Lad os gøre det helt klart. Der netop indgåede industriforlig afspejler på ingen måde de store overskud der har været i industrien eller de svimlende lønstigninger, der er udbetalt på direktørgangene. Industriforliget afspejler det aktuelle styrkeforhold mellem arbejder og arbejdsgiver.

af Benedicte Toftegård

Industriforliget lader endnu engang HK’erne i stikken uden at gøre noget ved 50 procent-reglen og der er absolut ingen forbedringer i forhold til arbejdstiden. Der har ikke været noget pres nedefra på det spørgsmål.

 

Dansk Arbejdsgiverforening har i de sidste 35 år opbygget muskelkraft til at forhindre, at der sker den mindste afvigelse fra den opnåede ramme i nogen andre medlemsorganisationer end Dansk Industri. Pointen er derfor, at industriforliget, som danner grundlag for hele resten af det private arbejdsmarked, ikke kan ses isoleret.

 

Faglige sekretærer fra Dansk Metal roser forliget og siger, at byggeriet jo bare selv kan forhandle sig frem til deres forlig … vel vidende, at andre grupper ikke får lov til at forhandle andet, end det der står i opskriften. Formanden for Metal Claus Jensen afviser, at der er problemer med social dumping i industrien. Det skyldes ikke uvidenhed, snarere privilegie-blindhed og et klart udtryk for, at han vælger at basere sin magt på et tæt forhold til toppen dansk erhvervsliv fremfor at mobilisere sine medlemmer. Om det så er en faneborg foran Industriens Hus – Claus Jensen kan ikke fordrage det!

 

Den vigtigste opgave i dag er at få maskinarbejdere, plastmagere og kontoransatte i industrien til at forstå, at vi ikke har fået en god overenskomst før vi også har gjort noget reelt ved problemerne med social dumping i bl.a. byggeriet. At fagbevægelsen må og skal have en fælles solidarisk dagsorden. Om man skal stemme ja eller nej til et forlig, handler ikke kun om, hvad man selv har fået, men om ikke at lade andre grupper i stikken.

 

De aktive i byggeriet skal huske at solidaritet gælder begge veje. De skal også forstå industriarbejdernes vilkår. Kampen mod outsourcing af virksomheder og kampen mod social dumping er samme kamp selvom den har forskellige vilkår. Vi vinder først den dag, hvor også flertallet af Metals medlemmer er kommet med i kampen.

 

Fakta om industriforliget

Det vigtigste man kan sige om industriforliget er at pege på alt det, som ikke er der. Måske fordi medlemmerne efter mange års krise er holdt op med at forvente sig noget særligt. En bedre fritvalgskonto smager da af noget. De store afgørende udfordringer for fagbevægelsen er der ikke blevet rykket ved. Det gælder HKs 50 procent-regel og arbejdsgivernes tag-selv-bord i forhold til at bestemme, hvornår, hvor længe og hvor tit man skal arbejde i alle døgnets timer og ugens dage. Hvad der sker med den sociale dumping er endnu uvist.

 

Den store salgsvare er forøgelsen af fritvalgskontoen fra 4 til 7 procent over de næste tre år. Den kan bruges til pension, omsorgsdage eller seniorfridage, fem år før man går på pension. Hidtil har de fleste fået den udbetalt som et engangsbeløb i forbindelse med f.eks. ferie. Det nye er, at den fremover kan udbetales i små portioner hver måned. Reelt er det blevet en form for centralt forhandlet lønstigning til arbejdspladser der normalt aftaler lønnen lokalt. En erkendelse af at der i kriseårene stort set ikke er givet noget. Uanset at det er problematisk at køre derudaf med procentvise forhøjelser, der alt andet lige forøger lønforskellene, så er det, hvad medlemmerne i industrien har efterspurgt. Og de er holdt op med at forvente sig særlig meget. Kravet var at den skulle op på 8 procent.

 

Der er opnået nogle små forbedringer som f.eks. løn under sygdom, barsel til fædre, bedre regler for arbejdsmiljørepræsentanter og kurser til afskedigede medarbejdere. Der er ikke givet væsentlige indrømmelser til arbejdsgiverne.

 

Mindstelønnen er kun hævet med 2,50 kroner pr. år… et ringe resultat. CO Industri prioriterer den ikke, fordi den ingen betydning har i industrien. Der er stort set ingen, som arbejder på mindstelønnen og det har ikke været et krav for medlemmerne her. Funktionærerne i HK-Industri har slet ikke en mindstelønsbestemmelse.

