Spaniens højreekstreme Vox-parti indledte sin valgkampagne i Madrid med et vælgermøde i den multietniske arbejderforstad Vallecas, hvor det førte til sammenstød med de lokale beboere. Medierne svarede igen med en fordømmelse af ”ekstremismen på begge sider” – og viste dermed, hvordan de, der forsvarer de fattige og marginaliserede, løgnagtigt bliver sidestillet med dem, der mishandler dem.

af Hugh McDonnell

Foto: I arbejderforstaden Vallecas bliver Vox-lederen Ascabal ”hilst velkommen” med ordene: “Bare ved at male det her banner, har vi allerede arbejdet mere end dig.”

 

Mens Madrid er på vej mod et lokalvalg den 4. maj, tvinger det højreradikale Vox parti sig igen vej til den politiske dagsorden – og det er ikke kun i stemmeboksen. Det hurtige valg blev udskrevet af Isabel Díaz Ayuso fra det konservative Partido Popular (PP), der indtil sidste måned regerede regionen i en koalition med det liberalt-nationalistiske Ciudadanos, men også var afhængig af støtte fra Vox. Men selv før valgkampen officielt startede sidste søndag, forsøgte Vox at få et forspring. Helt usædvanligt valgte det Plaza del Nica i Vallecas, der lokalt er kendt som den Røde Plads, som startskud for kampagnens. Netop denne forstad i det sydøstlige Madrid er helt og holdent et arbejderkvarter og stemmer til venstre – den er hjertet i det traditionelle røde bælte omkring den spanske hovedstad.

 

Tidligt om aftenen og omgivet af massive sikkerhedsforanstaltninger og politibeskyttelse erklærede lederen af Vox, Santiago Abascal, at hans antifeministiske, homofobiske, racistiske og neoliberale gruppe stillede op. Hans tale blev ikke kun overværet af partiets trofaste tilhængere, men også af antifascistiske demonstranter, der anså Vox’ tilstedeværelse i kvarteret for at være en provokation. Kort tid efter at han havde indledt sin tale, reagerede Abascal på støjen fra de protesterende ved at bryde politiets afspærring og lede tilhængerne i en konfrontation med dem.

 

Ifølge journalisterne Pilar Araque og Amanda García fra Público, angreb politiet på det tidspunkt de antifascistiske demonstranter og journalister. Vox’ egne sikkerhedsfolk holdt sig heller ikke tilbage: ét af deres ofre var Dani Gago, fotograf og ledende medlem af Podemos. På trods af at det socialistiske parti, Unidas Podemos, og Más Madrid (en udbrydergruppe fra Podemos) tidligere på dagen havde udsendt en opfordring til demonstranterne mod Vox om ikke at lade sig provokere til at falde i den fælde, blev der kastet flasker og sten fra begge sider. Dagen sluttede med 35 sårede og fire anholdte. Blandt de billeder, der dukkede op, var der en kammeratlig selfie med en politimand, der omfavnede en højreekstrem aktivist, der for nylig fik et polititilhold for at genere Podemos’ leder, Pablo Iglesias’, familie.

 

At højreekstreme partier over hele Europa tiltvinger sig adgang til arbejderkvarterer og indvandrerdistrikter, er en standardmanøvre. Det, de regner med, er, at deres tilstedeværelse vil føre til sammenstød, der kan viderebringes som sensationer i medierne og lade dem spille rollen som offer. Nogle fortilfælde er Marine Le Pens utallige vælgermøder i arbejderkvartererne i Paris’ nordlige forstæder eller Matteo Salvinis ekspeditioner ind i Bolognas forstad Pilastro ledsaget af en hær af kamerafolk for at spørge indvandrere, om de handler med stoffer.

 

Som et parti, der længes tilbage til Francos blodige diktatur, og som selv spreder QAnon-lignende konspirationsteorier, kunne Vox måske have forventet en ringe opbakning i hovedstrømmen af den spanske offentlige mening, så meget mere som deres forhold til det konservative PP blev forværret sidste år. Selv om Vox støtter PP-regeringer i tre af regionerne, reagerede PP fjendtligt på Vox’ forsøg på at få vedtaget en mistillidserklæring til den nationale PSOE-Unidas Podemos-regering i oktober sidste år. Dette forsøg på at præsentere Abascal som en alternativ premierministerkandidat anså de for at være en kluntet fejlvurdering, der ville kunne give bagslag.

