Torsdag stemte et flertal af landets sygeplejersker og radiografer nej til det overenskomstforlig, som ellers var indgået i forbindelse med OK21. Dermed ville banen normalt være kridtet op til en faglig konflikt - hvis ikke det var, fordi en konfliktsky fagtop havde undladt at afsende et formelt konfliktvarsel.

af SAPs Forretningsudvalg

Med et afvist overenskomstforlig og uden et konfliktvarsel er det helt åbent, hvad fremtiden bringer for landets sygeplejersker og radiografer.

 

Forhandling eller konflikt?
Et af de nu tænkelige scenarier er, at de involverede forbund og arbejdsgiverne forsøger en forhandlingsrunde mere. En forhandlingsrunde, hvor det på forhånd er spået, at den økonomisk ramme vil være præcis den samme som den, medlemmerne netop har afvist. Men for en fagtop, som vil gå langt for at undgå en konflikt, vil denne mulighed alligevel være tiltalende. Måske et kommende forlig kan sminkes, og der kan skrues på enkelte satser, og så håber man på at kunne overbevise et snævert flertal i en ny afstemning, så en konflikt kan undgås… Men det vil være at grave sin egen grav, og blot medvirke til en større frustration blandt medlemmerne og en opgivenhed over for sin egen faglige organisation. – Noget som vil svække fagbevægelsen på den lange bane.

 

Skal der reelt opnås de forbedringer for landets sygeplejersker og radiografer, som alle ved vil være tiltrængt, så kræver det et helt andet scenarium. Det kræver en offensiv faglig organisation, som spiller presbolden over til politikerne, og som tør løfte sig op over de normale forhandlingsrammer og iværksætte en politisk konflikt.

 

Det er tydeligt, at en sådan aggressiv stil fra især Dansk Sygeplejeråd (DSR) vil have medlemmernes fulde opbakning og vise den faglige organisation som fuldt ud loyal overfor egne medlemmer. Det var nemlig medlemmer rundt om på landets sygehuse, som allerede i sommers krævede genoptagelse af overenskomstforhandlingerne og krævede lønstigninger på stedet. Frem for at bruge dette momentum og denne mobilisering allerede i sommers, fulgte fagbevægelsen det normale regelsæt, ventede med forhandlingerne til overenskomstperioden var udløbet, accepterede rammebetingelserne fra statens forlig, og forsøgte at sælge stumperne over for medlemmerne. Denne strategi er med al ønskelig tydelighed blevet underkendt, på trods af en ihærdig ja-kampagne.

 

Fare for at havne i en syltekrukke
Fra sidelinjen har resten af befolkningen fulgt især sundhedspersonalets opråb mod tjenestemandsreformen, underbetalingen af kvindefag og den manglende honorering af front- og sundhedspersonale. Disse gruppers krav nyder bred opbakning.

 

Allerede før afstemningen var slut, var fagbevægelsen slået ind på sporet om, at kampen skulle fortsætte som en politisk pres. Konkret et pres på regeringen med kravet om et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969, der tydeligt indplacerer kvindefagene urimeligt lavt. Et borgerforslag om dette opnåede på 8 dage de fornødne 50.000 underskrifter og skal nu til politisk behandling.

 

Problemet med denne strategi er, at det naturligt vil ende som en syltekrukke. Fagtoppen kan sælge et fattigt OK-forlig på løfter om en kommende kampagne, som skulle løse lønproblemerne. Men dermed udsætter man kampen for forbedringer – og flytter det aktuelle fokus til parlamentariske forhåbninger. Der er imidlertid intet, der antyder, at en sådan kampagne vil lægge et reelt politisk pres på regeringen. Kun Enhedslisten har for alvor bakket op om kravet, SF henviser til overenskomstforhandlinger og den danske model. Regeringen kan med andre ord roligt læne sig tilbage og se på, at intet flertal vil løfte den milliardregning, et sådant krav vil medføre. Dermed vil problemet blot være udsat til næste overenskomstforhandling – en sovepude, som Enhedslisten skal være påpasselig med ikke at lade fagtoppen hvile på. Historien viser om noget, at lønkrav ikke bare løses med tiden og af sig selv indfries i ”bedre tider”.

