Det israelske valg 23. marts skabte et valgmæssigt dødvande, men også en sejr for ultranationalistiske og ekstreme højrepartier.

af Rupen Savoulian

Israels premierminister Benjamin Netanyahu appellerer til disse partier – blandt andet partiet Jødisk Magt – for at skabe en samlingsregering.

 

Den kahanistiske yderste højrefløj er de ideologiske følgere af afdøde rabbi Meier Kahane, en ultrahøjreorienteret politisk leder og tilhænger af jødisk overherredømme. Mens hans parti, Kach, blev aldrig en folkelig succes i hans livstid. Kahane blev myrdet for årtier siden, men hans ideologi om ultranationalistisme og jødisk overherredømme hviler tungt over det israelske samfund.

 

Institutionaliseret hadefuld opildnen er den rolle, kahanismen spiller i israelsk politik. Netanyahu og hans partnere i Likud tolererer denne opildnen af antiarabisk had, og byder den velkommen som stuerene.

 

Dette var det fjerde valg på to år: Politisk ustabilitet er blevet dagens orden, med valgmæssig hårdknude som resultatet. Netanyahus Likuds højrefløjs-blok sikrede sig 52 mandater, noget færre end de 61, der er nødvendige for at kunne regere i Knesset, som i alt har 120 pladser. De øvrige beklædes af forskellige ultranationalistiske eller bløde venstrefløjspartier, hvis eneste fællestræk er fjendtlighed overfor Likud.

 

De kahanistiske yderste højrefløjspartier er godt nok taktisk uenige, men de er helt enige om antiarabisk racisme, udvidelsen af bosættelserne i de besatte palæstinensiske områder og om at opretholde den zionistiske stats karakter af jødisk overherredømme.

 

Netanyahu gør det yderste højre ’stuerent’
Mens kahanismen er forblevet i periferien af det parlamentariske liv, er der ingen tvivl om, at Netanyahu og hans højreekstremistiske støtter bevidst har fremelsket samarbejdsrelationer med kahanist partierne.

 

Itamar Ben-Gvir, lederen af det kahanistiske parti Jødisk Magt, forlanger jævnligt fordrivelse af palæstinenserne, taler for at israelske besættelser skal føre til annektering, og har lovprist den israelske kahanistiske morder Baruch Goldstein, der skød 29 palæstinensere ved Patriarkernes Grav i Hebron i 1994.

 

Det Religiøse Zionistiske Parti, som Jødisk Magt er en del af, har længe talt for et strengt ortodokst religiøst grundlag for det israelske samfund, som skal bygge på fundamentalistiske og homofobiske synspunkter. Dette er de sandsynlige koalitionspartnere, som Netanyahu overvejer at bringe ind i regeringen.

 

Gennem valgperioderne har Likud – og dets konkurrent Arbejderpartiet – optaget og programsat ultranationalistiske emner. Ved at kalde det arabiske mindretal for en mulig femte kolonne har Netanyahu gjort sit yderste for at kræve fortsat udbygning af besættelserne, fordømme indrømmelser til de palæstinensiske myndigheder som forræderi og gennemføre love, der skal bevare den zionistiske stats karakter af jødisk overherredømme.

 

Netanyahus politiske beregninger har udstillet den logiske følge, der går fra såkaldt almindelig zionisme til kahanisme. Kahane gjorde én korrekt iagttagelse i den korte tid, han sad i Knesset: Staten Israel kunne enten være rent jødisk eller demokratisk; ikke begge dele.

 

Når zionistiske politikere fordømmer og forbyder ægteskab mellem jøder og ikke-jøder og fordømmer relationer mellem jøder og arabere, så afslører de ufrivilligt det zionistiske projekts præg af jødisk overherredømme og mangel på demokrati.

 

Indenfor det politiske normalområde
Partier som Jødisk Magt og dets kahanistiske søsterpartier er ganske vist blevet mødt med kraftig fordømmelse. Men deres ideologier er ikke fjerntliggende eller fuldstændig uden for, hvad der er acceptabelt i det israelske samfund. Man skaber af et jødisk ’Nordirland’ – for zionismen kan sammenlignes med Orangeordenen (de ekstreme protestanter i Nordirland, o.a.) i det jødiske samfund – og så vil utallige Meir Kahane-typer dukke frem.

 

Kahane, der blev født i USA i 1932, helligede sit liv at fremme en militant etnisk chauvinisme kombineret med religiøs nationalisme.

 

Da han var ung, arbejdede han for FBI, og støttede Vietnamkrigen på uddannelsessteder, mens studenter- og antikrigs-bevægelserne vandt frem. Men sit egentlige kald fandt han i den zionistiske ideologi om jødisk overherredømme.

 

Det, at han fordømte den verdslighed, han fandt i det israelske samfund, skaffede Kahane et ståsted i en marginaliset, men værdsat, respektabel ekstremisme. Mens hans forsøg på at grundlægge et nyt politisk parti var dømt til at mislykkes, fandt de ideer, han stod for, et publikum på den yderste højrefløj i Israel. Han mistede sit mandat i Knesset og vendte tilbage til USA. Han blev skudt af en ægyptiskfødt amerikaner i november 1990.

 

Efter Kahanes død tog forskellige ultrahøjreorienterede kræfter arven op fra kahanismen og arbejdede sig til sidst tilbage til Knesset. Men det var ikke nødvendigt med en plads i Knesset for at få Israels yderste højrefløj til at vokse og gro – i november 1995 snigmyrdede en militant kahanist, Baruch Goldstein, den daværende premierminister Yitzak Rabin, angiveligt fordi Rabin underskrev Oslo-aftalerne med palæstinenserne.

 

Valget i 2021 udstiller endnu en gang den ekstreme højrekurs i officiel israelsk politik og illustrerer kahanismens ondartede, men i sidste instans forudsigelige indflydelse.

 

Lad os få droppet den gamle, slidte kliché, at anti-zionisme er antisemitisme, og i stedet begynde den ærlige snak om at nedbryde den israelske apartheid.

 

April 8, 2021

 

Oversat fra Green Left Weekly af Anne Haarløv

 

Wikipedia om det israelske valg

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com