 

Ikke desto mindre udtrykte Díaz Ayuso – hvis eget kampagneslogan ”kommunisme eller frihed” specifikt retter sig mod Podemos – al sin ”støtte til Vox i lyset af de utålelige angreb, de blev udsat for i Vallecas.” PP’s leder Pablo Casado udtalte på samme måde al sin ”støtte til politiet, journalisterne, Vox, Santiago Abascal og Rocío Monasterio i lyset af aftenens begivenheder.” Ydermere hævdede han, at den egentlige årsag til urolighederne var Podemos’ egen tilstedeværelse i den nationale regering. PSOE’s kandidat i Madrid, Ángel Gabilondo, efterlignede den samme tone og insisterede på, at ”ekstremisme fører til mere ekstremisme.”

 

En falsk sammenligning
Sammenligningen mellem Podemos og Vox er en gammel kending i kommentarerne fra den politiske midte i Spanien. I den spansksprogede udgave af New York Times blev de to partier revset og sidestillet som medansvarlige for det moderne spanske samfunds problemer, og de bedyrede, at ”moderation ikke er et tegn på svaghed, men præcis det modsatte.” Den logiske følge af at latterliggøre enhver form for politisk sammenstød, der ikke holder sig inden for snævre grænser, er, at det at forsvare de fattige og marginaliserede betyder det samme som at mishandle og true dem. Men hvis det at sidestille Podemos og Vox skader de førstnævnte på bekostning af at hjælpe de sidstnævnte, så må det være sådan. Så stor er den følelsesmæssige investering i at forsvare den grundlæggende aftale efter Franco, der blev indstiftet af og har bestået siden Felipe González’ PSOE-regering fra 1982 – 1996, og af historikeren Geoff Eley er beskrevet som en ”skrotning af det folkelige demokrati” og ”en iøjnefaldende version af socialistisk forræderi.”

 

Samstemmende havde lederen i El País, PSOE’s uofficielle talerør og platform for den respektable liberale opinion, ikke meget mere at sige om begivenheden end en fordømmelse af volden (underforstået fra antifascisternes side) og en fastholdelse af, at Vox har ret til at føre kampagne, hvor de selv finder det passende. Hvad mere er blev det taget bemærkelsesværdigt alvorligt, når Vox hævdede, at de prøvede at tage sig af deres vælgere, hvor der næsten ingen er. I det tilsvarende valg i 2019 sluttede Vox på en sidsteplads blandt de større partier i området. El País’ indlæg beskæftigede sig bestemt ikke med den mere troværdige mulighed, at Vox faktisk ønskede at vise troværdighed over for vælgerne i Madrids mere velstående kvarterer: frem for alt over for dem, der føler sig tiltrukket af mediebilledet af den stærke mand fra Vox, der sætter beboerne på plads i de områder, som partiets repræsentant Rocío de Meer sidste år stemplede som “multikulturelle kloakker”.

 

Unidas Podemos’ leder, Pablo Iglesias, der selv voksede op i området, er for nylig trådt tilbage fra sin post som vicepremierminister for at stille op til valget i Madrid. I kølvandet på urolighederne insisterede Iglesias på, at det ikke, som Díaz Ayuso for nylig hævdede, var fascismen, der “var på den rigtige side i historien”, men snarere Vallecas’ indbyggeres historiske demokratiske kampe. Hvis man kan få så lidt klar tale fra det spanske etablissement om disse ting, er det bestemt også så meget mere værd at genopdage den inspirerende historie om aktivisme og indbyrdes solidaritet i Vallecas for at forstå, hvorfor Vox’ kampagnestart var så stødende og provokerende. Desuden kan den historie tilbyde nogle mere seriøse idéer om politik end dem, der bliver bragt på banen i de velbeslåede nyhedsredaktioner og TV-studier nogle få Metro-stop derfra i det centrale Madrid.

 

Vallecas har forandret sig til ukendelighed i løbet af det tyvende århundrede, både hvad angår byarkitekturen og dens beboere, men den har altid ført noget af sin radikale energi videre fra én generation til den næste. Faktisk består Vallecas af to områder: Puente de Vallecas, der er tættest på bykernen, og Villa de Vallecas. Som historikeren Matilde Fernández Montes har dokumenteret, fik Puente de Vallecas et ry for radikalisme under tragiske omstændigheder under den spanske borgerkrig. Den var en forpost for arbejderklassen i den “røde zone” tæt på fronten ved Jarama, og den blev knust af Francos fremrykkende fascistiske styrker.

