Den 6. august 2011 blev der afholdt en anti-nazistisk demonstration i Greve ved de danske nazisters hovedkontor, kun få uger efter Anders Behring Breiviks terrorangreb i Norge. Vi bringer her Allan Krautwalds tale ved demonstrationen.

af Allan Krautwald

Jeg er ikke kommet i dag for at fortælle jer, hvor vigtig kampen mod fascisme, nazisme og fremmedhad er. Det ved I jo alle meget godt, ellers havde I ikke været her. Jeg er kommet fordi man har bedt mig om, at sige et par ord om, hvordan vi på Sydfyn greb modstanden mod nazister og andre højreekstremister an for snart en del år siden.

 

Jeg kommer fra Svendborg og i sidste halvdel af 90’erne etablerede Blood and Honour sig i Kædeby på Langeland. De blev mødt af en række gode lokale folkelige manifestationer.

 

I 2000 rykkede problemerne til Svendborg by, hvor vi oplevede trusler og overfald mod venstrefløjens repræsentanter i byen. Vi besluttede os derfor at gribe til handling, da vi ikke ville affinde os med deres tilstedeværelse og deres trusler og overfald.

 

Vi afholdt derfor et møde for at drøfte problemerne. Mødet blev angrebet af 20 nazister, som nåede ind i bygningen på trods af massivt politiopbud. Vi måtte forlade mødet under politibeskyttelse – sjældent har jeg været så tilfreds med politiets tilstedeværelse.

 

Det her foregik i efteråret kort tid før den årlige Krystalnats demonstration. Derfor var det naturligt, at årets demonstration tog udgangspunkt i den aktuelle situation. Vi indkaldte til et planlægningsmøde, hvor vi normalt ville være 4-5. Til dette møde, der blev afholdt i Borgerforeningen, mødte 250 og TV-Avisen frem. Vi blev her klar over, at vi havde fået mobiliseret den lokale folkelige modstand mod fascismen, som er så vigtig.

 

Ved den efterfølgende demonstration samlede vi omkring 1.000, der gik i fakkeltog til det hus, nazisterne havde slået sig ned i, herefter mærkede vi ikke mere til dem i en periode.

 

I forbindelse med alt det her, var vi nogle, der modtog en hilsen med posten fra Blood and Honour med besked om, at de nu havde os i kikkerten – for at sige det mildt. Det var faktisk dødstrusler.

 

I årene, der fulgte, havde vi fra tid til anden episoder med overfald på venstrefløjsaktivister.

 

I årene op til 2006 så vi igen en stigende aktivitet lokalt og denne gang var det Dansk Front, der ville vise fanen i Svendborg. Det skulle så ske i en lokal park, som vi betragter som venstrefløjens – det er bl.a. der, de årlige 1. maj fester bliver holdt.

 

Første gang kom de kun en lille håndfuld, og det lykkedes unge antifascister at forhindre dem i komme ind i parken.

 

De vendte tilbage et par måneder efter og fik myndighedernes tilladelse til at holde et møde i parken. Samme dag arrangerede vi igen en stor folkelig moddemonstration, og deres ophold i byen blev meget kort, deres store leder Lars Larsen – altså ikke ham med dynerne – holdt en kort tale, som stort set ingen kunne høre pga. larmen fra moddemonstranterne, og efter et kort ophold i byen blev de hjulpet ud af byen igen ved politiets hjælp.

 

Vi har lokalt efter bedste evne forsøgt at holde vores by så nogenlunde ren for disse grupperinger under mottoet ”ingen racister i vores gader” , og igen er det den lokale folkelige modstand mod fascismen, der har været helt afgørende.

 

Der er dem, der mener, at man kan tie højreekstremister ihjel.

 

Men vi har gennem de senere år set en ekskalering af de såkaldte hate crimes. Vi har set vore homoseksuelle venner blive overfaldet, vi har set venstreorienterede blive overfaldet, bl.a. i Århus og vi har set overfald på vore nye landsmænd.

 

Det skal være muligt at elske, hvem man vil, uanset køn, uden at risikere at blive forulempet.

 

Det skal være muligt at være aktiv venstreorienteret uden at blive slået ned.

 

Det skal være muligt for alle uanset hudfarve og religion at leve i fred uden at blive udsat for forfølgelse.

 

De seneste 10 år, hvor Dansk Folkeparti har haft stor indflydelse, er der for alvor sket et skred i den danske anstændighed, og retorikken har udviklet sig i stadig mere hadefuld retning.

 

Når jeg hører et partis valgte repræsentanter udtale, at muslimer er en kræftsvulst, at de avler som kaniner, og at de tyske besættelsestropper opførte sig bedre i Danmark under besættelsen, end muslimske unge gør i dag. Ja, så tænker jeg ikke først og fremmest på demokrati, så tænker jeg på forbillederne for det, vi demonstrerer imod i dag, nemlig Joseph Göebbels og Adolf Hitler.

 

Desværre har retorikken spredt sig og forgiftet debatten langt ind i andre partier, så det i store kredse er blevet mainstream.

 

For 2 uger siden oplevede Norge en national tragedie, da 77 mennesker blev koldblodigt myrdet af en norsk kristen højreekstremist, som ifølge sit eget manifest bl.a. har fået inspiration fra Dansk Folkeparti.

 

Dansk Folkeparti har da også været bemærkelsesværdig stille om tragedien, og der har været kø ved den kollektive håndvask. Men når man har været med til at så had og derved har høstet vold, kan man ikke fralægge sig et moralsk medansvar.

 

Så jo, Søren Espersen… du har et medansvar… Pia Kjærsgaard… du har et medansvar… Morten Messerschmidt… du har et medansvar…. Søren Krarup… du har et medansvar… Jesper Langballe… du har et medansvar…. Mogens Camre… du har et medansvar… I har alle et medansvar.

 

Vi skal stille højrefløjen til ansvar for, at de i årevis har pustet til det fremmedhad, der nu har været medvirkende årsag til katastrofen i Norge. Vi skylder ofrene at få vendt værdikampen til en kamp for medmenneskelige vilkår for alle uanset herkomst.

 

Vi må ikke glemme, at der også i det danske samfund findes typer som Breivik, og at det sagtens også kunne være sket her.

 

Lad mig bruge et lidt ændret citat fra Natasjas sang ”Giv mig Danmark tilbage”…. ”Lad os sammen tage Danmark tilbage”.

 

Vi er for mange, der alt for længe har siddet på hænderne…. nu skal anstændigheden sejre!

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com