Vi er mange flere end sidste gang. Vi er ved at forstå, at vi skal arbejde meget mere sammen på tværs af fagene. Og at vi skal koordinere vores aktioner. Det faglige formandsinitiativ må tage initiativet og ledelsesrollen på sig. Aktionsdag 14. februar.

af Benedicte Toftegård

Sådan kan man godt sammenfatte budskabet fra Formandsinitiativets OK-20 møde i Odense onsdag den 29. januar. Der var 160 deltagere. De var der alle sammen: 3F, byggefag og industri, elektrikere, lokoførere fra DSB, hotel og restauration, de grafiske … og så manglede vi lige dem fra Metal. Ifølge arrangørerne dobbelt så mange som ved sidste overenskomstforhandling i 2017. Forsamlingen bakkede op om, at der skulle afholdes en fælles aktionsdag den 14. februar, men flere gjorde klart, at det ikke var nok.

 

Strejkedrengene lagde ud med underholdningen. Genoplivning af gamle strejkesange fra arbejdskonflikter i 70’erne og 80’erne. Måske er der noget symbolsk i, at de unge stilladsarbejdere er begyndt at synge den gamle sang fra stilladskonflikten i 1978 til alle deres møder. Selvom det er en umulig melodi.

 

Højere mindsteløn og fritvalg er samme kamp

Peter Jacques, formand for HK IT, medie og industri i København, lagde ud med at konstatere, at vi er ved at lære, at for at styrke sammenholdet er vi nødt til at samle os … ikke om detaljerede krav, men om overskrifter. Mere i løn, styr på arbejdstiden og overenskomst til alle. HK forstår byggefagenes krav om højere mindsteløn, men det samler ikke alle. Funktionærer i HK har ingen arbejdstidsbestemmelser og ingen mindsteløn. De kan kun løftes ved at kræve mere på fritvalgsordningen. Styr på arbejdstiden handler også om skifteholdsarbejdernes forhold. Peter talte imod, at vi skal afskaffe sammenkædningen, fordi svage grupper vil blive ladt helt i stikken: ”Hvad skulle de f.eks. gøre i HK Handel? Der er en logik i, at industrien går foran. Det er ikke det, som er problemet. Fejlen er, at vi ikke samarbejder og bakker hinandens krav og kampe op.”

 

Henrik Rasmussen, formand for Rør og Blik København, fortalte, at en del af hans medlemmer arbejder over, selvom de ikke engang er blevet spurgt af arbejdsgiveren. Undersøgelser har vist, at vi arbejder 42 timer i gennemsnit! Det er et stort problem. ”Mindstelønnen i byggeriet er så vigtig, fordi det er den løn, de udenlandske arbejdere får. Og er det den, som står i teksten, kan vi intet gøre. Mindstelønnen skal have et ordentligt nøk op, også selvom det kommer til at betyde, at byggeriet får mindre til fritvalgsordning. Alternativet er, at vi får alt for mange på lav løn. Vi skal også have indført kædeansvar og ret til adgang på byggepladser.” Henrik nævnte også klimakampen. Vi skal fokusere på at oprette klimatekniske job i byggeriet. Ligesom automekanikerne skal lære at reparere el-biler. Henrik foreslog parolen: Giv os en overenskomst, vi kan stemme ja til.

 

Vi skal ikke selv betale seniorpension

Allan Busk, 3F Aalborg, mente, at overenskomstkampen også handler om, at ”banditter i habitter stjæler fra os og ødelægger vores velfærdssamfund. Støt kampen for at stoppe stigningen i pensionsalderen. Vi kan ikke bruge deres seniorpension til noget, men overenskomsten skal ikke betale til sundhedsordninger og seniordage. Det skal samfundet betale. Vi vil have ret til at gå på pension, mens vi stadig kan stå på benene.”

 

Allan henviste til en undersøgelse, der viser, at blandt murerne er det 20 procent, som er døde, før de når pensionsalderen. Af de tilbageværende 80 procent er 25 opereret for en arbejdsbetinget lidelse.

 

Generationen der aldrig har oplevet en konflikt

Morten Ryom fra 3F Ungdom er nok en ung, men også en stor mand med et meget stort skæg. Og med et stort talent for at fange en forsamling fra en talerstol:

 

”Min far arbejdede på værftet i Aalborg. En dag sad jeg derhjemme med mobilen. Han kaldte mig generation ”Håbløs”. Han har ret. Der er ikke meget håb. Hårdt slidsomt arbejde, unfair konkurrence fra udlandet, dagpengesystemet er udhulet, efterlønnen væk, pensionsalderen bliver højere og højere. Jeg arbejder med at bygge byer, jeg ikke selv har råd til at bo i. Oveni kommer klimaforandringerne…” Da Morten begynder at tale om ørken, bliver der råbt nede fra salen, at nu skal han heller ikke overdrive. Morten fortsætter uanfægtet med at tale om, at vi ikke skal tage overenskomstsystemet for givet.

