Macron spillede således den lille melodi om ofre, som alle burde yde for at bidrage til forsvarsfinansiering, samtidig med at han indikerede, at skatterne ikke ville blive forhøjet. De velhavende skal derfor ikke bidrage. Derfor opstår det store spørgsmål, hvor de milliarder af euro, der investeres i våben, skal komme fra.

De seneste års reformer kan kun vække frygt. Der er systematisk gennemført besparelser på bekostning af arbejderne gennem ødelæggelsen af ​​sociale forbedringerer og vores model for social beskyttelse eller vores offentlige ydelser.

Industrifolk ser meget positivt på Macrons meddelelser, da de repræsenterer udsigten til en enorm berigelse. Dette er ikke noget nyt; for store virksomhedsledere er intet bedre, når væksten aftager, end en god krig i udsigt for at sætte skub i produktionen! For ikke at nævne, at markedet er lukrativt: Når én granat eksploderer, skal der købes en anden.

Ukraine har ret til at forsvare sig selv!

Alle folkeslag, uanset om de er fra Palæstina, Kanaky [Ny Kaledonien, red.] eller Vestsahara, har ret til selvbestemmelse, et princip udledt af international lov. Det samme gælder ukrainere, der har været udsat for aggression fra Rusland siden 2014.

Siden krigens begyndelse har alle franske fagforeningsorganisationer i fællesskab mobiliseret for at yde hjælp til den nødlidende befolkning, især i koordination med de to ukrainske fagforeningsorganisationer, FPU og KPVU, der er tilknyttet International Trade Union Confederation (ITUC). Union syndicale Solidaires har deltaget i adskillige solidaritetskonvojer organiseret af den franske tværfaglige koalition for nogles vedkommende og af International Trade Union Network of Solidarity and Struggle (RSISL), som vi er medlemmer af, for andre.

Solidaritet med den ukrainske befolkning

Union syndicale Solidaires opbygger solidaritet med ukrainske arbejdere og deres fagforeningsorganisationer. Støtte til Ukraine er ikke støtte til den ukrainske regering, der har draget fordel af krigstilstanden og krigsretstilstanden, som forbyder strejker og demonstrationer, til at træffe asociale foranstaltninger og reformere arbejdsloven. Vi ved, at arbejderklassen er de første ofre for krigen.

I Rusland rekrutteres soldater, der sendes i døden, fra minoriteterne i Den Russiske Føderation frem for fra Moskva- og St. Petersborg-bourgeoisiet. I Ukraine er det arbejderne og deres fagforeningsorganisationer, der massivt har mobiliseret for at forsvare deres land og deres sociale forbedringer, selvom mange er bitre over at se, at det er dem, der betaler blodprisen, hvor oligarkiets børn som oftest slipper for mobilisering.

Vi skal forhindre Ukraines nederlag

Krig er en rædsel, der bør undgås for enhver pris. Mens begge sider er tilbageholdende med at kommunikere om deres tab, cirkulerer skøn over 1 million ofre (døde eller sårede). Og blinde luftangreb skåner ikke civile.

Selv om Union syndicale Solidaires er en del af arbejderbevægelsens pacifistiske tradition, er vi klar over, at en retfærdig og varig fred ikke kan bygges på Ukraines kapitulation. Rusland fører en ekspansionistisk politik. Landets annektering af hele dele af georgisk territorium under en militæroffensiv i 2008 beviser dette. Det udgør en trussel mod de tidligere sovjetiske landes sikkerhed og suverænitet, hvor Vladimir Putin ikke lægger skjul på sit mål om at genoprette Den Russiske Føderations indflydelse over i det mindste hele dette område. Den drejning, som Trump har taget, stiller Europa over for sit ansvar.

Vi kunne have sluppet for alliancen mellem Trump og Putin, hvis den ukrainske folkelige modstand var blevet tilstrækkeligt støttet i tre år til at udvise russiske tropper fra hele Ukraine. Et nederlag for Putin i hans annekteringskrig ville have bidraget til at svække eller endda vælte hans regime. Men mens regerings- og politiske udtalelser har fulgt hinanden i en lind strøm, er ​​støtten i virkeligheden forblevet under de ukrainske behov.

