IHRA-deklarationen om anti-semitisme fra 2016 har skabt forvirring og skabt konflikter, er uklar på nøglespørgsmål og helt åben for forskellige fortolkninger, og på den måde har den svækket kampen mod antisemitisme,

af Socialistisk Information

Jerusalem-Deklarationen om Antisemitisme (JDA), der blev offentliggjort i marts i år, er skabt i fælleskab af ’videnskabsmænd indenfor Holocaust, jødiske studier og Mellemøststudier’. Den blev udviklet som ’et redskab til at identificere, imødegå og skabe opmærksomhed omkring antisemitismen, som den dukker frem i verdens lande i dag’. Samtidig svarer den meget bevidst på ”IHRA definitionen” – det dokument, som i 2016 blev vedtaget af International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA).

 

Forfatterne til JDA mener, at ’fordi IHRA-deklarationen er uklar på nøglespørgsmål, og helt åben for forskellige fortolkninger, har den skabt forvirring og skabt konflikter, og på den måde svækket kampen mod antisemitisme’. De foreslår derfor ’vores egen ikke-juridisk bindende deklaration som et alternativ til IHRA’s definition’.

 

Det kan derfor være en fordel lige at se på noget af den skade, IHRA’s definition har skabt, for at kunne vurdere bidraget fra JDA.

 

IHRA’s definition
Den kernedefinition af antisemitisme, som IHRA vedtog i 2016, er ikke specielt problematisk i sig selv, selv om det er blevet kritiseret for at være en smule upræcis. Problemet ligger i det fokus, som er i de efterfølgende 11 ’eksempler’ på antisemitisme. Hele 7 af dem knytter sig til staten Israel og som sådan er de blevet brugt til at fremstille politiske uenigheder med det zionistiske projekt som udtryk for had mod jøder. De er endda blevet brugt til at karakterisere antizionisme og selv en moderat kritik af Israel som en af de mest udbredte og farlige former for antisemitisme.

 

Kenneth Stern, som spillede en ledende rolle i den første udvikling af IHRA-definitionen, har udtalt sig imod misbruget af den som våben mod ytringsfrihed om Palæstina. Han har understreget, at hensigten var at skabe et redskab til indsamling af data og ikke en måde til at definere eller slå ned på udtryk for had. Den er imidlertid – i hænderne på Israels foretagsomme højrefløj – blevet brugt til at angribe den fri tale, til at kvæle palæstinensisk solidaritet og til at undertrykke individer og organisationer, der støtter den palæstinensiske kamp.

 

Forstået på den måde har den skadelige rolle af IHRA’s definition været betydelig og udbredt. Den spillede en stor rolle i undermineringen af Corbyns lederskab af Labour. Siden Labours utroligt ulykkelige beslutning i 2018 om at benytte denne definition er tingene kun blevet værre med hensyn til at kvæle fri tale om Palæstina.

 

Man kan give mange eksempler, men det faktum, at byrådet i London-bydelen Tower Hamlets i 2019 afslog værtskabet for ’Big Ride for Palestine’ af skræk for, at dette velgørenheds-arrangement kunne krænke IHRA, viser til fulde dens uhyggelige effekt. Som svar på den engelske undervisningsminister Gavin Williamsons forsøg på at trække definitionen ned over universiteterne erklærede det Videnskabelige Råd for Londons University College (UCL) i februar, at den ”ikke var egnet til formål indenfor universitetsverdenen, og ikke kunne håndhæves ud fra noget juridisk fundament.” Derudover fandt rådet, at ”IHRA’s definition risikerede at undergrave videnskabelig frihed”.

 

JDAs rolle
Som nævnt i starten var hensigten fra forfatterne og underskriverne af JDA at skabe et alternativ til det ødelæggende misbrug af IHRA’s definition og ønsket var at tilvejebringe ’(a) en klarere kernedefinition og (b) et sammenhængende sæt retningslinjer’. Den er et udspil, der er skabt i samarbejde mellem mennesker med helt forskellige syn på Israel/Palæstina. På dette ’omstridte spørgsmål’, gør de det klart, at ’vi ikke har til hensigt at fremme nogen partipolitisk dagsorden’. Deres hensigt er at vise, hvad der kan betragtes som en legitim holdning, og hvad der faktisk er antisemitisme.