 

”I Sverige stemmer medlemmerne ikke om deres overenskomstresultat. Det gør organisationerne for dem. Det er vigtigt, at stemmeprocenten kommer op! Jeg er født i 1991 og betonarbejder. En hel generation, min generation, har glemt, hvad det vil sige at gå i konflikt. Konflikten er et værktøj, det er en del af den danske model. Ikke konflikt for konfliktens egen skyld. Fagbevægelsen må aldrig blive harmløs. Og den må aldrig udøve censur.” Der bliver klappet, og han fortsætter med at berette om, at det efterhånden tit sker, at folk går ud og arbejder med regntøj på byggepladserne, selvom de bliver drivvåde. Reglerne siger ellers klart, at de skal være tørre. ”Hvem ved, om folk overhovedet kan finde ud af at gå i konflikt?” Morten ved godt, at det er svært at få de unge til at føle ejerskab til fagforeningen.

 

Uden faglig tradition florerer overarbejdet

I frokostpausen snakker jeg med de andre tillidsfolk fra min egen branche. Nogle er kommet oppe fra Colorprint i Vadum ved Aalborg. Der har man også problemer med kolleger, der nærmest står og tripper for at få lov til at arbejde over. Hvorfor er det sådan?

 

”De vil tjene penge, så konen kan gå på deltid. Måske brokker hun sig over, at manden aldrig er hjemme, men alligevel … så vil hun gerne have en ny sofa,” siger en tillidsmand. En anden kommer fra avistrykkeriet i Struer. Her vil folk gerne afspadsere, især hvis det er med til at holde flere kolleger i arbejde. Vi taler om, at det handler om faglige traditioner.

 

Musketereden må starte fra bunden

Efter frokosten går debatten i gang. Der bliver foreslået faglige møder suppleret med, at man går ud og blokerer trafikken foran sin arbejdsplads. Måske med orange veste på? Vi holder hjulene i gang. Hvad hvis vi stoppede dem, kunne parolen være. Det viser sig, at der foregår mange aktiviteter rundt omkring. Malerne har planlagt faneborg, der hvor forhandlingerne starter, der skal være demonstration foran Hovedbanegården og Tivoli-food mod underbetaling, og der skal være aktioner mod Wolt (blå kasser med mad, som bliver bragt ud af cykelbude. Budene har ikke overenskomst, da de bliver betragtet som ”selvstændige”).

 

Ret hurtigt kommer debatten til at handle om, at vi mangler noget koordinering. Det er vigtigt, at det ikke kun er fagforeningsformænd. Vi skal ud til tillidsfolkene. En kvinde får mikrofonen og kommer med et forslag: Vi kan alle sammen lave små fotos på Facebook med f.eks. en byggefagsmand og en tolk fra HK. Og så skal der stå: Stem ikke ja, før alles krav er hørt. Musketereden må starte fra bunden, siger hun.

 

Aktioner skal både blomstre og koordineres

Gå hjem og hør, om der er en beredskabsplan i jeres fagforening, hvis konflikten bryder ud, siger en anden.

 

Nu lander mikrofonen hos en sorthåret mand: ”De offentlige fagforeninger vil gene støtte os. Vi har kontakter i byerne. Lærerne, pædagogerne og sygeplejerskerne presser på, for at der skal ske noget.”

 

”Ja, og vi skal kræve aktivitet for strejkeunderstøttelsen,” bliver der råbt.

 

Der begynder en debat om det vigtige i et godt pressearbejde. Vi skal have fat på journalisterne på forhånd med vores historie. ”Berlingske glemte at fortælle om den stilladsarbejder, der var slået ned, bliver der råbt og ”3F fejlede ved Vejlegårdssagen!” ”Ja, men i lufthavnskonflikten … der vi fik vendt stemningen til sidst.”

 

En fyr med runde briller og tatoveringer forklarer, at pressearbejdet i forhold til DSB-konflikten viste, hvordan det skulle gøres. ”Vi tog teten og fik lov til at fortælle om os selv, inden konflikten startede!”

 

Mødet beslutter en fælles aktionsdag den 14. februar. Folk skriver sig på mail- og telefonlister. Udgangsreplikken bliver: Vi skal huske at sige, at det er arbejdsgiverne, der skaber konflikten, fordi de sviner med pengene og undergraver vores velfærdssamfund. Parole: Giv os en overenskomst vi kan stemme ja til.

 

Hvad så nu? Den kollektive historiske hukommelse må genskabes. Det afgørende for at få folk på gaden og aktionere er, at de føler sig trygge ved at vide, at andre også gør det. Mange vil faktisk gerne ”gøre noget”. Hvis man oplever, at andre arbejdspladser har taget initiativ og er gået på gaden/har holdt faglige møder, er der større sandsynlighed for, at man selv tør lidt mere. Det faglige formandsinitiativ må tage rollen på sig og gå i gang med at lede og koordinere aktiviteterne.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com