden er 16 palæstinensiske samfund tvangsfordrevet fra Vestbredden, og 1.285 palæstinensere fordrevet i juli 2024.

 

Det er et angreb og en trussel mod alle palæstinensere og flertallet af befolkningen i Mellemøsten, og det vil have store konsekvenser både for regionen som helhed og for de globale geopolitiske relationer.

 

En lang folkemordskrig

De israelske angreb på Libanon siden september 2024 repræsenterer en ny fase i krigen: Flere tusinde mennesker bliver dræbt af vilkårlige angreb og massive bombardementer, og titusinder flygter fra den sydlige del af landet. Den 27. september fuldendte mordet på Hizbollahs generalsekretær Hassan Nasrallah og flere andre ledere den systematiske halshugning af organisationen, der fulgte efter at have saboteret dens kommunikationsnetværk.

 

Efterfølgende udvidede fokus for Israels militære og politiske angreb sig fra Gaza til det sydlige Libanon – dvs. til områderne i den stat, hvori Hizbollahs bagerste base er placeret – samtidig med forsøg på at reformulere en propaganda, som kunne præsentere Iran som den største trussel mod den såkaldt civiliserede verden. Faktisk har Netanyahu gennemført “begrænsede militære angreb” i denne region siden november 2023.

 

Bidens handlinger afslørede dybden af ​​hans hykleri: USA’s og andres opfordring den 26. september om en tre-ugers våbenhvile mellem den zionistiske stat og Hizbollah blev hurtigt fulgt op af en erklæring fra Biden, der hyldede Nasrallahs død. Det gjorde det helt klart, at hans administration støtter den israelske offensiv i det sydlige Libanon såvel som i Gaza. “Genocide Joes” holdning var en af ​​årsagerne til Harris’ nederlag ved præsidentvalget, da demokraterne mistede støtten fra en væsentlig del af den racialiserede befolkning. Trumps ankomst faldt sammen med at den israelske hær var ved at være slidt og med, at Netanyahu blev pålagt en fangeudveksling som en del af våbenhvilen den 15. januar 2025, med en rate på 1 israelsk fange for hver 30 palæstinensere.

 

Men selvom våbenhvilen repræsenterer en pause i rædslen, har den ikke formået at bremse USA’s og Israels folkemorderiske intentioner: Trump har indikeret, at han ønsker at tage Gaza i besiddelse, tømme den for sin befolkning ved at udvise dem til Egypten eller Jordan, alt imens Israel eskalerede sine angreb mod Vestbredden. Israels forsvarsminister Israel Katz erklærede:

 

“Vi har erklæret krig mod palæstinensisk terrorisme på Vestbredden”. “Når operationen er overstået, vil IDF [den israelske hær] styrker forblive i Jenin-lejren for at sikre, at terroren ikke vender tilbage.”

 

En total krig

Israel udfører således masseterror i en asymmetrisk krig med det formål at bringe al politisk, militant eller militær uenighed til tavshed. Denne krig er ikke blot en fortsættelse af den 75 år gamle krig med apartheid og kolonisering og af etnisk udrensning mod dem, der beboede Palæstina før den påtvungne oprettelse af staten Israel. Der er sket et kvalitativt spring i viljen til at udrydde det palæstinensiske folk, gennem dehumanisering af palæstinensere og i en overherredømmelogik, i et totalt forræderi mod mindet om Shoah.

 

Det nuværende blodbad er også forbundet med Netanyahu-regeringens neo-fascistiske natur. Netanyahu, der var alvorligt svækket af måneders folkelige protester mod sin arrogance over for retsvæsenet og de klare beviser for sin korruption, udnyttede den antizionistiske venstrefløjs ekstreme svaghed, og greb mulighederne i det blodige angreb den 7. oktober 2023 for at forsøge at genvinde initiativet og kontrollen over den interne situation. Det fortsætter Nakba’en, i går var det massakrer og fordrivelse i Gaza, i dag er det angreb på Vestbredden. Målet om at etablere et større Israel – som kunne omfatte det sydlige Libanon så langt som til Litani-floden – de interne mål for israelsk politik og hastværket med at gå i krig er alle en del af den retorik om “civilisationernes sammenstød”, som vestmagterne fremsætter, en diskurs, der passer perfekt til deres behov i rammen af den globale krise i systemet med imperialistisk dominans.

 

Netanyahu danner i dag globalt fortrop for den yderste højrefløj, som har lagt sin traditionelle antisemitisme på hylden til fordel for en global racistisk og islamofobisk offensiv. Vi er vidne til fremkomsten af ​​en ny verdensorden, hvis historiske mission er at muliggøre masseslagtning til gavn for de store imperialistiske magters herredømme over verden. Trumps ankomst til magten muliggør en gigantisk acceleration af disse orienteringer.

 

Undertrykkelsen af ​​palæstinenserne skyldes ikke én mands luner, men logikken hos de herskende klasser i den israelske stat, og det sker på bekostning af det palæstinensiske folk.