 

JDA tilbyder en klar og skarp definition, der foreslår, at ’antisemitisme er diskrimination, fordomme, fjendtlighed eller vold mod jøder som jøder (eller jødiske institutioner som jødiske)’. Og så fremlægger man 15 retningslinjer, af hvilke de første fem tager fat på de generelle træk ved antisemitiske udtryk eller opførsel.

 

De ti resterende retningslinjer forholder sig specifikt til antisemitisme i en israelsk/palæstinensisk sammenhæng. Disse er så delt op i dem, der viser, hvornår kritik af Israel eller zionistisk ideologi tilsyneladende kan være drevet af antisemitiske følelser, og andre, der beskriver situationer, hvor sådanne synspunkter eller støtte til den palæstinensiske sag ikke bør ses som grundlæggende antisemitiske. Disse omfatter ’at kritisere eller imødegå zionisme som en form for nationalisme’ og at tale for ’tiltag, der giver alle indbyggere fuld ligestilling ”mellem floden og havet”, hvad enten det er i to stater, en stat med to nationaliteter, en unitarisk demokratisk stat, en forbundsstat eller i en hvilken som helst anden form’. Dokumentet taler også for, at opfordringer til ’boykot, deinvestering og sanktioner’ [BDS] mod den israelske stat ikke i sig selv er antisemitiske.

 

Ud fra mit synspunkt har Rob Ferguson – i en artikel i Jewish Voice for Labour – mest overbevisende fremlagt, hvor vigtig JDA er. Styrken i hans argument ligger i, at han skelner mellem behovet for aktiv solidaritet med Palæstina – hvilket han støtter og taler for – og så spørgsmålet om at fastholde retten til ytringsfrihed om Palæstina og at forsvare den mod, at antisemitisme brugt som våben. Han er enig i, at palæstinensere ikke bør skulle ’retfærdiggøre deres kamp for frihed overfor anklager om antisemitisme’. Alligevel påpeger han, at:

 

Problemet er bare, at vi står overfor et repressivt, tilsyneladende lovligt angreb, spredt med betydelig succes i at undertrykke frie udtalelser om selve Palæstina. Dette gør JDA’s systematiske gendrivelse af IHRA, kombineret med dens helt anderledes forfattersammensætning og liste af underskrivere, til et enestående redskab til at skabe opposition til dette angreb.

 

Ferguson taler for at behandle spørgsmålet om forsvar for ’ytringsfrihed om Israel og Palæstina’ som et særskilt spørgsmål og for at anvende JDA som våben mod IHRAs skadelige rolle. Han peger på, at der på denne måde åbner sig en vej for den mest solide støtte til palæstinensernes frihedskamp. Med dette perspektiv giver han et vigtigt bidrag til diskussionen.

 

JDA er bestemt ikke et perfekt dokument. Det er for lidt opmærksomt på flodbølgen af antisemitisme fra højrefløjen, som BDS’ Nationale Komite har påpeget. Men jeg har også en fornemmelse af, at det – hvad enten det er tilsigtet eller ej fra dem, der valgte det – er umådeligt uheldigt at anvende navnet på den by, der mere end noget andet er forbundet med den koloniale fordrivelse af palæstinenserne.

 

Men i takt med, at den internationale kampagne for at sværte den palæstinensiske kamp og alle dens støtter med falske anklager for antisemitisme vokser sig mere tydelig og mere skadelig, bliver IHRA’s definition det foretrukne våben. I denne situation er det umådelig hjælpsomt med en alment anerkendt og autoritativ fornuftens og klarhedens stemme, der udfordrer den mangelfulde definition. JDA er klar til at blive brugt som et redskab til at bane vejen for opbygningen af en international solidaritetsbevægelse med kampen for et frit Palæstina.

 

Oversat og forkortet fra Counterfire af Anne Haarløv

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com