Forud for EU- parlamentsvalget traf den svenske avis Internationalen Miguel Urbán fra det afgående parlament til en samtale om EU- valget, ulydighed, internationalisme og udenomsparlamentarisk kamp. Til valget den 26. maj var Miguel opstillet som nr. 2 på Podemos' liste og er netop blevet genvalgt for endnu en periode.

af Alex Fuentes, Agnes Lou

Den spanske EU-parlamentariker Miguel Urbán er en af medstifterne af Podemos. Her er samtidig ledende medlem af Anticapitalistas, som er tilsluttet Fjerde Internationale. Han er kendt som en vedholdende radikal aktivist. Sit sæde har han hverken i Madrid eller Bruxelles, men rundt omkring i verden fra Argentina eller Brasilien i Latinamerika, til Asien, Afrika eller Mellemøsten i konstant kontakt med flygtninge fra forskellige dele af verden. En trotskistisk aktivist, som bruger EU-parlamentet som talerstol til at forsvare menneske- og sociale rettigheder.

 

Hvad er Podemos’ og Anticapitalistas’ syn på EU- projektet?

Anticapitalistas betragter EU på en helt anden måde end Podemos, som har haft forskellige standpunkter. Det siger jeg, som er Podemos’ EU-gruppesekretær. Anticapitalistas’ udgangspunkt er, at EU ikke kan reformeres indefra. Maastricht-traktaten fra 1993 er noget, som kunne betegnes som nyliberal sabotage. Den fastslog, at det eneste projekt, som kan rummes i EU, er et nyliberalt projekt.

 

En EU-parlamentariker fra højrefløjen udtrykte det tydeligt, da man tvang Grækenland til at føje EU’s diktat: ”Grækenlands eksempel viser, at en venstreorienteret regering i EU ikke er muligt”. Det var nok en hilsen til Spanien og Podemos. Jeg er enig med ham, en rød regering er ikke en mulighed i EU. Men for os er løsningen ikke at forlade EU.

 

Hvad skal man gøre, hvis man hverken kan forandre eller forlade EU?

For Anticapitalistas handler det om at udvikle en ulydighedslogik overfor EU. Det gælder ikke kun i de enkelte lande, men om en europæisk dynamik med henblik på at skabe et alternativt projekt.

 

Hvis vi havde magten i Spanien, ville vi udvise ulydighed mod forskellige direktiver for at kunne føre en venstreorienteret politik. En sådan ulydighed skal nødvendigvis forankres i sociale bevægelser og udvides til arbejderbefolkningen i andre EU-lande. Den fejl, Syriza begik, var, at de ikke førte en reform-politik for hele Europa, men at de rodede sig ind i forhandlinger uden at udvide processen til udenfor Grækenland. Vi betragter en internationalistisk modoffensiv som central, og ulydighed som en måde til at opbygge en bevægelse i praksis.

 

Det har vi gjort i de byråd, hvor vi har flertallet. Det er vores måde – at med støtte fra sociale bevægelser at skabe en ulydighedslogik sammen med andre byråd i Europa, som har samme problemer som os. Vi har for eksempel gjort fælles sag med Napoli omkring nægtelse af at betale udenlandsgælden. Problemet er, at der endnu ikke findes så mange lokalvalgte parlamentariske forsamlinger, som styres af venstrefløjen, og som er fortalere for ulydighed. Anticapitalistas’ erfaringer med ulydighed er begrænsede, noget som meget vel kunne forandre sig, hvis vi sad i regering. Her er Podemos mindre ambitiøs. Man ved, at EU ikke kan reformeres, men siger det ikke rent ud.

 

Hvordan kan det være?

Spanien er formentlig det mest EU-venlige land i Europa. Hvis man så siger, at EU ikke dur, eller at det ikke kan reformeres, og at det er en institution i eliternes tjeneste, så skaber det modsætninger. Trods en ambivalent holdning har Podemos haft en tydelig linje på visse spørgsmål i kollisionskurs med EU’s direktiver. Vi har f.eks. migrationspolitikken, hvor Podemos har haft en meget tydelig linje mod EU’s ”Fort Europa”.

 

I parlamentariske forsamlinger, hvor Podemos har haft indflydelse, har vi dannet et beskyttelsesnetværk i forskellige byer. Det drejer sig altså ikke bare ulydighed mod krise- og nedskæringspolitikken, men også mod EU’s racistiske og indvandrerfjendtlige lukkede grænser. Jeg har selv arbejdet meget med det spørgsmål i EU-parlamentet, og det er noget, der ender med direkte konflikt med EU. Det drejer sig også om miljøspørgsmålet, hvor vi er gået meget længere, end Podemos ville i første omgang.

 

Men det mest afgørende er, at Podemos, med Anticapitalistas som drivkraft, har skabt en paraply for den politiske venstrefløj på europæisk niveau. Her har vi Now the People, som arbejder for en frigørelse fra EU-aftalernes spændetrøje. Det er første gang, Podemos opbygger en alliance til venstre for den klassiske eurokommunisme, og som kan udgøre en tiltrækningspol i forbindelse med det nært forestående EU-valg.

 

Brexit er utvivlsomt et udtryk for EU’s nuværende krise. Hvad er perspektivet på kort og lang sigt?

