Demonstration i Paris. Copyright : Photothèque Rouge /Martin Noda / Hans Lucas 

Datoen den 5. oktober havde været kendt i aktivistiske kredse siden juli måned, og den blev offentliggjort den 30. august. Hvor mange ture rundt til fagforeningerne, hvor mange permanente organisationskontorer i fagforeningerne, hvor mange informationsmøder på arbejdspladserne, hvor mange forberedende generalforsamlinger i fagforeningerne osv. blev det til gennem alle disse uger? Hvor blev det forsøgt at sætte liv i fagforeningernes samling om den nationale appel med fælles fagforeningsinitiativer på gulvet? I hvor mange virksomheder bekymrede fagforeningernes afdelinger sig om at udbrede datoen den 5. oktober blandt virksomhedernes ansatte eller blandt ansatte hos underleverandører eller nabovirksomheder?

Disse spørgsmål er ikke en kritik af fagforeningernes græsrødder. De er simpelt hen et forsøg på at pege på de elementer, der gjorde dagen til en betinget succes. Hvis disse mangler til dels kan forklare vores vanskeligheder, må vi se at komme videre med arbejdet for at se, hvordan vi kan gøre det bedre i fremtiden. Det er mere nyttigt end radikalisme i ord.

Der er sociale kampe!

I alle faggrupper og i alle regioner er der kampe, strejker, arbejdsnedlæggelser og fællesmøder. Det gælder også den private sektor; stik imod hvad analytikere af fagforeninger – ikke nødvendigvis fagforeningsfolk – ofte hævder. ALDI i Bourgogne, Bergams i l’Essonne, Knorr i Alsace, Arc en Ciel i Paris-Jussieu, Transdev i Seine-et Marne… Det sidste eksempel er vigtigt: det har været i gang siden begyndelsen af september og handler om arbejdsbetingelserne og lønnen. Konflikten udfordrer systemet med udbudsrunder, der for virksomhedsejerne systematiserer en stadig større udbytning af lønmodtagerne ved hver fornyelse af kontrakterne. Man kan støtte indsamlingen til strejken på: www.cotizup.com/mec-grevistes

Opbygning af forenende kampagner lokalt og nationalt?

De seneste møde i CGT’s føderale forretningsudvalg har, lige som den seneste nationale kongres i Union Syndicale, besluttet at prioritere to kampagner: for nedsættelse af arbejdstiden til 32 timer om ugen og for højere lønninger og pensioner. Det er grundlaget for fælles krav i de forskellige faggrupper og på tværs af faggrupperne, men også et grundlag for en revitalisering af fagforeningskampagnerne på basisniveau og for se dem få resultat. For hver virksomhed, i hver afdeling, på alle arbejdspladser: hvor mange arbejdspladser betyder 32 timers ugen? Hvilke kontrakter og kampskridt kan man tage i fagforeningerne og blandt fællesskaber af uorganiserede? Er tiden ikke inde til at skrotte de symbolske ”arbejdsformidlingskontorer” og vende tilbage til at skabe arbejdspladser gennem arbejdernes direkte kollektive aktioner – de beskæftigede og de arbejdsløse i forening?

Med hensyn til lønnen er de obligatoriske årlige lønforhandlinger et godt tidspunkt for, at fagforeningerne kan aktionere, men vi har uden tvivl brug for at gå videre end det og gå i offensiven for at vinde en større del af det, kapitalisterne stjæler fra os, tilbage, uanset om det er lønninger, pensioner eller arbejdsløshedsunderstøttelse.

Hvad er fremtidsudsigterne?

En del af de sociale kræfter, herunder fagforeningerne, søger tilflugt bag de traditionelle ”reelle politiske muligheder”. Som om de aktive i kampene ikke selv skabte disse muligheder i lyset af de frigørende kollektive kampe, de har ført! For disse kammerater kan de ”politiske muligheder” kun komme fra partiet, fra deres parti, ikke fra andre eller fra de institutionelle valg. Under alle omstændigheder kan de kun vindes i form af en overtagelse af statsmagten, ved at overdrage den til partierne. Fra et selvstyrende samfunds perspektiv fortjener det at blive set på igen.

