For den overvejende del af dansk erhvervsliv har 2022 været et fantastisk år! – En række af landets største virksomheder hiver rekordoverskud hjem, aktionærer forgyldes og profitterne stikker helt af. På bagsiden af medaljen er inflationen den højeste i 30 år, og reallønnen for lønmodtagere faldt i tredje kvartal med 5,2 procent - det største fald i ca. 70 år. Udviklingen peger kun i én retning: En mindre og mindre andel af virksomhedernes indtjening går til løn, en stigende andel til ejere, direktører og aktionærer.

af SAPs Landsmøde

(se for eksempel dokumentation i Enhedslistens pjece “Der er råd“)

 

Med stigende priser på fødevarer, energi og basale leveomkostninger er det ikke længere kun de mest udsatte, der presses af den økonomiske situation. Situationen presser også selv ”normale lønmodtagere” på gulvet, som frygter for dagen og vejen, for boliglån og for fremtiden.

 

På samme tid som reallønnen er faldet, har danske lønmodtagere dog arbejdet endnu mere end tidligere. Både 2021 og 2022 har medført en opadgående kurve for mængden af præsterede arbejdstimer blandt lønmodtagere, ikke mærkeligt at stress er blevet en folkesygdom. Og ikke nok med dette, så har automatiseringen også overtaget flere og flere jobfunktioner. Alligevel har regeringen lanceret et frontaltangreb på arbejdstiden, med deres afskaffelse af Store Bededag.

 

Landets elite vil en anden vej

Stigende produktivitet, høje profitter og mere automatisering burde være en oplagt anledning for nedsat arbejdstid og omfordeling. Samtidig kræver det en nedsættelse og målretning af produktionen, hvis klimakatastrofen skal afværges. Men denne udvikling kommer ikke af sig selv. I et kapitalistisk samfund vil der være en evig jagt på profit, sænkede lønomkostninger og større arbejdsudbud. Det er et evigt pres fra kapitalen, hjulpet godt på vej af skiftende regeringers neoliberale politik.

 

Alligevel har vi historisk vundet landvindinger og skaffet forbedringer for lønmodtagerne. Dette er der kun én enkelt forklaring på, nemlig lønmodtagernes evne og vilje til modstand og kamp.

 

Det er ikke tilfældigt, at denne udvikling har stået på i samme periode, som mængden af arbejdsnedlæggelser har været nedadgående. Faktisk kunne Dansk Arbejdsgiverforening på det private område med største tilfredshed notere sig, at man i 2022 også havde det laveste niveau af arbejdsnedlæggelser i 30 år (!).

 

Overenskomstforhandlinger 2023

Det er med det bagtæppe, at fagtoppen er gået til overenskomstforhandlinger på det private område. På industriens område, som skulle være lokomotivet for lønudvikling, har selv topforhandlerne kunne aflæse den lave lønudvikling, og hvordan de lokale lønforhandlinger er blevet tørret af til fordel for større og større overskud.

 

Overfor dette tyder alle prognoser på, at lønnen skal stige minimum 10 procent for at indhente inflationen og det tabte. Noget, som forhandlingerne og kampene på de enkelte arbejdspladser ikke har været i nærheden at matche.

 

Det er stadigvæk for tidligt at konkludere på de samlede resultater, men med rammen fra industriforliget er det helt tydeligt, at fagbevægelsens forhandlere ikke kommer i nærheden af at løse problemet med reallønsfald. Undskyldningen er som vanligt, at lønnen skal forhandles lokalt – præcis på samme måde, som de lokale forhandlinger ikke har været i stand til at løse problemet de sidste 3 år.

 

Man må også konkludere, at der ingen løsning er på spørgsmålet om arbejdstid. Regeringens frontalangreb vil blive gennemført, uden at fagbevægelsen har skaffet en modydelse på arbejdstiden. Ergo skal der arbejdes flere dage om året, hvilket særlig rammer de generationer, der også fremover skal være flere år på arbejdsmarkedet.

 

Vi skal ændre magtforholdet

I bund og grund peger det på styrkeforholdet på arbejdsmarkedet. Hvordan tipper vi dette styrkeforhold?

 

Skal man være i stand til at sikre en fremtidig omfordeling eller bekæmpe udviklingen med at arbejde sig til død – så kræver det en langt større organisering og kampvilje blandt lønmodtagerne.

 

Der findes intet direkte Qvick-fix til at løse den nedadgående kurve for faglig aktivitet eller organiseringsgrad. Men vi ved, at udvikling sker i spring, gennem folks aktive deltagelse. Så skal der ændres ved grundlæggende dynamikker, kræver det et andet styrkeforhold. Et andet styrkeforhold kræver en helt anden aktivistisk deltagelse blandt lønmodtagerne i kampen og kræver også, at medlemmerne faktisk bliver en aktiv part i det faglige arbejde. Og her spiller muligheden for konflikt og faglig aktivitet ind i at skubbe til styrkeforholdet. Første skridt er, at vi tror på fællesskabets styrke og tillader os selv at tage en åben konfrontation med vores modparter. Hvad enten det er arbejdsgivere eller regeringen. At bøje nakken vil aldrig medvirke til en bedre situation.

 

En situation, hvor arbejdsgiverne har scoret profitten, lønmodtagernes løn bliver mindre, og hvor regeringen vil fjerne en helligdag og øge vores arbejdstid – burde være det helt rigtige grundlag for at skubbe til styrkeforholdene og tage en åben konfrontation.

 

Dette bør være hovedopgaven for enhver venstreorienteret i disse tider – og det starter på den enkelte arbejdsplads, og i den enkelte fagforening med vores kollegaer, få dem med i fællesskabet, og med i direkte faglig aktivitet.

 

Nej til ethvert forlig uden reallønsgaranti!

Ja til faglig aktivisme og fællesskabets styrke!

Kamp mod ethvert regeringsindgreb!

 

Vedtaget af SAPs Landsmøde 26. februar 2023

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com