Arbejdsgiverbidraget til pension stiger med 1 % i 2025 og de næste to år bliver der lagt 2 % mere på fritvalgskontoen, der kommer op på 11 % eller en ekstra månedsløn. To ugers ekstra barselsorlov, der deles mellem forældrene og sygeløn i 3 uger mere. Men det, som har trukket flest overskrifter, er en række muligheder for at anvende fritvalgspengene til f.eks. barnets tredje sygedag, helbredskonsultationer og akut opstået sygdom blandt familiemedlemmer. Man vil også indskrive retspraksis om, at en arbejdsgiver ikke kan beordre en ansat på overarbejde midt i sønnens konfirmation eller konens 50-års fødselsdag. Det er gode tiltag; det er små indgreb i arbejdsgivernes ledelsesret og hurra for det.

OK forhandlingsresultatet på industriens område tager udgangspunkt i medlemmernes ønsker om ret til at kunne disponere over eget liv. Men det er de lavthængende frugter man har plukket. Ikke et ord om indflydelse på skiftende arbejdstider og med kort varsel ændrede mødetider. Ikke et ord om generelt kortere arbejdstid.

De forsvundne småsten

En bygning vi rejser … sten på sten. Problemet er, at sommetider bliver der fjernet en lille sten længere nede, uden at det bliver omtalt, for det holder nok … eller?

Det bliver nemmere at få udbetalt overarbejde fremfor at afspadsere det. Det bliver nemmere at få feriefridage udbetalt fremfor at afholde dem, hvilket er et tilbageslag. Før i tiden mistede man feriefridagene, hvis man ikke aktivt gjorde brug af dem, eller anmodede om at få dem udbetalt i sidste øjeblik. Mange tillidsfolk har gjort et stort stykke arbejde for at få folk til at holde fri (og få lov til at holde fri). Nu bliver ubrugte feriefridage overført til ens fritvalgskonto. Det vil sikkert medføre mindre ferie, og derfor gør resultatet heller ikke reelt indhug i arbejdsudbuddet. Det noteres også, at man fremover kan overveje at åbne for, at ”samfundskritiske stillinger” kan undtages fra EU-direktivet om en øvre grænse på 48 timer for den ugentlige arbejdstid.

Frit valg er ikke så frit endda

Fritvalgsordningen er meget populær. Det er der flere grunde til. Der er virksomheder og medarbejdergrupper, som over en årrække ikke har kunnet slå igennem i lokale lønforhandlinger. Her har stigningen i fritvalgskontoen fungeret som en centralt forhandlet lønstigning og reelt været det eneste, som har kunnet dæmme op for reallønsfaldet. Det er jo også skønt med et system, der giver frihed til selv at vælge, om man vil have penge eller pension eller … nej, så meget frit valg er der heller ikke.

Ikke for alle i hvert fald. Det er regeringens og etablissementets politik, at vi skal arbejde mere og længere. Det ligger implicit i aftalen, at skal der gives frihed eller ”fleksibilitet” til lønmodtageren, så skal det målrettes et formål. Passe syge børn, nu i op til tre dage (som heller ikke altid rækker…) og også en mulighed for bedsteforældre. Drage omsorg for gamle forældre. …Prisværdige formål, som mange familier higer efter.

Vist er det forbedringer – brugbare forbedringer, som afspejler et efterslæb i ”samfundskontrakten”. Flere og flere omsorgsopgaver er på vej til at blive ført tilbage til familien. Daginstitutionerne er underbemandede, så staten ser gerne at forældrene kan finde ud af at flekse og hente børnene tidligt. Og fint med en arbejdsweekend så legepladsen kan blive vedligeholdt.

Plejehjemmene er underbemandede, så staten ser gerne, at du smutter indenom på vej til arbejde med fornødenheder til din gamle mor. Mangler hun bleer, er der rent tøj? Sundhedssystemet ændrer sig med kortere indlæggelse og flere byrder lagt på patienter og pårørende. Alle disse opgaver kan vi ikke overkomme – slet ikke, hvis ikke vi får fleksibilitet til det.