Brexit ryster EU. Det er første gang, EU splittes. Det er ikke kun sådan, at EU ikke vokser, nu er der også medlemslande, der går ud. Det forklarer, hvorfor forhandlingerne om Brexit er så svære. EU sender et budskab: Det er ikke let at forlade unionen, og det koster. EU har destabiliseret det mest stabile politiske system, som har eksisteret i menneskehedens historie, det britiske.

 

Kernen i denne politiske krise er uligheden. EU er et maskineri, som skaber ulighed, og det er netop det, som kan gøre end ende på EU-projektet. Det er jo en indbygget fælde i selve kapitalismen – at den kapitalistiske akkumulation kan gøre det af med kapitalismen. Euroen, som var tænkt som et økonomisk konvergensinstrument mellem landene, har i stedet øget de økonomiske kløfter. Når et land ikke må devaluere sin valuta, tvinges man i stedet i konkurrencens navn til at devaluere to andre forhold: arbejdsvilkår og skatterne for at tækkes de multinationale virksomheders millionærer. Den sociale dumping og skattenedsættelserne står forrest i EU’s systemkrise.

 

Her kan Brexit ses som eliternes reaktion på EU-projektet. Før hver krise er det næppe justeringer, vi ser, men tiltagende krise. Det yderste højre spiller her en central rolle, den er lykkedes med at blive utilfredshedens stemme mod EU, en protest mod establishment og endog protest mod nyliberalismen. Men nu ser vi, hvordan det yderste højre, som var imod EU, skifter kurs og forvandles til euro-reformister. I dag ser vi, hvordan Le Pen taler om at forandre EU indefra … mærkeligt eller?

 

Det yderste højre gør det samme i Sverige…

Netop, vi oplever en mutation i Europa. Hvorfor skulle du forlade en klub, hvis du kan styre den og fremme egne interesser? Det er bedre at have én grænse end 27. Italiens Salvini spiller en vigtig rolle. Han var den første, der fremførte en internationalistisk politik for det yderste højre. Han vil bringe de forskellige grupper sammen, da der findes mange divergerende standpunkter. I EU-parlamentet er de fire forskellige grupper, og Salvini taler for, i kraft af den magt han har over Italiens økonomi, at disse grupper forenes i en samlet gruppe.

 

Det kan medføre, at det yderste højre efter det kommende EU-valg kan blive den næststørste gruppe i parlamentet og med fire poster i det Europæiske Råd. Det er udtryk for EU’s svaghed og ledelseskrise.

 

Alliancen mellem liberale og konservative er i færd med at blive knust. Forud for valget ser det ud til, at de konservative, de liberale og socialdemokraterne tilsammen ikke kommer til at nå 50 procent af stemmerne. Det vil være første gang siden 1979. Det kommer sandsynligvis til at skærpe krisen i EU, når der sker en destabilisering af den politiske kraft, som har været en solid støtte for EU-projektet: socialdemokraterne. Da Maastricht traktaten blev indgået, regerede socialdemokraterne i 80 procent af medlemslandene.

 

Hvorfor skal venstrefløjen så være i EU-Parlamentet?

Allerførst må man sætte spørgsmålstegn ved, om det skal kaldes et parlament. Det er et parlament, som ikke vedtager love eller har de beføjelser, som et nationalt parlament besidder. Det bekræfter blot det demokratiske underskud, der er i EU. Den eneste institution, som sammensættes af borgerne ved almene valg, er den, som har mindst magt. De institutioner, som kun bliver valgt af eliten, er de mest magtfulde, dvs. centralbanken og EU-Kommissionen. Det er mildest talt et mærkeligt parlament, men jeg synes at venstrefløjen skal anvende det, som en politisk platform til at fremme en politik langt borte fra parlamentet, til udenomsparlamentarisk kamp. Det er for at kunne bygge alliancer, for en internationalisme, som det yderste højre jo har udnyttet så effektivt.

 

Venstrefløjen har glemt, hvad der skal til for at samordne kampen over grænserne. Det er absurd. EU-parlamentet betaler for, at 120 borgere pr år skal have mulighed for at besøge parlamentet, flertallet af partierne inviterer skoleelever og skolerne omdøbes, så de bærer navnet på den politiker, der har indbudt dem. Vi besluttede fra staten af, at vi skulle bruge disse invitationer til aktivister fra sociale bevægelser.

 

På et år har vi indbudt repræsentanter fra 35 forskellige græsrodsbevægelser, de har dels haft muligheder for at blive hørt, men det har også givet muligheder for at koordinere dem.

 

Strejkende arbejdere og kæmpende aktivister såvel som repræsentanter for indvandrere-organisationer som gadesælgere fra forskellige lande er eksempler herpå. Vi har hjulpet med at koordinere disse erfaringer i lande som Frankrig, Belgien og Italien. Vi har også brugt parlamentet til solidaritetsaktioner til støtte for kampe i mange lande.

 

Det drejer sig om kampe, som føres i Marokko, Algeriet, Honduras og Brasilien. For nylig samlede Podemos 200 marokkanere, som er bosiddende i hele Europa om en bevægelse for selvorganisering. Det er, hvad EU- parlamentet kan bruges til – til at føre en udenomsparlamentarisk politik.

 

Oversat fra Internationalen af Leif Mikkelsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com