 

Et rødt område, røde præster
Vallecas’ stolte identitet blev imidlertid først virkelig smedet under Francos lange diktatur. I 1950’erne og 1960’erne var der en masseudvandring fra landdistrikterne i Spanien til de store byer som Madrid og Barcelona, især fra områderne i syd som Andalusien, La Mancha, Murcia eller Extremadura. Denne affolkning af det landlige Spanien ramte imidlertid i særlig høj grad Madrid, med 700.000 immigranter, der slog sig ned i byen i 1960’erne. Vallecas var stadig landligt præget trods sin officielle indlemmelse i Madrid i 1950, og den blev synonym med slumbebyggelser, mens familierne fristede tilværelsen under de alt for ofte uklare omstændigheder i en fragmenteret og fremmedgjort social verden af prekær eksistens. Sociologen Manuel Castells påpeger, at op til overgangen til demokrati i 1974, boede 54 procent af de 4,3 millioner indbyggere i hovedstaden Madrid under utilstrækkelige boligforhold, mens 8,1 procent af boligmassen stod tom med henblik på spekulation. De hytter og slumbyer, Vallecas’ indbyggere måtte tage til takke med, var et stigma – en fordom, der ofte blev fremført mod deres beboere, når det handlede om at sikre beskæftigelsen.

 

Selv om Vox’ ledere påstår, at de holder de traditionelle spanske og katolske værdier i hævd, har de ingen sympati for Vallecas’ “røde præsters” katolicisme. Selv om de stadig kun var en minoritet i deres rækker, fremstod dele af den spanske præstestand som en vigtig kraft i modstanden mod Franco-regimet, som ellers hidtil havde haft kirken som en urokkelig ideologisk støtte. Disse præster besluttede i stedet, at deres kristne forpligtelse krævede en seriøs solidaritet med de fattige og marginaliserede. Vox indtager en hård lov og orden-linje og bakker uden tøven op om de spanske sikkerhedsstyrkers vold. Så deres religiøse og autoritære følelser ville uden tvivl blive dobbelt udfordret af Vallecas’ biskop Alberto Iniestas erindringer om, hvordan han måtte afsætte hver torsdag morgen til at besøge sine præster i Carabanchel-fængslet i Madrid, hvor de hele tiden røg ind og ud for at “forsvare de mest trængende” mod Francostyrets undertrykkelse.

 

I Vallecas var disse røde præster en central del af kvarterenes organisation og aktivisme under og efter Francos diktatur. I samarbejde med arbejder-advokater, fagforeningsfolk, kommunister og andre venstrefløjsaktivister skabte arbejderpræster en “umådelig kraft i den interne solidaritet”, som Fernández beskriver det. Dette samarbejde af oppositionelle strømninger iværksatte initiativer og overvandt de marginaliserede byboeres sociale isolation og fremmedgørelse med festligheder og populære festivaler. De organiserede fællesskabet i kampen for sociale krav og blev en førende kraft for det deltagende demokrati og socialismen, og de tilbød også støtte mod den systemiske politivold mod aktivister og demonstranter. Beboerne kunne kaste følelsen af skam af sig og i stedet føle en kolossal stolthed over deres hjem og deres fællesskaber, som blev sammenfattet i det fælles slogan ”Vallecas nuestra” [”Vores Vallecas”].

 

Faktisk blev allerede den anden beboersammenslutning i Spanien dannet i Vallecas, og den forblev én af de mest organiserede og militante. Castells skriver, at “den sociale mobilisering omkring urbane anliggender, der opstod i kvartererne i de fleste spanske byer gennem 1970’erne, så vidt vi ved, var den største og vigtigste urbane bevægelse i Europa siden 1945. Gennem flere år (fra omkring 1970 – 1979) engagerede den hundredtusinder af beboere i Madrid, Barcelona og næsten alle større byer i landet.” Det centrale krav for Vallecas beboersammenslutning blev sammenfattet på en plakat ved én af dens mange demonstrationer i den tid: “Vores forældre emigrerede – det vil vi ikke. Boliger her og nu!”

 

Som Castells fortæller, var Vallecas et centralt område for mobilisering i slumbyerne fra midten af 1960’erne. Det blev grundlagt af bygningsarbejdere med støtte fra områdets organisatorer, og de agiterede først for elementær sanitet og urban service samt for retten til at forbedre deres hytter. Dernæst, da forbedringerne i slumområdet gjorde det til et mål for profitabel privat byfornyelse, modsatte de sig fornyelsesplanerne, som ville have fordrevet alle slumbyens beboere. For det tredje vendte de det officielle argument for rydning af slumbyerne på hovedet ved at mobilisere for at få offentlige byudviklingsprogrammer til deres egen fordel i det samme område. I september 1978 demonstrerede omkring 70.000 mennesker i Vallecas for effektive forholdsregler til løsning af boligmanglen.

