Det er helt i orden at opfordre til et forbud mod fascistiske partier og organisationer på den yderste højrefløj, men man skal ikke have nogen illusioner om, at truslen derfra vil forsvinde som følge af handlinger gennemført af kapitalistiske institutioner.

af Franco Turigliatto

Begivenhederne de seneste dage stiller os i en alvorlig politisk og social situation, der er endnu mere kompliceret og vanskelig på grund af de modsatrettede tendenser, der følger heraf. Forvirring og overforenkling hersker, selv om nogle nøglefaktorer ellers er tydelige nok.

 

Angrebet på CGIL’s hovedkvarter (det italienske LO)

Efter en række demonstrationer, der angiveligt handlede om at sige nej til corona-vaccinationer og sundhedspasset, og hvor det yderste højres tilstedeværelse var helt åbenlys, valgte den store demonstration i Rom sidste lørdag, uden tøven og i hundredåret for fascisternes ødelæggelse af fagforeningslokaler, at gå til angreb på CGIL’s hovedkvarter. Ødelæggelserne blev udført af kræfter fra det yderste højre og tiljublet af flere hundrede demonstranter udenfor bygningen. Hærværksmændene nåede op til 5. sal, uden at nogen søgte at hindre dem deri. Den såkaldte ordensmagt, politiet, var til stede, men greb ikke ind, og de er dermed medvidende og medskyldige i de voldelige handlinger, og ansvarlig for ikke at oprette ro og orden i gaderne. Der blev ikke foretaget anholdelser på selve dagen, først dagen derpå.

 

Der er ingen tvivl om, hvad der skete: Et politisk og symbolsk angreb på arbejderklassens historiske organisationer, udført af fascistiske kræfter. Det er et angreb på fagforeningerne, der på trods af fagbevægelsens nuværende samarbejdslinje, repræsenterer en hel historisk epoke i organiseringen af arbejderklassen. Det er et angreb på millioner af organiserede arbejdere og på alle fagforeninger, såvel på landsplan som på græsrødderne, og på alle italienske arbejdere. Det er stærkt bekymrende.

 

Angrebet viser på samme tid, hvor langt hvidvaskningen af fascisterne er nået. Der har ikke været en reel mobilisering af anti-fascistiske kræfter, som ikke bare er tomme politiske erklæringer. Regeringernes politik og de politiske partiers medvirken og/eller ligegyldighed på forskellige niveauer har smidiggjort normaliseringen. Samtidig har vi oplevet et stigende reaktionært klima i de dominerende ideologier, samt massive forringelser som følge af den stramme økonomiske politik.

 

Der er tale om en akut fare, og af den grund var det positivt, at der kom en stærk og øjeblikkelig reaktion. Dels med forsamlinger til forsvar for fagforeningsbygninger og -kontorer, men også med den stærke mobilisering af fagforeningsaktivister og opfordringen til en national demonstration.

 

Det er endvidere tydeligt, at angrebet var muligt, fordi der her i landet ikke er sket en generel mobilisering mod fyringer, usikre arbejdsforhold, Draghi-regeringens arbejdsmarkedspolitik vedrørende ansættelse, løn, rettigheder, en reel genopbygning af sundhedsvæsenet og offentlig undervisning – alt det, der er fundamentalt vigtigt i modstanden mod det åbenlyse sociale sammenbrud. Det er her, fascisterne kan vinde støtte. Længe har vi kæmpet sammen med fagforeningerne i den nuværende klassekamp, både på græsrodsniveau og som et mindretal indenfor CGIL for at rejse en generel modstand mod den stramme økonomiske politik.

 

Det er derfor rigtigt at kæmpe for et forbud mod fascistiske organisationer, men så må vi på samme tid være opmærksomme på, at den kapitalistiske stat aldrig vil eliminere dem. Kun mobilisering og kamp kan kvæle de fascistiske militser i starten. At glemme historiens lære vil kun fremme nye ulykker.

 

Sideeffekterne

Der er sideeffekter, som kompliceres vores respons. Fagforeningens lederskab har praktiseret klassesamarbejde med regeringen og arbejdsgiverne i årevis, og har endog nylig afvist at støtte en en generalstrejke på opfordring af GKN-arbejderne i Firenze – en opfordring, der støttes af tusindvis af andre arbejdere. (GKN er en overskudsgivende britisk ejet producent af teknisk avancerede reservedele til biler, fabrikken skal lukkes og 420 ansatte fyres) under parolen “Vi står imod.” Fagforeningsledelsen ser ikke ud til at have forstået kravet om at ændre sin politik.

 

CGIL har fået mange solidaritets-erklæringer fra politiske kræfter, også fra regeringen. Draghi gav lederen af CGIL, Landini, et kram på tv. Vi kan kun være bekymrede. Dette kram viser, hvordan regeringen omfavner det sande klassesamarbejde. Det hjælper regeringschefen til at cementere konvergensen og konsultationen af CGIL (den faglige landsorganisation CGIL er fortsat under pres fra menige medlemmer) vedrørende regeringens genopretningsplan og den kommende finanslov.