 

Imperialisternes interesser og de arabiske regeringer

Ikke desto mindre handler Israel ikke alene. Det er første gang siden offensiven mod Irak i 2003, at USA griber så direkte ind. Deres støtte til Israel med millioner af dollars og våben er afgørende for gennemførelsen af ​​en historisk massakre på civile. Den udføres med de store Vest magters medskyldige tavshed eller hykleriske protester, Kinas forsinkede protester eller Putins Ruslands linedans. De imperialistiske magter ignorerer de forskellige resolutioner fra FN eller Den Internationale Straffedomstol, som ingen indflydelse har på begivenhederne.

 

Hvad angår de fleste regeringer i den arabiske verden gør deres logik om “normalisering” af forholdet til Israel og usynliggørelsen af den palæstinensiske sag, som vandt hævd før den 7. oktober, deres kritiske udtalelser om bombningen af ​​Gaza – som er fremkommet under folkelig pres – patetiske og tragiske. For millioner af mennesker i de arabisktalende og muslimske lande i regionen opfattes arabiske regimer klart som samarbejdende med Israel og imperialisterne. Denne politik får dem, som det sker i Algeriet, Marokko, Egypten og Jordan, til at intensivere undertrykkelsen af ​​deres egne befolkninger. De ved, at enhver mobilisering i solidaritet med Palæstina uundgåeligt ville føre til en protest mod deres egne regeringer. Det faktum, at de har fordømt Trumps plan om at gøre Gaza til “Mellemøstens Riviera”, kan forklares med deres bekymring om at forsvare deres egne interesser, ikke med deres støtte til det palæstinensiske folk.

 

Den Palæstinensiske Selvstyres medskyld i forhold til den israelske stat er blevet mere og mere indlysende for størstedelen af den palæstinensiske befolkning.

 

Pro-Assad-bataljonerne i Syrien, Hizbollah i Libanon og houthierne i Yemen, der er i oprør mod en Saudi-kontrolleret regering – alle styrker med forbindelser til Irans teokratiske og dybt undertrykkende regime – hævder at handle i det palæstinensiske folks interesser, mens de i virkeligheden forsøger at fremme deres egne interesser. Sammenbruddet af Bashar al-Assads forhadte regime i Syrien er en lettelse for millioner af syrere, men der er også alvorlig tvivl og bekymringer omkring udviklingen af ​​det nye regime, især fra de forskellige etniske og religiøse minoriteters side.

 

Det er kolonial og imperialistisk offensiv med mange mål: med voldelig undertrykkelse og tilskyndelse til nye bosættelser på Vestbredden, forsvinden eller masseudvandringen af ​​palæstinensere, militær indtrængen i det sydvestlige Syrien og bombeangreb på houthierne i Yemen, som forsøger at blokere den amerikanske flådes manøvrer til Det Røde Havs indsejling og handelsskibsmanøvrer.

 

Det, Israel gør, er ikke selvforsvar, men en af ​​de mest skammelige massakrer i nyere historie, med rette fordømt som folkemord af Sydafrika for Haag-domstolen. Den igangværende tragedie forårsager politiske og ideologiske omvæltninger verden over. Det bliver stadig sværere for allierede at forsvare både USA og Israel.

 

En solidaritetsbevægelse uden fortilfælde i årtier

Blodbadet i Gaza har fået en særlig indvirkning på ungdommen rundt om i hele verden. Solidaritetsbevægelsen er blevet mødt med udbredt undertrykkelse: demonstrationer er blevet forbudt, deltagere undertrykt og endda fængslet. Hundredtusindvis af mennesker demonstrerede, blokerede våbenfabrikker og pressede på for at bryde aftalerne mellem deres lande og Israel. Bevægelsen fik indflydelse i kunstneriske kredse og boykotbevægelsen bredte sig. Millioner af unge mennesker, der ikke havde oplevet de to intifadaer, genopdagede denne kamp og gjorde den til deres egen. Racialiserede unge mennesker i arbejderkvarterer, ofre for stigende islamofobi, identificerede sig med den palæstinensiske sag.

 

Handlinger til støtte for denne sag bliver hurtigt anklaget for antisemitisme af dem, der forsvarer Israels handlinger. Men unge vestlige jødiske humanister har gennemført en bevidsthedsudvikling ved – stik imod bølgen af ​​pro-israelske reaktioner overfor den 7. oktober – at udvikle en ikke-zionistisk eller anti-zionistisk orientering, og organiserer en historisk mobilisering i USA, der udfordrer magten. Bevægelsen spillede en stor rolle i at erstatte “Genocidal Joe” Biden med Kamala Harris.

 

Mobiliseringen gik gennem flere faser. For det første var det i månederne efter den 7. oktober meget vanskeligt at håndtere det politiske pres, der støttede Israels pseudo-“ret til at forsvare sig selv”. Så var der store mobiliseringer med et storslået opsving, da universiteterne mobiliserede. I dag står vi over for en ny situation med udvidelsen af ​​krigen til Libanon, som følger efter målrettede angreb i Iran. Truslen om en regional krig er mere til stede end nogensinde, og det hovedkuldse stormløb mod krig, som vi frygtede og forudså, ser ud til at være i gang.