 

En politisk konflikt mod regeringen
Netop i den danske model er logikken, at lønspørgsmål skal løses ved overenskomstfornyelser, hvor lønmodtagerne har en aktionsmulighed for at presse den aktuelle modpart.
På trods af alle corona-problemer kan de omtalte fagforbund med ro i sjælen afsende et konfliktvarsel på 4 uger, og dermed sende presbolden direkte til regeringen:  – Vil de løse problemet uden konflikt, så har de alle muligheder for, som socialdemokrater, at belønne ”de varme hænder”, ”velfærdens helte”, ”frontpersonalet”, ”de almindelige lønmodtagere” osv.  Dem, som regeringen snakker om i skåltalerne, men glemmer, når milliarderne skal uddeles til minkavlere.

 

Med en sådan strategi vil fagbevægelsen have sat en deadline for sylte-mulighederne. Frontpersonalet vil med ro i sindet kunne sige, at de har befolkningens opbakning, og at de bestemt ikke er dem, der har afvist et forhandlingsspor, hvis blot den politiske vilje er til stede.
Som fællestillidsrepræsentanten i Hovedstadens Beredskab sagde forleden: “ Frontpersonalets indsats under coronakrisen var uvurderlig – lige indtil indsatsen blev vurderet til at være fem procent over tre år værd”!

 

Vel at mærke i forlængelse af de sparsomme private forlig sidste år, som kun gav 8,5 % i lønstigninger over tre år…

 

Brug for opbakning!
Det er klart, at en trussel fra sygeplejersker og radiografer vil blive voldsomt udskammet af politikere og kommentatorer. En socialdemokratisk regering vil nødvendigvis frygte en gentagelse af lærerkonflikten, især under en pandemi. Derfor vil sygeplejerskernes selvtillid og opbakning blive voldsomt udfordret af et modangreb.

 

Så meget desto mere er opgaven allerede nu at samle alle gode kræfter og sende et tydeligt signal om opbakning til politisk kamp for reelle lønforbedringer. Dette er ikke kun en klar opgave for de forbund, som allerede har stemt nej, men et ligeså klart signal til de store faggrupper, som stadigvæk er i gang med deres afstemninger. Det vil kun kunne styrke en evt. kommende konflikt at få inddraget så mange offentligt ansatte som muligt. Mens det på samme tid vil sende et vigtig signal til egne faglige ledere i andre forbund om, at der intet argument er for at udsætte en politisk ændring af tjenestemandsreformen og dens løn-ulighed. Alt dette kan løses på 4 uger, hvis blot viljen er tilstede. Coronaen har om noget lært os, at politisk forandring kan gå hurtigt!

 

Skulle situationen opstå, at det her reelt vil medføre en konflikt på det offentlige område, kan vi forvente et hurtigt og brutalt regeringsindgreb. Det eneste reelle forsvar mod en sådan damptromle, vil være en bred og mangfoldig front af mange faggrupper. I bedste fald med sympatikonflikter – langt ind på det private område. Det har altid været et vigtigt fagligt princip, at de grupper, der tør gå forrest i kampen for forbedringer, ikke må stå alene, men skal støttes fuldt ud af andre faggrupper. Det kræver både, at de berørte nej-grupper rækker ud til andre faggrupper, men også at alle andre gode kræfter rækker ud til sygeplejersker, radiografer mm. og tydeligt slår fast, at de står bag dem i kampen for opgøret med årtiers underbetaling.

 

Første skridt tages på ens egen arbejdsplads: gennem diskussion med kollegaerne, støtteerklæringer og klare udmeldinger om, at vi står skulder ved skulder med de offentlige kollegaer!
SAP’s Forretningsudvalg, den 27. marts 2021

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com