 

Fagforeningens reaktion vil ikke føre til en radikalisering, og den hypotetiske mulighed for en generalstrejke synes fjernere end nogensinde. Men det også derfor, at demonstrationen i Rom lørdag den 23. oktober bliver en vigtig politisk begivenhed, der kan definere et nyt fællesskab af kræfter, især hvis tilslutningen bliver stor nok, og hvis sektorer af arbejdere finder en måde at udtrykke deres vilje til at kæmpe for radikale krav. Vi får se.

 

Dialektikken fungerer magtfuldt i disse situationer, i samspillet mellem de objektive kendsgerninger og de prioriteringer, som bliver taget af politiske og faglige kræfter samt de borgerlige institutioner.

 

Græsrods-fagforeningernes generalstrejke

Dette er den anden vigtige begivenhed på det sidste. Efter langvarige bestræbelser gennemførte den faglige basis, klassekamps-fagforeningerne, på grundlag af en fælles platform, en strejke den 11. oktober. Den fik støtte fra mange arbejdergrupper i en situation med store sociale modsætninger.

 

Strejken kunne ikke – for så stor var den ikke – blokere landet, men den opnåede dog større støtte end tidligere. Især var der betydelig deltagelse fra visse sektorer: I Rom blev den bl.a. støttet af ansatte i Alitalia, i Piacenza, hvor der er en koncentration af logistik-arbejdere, samt i Milano, Torino, Firenze m.fl. Mobiliseringen var meget positiv.

 

Naturligvis bar demonstrationen også præg af en del forvirring, af ekstreme fagforeninger, og at anti-vaccine-demonstranter blandede sig. Foran CGIL’s kontorer i Milano kom en uacceptabel sekterisme til udtryk. I demonstrationen var der dog også strejkende arbejdere, der gav udtryk for solidaritet med de kammerater, der forsvarede CGIL’s bygning. Måske kan vi sige, at lederne af disse fagforeninger ikke altid har den fulde forståelse for, hvad der skete i Rom.

 

Givet klassekampens aktuelle situation, så er alt dette uundgåeligt. Opsplitningen af arbejderklassen er først og fremmest objektiv og skyldes det lave bevidsthedsniveau, som antager forskellige former. Der er dels det fagforeningsbaserede, og der er dels det politiske. Jeg vil gerne på et personligt plan forklare, hvad jeg mener.

 

Undertegnede, der ivrigt deltog i såvel fagforeningssammenslutningens som græsrodsfagforeningens demonstrationer og møder, er bekymret og forbitret over både de bureaukratiske lederes konservative holdning og ideer om klassesamarbejde – og over de faglige græsrødders rebelske holdning – der er forståelig – men ofte mangler substans. Vi har set disse opsplitninger tidligere i arbejderklassens historie, og de er ikke lette at overvinde. Dette er fundamentalt, hvis vi ønsker at genopbygge klasseenheden og en klassekampsblok, der er i stand til at modstå den kapitalistiske offensiv.

 

Hovedpunkterne i vores linje

Vores organisation (se note) var til stede foran fagforeningskontorerne og ved græsrøddernes mandagsmarch, for at fremme vores holdninger og uddele løbesedler. Vi vil også være til stede ved demonstrationen næste lørdag i Rom, på basis af de her nævnte politiske positioner.

 

En seriøs massekamp skal føres mod de fascistiske kræfter. Fascistiske og grupper på den yderste højrefløj skal forbydes, men det må ikke herske nogen illusioner om, at de kapitalistiske institutioner ikke kan løse dette problem. Vi hilser enhver koalition af demokratiske kræfter velkommen i kampen mod fascismen. De er nyttige og nødvendige, men de skal være uafhængige af den kapitalistiske stat, samt bidrage til at opbygge en alternativ klassekampsstrategi, der er afgørende for at få succes, og ikke ender med at blive blive knust og/eller underordnet regeringens politik.

 

På samme tid skal der kæmpes stærkt mod kapitalisternes politik, mod Draghi-regeringens og arbejdsgivernes økonomiske politik, og de skal bekæmpes på linje med kampen mod fascisterne. Kampen for jobs og for forsvaret af arbejdsklassens levevilkår er i fuld gang. Opbygning af et oprør er mere end nogensinde på dagsordenen. Det må komme til udtryk i en meget stor generalstrejke med radikale krav.

 

Vi foreslår at arbejde sammen med de politiske kræfter på den radikale venstrefløj for fremover at opbygge denne vej.

 

17. oktober 2021

 

Note: Franco Turigliatto er tidligere senator og med i ledelsen af Sinistra Anticapitalista (Antikapitalistisk Venstre), den ene af de to organisationer i Fjerde Internationale i Italien, der opstod ved skilsmissen med Sinistra Critica (Kritiske Venstre). Det stiftende møde fandt sted i Chianciano 20-22. september 2013.

 

Oversat fra International Viewpoint af Arne Lund

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com