Og der var ellers nok at tage fat på:

-      Omfattende social dumping og massivt snyd dokumenteret i en stribe fjernsynsudsendelser med Den Sorte Svane og Underdanmark som de kendteste eksempler.

-      Mange døjer med lange arbejdsdage og stres, så nedsættelse af arbejdstiden skulle også være på dagsordenen.

-      Og mange bygningsarbejdere har ikke fået lønstigninger, der kan matche inflationen – for slet ikke at snakke om firmaerne overskud, så man sakker reelt bagud i realløn.

 

Intet af det afspejler sig i Byggeriets overenskomstforlig. Vi fik grundlæggende det samme som industrien samt en række små forbedringer:

 

-      2 ugers længere sygebetaling.

-      Lidt udvidet ret til at bede om fri ved sygdom i familien.

-      Lidt stigning på Fritvalgskontoen (1 % i 2026 og yderligere 1% i 2027).

-      Arbejdsgiverne betaler 1 % mere i pension.

-      Prislisterne, mindstelønnen, overtidsbetaling, forskudtidsbetaling og lærlingelønnen får også et løft.

 

Men det er ikke alle satser, der får et løft: skurpenge og kørepenge, som er nogle af de meste brugte tillæg står (igen) stille. Fx har skurpengene stået stille i over 25 år. Mest markant er det at forældreorloven står stille på 225 kr. / timen, hvilket er et rigtigt kedeligt signal at sende.

 

Det mest markante nye er, at arbejdsmiljø-repræsentanterne (AMR), som er medlem af 3F, får et vederlag på 9000 kr. om året under forudsætning af, at han/hun tager nogle bestemte kurser.

 

Af småforbedringer kan bl.a. nævnes, at det bliver præciseret, hvordan en akkorderingseddel skal kritiseres, og at lærlingene sørme også skal have feriepenge, SH og pension af deres akkordoverskud. Alt sammen meget fint, men langt fra nok.

 

Ved sidste overenskomstfornyelse i 2022 var der noget mere markante stigninger på satserne, og der kom et nyt redskab i kampen mod social dumping. Nemlig boligtillægget, der skal hæve mindstebetalingen til udenlandske kollegaer, der ikke får stillet bolig til rådighed.

 

Men i 2025 var der markant lavere stigninger i satserne og intet i forhold til social dumping.

 

Nyskabelsen (i byggeriet) med vederlag til AMR er ikke nødvendigvis en god ide. Man skal gerne lade sig vælge AMR, fordi man vil gøre en forskel for kollegaerne og ikke på grund af penge.

 

Toppens strategi har spillet fallit

Hvordan kan det gå så galt, at i en situation med god beskæftigelse kan man ikke opnå mere?

 

Tja. Hvis man fra starten accepterer, at arbejdsgiverne i Dansk Industri skal godkende alle forlig, og fagbevægelsen ikke selv gør det, beder man om problemer.

 

Del og hersk er et gammelt magtmiddel, som arbejdsgiverne frit får lov til at bruge. Lønmodtagersiden accepterer med åbne øjne, at de forskellige brancher forhandler adskilt og ikke samlet. Med det forventede resultat, at man ikke kan presse arbejdsgiverne.

 

Hvis målet er at skaffe lønmodtagerne markante forbedringer, har strategien spillet fallit.

 

På den anden side, hvis målet er at sikre ro på arbejdsmarkedet, og at der ikke er stor medlemsaktivitet, så er strategien lykkedes.

 

Fagbevægelsen mangler også at kunne sætte dagsordener på de store spørgsmål: pension, social dumping, nedslidning og dårligt arbejdsmiljø. Ledelsen af FH og de fleste forbund er mere optaget af at forsvare den danske model og mindre af at kæmpe. Selvfølgelig skal man forsvare den danske model, men man skal også være en kamporganisation. Og det har mange i ledelsen glemt – eller fravalgt.

 

Fagligt oprør

Hvad gør vi så nu?

 

Første skridt er at lave en nej-kampagne. Det har fagligt aktive kræfter prøvet før, og i 2017 var vi 20.000 stemmer fra, at det samlede mæglingsforlig blev forkastet. Det er ikke nemt, men det kan lade sig gøre.

 

Og modstanden er der i byggeriet. Forslaget blev anbefalet af et flertal på 24 mod 18 i forhandlingsudvalget. Men af de 24 ja-stemmer er halvdelen forhandlingssekretærerne, der har forhandlet forliget. Så blandt afdelingsfolkene i forhandlingsudvalget var der 18 mod 12 på et nej.

 

Kan vi være sikre på et Nej? Det kan vi ikke, men forsøget skal gøres. Selv om det måske ikke ender i en konflikt (fordi andre fag stemmer ja) vil en høj stemmeprocent og et stort nej betyde noget til næste forhandling.

 

Næste skridt er at sætte fokus på, hvem i forhandlingsudvalget, der har stemt Ja og Nej. Alt for mange sidder på deres poster i kraft af den rigtige jobkode, det rigtige postnummer og den rigtige partibog. Og for få sidder der på grund af deres kvalifikationer og visioner.

 

De valgte ledere må stå til ansvar for deres valg.

 

Jeg er personligt ikke i tvivl om, at de centrale forhandlere i byggeriet har et oprigtigt ønske om at gøre det godt. Men den aktive opbakning ude i landet savnes. Og del og hersk-strategien gør det næsten umuligt at få andet end det, som Industrien har forhandlet.

 

Så vi skal have et opgør med de såkaldte decentrale forhandlinger. Der skal være en musketered hos lønmodtagerne. Ligesom hos arbejdsgiverne!

 

Og vi må forberede os til næste gang. Der skal laves faglige klubber og netværk på kryds og tværs, som kan vise kampgejst, sætte forhandlerne under pres og true arbejdsgiverne til større indrømmelser. Vi skal ikke splittes op efter fag, men stå som en samlet front.

 

Vi skal genopdage fagbevægelsen som en kæmpende og demokratisk kamporganisation.

 

Anders Lange er faglig sekretær i BJMF 3F