 

Der er også en modstand i Israel mod folkedrab og kolonisering, med en appel underskrevet af 3600 personligheder, der opfordrer til sanktioner mod Israel, med soldater, der nægter militærtjeneste, med israelske kommunistparti-deputerede (jødiske og arabiske) suspenderet fra parlamentet for at støtte Sydafrikas appel mod folkedrab i Gaza, med journalister fra den israelske dagblad Haaretz, som fordømmer israelske forbrydelser i Gaza, med NGO’er som f.eks. B’Tselem, der forsvarer palæstinensiske politiske fanger osv. De er ganske vist en svag minoritet, men vi er nødt til at sætte spot på deres kamp, ​​som er blevet overdøvet af så megen propaganda.

 

Vores handlinger for Palæstina

Det er mere end nogensinde vores ansvar at opbygge en verdensomspændende bevægelse af solidaritet med Palæstina. Denne bevægelse skal være bred og forenet og kræve:

• stop for massakrerne og tilbagetrækning af tropperne,

• genopbygning af ​​Gaza af og for Gazas befolkning de imperialistiske magters regning, både de direkte involverede og de, der er medskyldige

• adgang til humanitær bistand for befolkningen,

• løsladelse af fanger,

• et punktum for fordrivelse og garanti for retten til at vende tilbage for alle palæstinensere

• BDS (boykot, træk kapital ud, sanktioner)

 

Alle disse humanitære krav er grundlæggende. For at lykkes er vi nødt til at optrappe demonstrationer, besættelser og boykot, gennemtvinge betingelser for virksomheder, der samarbejder i folkedrabet, blokere for våbensalg og opfordre regeringer til at ophøre med alle forbindelser, især kommercielle, og al støtte til folkedrabsstaten. Vi har brug for støtte fra fagforeningerne og gaden. Vi støtter dannelsen af ​​synlige jødiske blokke i solidaritet med Palæstina. Vi sigter efter at skabe maksimal plads til demokratisk debat i bevægelsen.

 

Men inderst inde ved vi, at denne bevægelse også er anti-imperialistisk, afkoloniserende og anti-krig, og at den klinger sammen med truslen om en kaotisk verden, hvor forholdet mellem stormagterne afvikles med våben. Som en del af denne bevægelse ønsker vi at understrege behovet for, at verdens befolkninger, arbejderklassen og racialiserede mennesker rejser sig og fravrider de kriminelle magten. Vi støtter modstand fra folk, bevæbnede eller ubevæbnede. Kun en massiv mobilisering, især i Mellemøsten, kan ændre den nuværende totalt ubalancerede magtbalance og tvinge stater og organisationer til at mobilisere mod dette folkedrab.

 

Vi deler ikke Hamas’s eller Hizbollahs politiske projekt eller deres undertrykkende og reaktionære samfundsvisioner. Men i betragtning af venstrefløjens tilbagetog i regionen og fraværet af andre modstandskræfter mod kolonialismen, har disse organisationer stor valg- og folkelig opbakning, så de er de facto anerkendte modstandsredskaber, hvad enten det er i regionen eller af nogle i solidaritetsbevægelserne. Vi fordømmer derfor de vestlige herskende klassers retorik, der stempler det palæstinensiske folk og deres organisationer som “terrorister”. For Israel og dets allierede er selve det at gøre modstand en terroraktion. For os stammer ofrenes vold fra undertrykkernes vold. Selvom vi ikke støtter Hamas politisk, støtter vi dets demokratiske ret til at eksistere, og vi kræver, at PFLP, Hamas og Hizbollah fjernes fra listerne over terrororganisationer, som blandt andet er udarbejdet af USA og EU.

 

Mere end nogen andre steder kan de udbyttedes og undertryktes sejrrige kamp i Palæstina være vejen til en mere retfærdig verden. Vi understreger på ny behovet for at afvikle den zionistiske stat, som en “stat for jøderne”, og at kun et frit, demokratisk, sekulært og ligeværdigt Palæstina kan bringe en retfærdig og fredelig løsning til befolkningen i regionen. Et Palæstina, hvortil alle de vidt spredte palæstinensere kan vende tilbage, og hvor alle kan leve, uanset deres religion, så længe de accepterer denne dekolonialiserede ramme. Den magtbalance, der er nødvendig for at skabe en sådan løsning, langt fra blændværket om et Palæstina inddelt i Bantustans, indebærer global og især regional mobilisering for at stoppe imperialisterne, især USA.

 

Israel og USA er isolerede på den internationale scene.

Palæstina støttes af flertallet af arbejderklassen. Det er op til os at omdanne denne støtte til masseaktion!

 

14. februar 2025

 

Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Anne Haarløv