I onsdags fremsatte forligsmanden et samlet mæglingsforslag til nye overenskomster på det private arbejdsmarked. Hvad stiller vi op med det - her midt under corona-krisen?

af SAPs Forretningsudvalg

Forud har gået måneders forhandlinger mellem fagbevægelsens hovedforhandlere og arbejdsgiverne. Et forløb som har fulgt den faste skabelon med industrien først, som lægger rammen/båndene for de øvrige forhandlinger. Den faste rutine, der starter med store forhåbninger blandt medlemmerne, fortsætter med faglige ledere som sælger sig for billigt og et mæglingsforslag, som får en del af venstrefløjen til at arbejde for en nejkampagne. Så langt så godt…

 

Men noget er helt anderledes  i år. Man kan ikke tage stilling til OK20 uden også at diskutere den nuværende Corona-situation.

 

Det er let – og rigtigt! –  at kritisere slutningen af forhandlingsforløbet, hvor forligsinstitution tvang forhandlere til bordet uden deres forhandlingsudvalg, mens resten af landet var rådet til at undgå unødig kontakt. Det er også ekstremt let – og rigtigt! – at påpege det kritisable ved, at urafstemningen frem til 16. april foregår i en periode, hvor det ikke er muligt for fagbevægelsen at samle kollegaer og tage kollektive diskussioner af situationen, hverken i fagforeninger eller på arbejdspladser.

 

Hvad skal der stemmes?
Det svære spørgsmål for gode faglige kammerater er selvfølgelig nu, hvad det så betyder for den konkrete stemmeafgivelse, og hvordan vi skal agere i dette. Her ser vi en bred variation af svar: Undlad at stemme – under de nuværende forhold. Stem ja – fordi en konflikt er et selvmål i den nuværende situation. Eller Stem nej – fordi forligene simpelthen ikke er gode nok.

 

I virkeligheden er størsteparten af forligene (og i hvert fald de rammesættende) indgået før Corona-situationen ramte Danmark. At faglige ledere nu prøver at bruge corona-krisen som argument for det forhandlede resultat, er blot ynkeligt (selvfølgelig med undtagelse af de områder, som rent faktisk forhandlede under de forhold). Fakta er, at forligene er indgået i en situation, hvor man ser tilbage på tre års massivt økonomisk opsving, med milliarder og atter milliarder i overskud. Tre år, hvor lønmodtagerne har fået en stadigt mindre del af deres producerede omsætning.

 

I en sådan situation er et resultat med en økonomisk ramme på små 9 % over 3 år (nogle forlig giver endnu mindre) et tydeligt tegn på, at man har solgt sig for billigt. Enhver burde kunne se logikken i at stemme nej.  Hvis ikke for eget område – så i hvert fald ud fra parolen om, at mæglingsforslaget inkluderer alle, og dermed også bliver tvunget ned i halsen på folk i jernbanen, hotel og restauration og malerne, som ikke opnåede forlig.
Men fordi situationen er så pludseligt og drastisk forandret, stiller det selvfølgelig et væsentligt spørgsmål: Er et dårligt forlig for 1½ måned siden bedre end hvad vi kan opnå med en konflikt og et nyt forlig i den nuværende situation?

 

Konsekvenserne af et nej
Svaret er: Et forlig vil altid være en afspejling af styrkeforholdene på arbejdsmarkedet. Arbejdsløshed og økonomisk nedgang vil objektivt betyde, at arbejderklassen står svagere. Men også andre faktorer spiller ind, nemlig kampvilligheden blandt lønmodtagerne.
Hvis mæglingsforslaget stemmes ned af en samlet lønmodtagergruppe, som siger nej til at betale for coronakrisen og kræver andel af det økonomiske opsving de sidste 3 år – så vil et nyt forlig helt sikkert også komme til at afspejle det. Resultatet er ikke givet på forhånd, men afhænger af under hvilke omstændigheder og med hvilke mobiliseringer et nyt resultat forhandles.

 

Hvis vi derimod ender i en situation, hvor en forbundsledelse står med et nej-resultat, som de ikke selv har ønsket, og de samtidig kun har passive medlemmer og ingen mobilisering i baglandet, vil en konflikt komme til at stå voldsomt svagt.

 

I den nuværende situation, hvor et massivt flertal af de faglige ledere anbefaler et ja, vil en nej-stemme dog ikke kunne opfattes passivt. Tværtimod vil det være et signal om, at der er folk som går mod strømmen og aktivt tager stilling imod. En kritisk nej-stemme fra bunden kan blive et led i en aktivering og mobilisering af medlemmerne, hvis den bliver fulgt op af tilbud om øget aktivitet og fællesskab.

 

Faglig mobilisering her og nu
Uanset resultatet af OK20, står vi over for en økonomisk krise, og tilkæmpede goder sælges i disse dage hurtigere ud af faglige ledere, end regeringen kan gennemføre uovervejede hasteforslag.

 

Så selvom OK20 fylder alverden for privatansatte lønmodtagere lige nu, så er det – uanset udfald – tydeligt, at den faglige kamp i de kommende dage og måneder vil blive voldsomt intensiveret. Det handler ikke blot om at mobilisere til en afstemning. Det handler om at mobilisere for at ændre styrkeforholdene og sikre, at denne krise ikke bruges til at svække vores faglige rettigheder voldsomt.

 

Denne mobilisering starter på arbejdspladsniveau, ved at man aviser krav om lønnedgang, tvangsmæssig afvikling af næste års ferie osv. Den må også nyudvikles under helt andre former, da vi ikke længere kan mødes. Sociale netværk og elektroniske medier må blive omdrejningspunktet for fælles faglig optrapning på tværs af brancher. En måde er at udbrede viden om hvad der reelt foregår ude på arbejdspladserne og eksempler på aktiv modstand. Et oplagt første skridt er, at de mobiliserede dele fra OK20 griber ud efter de offentligt ansatte, hvis arbejdsvilkår også udhules i disse dage, og som med gru kigger frem mod OK21.

 

Enhedslisten bør selvfølgelig bruge anledningen til i egne rækker at mobilisere til at gå forrest med dette arbejde. Især i disse dage må det stå tydeligt, at politisk arbejde og fagligt arbejde ikke kan adskilles, og med regeringens løbende angreb på lønmodtagerrettigheder må vores kollegaer, også i Enhedslisten, aktiveres – ikke gøres passive med logikken om, at ”vi har hørt jer, vi arbejder på det i forhandlingerne på Christiansborg”.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 30. marts 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com