Det er mørke tider - krigen i Ukraine raser på tredje år, højrefløjen er på fremmarch i Europa, USA, Sydamerika og Asien, og rædsler af et omfang, som ingen har kunnet forudse, udspiller sig for øjnene af os hver eneste dag. Men netop dette giver også de allerbedste grunde til at deltage i årets påskeseminar.

af SAPs Forretningsudvalg

Læsetid: 2 minutter

For det er jo netop det, der gælder for os, der deltager i demonstrationerne for våbenhvile og et Frit Palæstina: Det at være med i den største bevægelse siden Vietnam-krigen befrier os fra at synke ned i fortvivlelse, fordi det er forbundet med glæden over at opleve en fælles, international aktivitet, der for hver gang vokser sig større og stærkere og øger presset på de kræfter, der bakker op om Israels folkemord.

 

Det siger sig selv, at Palæstina er et vigtigt punkt på programmet. Men der er jo også krigen i Ukraine, med et anti-kolonialt perspektiv, og det forbindes – af vores russiske gæst, Eva Smirnova – med den højreekstreme, autoritære og kvindefjendske ideologi, som kendetegner Putins regime, og knytter an til tilsvarende tendenser andre steder.

 

Hvad der sker herhjemme, er ikke glemt. Der er workshops om socialister og arbejderklassen, og om det er moralsk vigtigt, at vi arbejder mere… Heller ikke på det punkt giver regeringen anledning til optimisme!

 

Og så er der alt det andet.

 

Det gør alt sammen, at der er behov for en gang imellem at komme lidt væk fra det hele, have det sjovt med hinanden, spille spil og snakke sammen om løst og fast. Det er der rige muligheder for i pauser og om aftenen, og der er også taget højde for det i forhold til de børn, der er med, med børnepasning og aktiviteter, der er tilpasset de forskellige alderstrin.

 

Vi bliver ikke vartet op på seminaret, vi laver mad på skift, morgen, middag og aften. – Et stykke hverdagssocialisme, og en lejlighed til, at mangeårige deltagere og helt nye lærer hinanden bedre at kende. Et midlertidigt fællesskab, der i modsætning til vores politiske projekt, hvis sigte er en uvis fremtid, kan notere sig en succes, hver gang maden kommer på bordet. Og vel også en del af forklaringen på, at mange nye kommer igen året efter.

 

Så det skal nok blive godt!

 

 

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 7.marts 2024

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com