Ken Loach har gjort det igen; lavet en fremragende politisk film. Han forstår at fortælle en historie om almindelige menneskers hverdagsliv på en måde, som appellerer til alle. Også denne gang tager han fat i et alvorligt politisk problem. Ved at følge hovedpersonernes  forståelige problemer sætter han tankerne i sving. Her er ingen løftede pegefingre, løsningerne må man selv tænke sig til.

af Ebbe Rand Jørgensen

Filmen tager fat i det, vi med et lidt upræcist ord kalder atypiske ansættelser. Vi følger en børnefamilie og forældrenes problemer med at få familieliv, økonomi og arbejdsliv til at hænge sammen. Det er samtidig en beskrivelse af nogle træk ved den moderne kapitalisme, som udsætter arbejderne for en skærpet udbytning.

 

Atypiske ansættelser er langt fra et nyt fænomen. Det har været kendt i årtier indenfor mange brancher. Det gælder f.eks. byggeriet med “arme- og ben”-firmaer.

 

Det har bredt sig til rigtig mange brancher. I Danmark husker vi konflikten med Ryanair. Her var der en faglig konflikt, som engagerede rigtigt mange. Men ellers sker udviklingen forholdsvis stille og roligt.

 

Den teknologiske udvikling med øget digitalisering er en del af historien. Tænk bare på Über, der globalt har revolutioneret taxa-branchen. Digitalisering spiller også en rolle i pakkeudbringning. Og så er vi tilbage ved Ken Loachs film.

 

Foden under eget bord

Filmen starter der, hvor familiefaderen søger “ansættelse” i et pakkefirma. Det bliver hurtigt klart, hvad betingelserne er: Køb en stor varebil eller lej en af firmaets. Ingen pension, sygeløn eller feriepenge. Sygdom eller ferie: Skaf selv en afløser. Går bilen i stykker, er det dit eget problem. Og pakkerne skal ud til den aftalte tid. Her er der ingen undskyldning: Trafikpropper, ulykker eller andre forhindringer har firmaet ikke noget af gøre med.

 

Det afskrækker tilsyneladende ikke vores ven. Hvorfor ikke? “Jeg vil have mit eget,” er svaret. Helt lige som Agnes i Matador. Og faktisk er det nemt at forstå. Han er træt af emsige og urimelige arbejdsledere og af ugidelige, uansvarlige kolleger, der bare vil komme nemt om ved det hele. Han er ansvarlig og vil gerne levere et ordentligt arbejde. Og håber, at han kan bedre sin og familiens situation.

 

Hvad der sker, skal ikke afsløres her, blot at han kommer fra asken i ilden. Der er absolut ingen selvstændighed i jobbet, men lange arbejdsdage uden pauser.

 

Den nye chef opfører sig som den værste slavepisker. Der er godt nok ingen pisk, men noget, der er meget mere effektivt: den elektroniske dims, som pakkemodtagerne skriver under på. Den overvåger alt, hvad der sker, og fortæller på sekundet, hvornår kunden modtager pakken.

 

Er chefen en robot?

Hvem bestemmer egentlig? Er der en direktør? Aktionærer? Det er overhovedet ikke vigtigt, hvem det er, forklarer arbejdslederen. Selv han bestemmer ingenting. Det hele ligger i chaufførens minicomputer. Og der er kun en ting, der tæller: konkurrencen. Kunden skal have sin pakke til aftalt tid og kan “tracke” den hele vejen, fra han har afgivet sin bestilling. Det hele skal klappe, ellers mister de alle jobs, biler og alt.

 

Et uhyggeligt billede på den moderne kapitalisme: Ingen steder man kan gå op og slå i bordet. Ingen at forhandle med. Har du problemer, så er det helt dine egne. Giver det overhovedet mening at snakke om fagforening og overenskomst?

 

Dertil kommer et lige så alvorligt problem: det grænseløse arbejde. Familieliv og arbejdstid smelter sammen. Det bliver illustreret meget fint i filmen. Hustruen er i sit arbejdsliv presset på samme måde som manden. Som velfærdsarbejder har hun store forventninger til sin egen arbejdsindsats. Hun oplever store problemer, fordi hun ikke kan svigte de gamle og syge, hun arbejder med.

Man skulle næsten tro, at Ken Loach har fulgt velfærdsdebatten her i landet. Filmens beskrivelse rammer lige ind i danske forhold.

 

En barsk og modbydelig film

Man kunne anlægge den betragtning, at det er en film om engelske forhold. Ja, det handler om engelsk arbejderklasse. En film om globale problemer må nu engang handle om levende mennesker. Men det rystende er, at den både virker autentisk og sagtens kan relateres til, hvad vi oplever i vores virkelighed i Danmark.

 

Jeg vil måske give det en tanke næste gang, jeg bestiller en vare på nettet. Jeg bestiller en bog om formiddagen og fire timer senere kommer der en SMS om, at bogen ankommer indenfor en halv time. 27 minutter senere står der et bud og beder om en underskrift på sin minicomputer.

 

“Det var en barsk og modbydelig film,” var reaktionen fra en deltager i forpremieren. “Men jeg ved godt, virkeligheden ind imellem er barsk, og at man faktisk ikke behøver se helt til London,” tilføjede hun.

 

Man kan kun være enig. Men det skal også siges, at filmen er meget mere end det. Der er voldsomme scener, men der er også masser af humor, kærlighed og lune med et glimt i øjet. Det barske er også, at filmen slutter uden antydning af en løsning.

 

Har hovedpersonerne overhovedet lært noget? Fortsætter det hele bare? Alt kan gå galt. Det sætter tankerne i gang. Der er ingen nemme løsninger. Men hvad nu, hvis …?

 

De mange chauffører kunne organisere sig. Finde fælles løsninger. Ansætte afløsere til at køre deres biler når de var syge. Lave et kooperativ. Kapre deres egne kunder. Lave en fagforening. Finde alliancer med andre arbejdere med lignende vilkår.

 

Det er mine tanker. Ken Loach giver ingen løsninger. Tænk selv, men se først filmen.

 

Den blev vist ved en særforestilling/forpremiere i Albertslund Biograferne arrangeret af Enhedslisten. Men spiller i mange biografer fra den 12. december.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com