Men det hører så med til historien, at man selv betaler for hvert minut. Og mon ikke det stadig bliver kvinderne, der får størst ansvar for den slags omsorgsopgaver – og dermed også kommer til at betale mest for det?

Der er også tabere

Hvad med ham/hende, der kører truck ude på lageret, som aldrig blev gift og fik børn? Her gives der ingen mulighed for, at ordningen til en pause fra arbejdet. Bortset fra 5 seniordage, de sidste 5 år før han kan gå på pension, hvis han altså ikke er røget ud af arbejdsmarkedet længe inden. Hvis du er træt og udkørt, kan du søge et eller andet efteruddannelseskursus – men hvis nu din skolegang ikke lige var nogen succesoplevelse? Det kan også være, at du fik dine unger lidt tidligt, og de for længst blevet teenagere (fri ved barns sygedage gælder ikke over 14 år), men du er stadig kun 40, og der er 30 år til pensionen. Jo vist, du får dine penge, men kortere arbejdstid kan du kigge i vejviseren efter.

Og helt retfærdig er beløbet til fritvalgsordning jo heller ikke. Vi fortsætter år efter år med procentvise stigninger og bidrager dermed til uligheden på arbejdsmarkedet.

Mindstelønnen stiger med 10 kr. i timen over 3 år. Det er utilstrækkeligt. Lærlingelønningerne stiger med henholdsvis 4% og to gange 3,5 % i samme tidsrum, og det er heller ikke nok. Det vurderes til at være en lille reallønsfremgang, men vi ved godt at det slet ikke afspejler produktivitetsfremgang og industriens samlede fortjeneste. Det er der ikke noget nyt i. Det afspejler styrkeforholdet mellem arbejder og arbejdsgiver.

Bedre at være organiseret arbejdsmiljørepræsentant

Debatten om særlige medlemsrettigheder stod højt på dagsordenen i det jyske, der kæmper hårdest med flere og flere uorganiserede. Det var ikke hovedforhandlernes kop te. Lidt er der dog faldet af.

Fremover vil en arbejdsmiljørepræsentant (AMR) få et årligt vederlag på 9000 kr, dog kun hvis de er medlemmer af et FH-forbund, og det er fint hvis det kan medvirke til at undgå AMR’er, der er medlem hos de kristelige. Mulighed for at vælge en uddannelses-repræsentant til at ruske op i de ansattes kursusmotivation og stigende bidrag til ”5-øres fondene” skal holde liv i institutionerne bag den danske model. Det er ikke prangende, men det ser nydeligt ud.

Konfliktmuligheden fordamper – eller…?

Men hvor er aktiviteten og de mobiliserede medlemmer? Medlemmerne får lov til at udfylde sjove postkort med ideer til OK-krav og tillidsfolkene kan deltage i informationsmøder, men tag ikke fejl. Claus og Mads klarer ærterne, og så kan vi andre stemme ja eller nej.

Mon ikke, der er et par stykker eller flere, der har skrevet ”kortere arbejdstid” eller måske endda ”30-timers-uge” – ikke selvfinansieret frihed til tvingende omsorgsopgaver – på postkortet? Men den slags rimelige/rabiate krav er der jo slet ikke plads til, når fagtoppen helst vil klappe overenskomsten af med arbejdsgiverne i mindelighed.

Endnu en treårig overenskomstperiode, hvor arbejderklassens potentielle magt til at kunne slukke lyset, standse flytrafikken og lade skraldet stå … fortoner sig i det fjerne. Endnu en treårig overenskomstperiode, hvor styrken til og muligheden for i fællesskab at kunne vende udviklingen med stigende ulighed, social dumping og magtmisbrug fordamper fra den historiske hukommelse.

Og dog: Industrien er trods alt ikke alene i verden. Især byggefagene kan forventes at have mere kampgejst – først og fremmest for de på deres område helt afgørende krav om kædeansvar.  De skal ikke efterlades på perronen – og en solidaritet med dem kan væsentligt flytte styrkeforholdene. Måske har vi alligevel en kamp til gode?

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 16. februar 2025