Er Trump en irrationel impulsiv?

At annektere Grønland eller omdøbe Den Mexicanske Golf kan virke som excentriske luner. Vi skal dog ikke se dette som tilfældigt. Grønlands undergrund er rig på mineralressourcer, mens Den Mexicanske Golf udgør en vigtig kulbrinteforekomst. Ligesom USA kigger på metallerne i den ukrainske undergrund, er det faktisk ressourcer, der interesserer dem.

Det vi er vidne til er accelerationen af ​​en kamp om kontrol over ressourcer i en verden i krise, hvor efterspørgslen vokser eksponentielt. I stedet for at forpligte sig til en ændring i produktionsmodellen, positionerer USA sig til at tage kontrol over så mange ressourcer som muligt.

Situationen skal ses i dette lys: De milliarder, der sættes af til militærudgifter, bliver jo ikke investeret i økologisk omstilling, men i ekstremt forurenende produkter. Alligevel afhænger vores kollektive sikkerhed primært af at bevare en beboelig planet.

For industriel suverænitet og social retfærdighed

Mens vi støtter at give Ukraine midlerne til at forsvare sig selv, advarer vi mod et vanvittigt våbenkapløb.

Når man har våben, er man fristet til at bruge dem. Frankrigs såvel som Europas ansvar er at gøre alt for at forhindre en dramatisk eskalering, men uden at sidestille aggressoren og den angrebne.

Mens højreekstremistiske regimer kommer til magten i flere og flere europæiske lande (Belgien, Italien, Ungarn…), er det uansvarligt at tage denne risiko. Især da Meloni eller Orbán har vist sympatier for Vladimir Putins regime… for ikke at nævne Donald Trump, der åbenlyst inspirerer den europæiske yderste højrefløj, mens Elon Musk fører kampagner til fordel for dem.

At skaffe ammunition til ukrainske tropper bør ikke føre til, at man får den fra våbenindustrien i USA, som i dag opgiver Ukraine.

For Solidaires bør der ikke være privat profit på offentlige investeringer. Våbenindustrien skal være genstand for debat om dens demokratiske kontrol og fordelingen af ​​dens overskud. Dette er et spørgsmål om social retfærdighed, men også om suverænitet og demokratisk kontrol. USA har vist, at det kan gøre våben, der allerede er leveret til Ukraine, ubrugelige. Et troværdigt forsvar skal være suverænt. Dette kræver, at man forlader NATO og øjeblikkeligt standser fyringer og fabrikslukninger i strategiske sektorer. Det er et spørgsmål om konsistens.

Før vi bevæbner os, skal vi bruge alle de håndtag, vi har til rådighed. Penge er ofte et meget stærkere våben end kanoner. Før vi engagerer os i krigerisk logik, bør vi mobilisere alle de håndtag, vi har til rådighed. I dag er sanktionerne mod Rusland ikke det maksimale af, hvad regeringen kunne gøre, når russisk gas ankommer til franske LNG-terminaler, når franske virksomheder fortsætter med at operere i Rusland, og når vi nægter at røre ved de hundreder af milliarder af russiske aktiver, der er frosset i Europa.

Finansiering og krav om dekarbonisering af vores økonomi ville desuden være den bedste måde at reducere vores afhængighed af fossile brændstoffer, der er Ruslands vigtigste kommercielle styrke.

At ramme Rusland i pengepungen er nok den mest effektive måde at få landet til at opgive sin angrebskrig mod Ukraine. Dette giver også mulighed for at finansiere Ukraines forsvar. Når alt kommer til alt kan enhver økonomisk indsats kun baseres på et bidrag fra virksomheder, der tjener på situationen. For hvis vi ikke længere modtager fredens udbytte, regner nogle med at drage fordel af krigens udbytte. USA’s grådighed, som forsøger at tvinge ukrainere til at tillade dem at udnytte metaller, er en ​​illustration heraf.

Fredag ​​den 14. marts 2025