 

HK har 30.000 medlemmer, som arbejder på industriens overenskomst (Metal har 70.000), men HK får ikke lov til at være med ved forhandlingsbordet. Det bunder i en gammel nedvurdering af ”flipproletarerne”, der historisk altid har været svagere organiseret. Alligevel er det groft diskriminerende. Og det er et alvorligt problem, at kravet om at fjerne 50 procent-reglen, (HK kan kun tegne overenskomst, hvis de kan bevise, at halvdelen er organiseret i HK) ikke bliver taget seriøst. Også 3F og Metal har nogle steder problemer med organisationsprocenten og ville selv blive ramt, hvis de var hæmmet af denne regel.

 

Arbejdstiden – kampen der forsvandt

HK var dem, der havde mest fokus på kravet om, at fritvalgsordningen også skulle kunne bruges til (selvbetalte) fridage for alle.

 

Gennem 90’erne og 00’erne skete der en massiv udflytning af industriarbejdspladser fra Danmark. Fagbevægelsens svar var at imødekomme arbejdsgivernes behov for større fleksibilitet på arbejdstiden. Alle former for weekenddrift, skiftehold med lange vagter, rådighedsvagter osv. er nærmest givet frit. For funktionærerne er det funktionsløn også kaldet ”at man arbejder til bakkerne er tomme.” Arbejderne i industrien – ikke kun Metal/3F, men også slagteriarbejderne i NNF har betalt en høj pris for globaliseringen. De sidste med indførelse af 40 timers ugen flere steder. Og det er en af flere årsager til, at kravet om en kortere arbejdstid er forstummet. Nu kræves der i det mindste bare ”styr på arbejdstiden!”

 

Det handler om ideologi, men også om kulturforskelle

I industrien er der tradition for at opbygge lokalaftaler med udgangspunkt i overenskomsterne. Det er sværere i brancher som f.eks. byggeriet, hvor man ofte skifter arbejdssted og også arbejdsgiver.

 

I 2017 fik arbejdsgiverne mulighed for at indføre en 42 timers arbejdsuge i perioder ved ”lokal enighed”. Det gav naturligvis store protester i byggeriet og medførte, at der blev stemt nej både i 3F og NNF.

 

Denne gang har arbejdsgiverne fået en lille bid mere. Det omfatter kun arbejdere på rådighedsvagter. Her kan arbejdsgiveren nu fravige 11-timersreglen og reglen om fridøgn (indenfor 7 dage), hvis der er ”lokal enighed”. Formuleringen ”lokal enighed” er et håndtag, man kan dreje på for begge parter. Grundlaget bag det er, at der skal være en tillidsmand for at kunne håndtere det, og at det i sig selv er med til at holde ”den danske model i live”. Hvis arbejderne er stærke nok, kan de bare afvise det, eller kræve noget andet (der måske er mere værd) til gengæld. Alt afhænger af hvor stærkt eller svagt arbejderne står på den enkelte arbejdsplads. Hvis man trues af outsourcing eller social dumping, står man sjældent særlig stærkt. Fakta er dog, at reglen om de 42 timer ikke har haft stor udbredelse. Indtil videre har arbejderne været stærke nok til at afvise den. Hvad sker der, når vi igen får en større økonomisk krise?

 

Vi må og skal fremme solidariteten mellem begge grupper

Den politiske kamp handler om at fremme solidariteten og forståelsen mellem de to grupper. Metal er ikke med i den fælles OK-kamp. Metal er en ekstremt topstyret fagforening, der bygger sin styrke på tillidsfolkenes ubetingede loyalitet. Metal formulerer ikke krav på forhånd (ikke offentligt i hvert fald) og de forhandler for lukkede døre. Metal mobiliserer ikke sine medlemmer til at gå på barrikaderne. Metal går sine egne veje og det har altid været klassesamarbejdets vej. Det er et problem for den samlede fagbevægelse.

 

Vi får bare ikke maskinarbejdere og industriteknikere på gulvet i tale ved at svine deres forhandlere til. Når debatten bliver skinger, øger vi splittelsen. Vi skal have dem til at forstå nødvendigheden af solidariteten på tværs af fagene, men byggefagsfolkene skal også lære at forstå industriarbejdernes vilkår. Vi vinder først kampen den dag, vi også har fået Metals medlemmer til at kæmpe sammen med os.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com