 

En så formidabel mobilisering omkring retten til en bolig vil næppe gøre Vallecas mere vellidt hos Vox’ kandidat i Madrid, Rocío Monasterio, der har en baggrund i udviklingen af ejendomme i den dyre klasse. Hendes mand, Iván Espinosa de los Monteros, der også er en fremtrædende leder i Vox, er også ejendomsentreprenør, og han opfordrer til at kriminalisere alle, der ikke tager afstand fra marxismen. Det ville uden tvivl passe til hans interesse i at få kritikken af ejendomsspekulation og ågerrenter til at forstumme.

 

Fælles hjælp
Vallecas blev ikke sparet for eftervirkningerne af afindustrialiseringen efter overgangen til demokrati i de sene 1970’ere og 1980’erne, hvor arbejdsløsheden skød til vejrs og stofmisbruget hærgede. Men forstadens stærke identitet trivedes stadig, ikke mindst i kraft af dens rockscene, der gik i spænd med energien fra den brede kulturelle Movida-bevægelse i hovedstaden. Samtidig blev der dannet organisationer som Mødre Mod Stoffer af lokale kvinder, der i begyndelsen gav udtryk for deres desorientering og manglende selvtillid, men som var i stand til at trække på den rige organisationskultur og områdets ressourcer og selv blive inspirerende organisatorer på deres egne præmisser.

 

Vallecas er i dag hjemsted for et større samfund af latinamerikanere, der for størstedelens vedkommende har slået sig ned i området i de sidste årtier sammen med migranter fra Nordafrika og Afrika syd for Sahara. Vox fremstiller sig, i modsætning til andre højreekstreme strømninger i Spanien, som en ven af latinamerikanerne. Det har to fordele for dem: Det fremhæver det cubanske og det venezuelanske samfund i Spanien som en del af det generaliserede omkvæd, som har spredt sig langt omkring i det spanske politiske spektrum ud over Vox, om at Podemos vil gøre Madrid til et nyt Caracas eller Havana. For det andet gør indrømmelsen af latinamerikanernes fulde menneskerettigheder, at Vox kan koncentrere sin modvilje mod andre immigranter. Vox henviser stolt til Generobringen af Spanien i det 15. århundrede og fordrivelsen af muslimerne. Men deres had er mere økumenisk. I slutningen af marts talte Vox for en deportation af Serigne Mbayé, der er kandidat for Podemos og oprindelig fra Senegal, og som har boet i Spanien i 15 år og har spansk statsborgerskab. Mbayé organiserer papirløse migranter og leder fagforeningen for ’manteros’ – for det meste indvandrere, der sælger tegnebøger, solbriller og billige smykker i de spanske byer.

 

Vallecas har for nylig oplevet en opblomstring af fælles hjælpegrupper under Covid-19 krisen. Pandemien har ramt området særlig hårdt med en af de højeste smitterater i byen. Indstillingen af de offentlige serviceydelser har derfor et endnu mere presserende problem her. Vallecas er på den måde blevet ramt dobbelt af Díaz Ayusos dogmatiske neoliberalisme – og hendes ligegyldighed over for restriktionerne, der er blevet mødt med hævede øjenbryn, selv inden for PP.

 

Ikke desto mindre er der stadig store udfordringer for venstrefløjen ved valget den 4. maj. Politisk passivitet er et problem her som alle steder; og højrefløjen har siddet på den regionale præsidentpost siden 1995, hvor de har regeret i ejendomsspekulanternes interesser, mens de har lettet skatterne og skåret ned på udgifterne til de offentlige serviceydelser, specielt i sundhedsvæsnet. Venstrefløjens forhåbninger afhænger for en stor del af valgdeltagelsen. Corona-situationen gør det endnu mere kompliceret, og det samme gør den gensidige mistillid internt på venstrefløjen og den udmattende, uophørlige fjendtlighed mod Unidas Podemos i medierne i de seneste år. Håbet er, at venstrefløjen i fremtiden kan slå den yderste højrefløj tilbage med den demokratiske ånd og klassebevidsthed, der er indlejret i Vallecas’ historie. Som et stort banner [se foto] med Ascabals ansigt på, der ”hilser” Vox’ entré i området: “Bare ved at male det her banner, har vi allerede arbejdet mere end dig.”

 

21. april 2021

 

Oversat fra Jacobin af Poul Bjørn Berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com