Med hensyn til den 5. oktober opsummerede FSU’s (lærernes fagforenings) generalsekretær meget fint, hvad der driver disse politiske strømninger: ”Lønmodtagerne er stadig overbeviste om betydningen af at mobilisere i den nuværende periode, men de mangler politiske perspektiver. Det er derfor, mange har forpasset deres chance i dag.” Hvad fremtidsudsigterne angår, er der ikke noget at hente her!

Fagforeningsaktivitet er politisk. Det samler dem, der beslutter at organisere sig udelukkende på det grundlag, at de tilhører den samme sociale klasse. Sammen handler de for at forsvare deres umiddelbare krav og arbejde for en radikal forandring af samfundet. Undertrykkelsen som hører til det kapitalistiske system, den økonomiske tvang, der kommer af produktionsforholdene og ejendomsrettet, er fælles for alle dem ”på bunden”. Det er der konfrontationen mellem klasserne udspiller sig: sig ikke, at det ikke er politisk! Det forhindrer os ikke i at overveje, at der også findes andre former for undertrykkelse, som ikke skal indordnes under et hierarki, hverken indbyrdes eller i forhold til den økonomiske undertrykkelse. De feministiske kampe, kampen mod racisme, kampen mod undertrykkelse og for lighed, frihedsrettighederne, kampen mod politivold, miljøkampene osv. er alle politiske.

Den arbejdsdeling, der siger, at partiet tager sig af politikken og fagforeningerne står for de sociale forhold er en blindgyde. Mens fagforeningerne er – eller i det mindste burde være – et middel til den selvstændige organisering af arbejderklassen, så tilskriver den dem en underordnet rolle og fratager dem muligheden for at handle for at ændre samfundet. På den anden side får den de politiske organisationer til at opfatte den opgave som deres alene, og derfor løsriver den dem fra de sociale bevægelser.

En revurdering af fagforeningernes plads

Der er en masse foreninger, der spiller en betydningsfuld rolle i de sociale bevægelser. De er næsten alle skabt fordi fagforeningerne har forladt kamppladsen eller ignoreret den, og faktisk laver de ”fagforeningsarbejde” som her beskrevet: sammenslutninger af arbejdsløse, boligorganisationer, forsvar af udokumenterede arbejdere, organisering af prekære arbejdstagere osv. Andre går ind i områder, der helt ligger inden for fagforeningernes arbejdsområde: de er feministiske, antiracistiske, miljøforkæmpere, antifascister, antisexistiske osv. Der er også spørgsmålet om forbindelsen til landarbejderne. Der er også de antikolonialistiske bevægelser, der hævder folkenes ret til selvbestemmelse, og antimilitaristiske eller pacifistiske bevægelser. Alt dette handler om vores sociale klasses interesser og fremtid, og det er fra den synsvinkel vi må beskæftige os med det.

Når vi sætter fokus på de sociale bevægelser, er det fordi det er dem, der organiserer kampene, arbejdernes direkte aktioner. Blandt disse bevægelser har fagforeningsbevægelsen en vigtig særstilling: Som tidligere nævnt samler den folk udelukkende på det grundlag, at de tilhører den samme sociale klasse. Det er vigtigt. En kæmpende fagforeningsbevægelse naturligvis, men også en fagforeningsbevægelse, der tør bryde med det eksisterende for at komme videre. Spørgsmålet om enhed eller ligefrem om samling er vigtigt. Det er også et spørgsmål om at redefinere fagforeningernes opbygning, så den tager de forskelligheder, vi her har beskrevet, med i betragtning.

Men alt dette skal hverken være iagttagelser fra ”eksperter” isoleret fra fagforeningerne eller fra de sociale bevægelser eller behandles uafhængigt af de konkrete spørgsmål, der kommer frem i de faglige kampagner, spørgsmål som er aktuelle der, hvor arbejderne befinder sig, og som er udtryk for fagforeningernes kollektive prioriteringer, beslutninger og handlinger.

Tirsdag den 12. oktober, 2021

—

Christian Mahieux er fagforeningsaktivist i SUD-Rail og medlem af redaktionen af ”Cahiers Les Utopiques” og ”Réseau syndical international de solidarité et de luttes”.

Oversat fra europe-solidaire af Poul Bjørn Berg