Der er ingen tvivl om, at situationen lige nu kan føles svær for mange af forhandlerne. Dels havde de i optakten undervurderet inflationen og f.eks. udnævnt ”mindst 10%” til et mål for succes. Dels havde de håbet, at St. Bededags-tyveriet kunne parkeres i kampen for en folkeafstemning om dette, mens OK23 kom i hus.

Forligene accepterer reallønsfald

Men virkeligheden har hevet bukserne af begge disse illusioner:

Også i disse dage oplever vi fortsat høj inflation, bl.a. båret af en galoperende stigning i fødevarepriserne. 14,8% i løbet af det sidste år. Og det fortsætter for fuld skrue, med stigninger på yderligere omkring 2% bare i løbet af den sidste måned! Den gennemsnitlige inflation, der f.eks. også vægter prisfaldet på Tesla’er, ligger i årets første måneder på 7,5% – og nationalbankdirektørens forudsigelse af, at den på årsbasis lander på 4%, ligner på den baggrund mere politisk OK23-forligs-support end seriøs prognose. Højst sandsynligt vil lønstigninger på 10-12% i bedste fald dække de nye prisstigninger – men under ingen omstændigheder det store reallønsfald, der allerede har været.

Og det er da muligt, som det blev hævdet, at nogle grupper med en veludviklet lønglidning ved årsskiftet kun havde oplevet et gennemsnitligt reallønsfald på ca. 5% – men mange har allerede langt, langt mere at indhente. Glem ikke, at den seneste OK ikke garanterede lønstigninger på mere end 1-2% om året! Hvorimod priserne på en almindelig lønmodtagers forbrug er steget voldsomt, ikke mindst i 2022. Især for de lavtlønnede fylder fødevarepriser, varme- og andre boligudgifter meget, Teslaprisen mindre…

Forligene accepterer fridags-tyveriet uden kompensation

Og St. Bededag-tyveriet kom ikke til folkeafstemning. Tvært imod er dette målrettede overenskomstindgreb allerede nu blevet vedtaget i Folketinget som lovgivning. Det betyder, at kompensationen skal hentes i overenskomstresultatet. Helst selvfølgelig en-til-en: som en aftale om en ekstra feriedag eller lignende. Men i det mindste i form af en solid økonomisk kompensation for alle de overenskomst-aftalte tillæg, som loven med et pennestrøg har fjernet. Forligsskitserne indeholder imidlertid absolut intet af den slags.

Nogle af forligene rummer andre små godbidder, som f.eks. giver tillidsrepræsentanterne bedre muligheder i deres arbejde, stop for 0-timerskontrakter i HK og boligtillæg til nyansat udenlandsk arbejdskraft i byggeriet (sidstnævnte dog for en måske meget begrænset gruppe). Disse resultater skal der selvfølgelig holdes fast på. Til gengæld gemmer der sig også yderligere forringelser rundt omkring – f.eks. nye arbejdstidsaftaler på transportområdet, der vil koste dyrt i mistede tillæg.

Og det altoverskyggende er altså, at det bliver et forlig med udsigt til massiv reallønstilbagegang. De ovennævnte 10-12% over de kommende 2 år er nemlig ikke bare utilstrækkelige. De er også langt over, hvad de fleste vil ende med at få. Der er indgået aftaler, der i virkelighedens verden slet ikke når op på det niveau.

Dertil kommer så, at det er uhørt, at arbejdstiden ved et politisk diktat uden videre bare er sat op med en ekstra arbejdsdag. I en tid med stigende stress – og for øvrigt også med truende højere arbejdsløshed i nogle brancher.  Overenskomsten var og er muligheden for seriøst at give svar på tiltale i forhold til denne urimelighed!

Der skal mobiliseres for et nej!

Der er altså alle argumenter for, at forligsudkastene fortjener et rungende Nej.

Og det kan nytte. Arbejdsgiverne har generelt tjent masser af penge (se fx EL’s pjece Der er råd til en god overenskomst) – som de bare må ryste op med.

Hvis det kommer til en storkonflikt, er der selvfølgelig stor fare for, at den blå regering med Mette Frederiksen i spidsen vil forsøge sig med et indgreb, der gør forligsudkastene til lov. Men – det kunne så bare blive en god anledning til at sætte denne upopulære regering på porten!

Lige nu handler det om at rejse debatten blandt kollegerne og i offentligheden: Skal vi bare æde reallønsnedgang og fridagstyveriet – eller skal der stemmes nej?  I næste omgang handler det om at samle og organisere Nej-kræfterne i fagbevægelsen. Venstrefløjen – ikke mindst Enhedslisten – bør efter bedste evne kaste kræfterne ind i at rejse debatten i offentligheden og bakke op om en Nej-mobilisering.

Den reallønsudhuling, der med de indgåede forlig ser ud til at få lov at ske, rammer ikke bare de privatansatte. Det vil, som de nuværende reguleringsregler er, også ramme de offentligt ansatte. Og ikke mindre væsentligt vil det tillige få konsekvenser for de (i forvejen uhyrligt forsinkede og begrænsede) reguleringer af satserne for langt de fleste overførselsindkomster – herunder samtlige folkepensionister. Det vil gå ud over grupper, der i forvejen er ekstremt pressede.

OK23-kampen om reallønnen er på den måde en kamp ikke bare for privatansatte lønmodtagere, men for os alle!

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 15. marts 2023